Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 15. marts 1987 med Saudi Arabien
Table of Provisions (22)
Statutory Text (22 Articles)
Artikel 1
Definitioner
I denne overenskomst skal, med mindre andet følger af teksten,
a) udtrykket »luftfartsmyndigheder« betyde for Kongeriget Saudi Arabiens vedkommende, Præsidentskabet for Civil Luftfart og/eller enhver anden person eller organ, der for tiden er bemyndiget af Præsidentskabet eller tilsvarende myndighed, og for Kongeriget Danmarks vedkommende, Ministeriet for Offentlige Arbejder, eller enhver anden person eller organ, der er bemyndiget til at udføre en hvilken som helst funktion, som på det nuværende tidspunkt udføres af Ministeriet for Offentlige Arbejder eller lignende funktion,
b) udtrykket »udpeget luftfartsselskab« betyde et luftfartsselskab, som en kontraherende part skriftligt skal have udpeget over for den anden kontraherende part i overensstemmelse med denne overenskomsts artikel 3 til at udføre lufttrafik på de i tillægget til denne overenskomst angivne ruter,
c) udtrykket »territorium« betyde i relation til en kontraherende part de landområder og territoriale farvande, som grænser op til vedkommende kontraherende part, og som står under den kontraherende parts suverænitet, overherredømme, beskyttelse, formynderskab eller administration,
d) udtrykket »konvention« betyde Konventionen om international civil Luftfart, som blev åbnet for undertegnelse i Chicago den 7. december 1944, og som indbefatter et hvilket som helst tillæg vedtaget i henhold til denne konventions artikel 90 og enhver ændring af tillæg eller konvention i henhold til konventionens artikel 90 og 94, som er blevet vedtaget af begge kontraherende parter,
e) udtrykket »lufttrafik«, »international lufttrafik«, »luftfartsselskab« og »teknisk landing« have de betydninger, der er fastsat for dem hver for sig i konventionens artikel 96;
f) udtrykket »aftalt trafik« betyde al regelmæssig lufttrafik, der udføres på de ruter, der er angivet i denne overenskomsts tillæg;
g) udtrykket »takst« betyde de priser, som skal betales for befordring af passagerer, bagage, fragt og de betingelser, hvorunder disse priser anvendes, heri indbefattet priser og betingelser for agentur og andre hjælpetjenester.
Artikel 2
Trafikrettigheder
1) Hver kontraherende part tilstår den anden kontraherende part følgende rettigheder for, at det udpegede luftfartsselskab kan varetage international lufttrafik
a) at overflyve den anden kontraherende parts territorium uden landing,
b) at foretage tekniske landinger på nævnte territorium,
c) at foretage landinger på nævnte territorium på de pladser, der er angivet i denne overenskomsts tillæg, med det formål at afsætte og optage passagerer, fragt og post enten hver for sig eller kombineret.
2) Intet i denne artikels stk. 1 skal anses for at give den ene kontraherende parts luftfartsselskab ret til på den anden kontraherende parts territorium at optage passagerer, fragt og post, som befordres mod vederlag, og som er bestemt for en anden plads på denne kontraherende parts territorium.
Artikel 3
Udpegelse af luftfartsselskab
1) Hver kontraherende part skal have ret til skriftligt over for den anden kontraherende part at udpege et luftfartsselskab med det formål at drive den aftalte trafik.
2) Ved modtagelse af sådan udpegelse skal den anden kontraherende part gennem sine luftfartsmyndigheder under forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3) og 4) ufortøvet give det udpegede luftfartsselskab den behørige driftstilladelse.
3) En kontraherende parts luftfartsmyndigheder kan forlange, at det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab godtgør over for dem, at det er i stand til at opfylde de vilkår, som stilles i henhold til de love og bestemmelser, der normalt og med rimelighed anvendes af sådanne myndigheder for udførelse af international kommerciel lufttrafik på en måde, der ikke er i uoverensstemmelse med konventionen.
