DK
Bekendtgørelse af konvention af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (* 1) (* 2)
Table of Provisions (45)
Statutory Text (45 Articles)
Artikel 1
Denne konvention anvendes på afgørelser truffet af en judiciel eller en administrativ myndighed i en kontraherende stat vedrørende underholdspligt som følge af familie-, slægtsskabs-, ægteskabs- eller svogerskabsforhold, herunder underholdspligt over for et barn uden for ægteskab, mellem
1) en bidragsberettiget og en bidragspligtig; eller
2) en bidragspligtig og et offentligt organ, som kræver refusion af bidrag, der er udbetalt til en bidragsberettiget.
Konventionen anvendes også på forlig om de ovennævnte forpligtelser, der er indgået for en sådan myndighed mellem ovennævnte parter (herefter benævnt »forlig«).
Artikel 2
Konventionen anvendes på afgørelser og forlig uanset deres betegnelse.
Den anvendes også på afgørelser eller forlig, der ændrer en tidligere afgørelse eller et tidligere forlig, selv om denne afgørelse eller dette forlig hidrører fra en ikke-kontraherende stat.
Den anvendes, uanset om bidragskravet er af international eller national karakter og uden hensyn til parternes nationalitet eller bopæl.
Artikel 3
Hvis en afgørelse eller et forlig også angår andet end underholdspligt, er konventionens rækkevidde begrænset til de dele af afgørelsen eller forliget, der vedrører underholdspligt.
Artikel 4
En afgørelse, som er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes eller fuldbyrdes i en anden kontraherende stat
1) hvis den er truffet af en myndighed, der anses for at være kompetent efter artikel 7 og 8; og
2) hvis afgørelsen ikke længere kan indbringes for højere instans ved ordinære retsmidler i den stat, hvori den er truffet.
Foreløbige afgørelser og foranstaltninger, som kan fuldbyrdes, skal, selv om de kan anfægtes ved ordinære retsmidler, anerkendes eller fuldbyrdes i den anmodede stat, hvis tilsvarende afgørelser kan træffes og fuldbyrdes der.
Artikel 5
Anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser kan dog nægtes
1) hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen er åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper (»ordre public«) i den anmodede stat; eller
2) hvis afgørelsen er opnået ved svig under sagsbehandlingen; eller
3) hvis en sag mellem de samme parter om samme spørgsmål behandles af en myndighed i den anmodede stat, og det var denne sag, der først blev rejst; eller
4) hvis afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der er truffet mellem de samme parter om samme spørgsmål, enten i den anmodede stat eller i en anden stat, forudsat at sidstnævnte afgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at kunne anerkendes og fuldbyrdes i den anmodede stat.
Artikel 6
Med forbehold af bestemmelserne i artikel 5 skal en afgørelse, som er truffet, uden at den indklagede har været til stede, kun anerkendes eller fuldbyrdes, hvis underretning om sagens rejsning, herunder om det væsentligste indhold af kravet er blevet forkyndt for den indklagede i overensstemmelse med loven i oprindelsesstaten, og den indklagede under hensyntagen til de foreliggende omstændigheder har haft tilstrækkelig tid til at fremsætte indsigelser.
Artikel 7
En myndighed i oprindelsesstaten skal anses for at være kompetent i denne konventions forstand
1) hvis enten den bidragspligtige eller den bidragsberettigede ved sagens rejsning havde sin sædvanlige bopæl i oprindelsesstaten; eller
2) hvis den bidragspligtige og den bidragsberettigede ved sagens rejsning var statsborgere i oprindelsesstaten; eller
3) hvis indklagede har anerkendt myndighedens kompetence enten udtrykkeligt eller ved at udtale sig om sagens realitet uden forbehold med hensyn til kompetencen.
Artikel 8
Uanset bestemmelserne i artikel 7 skal en myndighed i en kontraherende stat, som har afgjort en sag om underholdsbidrag, anses for at være kompetent i konventionens forstand, hvis underholdsbidraget skyldes som følge af en afgørelse om skilsmisse eller separation, eller om at et ægteskab er omstødt eller kendt ugyldigt, truffet af en myndighed i samme stat, og denne myndighed har haft kompetence i denne sag efter loven i den anmodede stat.
Artikel 9
Myndigheden i den anmodede stat er bundet af den afgørelse om faktiske forhold, som myndigheden i oprindelsesstaten har støttet sin kompetence på.
