Bekendtgørelse af den europæiske konvention af 24. november 1983 om erstatning til ofre for voldsforbrydelser (* 1)

Artikel 1

De kontraherende stater påtager sig at foretage det fornødne til iværksættelse af de i Kapitel I i nærværende konvention indeholdte principper.

Artikel 2

1. Såfremt dækning for skade ikke fuldt ud kan opnås på anden måde, skal staten yde erstatning til

a. personer, der som en direkte følge af en forsætlig voldsforbrydelse har lidt alvorlig varig skade på legene eller helbred,

b. personer, som har mistet en forsørger, der er afgået ved døden som følge af sådan forbrydelse.

2. Erstatning skal tilkendes i de nævnte tilfælde, selv om skadevolderen ikke kan retsforfølges eller straffes.

KAPITEL III

Slutbestemmelser

KAPITEL II

Internationalt samarbejde

KAPITEL I

Almindelige principper

Artikel 3

Erstatningen skal betales af den stat, på hvis territorium forbrydelsen blev begået, til

a. statsborgere i de kontraherende stater;

b. statsborgere i et medlemsland af Europarådet, som har fast bopæl i den stat, på hvis territorium forbrydelsen blev begået.

Artikel 4

Erstatningen skal i overensstemmelse med den foreliggende sag mindst dække følgende: tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til lægebehandling og hospitalsindlæggelse, begravelsesudgifter, og med hensyn til personer, der har mistet en forsørger, tab af underhold.

Artikel 5

Erstatningsordningen kan, om fornødent, for enhver del af eller for den samlede erstatning indeholde en øvre, henholdsvis en nedre beløbsgrænse.

Artikel 6

Der kan fastsættes en frist for indgivelse af ansøgning om erstatning.

Artikel 7

Erstatning kan nedsættes eller nægtes som følge af ansøgerens økonomiske forhold.

Artikel 8

1. Erstatning kan nedsættes eller nægtes under hensyn til den skadelidtes eller ansøgerens handlemåde før, under eller efter forbrydelsen eller med hensyn til personskaden eller dødsfaldet.

2. Ligledes kan erstatning nedsættes eller bortfalde på grund af skadelidtes eller ansøgerens forbindelse med organiseret kriminalitet eller medlemsskab af organisationer, der er involveret i voldskriminalitet.

3. Erstatningen kan også nedsættes eller nægtes, for så vidt tilkendelse af erstatning er i strid med den almindelige retsfølelse eller den offentlige orden (»ordre public«).

Artikel 9

For at undgå dobbelt erstatning kan staten eller den kompetente myndighed fradrage eller kræve tilbagebetalt ethvert beløb, som skadevolderen har betalt som følge af personskaden eller dødsfaldet, samt ethvert beløb, som udgør social bistand eller forsikring eller eventuel dækning for skaden opnået på anden måde.

Artikel 10

Staten eller den kompetente myndighed kan med hensyn til udbetalte erstatningsbeløb indtræde i skadelidtes rettigheder.

Artikel 11

Hver kontraherende stat skal tage passende forholdsregler med henblik på at sørge for, at oplysninger om dennes ordning stilles til rådighed for potentielle ansøgere.

Artikel 12

Med forbehold af bilaterale eller multilaterale aftaler mellem de kontraherende stater om fælles bistand skal hver parts kompetente myndigheder på begæring af de pågældende myndigheder i en anden kontraherende stat yde størst mulig bistand i forbindelse med forhold, der omfattes af denne konvention. Med dette for øje skal hver af de kontraherende stater udpege en central myndighed, der skal modtage og tage sig af anmodninger om sådan bistand. Oplysning herom skal gives til Europarådets generalsekretær ved deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet.

Artikel 13

1. Den europæiske Kriminalkomite skal holdes underrettet om anvendelsen af denne konvention.

2. Hver part skal meddele Europarådets generalsekretær alle relevante oplysninger vedrørende bestemmelser, love og regler, der angår forhold, der er omfattet af denne konvention.

Artikel 14

Denne konvention er åben for undertegnelse af de stater, der er medlemmer af Europarådet. Den kan ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.

Artikel 15

1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor tre medlemsstater i Europarådet har givet deres samtykke til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 14.

2. For en medlemsstat, som senere erklærer sig villig til at være bundet af konventionen, træder den i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet blev deponeret.

Artikel 16

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets ministerkomite opfordre enhver stat, som ikke er medlem af Europarådet til at tiltræde konventionen ved en beslutning truffet med en sådan majoritet som anført i artikel 20.d i Europarådets statut og med enstemmig tilslutning fra de kontraherende staters repræsentanter, som har ret til at være repræsenteret i komiteen.

2. For enhver tiltrædende stat træder konventionen i kraft på den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor tiltrædelsesinstrumentet blev deponeret hos Europarådets generalsekretær.

Artikel 17

1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument nærmere angive, på hvilket eller hvilke territorier denne konvention skal finde anvendelse.