4) Hver kontraherende part skal være berettiget til at nægte at godkende udpegningen af et luftfartsselskab og at tilbageholde eller tilbagekalde et luftfartsselskabs driftstilladelse som nævnt i denne artikels stk. 2) eller at opstille sådanne betingelser, som de måtte anse for påkrævede for et luftfartsselskabs udøvelse af de i en sådan bemyndigelse omhandlede rettigheder i ethvert tilfælde, hvor det ikke findes godtgjort, at en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med dette luftfartsselskab beror hos den kontraherende part, der udpeger luftfartsselskabet eller hos dens statsborgere.
5) Når et luftfartsselskab er blevet således udpeget og godkendt, kan det påbegynde driften af den aftalte trafik, forudsat at en i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomsts artikel 10 fastsat takst er i kraft for så vidt angår denne trafik.
6) Hver kontraherende part skal have ret til at suspendere et luftfartsselskabs udøvelse af de i stk. 1) i artikel 2 omhandlede rettigheder eller at opstille sådanne betingelser, som den måtte anse påkrævede for et udpeget luftfartsselskabs udøvelse af disse rettigheder i ethvert tilfælde, hvor luftfartsselskabet ikke efterlever de love og forskrifter, der er omhandlet i artikel 6 eller på anden måde ikke opererer i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i denne overenskomst; med mindre omgående suspension eller pålæggelse af betingelser er af væsentlig betydning for at undgå yderligere overtrædelse af love og forskrifter skal denne ret kun udøves efter konsultation med den anden kontraherende part.
Artikel 4
Fritagelse for told og andre afgifter
1) Luftfartøjer, der benyttes i international trafik af hver kontraherende parts udpegede luftfartsselskab, såvel som deres sædvanlige udstyr, reservedele, beholdninger af brændstof og smøreolie samt luftfartøjsforråd (herunder levnedsmidler, drikkevarer og tobak) om bord i sådanne fartøjer skal ved ankomsten til den anden kontraherende parts territorium være fritaget for samtlige toldafgifter, undersøgelsesgebyrer og andre afgifter eller skatter, forudsat at sådant udstyr og sådanne forsyninger forbliver om bord i luftfartøjet, indtil de genudføres.
2) Brændstof og smøreolie, reservedele, sædvanligt udstyr og forsyninger om bord i luftfartøjet, som indføres i eller tages om bord i luftfartøjet på den ene kontraherende parts territorium af eller på den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskabs vegne og som udelukkende er beregnet til anvendelse i forbindelse med driften af den internationale trafik skal, med undtagelse af afgifter for ydet tjeneste, være fritaget for de samme toldafgifter, undersøgelsesgebyrer og andre afgifter eller skatter, som er pålagt på den første kontraherende parts territorium, selv om disse forsyninger skal anvendes på dele af den rejse, der foregår over territoriet til den kontraherende part, hvor de er indført eller taget om bord. Det ovenfor omhandlede materiel kan kræves opbevaret under toldopsyn og -kontrol.
Artikel 5
Finansielle bestemmelser
1) Hvert af de udpegede luftfartsselskaber skal uden restriktioner have ret til at omveksle og tilbageføre til sit eget land de lokalt indtjente beløb, som overstiger de lokale udgifter. Omregningen og tilbageføringen skal ske på grundlag af de officielle valutakurser for løbende betalinger eller, hvor der ikke findes officielle valutakurser, til de aktuelle valutamarkedssatser, som er gældende for løbende betalinger.
2) Når betalingssystemet mellem de kontraherende parter er underkastet en særlig aftale, skal denne aftale finde anvendelse.
3) Ingen andre gebyrer end normale bankgebyrer vil blive pålignet ved sådanne overførsler.
Artikel 6
Anvendelse af love
1) En kontraherende parts love og forskrifter vedrørende adgang til eller afgang fra dens territorium af luftfartøj anvendt i international luftfart eller vedrørende sådant luftfartøjs drift og navigering, medens det befinder sig inden for dens territorium, skal finde anvendelse på den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskab og skal efterkommes af sådant luftfartøj ved indflyvning til eller afgang fra, eller medens det er på den første kontraherende parts territorium.