Artikel 10
Hvis en afgørelse i en sag om underholdspligt drejer sig om flere krav, og afgørelsen ikke kan anerkendes eller fuldbyrdes i sin helhed, skal myndigheden i den anmodede stat anvende konventionen på den del af afgørelsen, der kan anerkendes eller fuldbyrdes.
Artikel 11
Hvis det i afgørelsen er bestemt, at underholdsbidrag skal ydes i form af periodiske betalinger, skal fuldbyrdelse bevilges for såvel forfaldne som uforfaldne ydelser.
Artikel 12
Myndigheden i den anmodede stat kan ikke foretage nogen materiel prøvelse af afgørelsen, medmindre andet følger af konventionen.
Artikel 13
Fremgangsmåden ved anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser afgøres efter loven i den anmodede stat, medmindre andet følger af konventionen.
Artikel 14
Der kan altid anmodes om delvis anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse.
Artikel 15
En bidragsberettiget, som i oprindelsesstaten har fået hel eller delvis gratis retshjælp eller fritagelse for omkostninger eller afgifter, er ved enhver sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse berettiget til retshjælp eller fritagelse for omkostninger eller afgifter efter de mest fordelagtige regler, som gælder i den anmodede stat.
Artikel 16
Kaution, deponering eller anden sikkerhed, uanset dens betegnelse, kan ikke kræves for at sikre betaling af omkostninger eller afgifter ved behandling af sager, som omfattes af konventionen.
Artikel 17
Den, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse, skal fremlægge
1) en fuldstændig og rigtig kopi af afgørelsen;
2) dokumenter, der er nødvendige for at bevise, at afgørelsen ikke længere kan indbringes for højere instans ved ordinære retsmidler i oprindelsesstaten, og, hvis det er påkrævet, at den kan fuldbyrdes der;
3) såfremt det drejer sig om en afgørelse truffet, uden at indklagede har været til stede, originaler eller bekræftede kopier af de dokumenter, der er nødvendige for at bevise, at underretning om sagens rejsning, herunder om det væsentligste indhold af kravet, er blevet behørigt forkyndt for den udeblevne part i overensstemmelse med oprindelsesstatens lovgivning;
4) eventuelle dokumenter, der viser, at parten har fået gratis retshjælp eller er blevet fritaget for omkostninger eller afgifter i oprindelsesstaten;
5) bekræftet oversættelse af ovennævnte dokumenter, medmindre den anmodede stat giver afkald herpå.
Hvis ovennævnte dokumenter ikke fremlægges, eller hvis indholdet af afgørelsen ikke gør det muligt for den anmodede stats myndighed at fastslå, om konventionens betingelser er opfyldt, skal denne myndighed give en frist til tilvejebringelse af de nødvendige dokumenter.
Legalisering eller lignende formaliteter kan ikke kræves.
Artikel 18
En afgørelse, som er truffet mod en bidragspligtig efter anmodning fra et offentligt organ, som kræver refusion af bidrag, der er udbetalt til en bidragsberettiget, skal anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med konventionen
1) hvis det offentlige organ kan kræve refusion efter den lov, det er underlagt, og
2) hvis underholdspligt mellem den bidragsberettigede og den bidragspligtige er fastsat i den nationale lov, som er anvendelig efter den internationale privatret i den anmodede stat.
Artikel 19
Et offentligt organ kan, i det omfang bidrag er ydet til den bidragsberettigede, anmode om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse truffet i en sag mellem den bidragsberettigede og den bidragspligtige, såfremt organet efter den lov, det er underlagt, er umiddelbart berettiget til at anmode om anerkendelse eller fuldbyrdelse i den bidragsberettigedes sted.
Artikel 20
Med forbehold af bestemmelserne i artikel 17 skal det offentlige organ, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse, fremlægge de dokumenter, der er nødvendige for at bevise, at betingelserne i artikel 18, pkt. 1, eller artikel 19 er opfyldt, samt at bidrag er ydet til den bidragsberettigede.
Artikel 21
Et forlig, som kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten, skal anerkendes og fuldbyrdes under de samme betingelser, som gælder for afgørelser, i det omfang disse betingelser er anvendelige.
Artikel 22
De kontraherende stater, hvis lovgivning begrænser overførsel af pengemidler, skal give højeste prioritet til overførsel af pengemidler til betaling af underholdsbidrag eller til dækning af omkostninger og afgifter vedrørende ethvert krav, som er omfattet af konventionen.
