Bekendtgørelse af international konvention imod gidseltagning af 17. december 1979 (* 1) (Gidselkonventionen)

Artikel 1

1. Enhver person, som tilfangetager eller tilbageholder en anden person og truer med at dræbe, legemsbeskadige eller fortsat at tilbageholde denne (i det følgende benævnt »gidslet«) med henblik på at tvinge tredjepart, dvs. en stat, en international interguvernemental organisation, en fysisk eller juridisk person eller en gruppe personer til at foretage eller undlade at foretage nogen handling som en udtrykkelig eller stiltiende betingelse for frigivelsen af gidslet, begår den forbrydelse at tage gidsler (»gidseltagning«) i denne konventions forstand.

2. Enhver person, som

a) forsøger at foretage gidseltagning eller

b) medvirker til, at andre foretager eller forsøger at foretage gidseltagning,

begår ligeledes en forbrydelse, som falder ind under denne konvention.

Artikel 2

Enhver kontraherende stat skal for de i art. 1 omhandlede forbrydelser fastsætte passende straffe under hensyntagen til disse forbrydelsers alvorlige karakter.

Artikel 2

Enhver kontraherende stat skal for de i art. 1 omhandlede forbrydelser fastsætte passende straffe under hensyntagen til disse forbrydelsers alvorlige karakter.

Artikel 3

1. Den kontraherende stat, på hvis område gidslet tilbageholdes af gerningsmanden, skal træffe alle foranstaltninger, som den anser for hensigtsmæssige for at lette gidslets forhold, især for at sikre hans frigivelse og efter frigivelsen om fornødent at lette hans afrejse.

2. Hvis nogen genstand, som gerningsmanden er kommet i besiddelse af som følge af gidseltagningen, kommer i en kontraherende stats varetægt, skal denne kontraherende stat snarest muligt tilbagegive den til gidslet eller efter omstændighederne til den i art. 1 nævnte tredjepart eller til denne tredjeparts kompetente myndigheder.

Artikel 4

De kontraherende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af de i art. 1 nævnte forbrydelser, navnlig ved

a) at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger til at forhindre, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at begå nogen af de nævnte forbrydelser inden for eller uden for deres områder, herunder foranstaltninger til at forbyde, at der på deres områder udøves ulovlig virksomhed af personer, grupper og organisationer, der opmuntrer til, anstifter, organiserer eller deltager i gidseltagning;

b) at udveksle oplysninger og samordne gennemførelsen af administrative og andre foranstaltninger, som er egnede til at forhindre begåelse af sådanne forbrydelser.

Artikel 5

1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for forbrydelser af den i art. 1 nævnte art, som begås

a) på dens område eller om bord på et skib eller luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat;

b) af nogen af dens statsborgere eller, hvis den pågældende stat anser det for hensigtsmæssigt, af statsløse personer, der har fast bopæl på dens område;

c) med henblik på at tvinge den pågældende stat til at foretage eller undlade at foretage nogen handling; eller

d) over for et gidsel, som er statsborger i den pågældende stat, dersom denne stat anser det for hensigtsmæssigt.

2. Enhver kontraherende stat skal endvidere træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for de i art. 1 nævnte forbrydelser, hvis den formodede gerningsmand befinder sig inden for dens område, og staten ikke udleverer ham til en af de i denne artikels stk. 1 nævnte stater.

3. Konventionen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion, udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 6

1. Når betingelserne herfor er til stede, skal enhver kontraherende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, i overensstemmelse med sin lovgivning tage ham i forvaring eller træffe andre foranstaltninger for at sikre hans tilstedeværelse, så længe som det er nødvendigt for, at der kan indledes straffeforfølgning eller tages skridt til udlevering. Den pågældende stat skal straks iværksætte en foreløbig undersøgelse af sagens omstændigheder.

2. Om forvaring eller andre af de i denne artikels stk. 1 nævnte foranstaltninger skal der uden ophold gives underretning direkte eller gennem De forenede Nationers generalsekretær til

a) den stat, i hvilken forbrydelsen er blevet begået;

b) den stat, over for hvilken tvang har været anvendt eller forsøgt anvendt;

c) den stat, hvori den fysiske eller juridiske person, over for hvem tvang har været anvendt eller forsøgt anvendt, er statsborger;

d) den stat, hvori gidslet er statsborger, eller på hvis område han har fast bopæl;

e) den stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger, eller, hvis han er statsløs, på hvis område han har fast bopæl;

f) den internationale interguvernementale organisation, over for hvilken tvang har været anvendt eller forsøgt anvendt;

g) alle andre berørte stater.

3. Enhver person, over for hvem de i denne artikels stk. 1 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til

a) uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat, hvori han er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at etablere en sådan forbindelse, eller, hvis han er statsløs, den stat, på hvis område han har fast bopæl;

b) at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat.