2) En kontraherende parts love og forskrifter vedrørende et luftfartøjs indflyvning til, ophold i eller afgang fra dens territorium med passagerer, besætning eller fragt, så som forskrifter vedrørende indrejse, klarering, immigration, pas, told og karantæne, skal efterkommes af sådant luftfartøj ved indflyvning til eller afgang fra, eller medens det er på den første kontraherende parts territorium.
Artikel 7
Benyttelse af lufthavne og faciliteter
De afgifter, der i hver af de kontraherende parters territorium er pålagt det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskabs luftfartøjer for benyttelse af lufthavne og andre luftfartsfaciliteter, skal ikke være højere end de afgifter, der er pålagt det nationale luftfartsselskabs luftfartøjer, som udfører tilsvarende international lufttrafik.
Artikel 8
Forskrifter for klarering ved indrejse
Passagerer i direkte transit over en af de kontraherende parters territorium skal kun være underlagt hver kontraherende parts toldbestemmelser og immigrationskontrollove, med undtagelse for så vidt angår sikkerhedsforholdsregler til undgåelse af vold og luftkapring.
Bagage og fragt i direkte transit skal være undtaget fra toldafgifter og andre tilsvarende skatter.
Artikel 9
Bestemmelser vedrørende kapacitet
Med det formål at opnå og opretholde balance mellem kapaciteten på den angivne lufttrafik og publikums behov for lufttransport, som besluttet af de kontraherende parters luftfartsmyndigheder, er det aftalt
1) Begge kontraherende parters udpegede luftfartsselskab skal have rimelig og lige adgang til at drive den aftalte lufttrafik for befordring af trafik mellem de to parters territorier.
2) Ved driften af den aftalte lufttrafik skal hver kontraherende parts udpegede luftfartsselskab tage hensyn til den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskabs interesser, således at den trafik, der drives af sidstnævnte selskab på samme rute eller dele deraf ikke påvirkes utilbørligt.
3) Den trafik, der udøves af et udpeget luftfartsselskab på de aftalte ruter, skal have det primære formål at tilvejebringe en kapacitet, der er tilpasset trafikbehovet mellem det land, hvori et sådant luftfartsselskab er hjemmehørende, og det land, som trafikkens endelige bestemmelsessted ligger i. Det af hver af de to kontraherende parter udpegede luftfartsselskabs ret til på en plads på den anden kontraherende parts territorium at optage eller afsætte international trafik bestemt for eller kommende fra tredielande på den aftalte luftrute skal udøves i overensstemmelse med de generelle principper for ordensmæssig udvikling, som begge parter har tilsluttet sig, og skal være underlagt de generelle principper om, at kapaciteten skal stå i forbindelse med
a) trafikbehovet mellem den kontraherende parts territorium, som har udpeget luftfartsselskabet, og trafikkens bestemmelsessted på den aftalte luftrute;
b) behovet for gennemgående lufttrafik;
c) behovet for lufttransport i det område, som luftfartsselskaberne passerer igennem, efter der er taget hensyn til lokal og regional trafik.
Artikel 10
Takster
1) De takster, som skal anvendes af en kontraherende parts udpegede luftfartsselskab for befordring til eller fra den anden kontraherende parts territorium, skal fastsættes på et rimeligt niveau under behørig hensyntagen til alle i betragtning kommende faktorer, herunder driftsomkostninger, rimelig fortjeneste og andre luftfartsselskabers takster.
2) De i denne artikels stk. 1) omhandlede takster skal så vidt muligt aftales af de udpegede luftfartsselskaber efter konsultation med de øvrige luftfartsselskaber, som flyver ruten eller dele af denne, og en sådan aftale skal, hvor det er muligt, indgås under anvendelse af Den internationale Sammenslutning af Luftfartsselskabers procedure for udarbejdelse af takster.
3) De således aftalte takster skal forelægges for de kontraherende parters luftfartsmyndigheder til godkendelse mindst tres (60) dage før deres foreslåede ikrafttrædelsesdato. I særlige tilfælde kan denne tidsfrist forkortes, forudsat at de nævnte myndigheder samtykker heri.