Artikel 23
Konventionen hindrer ikke, at anden international aftale mellem oprindelsesstaten og den anmodede stat eller lovgivningen i den anmodede stat bliver påberåbt for at opnå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse eller et forlig.
Artikel 24
Konventionen er anvendelig, uanset på hvilket tidspunkt afgørelsen er truffet.
Hvis afgørelsen er truffet inden konventionens ikrafttræden mellem oprindelsesstaten og den anmodede stat, skal den alene fuldbyrdes i den anmodede stat for så vidt angår beløb, der forfalder efter dette ikrafttrædelsestidspunkt.
Artikel 25
En kontraherende stat kan når som helst erklære, at bestemmelserne i denne konvention i forhold til andre stater, som har afgivet en erklæring i henhold til denne artikel også skal gælde for offentligt dokument (»acte authentique«), der er affattet af eller for en myndighed eller en offentlig tjenestemand, og som umiddelbart kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten, i det omfang disse bestemmelser kan anvendes på sådanne dokumenter.
Artikel 26
En kontraherende stat kan i overensstemmelse med artikel 34 forbeholde sig ret til ikke at anerkende eller fuldbyrde
1) afgørelser og forlig vedrørende bidrag for tiden efter at en bidragsberettiget er fyldt 21 år, eller har indgået ægteskab medmindre den bidragsberettigede er eller har været den bidragspligtiges ægtefælle;
2) afgørelser og forlig om underholdspligt
a) mellem slægtninge i sidelinjen;
b) mellem besvogrede;
3) afgørelser og forlig, der ikke fastsætter periodisk betaling af underholdsbidrag.
En kontraherende stat, der har taget forbehold, kan ikke kræve konventionen anvendt på sådanne afgørelser og forlig, som er udelukket ved forbeholdet.
Artikel 27
Hvis en kontraherende stat med hensyn til underholdspligt har to eller flere retssystemer, som er anvendelige på forskellige kategorier af personer, skal enhver henvisning til loven i denne stat anses for at gælde det retssystem, som loven i vedkommende stat udpeger som anvendeligt på en bestemt kategori af personer.
Artikel 28
Hvis en kontraherende stat omfatter to eller flere territoriale områder med forskellige retssystemer angående anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt, skal
1) henvisning til loven, fremgangsmåden eller myndigheden i oprindelsesstaten anses for at gælde loven, fremgangsmåden eller myndigheden i det territoriale område, hvor afgørelsen er truffet;
2) henvisning til loven, fremgangsmåden eller myndigheden i den anmodede stat anses for at gælde loven, fremgangsmåden eller myndigheden i det territoriale område, hvor der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse;
3) henvisning efter pkt. 1 og 2 til loven eller fremgangsmåden i oprindelsesstaten eller til loven eller fremgangsmåden i den anmodede stat, anses for at omfatte alle relevante retsregler og retsprincipper i den kontraherende stat, som er anvendelige i de områder, staten omfatter;
4) henvisning til den bidragsberettigedes og den bidragspligtiges sædvanlige bopæl i oprindelsesstaten anses for at gælde hans bopæl i det territoriale område, hvor afgørelsen er truffet.
En kontraherende stat kan når som helst erklære, at den ikke vil anvende en eller flere af reglerne i denne artikel på en eller flere af bestemmelserne i denne konvention.
Artikel 29
Mellem de stater, der er parter i konventionen, skal den erstatte konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt over for børn, indgået i Haag den 15. april 1958.
Artikel 30
Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, der var medlemmer af Den internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens tolvte samling.
Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes, og ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.
Artikel 31
En stat, som er blevet medlem af Den internationale privatretlige Haagerkonference efter dens tolvte samling, eller som er medlem af De forenede Nationer eller en af denne organisations særorganisationer, eller som er tilsluttet statutten for Den internationale Domstol, kan tiltræde konventionen, når den er trådt i kraft i overensstemmelse med artikel 35, stk. 1.
Tiltrædelsesinstrumentet skal deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.
Tiltrædelsen får alene virkning i forholdet mellem den stat, der har tiltrådt, og de kontraherende stater, som ikke har fremsat indsigelse mod tiltrædelsen inden 12 måneder efter, at de har modtaget den i artikel 37, pkt. 3, nævnte underretning. Sådan indsigelse kan også fremsættes af medlemsstater, når de ratificerer, accepterer eller godkender konventionen efter en tiltrædelse. Indsigelserne skal fremsættes over for det nederlandske udenrigsministerium.