4. De i denne artikels stk. 3 nævnte rettigheder skal udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den stat, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, dog under forudsætning af, at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af denne artikels stk. 3.

5. Bestemmelserne i denne artikels stk. 3 og 4 er uden præjudice for den ret, som enhver kontraherende stat, der har krav på at udøve jurisdiktion i overensstemmelse med art. 5, stk. 1 b), har til at anmode Den Internationale Røde Kors-Komite om at sætte sig i forbindelse med og besøge den formodede gerningsmand.

6. Den stat, der iværksætter den foreløbige undersøgelse, som forudses i denne artikels stk. 1, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de stater eller den organisation, der omhandles i denne artikels stk. 2, og tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve jurisdiktion.

Artikel 7

Den kontraherende stat, i hvilken den formodede gerningsmand retsforfølges, skal i overensstemmelse med sin lovgivning give meddelelse om sagens endelige udfald til De forenede Nationers generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til andre berørte stater og de berørte internationale interguvernementale organisationer.

Artikel 8

1. Den kontraherende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand findes, skal, hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse, og uanset om forbrydelsen er begået på dens eget område eller ej, overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med dens egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinier, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden lovovertrædelse af alvorlig karakter.

2. Enhver, der retsforfølges for nogen af de i art. 1 nævnte forbrydelser, skal sikres en retfærdig behandling på ethvert stadium i retssagen, herunder nydelsen af alle de rettigheder og garantier, som er fastsat i lovgivningen i den stat, på hvis område han befinder sig.

Artikel 9

1. En begæring om udlevering af en formodet gerningsmand i medfør af denne konvention skal ikke imødekommes, hvis den kontraherende stat, begæringen rettes til, har vægtige grunde til at antage

a) at begæringen om udlevering for en forbrydelse som nævnt i art. 1 er fremsat med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af hans race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning; eller

b) at den pågældendes stilling kan blive præjudiceret

(i) af nogen af de årsager, der er nævnt i dette stykkes pkt. a), eller

(ii) på grund af, at de kompetente myndigheder i den stat, der har ret til at yde ham beskyttelse, ikke kan komme i forbindelse med ham.

2. Bestemmelserne indeholdt i de mellem de kontraherende stater gældende traktater og aftaler om udlevering ændres mellem disse stater i det omfang, disse bestemmelser vedrører de forbrydelser, der er fastlagt i denne konvention og er uforenelige med denne.

Artikel 10

1. De i art. 1 nævnte forbrydelser skal i enhver udleveringstraktat mellem de kontraherende stater anses for omfattet af de forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. De kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de indgår med hinanden, at optage disse forbrydelser blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

2. Hvis en kontraherende stat, som gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået udleveringstraktat, kan den stat, der modtager anmodningen, betragte denne konvention som det retslige grundlag for udlevering med hensyn til de i art. 1 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i art. 1 nævnte forbrydelser som sådanne forbrydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem de kontraherende stater skal de i art. 1 nævnte forbrydelser anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også i de stater, som ifølge art. 5, stk. 1, skal kunne udøve jurisdiktion over for forbrydelserne.

Artikel 11

1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med retsforfølgning i anledning af de forbrydelser, der er nævnt i art. 1, herunder udlevere alt for dem foreliggende bevismateriale, som er nødvendigt for retssagen.

2. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1 påvirker ikke forpligtelser om gensidig retshjælp i henhold til andre traktater.

Artikel 12

I det omfang Geneve-konventionerne af 1949 om beskyttelse af krigens ofre eller tillægsprotokollerne til disse konventioner er anvendelige på et særligt tilfælde af gidseltagning, og i det omfang, stater, som er deltagere i denne konvention, ifølge nævnte konventioner er forpligtet til at retsforfølge eller udlevere gidseltageren, finder nærværende konvention ikke anvendelse på gidseltagning, der er begået under væbnede konflikter, således som disse er defineret i Geneve-konventionerne af 1949 og protokollerne dertil, herunder de i art. 1, stk. 4, i tillægsprotokol I af 1977 omhandlede væbnede konflikter, hvorunder folk kæmper mod koloniherredømme og fremmed besættelse og imod racistiske regimer i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse, således som denne er nedfældet i De forenede Nationers pagt og i deklarationen om folkeretlige principper vedrørende venskabelig forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelser med De forenede Nationers pagt.

Artikel 13

Denne konvention finder ikke anvendelse, når forbrydelsen er begået inden for en enkelt stat, hvori gidslet og den formode gerningsmand er statsborgere, og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig.

Artikel 14

Intet i denne konvention kan fortolkes som retfærdiggørende en krænkelse af en stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed i strid med De forenede Nationers pagt.

Artikel 15

Bestemmelserne i denne konvention berører ikke anvendelsen af de traktater om asyl, der på tidspunktet for denne konventions vedtagelse er gældende mellem de stater, der er deltagere i nævnte traktater; dog kan en stat, der er deltager i denne konvention, ikke påberåbe sig nævnte traktater over for en anden stat, der er deltager i denne konvention, men ikke er deltager i nævnte traktater.