4) Denne godkendelse kan gives udtrykkeligt. Hvis ingen af luftfartsmyndighederne har givet udtryk for misbilligelse inden tredive dage fra forelæggelsesdatoen i overensstemmelse med denne artikels stk. 3), skal disse takster anses for godkendt. I tilfælde af, at forelæggelsesfristen forkortes, som omtalt i stk. 3), kan luftfartsmyndighederne enes om, at den frist, inden for hvilken der skal gives udtryk for eventuel misbilligelse, kan være mindre end tredive dage.
5) Såfremt der ikke kan opnås enighed om en takst i henhold til denne artikels stk. 2), eller såfremt en luftfartsmyndighed i løbet af den periode, der finder anvendelse i henhold til denne artikels stk. 4), underretter den anden luftfartsmyndighed om sin misbilligelse af en takst, der er aftalt i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2), skal de kontraherende parters luftfartsmyndigheder efter drøftelse med enhver anden stats luftfartsmyndigheder, hvis råd de anser for nyttige, søge at fastsætte taksten ved indbyrdes aftale.
6) Såfremt luftfartsmyndighederne ikke kan blive enige om nogen takst, som er forelagt dem i henhold til denne artikels stk. 3), eller om fastsættelse af nogen takst i henhold til denne artikels stk. 5), skal uenigheden afgøres i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomsts artikel 15.
7) En i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel fastsat takst skal forblive i kraft, indtil en ny takst er blevet fastsat. En takst skal dog ikke i medfør af dette stykke have fortsat gyldighed i mere end tolv måneder ud over den dato, efter hvilken dens gyldighed ellers ville være ophørt.
Artikel 11
Udveksling af statistik
Hver af de kontraherende parters luftfartsmyndigheder skal efter anmodning tilsende den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder sådan periodisk eller andet statistisk materiale, som med rimelighed kan kræves med henblik på at vurdere den aftalte trafik, som af den førstnævnte kontraherende parts udpegede luftfartsselskab er indsat i den aftalte trafik.
Sådant materiale skal omfatte alle oplysninger, der er nødvendige for at fastslå omfanget af den trafik, som luftfartsselskabet udfører i den aftalte trafik.
Artikel 12
Luftfartsselskabernes repræsentation
Hver kontraherende part skal på grundlag af gensidighed give det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab ret til på dens territorium at opretholde kontorer og det administrative, forretningsmæssige og tekniske personale, som måtte være nødvendigt for at imødekomme det pågældende udpegede luftfartsselskabs behov i overensstemmelse med vedkommende parts love og forskrifter.
Artikel 13
Godkendelse af fartplaner
Det af en kontraherende part udpegede luftfartsselskab skal forelægge sit trafikprogram for den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder mindst tredive (30) dage før påbegyndelsen af driften/planlagt drift. Forelæggelsen af fartplanen skal også omfatte tidtabeller, trafikfrekvenser og de typer luftfartøjer, der skal benyttes, også for de flyvninger, som er nævnt i denne overenskomsts artikel 2.
Luftfartsmyndighederne skal underrettes om enhver ændring, der på et senere tidspunkt bliver foretaget.
Artikel 14
Anerkendelse af certifikater og beviser
Luftdygtighedsbeviser, duelighedsbeviser og certifikater, som af en kontraherende part er udstedt eller gjort gyldige, og som stadig er i kraft, skal af den anden kontraherende part anerkendes som gyldige for så vidt angår udførelse af den aftalte lufttrafik. Hver kontraherende part forbeholder sig dog ret til for så vidt angår flyvning over eget territorium at nægte at anerkende duelighedsbeviser og certifikater, som er udfærdiget til egne statsborgere eller erklæret gyldige af en anden stat.
Artikel 15
Afgørelse af tvister
1) Såfremt der mellem de kontraherende parter opstår nogen tvist angående fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst, skal de kontraherende parter først søge at bilægge den ved forhandling.