Artikel 32
En stat kan i forbindelse med, at den undertegner, ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen erklære, at anvendelsen af konventionen skal udvides til at gælde alle de territorier, for hvis internationale forbindelser staten er ansvarlig, eller til et eller flere af dem. En sådan erklæring får virkning fra det tidspunkt, konventionen træder i kraft for vedkommende stat.
Efter dette tidspunkt skal sådanne udvidelser meddeles til det nederlandske udenrigsministerium.
Udvidelsen får virkning i forhold mellem de kontraherende stater, som ikke har rejst indvending mod udvidelsen tolv måneder efter, at de har modtaget sådan underretning som nævnt i artikel 37, pkt. 4, og det eller de territorier, som vedkommende stat repræsenterer internationalt og for hvis vedkommende underretning blev givet.
Sådan indsigelse kan også fremsættes af medlemsstaterne, når de ratificerer, accepterer eller godkender konventionen efter en udvidelse.
Det nederlandske udenrigsministerium skal underrettes om sådanne indsigelser.
Artikel 33
En kontraherende stat, som omfatter to eller flere territoriale områder med forskellige retssystemer angående anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt, kan i forbindelse med at den undertegner, ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen erklære, at denne skal udvides til at gælde for alle disse områder eller et eller flere af dem, og kan når som helst ændre sin erklæring ved at afgive en ny erklæring.
Disse erklæringer skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium og skal udtrykkeligt angive, hvilket område konventionen skal gælde for.
De andre kontraherende stater kan nægte at anerkende en afgørelse om underholdspligt, hvis konventionen på det tidspunkt, da der anmodes om anerkendelse, ikke gælder for det territoriale område, hvor afgørelsen er truffet.
Artikel 34
En stat kan, senest når den ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen, tage et eller flere af de i artikel 26 omtalte forbehold. Andre forbehold er ikke tilladt.
En stat kan også, når den giver meddelelse om en udvidelse af konventionen efter artikel 32, gøre et eller flere af disse forbehold anvendelige for alle eller nogle af de områder, der er omfattet af udvidelsen.
En kontraherende stat kan når som helst tilbagekalde et forbehold, den har taget. Tilbagekaldelsen skal meddeles til det nederlandske udenrigsministerium.
Et sådant forbehold skal ophøre med at gælde den første dag i den tredje kalendermåned, efter at den i foregående stykke nævnte meddelelse er givet.
Artikel 35
Konventionen træder i kraft den første dag i den tredje kalendermåned efter deponeringen af det tredje ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument, der er omtalt i artikel 30.
Derefter skal konventionen træde i kraft
- for hver stat, som senere ratificerer, accepterer eller godkender konventionen, den første dag i den tredje kalendermåned efter deponeringen af dens ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument;
- for hver stat, som tiltræder konventionen, den første dag i den tredje kalendermåned efter udløbet af den periode, som er angivet i artikel 31;
- for et territorium, som konventionen er blevet udvidet til at gælde for efter artikel 32, den første dag i den tredje kalendermåned efter udløbet af den periode, som er angivet i den nævnte artikel.
Artikel 36
Denne konvention skal, også for stater, der senere har ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt den, gælde i fem år, regnet fra den dag den trådte i kraft efter artikel 35, stk. 1.
Konventionen fornys stiltiende for fem år ad gangen, medmindre den opsiges.
En opsigelse skal senest 6 måneder før femårsperiodens udløb meddeles til det nederlandske udenrigsministerium. Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de områder konventionen omfatter.
Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de andre kontraherende stater.
Artikel 37
Det nederlandske udenrigsministerium skal underrette konferencens medlemsstater og de stater, som har tiltrådt konventionen efter artikel 31, om
1) undertegnelser, ratifikationer, accepter og godkendelser som nævnt i artikel 30;
2) dagen for konventionens ikrafttræden efter artikel 35;
3) tiltrædelser som nævnt i artikel 31 og dagen for deres ikrafttræden;
4) udvidelser som nævnt i artikel 32 og dagen for deres ikrafttræden;
5) indsigelser, som er fremsat mod tiltrædelser og udvidelser som omtalt i artiklerne 31 og 32;
6) erklæringer som nævnt i artiklerne 25 og 32;
7) opsigelser som nævnt i artikel 36;
8) forbehold som omtalt i artiklerne 26 og 34 og tilbagekaldelser som omtalt i artikel 34.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndiget dertil, undertegnet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Haag den 2. oktober 1973 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i et eksemplar, som skal deponeres i den nederlandske regerings arkiver og hvoraf en bekræftet genpart skal sendes ad diplomatisk vej til hver af de stater, som var medlemmer af Den internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens tolvte samling.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret den 7. oktober 1987 i det nederlandske udenrigsministerium og konventionen træder i kraft for Danmarks vedkommende den 1. januar 1988.