Artikel 16

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem parterne om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af parterne henvise tvisten til Den internationale Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.

2. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen eller ratifikationen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelsen i denne artikels stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal ikke være bundet af denne artikels stk. 1 over for en kontraherende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. Enhver kontraherende stat, der har taget forbehold i medfør af denne artikels stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 17

1. Denne konvention står indtil den 31. december 1980 åben for undertegnelse for alle stater i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

3. Denne konvention står åben for tiltrædelses af enhver stat. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 18

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 22. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 19

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning et år efter den dato, på hvilken meddelelsen om opsigelsen modtages af De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 20

Originaleksemplaret af denne konvention, hvoraf den arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der har behørig fuldmagt dertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention, der er åbnet for undertegnelse i New York den 18. december 1979.

Den internationale konvention imod gidseltagning trådte i medfør af art. 18, stk. 1, i kraft den 3. juni 1983 for følgende lande: Bahama-øerne, Barbados, Bhutan, Chile, Egypten, Finland, Guatemala, Honduras, Island, Kenya, Republikken Korea, Lesotho, Mauritius, Norge, Panama, Philippinerne, El Salvador, Storbritannien, Suriname, Sverige, Trinidad/Tobago og Forbundsrepublikken Tyskland (inkl. Land Berlin).

Danmark deponerede sit ratifikationsinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær den 11. august 1987, og konventionen trådte i medfør af art. 18, stk. 2, i kraft den 10. september 1987 for Danmark.

Endvidere har følgende lande med virkning fra de vedføjede datoer ratificeret eller tiltrådt konventionen

Amerikas Forenede Stater............. 7. december 1984 Antigua/Barbuda .... .................6. august 1986 Canada ............................... 4. december 1985 Dominica ............................. 9. september 1986 Italien .............................. 20. marts 1986 Japan ................................ 8. juni 1987 Jordan ............................... 19. februar 1986 Jugoslavien .......................... 19. april 1985 Malawi ............................... 17. marts 1986 New Zealand .......................... 12. november 1985 Portugal ............................. 6. juli 1984 Schweiz .............................. 5. marts 1985 Senegal .............................. 10. marts 1987 Spanien .............................. 26. marts 1984 Togo ................................. 25. juli 1986 Østrig ............................... 22. august 1986

El Salvador og Kenya har taget forbehold over for art. 16, stk. 1

Chile og Dominica har erklæret, at forbudet i art. 12 skal gælde enhver form for gidseltagning.

Jugoslavien har erklæret, at fortolkningen af konventionens art. 9 ikke må forhindre opnåelse af konventions formål.

Malawi har afgivet erklæring om forståelsen af art. 16, idet denne bestemmelse skal læses i overensstemmelse med Malawis præsidents og udenrigsministers erklæring af 12. december 1966 om anerkendelse af art. 36, stk. 2, i statutten for Den Internationale Domstol.

New Zealand har taget forbehold gående ud på, at konventionen ikke skal gælde for Tokelau, før den nødvendige lovgivning er gennemført.

Schweiz har erklæret, at art. 4 skal fortolkes i overensstemmelse med national lovgivning.

Udenrigsministeriet, den 27. november 1987

UFFE ELLEMANN-JENSEN

Bekendtgørelse af international konvention imod gidseltagning af 17. december 1979 (* 1)

(Gidselkonventionen)

I henhold til kgl. resolution af 22. juli 1987 har Danmark ratificeret en i New York den 17. december 1979 vedtagen international konvention imod gidseltagning.

Konventionen har følgende ordlyd (den arabiske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her)

INTERNATIONAL KONVENTION IMOD GIDSELTAGNING

De i denne konvention deltagende stater, som har opmærksomheden henvendt på de i De forenede Nationers pagt fastlagte formål og principper med hensyn til opretholdelsen af international fred og sikkerhed og fremme af venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne,

især anerkender, at enhver ifølge verdenserklæringen om menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed,

på ny bekræfter princippet om folkenes ligeret og selvbestemmelsesret, således som dette er nedfældet i De forenede Nationers pagt og i erklæringen om folkeretlige principper vedrørende venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt såvel som i andre relevante generalforsamlingsresolutioner,

tager i betragtning, at gidseltagning er en forbrydelse, der giver det internationale samfund anledning til alvorlig bekymring, og at enhver person, der foretager gidseltagning, enten skal retsforfølges eller udleveres i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser,

er overbevist om, at det er påtrængende nødvendigt at udvikle internationalt samarbejde mellem staterne med henblik på at finde frem til og vedtage effektive forholdsregler for at forhindre, retsforfølge og straffe alle former for gidseltagning som udslag af international terrorisme,

er blevet enige om følgende