2) Dersom det ikke lykkes de kontraherende parter at opnå en ordning ad forhandlingens vej, kan de enes om at henvise tvisten til afgørelse af en person eller institution, eller tvisten kan efter anmodning af en af de kontraherende parter henvises til afgørelse ved en voldgiftsdomstol bestående af tre voldgiftsmænd, hvoraf hver af de kontraherende parter udpeger en og den tredie vælges af de to voldgiftsmænd. Hver af de kontraherende parter skal udpege en voldgiftsmand inden for et tidsrum af tres dage fra den dato, da den kontraherende part modtager en af den anden part ad diplomatisk vej fremsendt anmodning om tvistens afgørelse ved voldgift, og den tredie voldgiftsmand skal udpeges inden for et yderligere tidsrum af tres dage. Såfremt en af de kontraherende parter undlader at udpege en voldgiftsmand inden for det angivne tidsrum, eller hvis en tredie voldgiftsmand ikke er udpeget inden for det angivne tidsrum, kan præsidenten for Rådet for Organisationen for international civil Luftfart af en af de kontraherende parter anmodes om at udpege en eller flere voldgiftsmænd efter behov. I sådanne tilfælde skal den tredie voldgiftsmand være statsborger i en trediestat og fungere som formand for voldgiftsinstitutionen.
3) De kontraherende parter skal efterkomme en hvilken som helst beslutning, som er affattet i denne artikels stk. 2).
4) Udgifterne til voldgiftsdomstolen skal deles ligeligt mellem de kontraherende parter.
Artikel 16
Konsultation og ændringer
1) I det nære samarbejdes ånd skal de kontraherende parters luftfartsmyndigheder fra tid til anden rådføre sig med hinanden med henblik på at sikre gennemførelsen og den tilfredsstillende overholdelse af bestemmelserne i denne overenskomst og tillægget hertil.
2) Hver kontraherende part kan anmode om konsultation, som kan foregå mundtligt eller skriftligt og skal begynde inden for et tidsrum af halvfems (90) dage fra modtagelsen af anmodningen, med mindre begge kontraherende parter enes om en forlængelse af dette tidsrum.
3) Såfremt en af de kontraherende parter finder det ønskeligt at ændre vilkårene i denne overenskomst, kan den anmode om konsultation med den anden kontraherende part. En sådan konsultation, som kan finde sted mellem luftfartsmyndighederne, og som kan være mundtlig eller skriftlig, skal begynde inden for et tidsrum af tres (60) dage fra datoen for anmodningen. Alle således aftalte ændringer skal træde i kraft, når de er bekræftede ved udveksling af diplomatiske noter.
4) Ændringer i denne overenskomsts tillæg kan ske ved direkte aftale mellem de kontraherende parters luftfartsmyndigheder.
Artikel 17
Opsigelse
Hver kontraherende part kan når som helst give den anden kontraherende part meddelelse om dens ønske om at bringe denne overenskomst til ophør. En sådan opsigelse skal samtidig tilstilles Organisationen for international civil Luftfart. Såfremt en sådan opsigelse er givet, skal denne overenskomst ophøre tolv (12) måneder efter datoen for den anden kontraherende parts modtagelse af opsigelsen, med mindre meddelelsen om opsigelse tilbagekaldes efter aftale mellem de kontraherende parter inden denne periodes ophør. Såfremt den anden kontraherende part undlader at anerkende modtagelsen, skal opsigelsen anses som modtaget fjorten (14) dage efter, at meddelelsen om opsigelse er modtaget af Organisationen for international civil Luftfart.
Artikel 18
Overensstemmelse med multilaterale konventioner
Såfremt en multilateral konvention om lufttransport træder i kraft med hensyn til begge kontraherende parter, skal denne overenskomst ændres således, at den kommer i overensstemmelse med bestemmelserne i en sådan konvention.
Artikel 19
Registrering
Denne overenskomst og enhver ændring heri i henhold til overenskomstens artikel 16 skal registreres i Organisationen for international civil Luftfart.
Artikel 20
Ikrafttræden
Denne overenskomst træder i kraft på den dato, hvor udveksling af diplomatiske noter bekræfter, at begge de kontraherende parters formelle krav er blevet efterkommet.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede befuldmægtigede, som er behørigt bemyndiget hertil af deres respektive regeringer, underskrevet denne overenskomst og forsynet den med deres segl.