Ved deponeringen afgav Danmark erklæring om, at konventionen også finder anvendelse for Færøerne, men ikke for Grønland.
Danmark har i medfør af konventionens art. 34 taget forbehold for de afgørelser, der nævnes i art. 26, stk. 1, pkt. 1 og 2.
Foruden af Danmark er konventionen ratificeret eller tiltrådt af Finland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyrkiet og Forbundsrepublikken Tyskland.
Der er afgivet følgende forbehold
FINLAND ad art. 26, stk. 1, pkt. 1 og 2.
ITALIEN ad art. 26, stk. 1, pkt. 3, med undtagelse af en afgørelse eller et forlig, der medfører en enkelt betaling af det beløb, der skyldes ved ægteskabets opløsning.
LUXEMBOURG ad art. 26, stk. 1, pkt. 2 og 3.
NEDERLANDENE ad art. 26, stk. 1, pkt. 2a
ad art. 25
NORGE ad art. 26, stk. 1, pkt. 2.
PORTUGAL ad art. 26, stk. 1, pkt. 1 og 2b.
SCHWEIZ ad art. 26, stk. 1, pkt. 2.
STORBRITANNIEN ad art. 26, stk. 1, pkt. 2, medmindre afgørelsen eller forliget kræver, at den bidragspligtige betaler til en person, som er barn i ægteskabet (vedr. England, Wales, Nordirland og Øen Man), eller som er barn af den bidragsberettigede, og som er blevet anerkendt som barn i ægteskabet af den bidragspligtigede (vedr. Skotland).
ad art. 26, stk. 1, pkt. 3
Konventionen omfatter alle områder i England, Wales, Nordirland, Skotland og Øen Man.
SVERIGE ad art. 25 og art. 26, stk. 1, pkt. 1 og 2.
TJEKKOSLOVAKIET ad art. 26, stk. 1, pkt. 2.
TYRKIET ad art. 26, stk. 1, pkt. 2 og 3.
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND ad art. 26, stk. 1, pkt. 2. På trods af dette forbehold vil Forbundsrepublikken i overensstemmelse med national lov også anerkende og fuldbyrde efter konventionens bestemmelser afgørelser eller forlig fra en kontraherende stat vedrørende underholdspligt mellem slægtninge i sidelinien eller besvogrede. Anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne afgørelser vil dog blive afvist på krav af den bidragspligtige, hvis der ikke er bidragspligt ifølge national lovgivning i den stat, hvor debitor og kreditor er statsborgere, eller hvis der ikke er fælles nationalitet, ifølge loven i debitors domicilland.
ad art. 25 Forbundsrepublikken erklærer, at Land Berlin skal være omfattet af konventionen.
Udenrigsministeriet, den 22. februar 1988
Uffe Ellemann-Jensen
KAPITEL I - KONVENTIONENS ANVENDELSESOMRÅDE
KAPITEL II - BETINGELSER FOR AT ANERKENDE OG FULDBYRDE AFGØRELSER
KAPITEL III - FREMGANGSMÅDEN VED ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE OG AFGØRELSER
KAPITEL IV - TILLÆGSBESTEMMELSER OM OFFENTLIGE ORGANER
KAPITEL V - FORLIG
KAPITEL VI - FORSKELLIGE BESTEMMELSER
KAPITEL VII - AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Bekendtgørelse af konvention af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (* 1) (* 2)
I henhold til kgl. resolution af 22. september 1987 har Danmark ratificeret den på den 12. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt.
Konventionen har følgende ordlyd
Konvention om anerkendelse
og fuldbyrdelse af afgørelser
om underholdspligt
De stater, som har undertegnet denne konvention, ønsker at tilvejebringe fælles bestemmelser om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt over for voksne,
ønsker at samordne disse bestemmelser og bestemmelserne i konventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt overfor børn, og
har i dette øjemed besluttet at indgå en konvention om dette, og er blevet enige om følgende bestemmelser