2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved en erklæring til Europarådets generalsekretær udstrække anvendelsen af denne konvention til ethvert andet område angivet i erklæringen. For et sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor generalsekretøren modtog erklæringen.

3. Enhver erklæring afgivet i overensstemmelser med de to foregående stykker kan for så vidt angår ethvert område angivet i erklæringen tilbagekaldes ved en underretning til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks måneder efter den dag, hvor generalsekretøren modtog underretningen.

Artikel 18

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument tage forbehold med hensyn til en eller flere af konventionens bestemmelser.

2. Enhver kontraherende stat, som har taget forbehold i henhold til foregående stk., kan fuldt ud eller delvist tilbagekalde det ved meddelelse til Europarådet generalsekretær. En sådan tilbagekaldelse får virkning fra generalsekretærens modtagelse af meddelelsen.

3. En part, som har taget et forbehold med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke i videre omfang end den selv har godkendt bestemmelsen, gøre krav på, at denne bringes i anvendelse af en anden part.

Artikel 19

1. Enhver kontraherende stat kan til enhver tid opsige denne konvention gennem en underretning til Europarådets generalsekretær.

2. En sådan opsigelse får virkning fra den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på seks måneder efter den dag, hvor generalsekretæren modtog underretningen.

Artikel 20

Europarådets generalsekretær skal underrette de stater, som er medlem af rådet samt enhver stat, som har tiltrådt denne konvention om

a. Enhver undertegnelse;

b. enhver deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;

c. enhver ikrafttrædelsesdag for denne konvention i overensstemmelse med art. 15, 16 og 17;

d. enhver anden handling, underretning eller meddelelse med tilknytning til denne konvention.

Til bekræftelse heraf her undertegnede dertil behørigt bemyndigede undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 24. november 1983 på engelsk og fransk, som begge har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter til hver af de stater, der er medlem af Europarådet samt til enhver stat, som er blevet tilbudt at tiltræde den.

Følgende lande har ratificeret, accepteret eller godkendt konventionen på de vedføjede datoer

Nederlandene .......................................... 16. juli 1984 Luxembourg ............................................. 21. maj 1985 Danmark ............................................ 9. oktober 1987

Nedennævnte lande har ved ratifikationen, accepten eller godkendelsen afgivet erklæringer som følger

Nederlandene

Ifølge artikel 12.2 er den centrale myndighed med henblik på modtagelse og behandling af henvendelser vedrørende konventionen »Secretaris van de Commissie tot beheer van het schadefonds geweldmisdrijven, Postbus 20.303, 2500 EH The Hague«.

Ifølge art. 17.1 gælder konventionen for det nederlandske kongerige i Europa.

Luxembourg

Ifølge artikel 12.2 er den centrale myndighed med henblik på modtagelse og behandling af henvendelser vedrørende konventionen »the Ministry af Justice, 16 Boulevard Royal, Luxembourg«.

Danmark

Ifølge art. 12.2 er Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K, den centrale myndighed med henblik på modtagelse og behandling af henvendelser vedrørende konventionen.

I henhold til art. 17.1 er det angivet, at konventionen ikke finder anvendelse på Færøerne og Grønland.

Konventionen træder i medfør af art. 15, stk. 1, i kraft for Danmark den 1. februar 1988.

Udenrigsministeriet, den 20. april 1988

Uffe Ellemann-Jensen

KAPITEL I Almindelige principper

KAPITEL II Internationalt samarbejde

KAPITEL III Slutbestemmelser

Bekendtgørelse af den europæiske konvention af 24. november 1983 om erstatning til ofre for voldsforbrydelser (* 1)

I henhold til kgl. resolution af 21. september 1987 har Danmark ratificeret en i Strasbourg udfærdiget europæisk konvention af 24. november 1983 om erstatning til ofre for foldsforbrydelser.

Konventionen har følgende ordlyd

EUROPÆISKE KONVENTION OM ERSTATNING TIL OFRE FOR VOLDSFORBRYDELSER

Medlemsstaterne af Europarådet, som har undertegnet denne konvention, er

i betragtning af, at Europarådets mål er at knytte sine medlemmer nærmere sammen, og

i betragtning af, at hensynet til almindelig retsbevidsthed og ønsket om social solidaritet kræver, at der sørges for ofre, som har været udsat for forsætlige lovovertrædelser med skade på legene eller helbred til følge, samt at der ligeledes sørges for personer, der har mistet en forsørger, hvis denne er afgået ved døden som følge af sådan lovovertrædelse, og

i betragtning af, at en ordning er påkrævet til udbetaling af erstatning til disse ofre fra den stat, på hvis territorium forbrydelsen fandt sted, især hvis skadevolderen er ukendt eller ubemidlet, og

i betragtning af, at mindstebestemmelser er nødvendige på dette område, og

under hensyn til Europarådets Ministerkomites resolution (77)27 om erstatning til ofre for forbrydelser,

blevet enige om følgende