Udfærdiget i Riyadh den 15. dag i marts 1987 i tre eksemplarer på arabisk, dansk og engelsk. I tilfælde af tvister skal den engelske tekst være gældende.
For Kongeriget Saudi Arabiens
regering
Fahad Bin Abdullah Bin Mohammed
Assisterende Forsvars- og Luftfartsminister for Luftfartsanliggender.
For Kongeriget Danmarks regering
Lars Groenbjerg
Charge d'Affaires
Annex
Ruteliste
A. Ruter, som skal beflyves i begge retninger af det af Kongeriget Saudi Arabiens regering udpegede luftfartsselskab: Pladser i Saudi Arabien - mellemliggende pladser - København - Stockholm eller Oslo og andre pladser derudover. Kongeriget Saudi Arabiens udpegede luftfartsselskab kan på nogle eller alle flyvninger undlade at lande på en hvilken som helst plads under forudsætning af, at den aftalte lufttrafik på denne rute begynder fra pladser i Saudi Arabien.
B. Ruter, der skal beflyves i begge retninger af det af Kongeriget Danmarks regering udpegede luftfartsselskab: Pladser i Danmark - mellemliggende pladser - Riyadh. Pladser i Danmark - mellemliggende pladser - Jeddah - og pladser derudover. Det af Kongeriget Danmarks udpegede luftfartsselskab kan på nogle eller alle flyvninger undlade at lande på en hvilken som helst af de ovennævnte pladser under forudsætning af, at den aftalte lufttrafik på denne rute begynder fra pladser i Danmark.
C. Mellemliggende pladser og pladser derudover i tredielande kan efter ønske fra det udpegede luftfartsselskab blive betjent under forudsætning af, at der ikke udøves kommercielle rettigheder mellem en sådan plads og pladsen i den anden kontraherende parts territorium med mindre andet er aftalt.
Kongelig Dansk Ambassade
Riyadh, den 15. marts 1987
Deres Kongelige Højhed,
Under henvisning til luftfartsoverenskomsten, som i dag er blevet undertegnet, mellem Kongeriget Danmarks regering og Kongeriget Saudi Arabiens regering har jeg den ære at meddele Dem, at den danske regering i henhold til denne overenskomsts artikel 3 udpeger Det Danske Luftfartselskab A/S (DDL) til at beflyve de ruter, der er angivet i det til denne overenskomst knyttede tillæg.
I denne forbindelse har jeg den ære på min regerings vegne at bekræfte følgende aftale
1. Uanset bestemmelserne i overenskomstens artikel 3 kan Det Danske Luftfartselskab (DDL), der samarbejder med Det Norske Luftfartselskap A/S (DNL) og AB Aerotransport (ABA) under betegnelsen Scandinavian Airlines System (SAS), udføre lufttrafik i henhold til overenskomsten med luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende det ene af de to andre luftfartsselskaber eller dem begge. Så længe lufttrafik udføres under betegnelsen SAS, kan denne ikke drives af DDL som et individuelt selskab.
2. I det omfang, Det Danske Luftfartselskab (DDL) benytter luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende de andre luftfartsselskaber, der er deltagere i Scandinavian Airlines System (SAS), vil overenskomstens bestemmelser finde anvendelse på sådanne luftfartøjer, besætninger og udstyr på samme måde, som hvis de var luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende Det Danske Luftfartselskab (DDL), og de kompetente danske myndigheder og Det Danske Luftfartselskab (DDL) påtager sig det fulde ansvar herfor i henhold til overenskomsten.
Såfremt Kongeriget Saudi Arabiens regering tilslutter sig disse ordninger, har jeg den ære at foreslå, at dette brev og Deres svar af samme indhold betragtes som en bekræftelse af vore to regeringers aftale om dette forhold.
Modtag, Deres Kongelige Højhed, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
For Kongeriet Danmarks regering
Lars Groenbjerg
Charge d'Affaires
Fahad Bin Abdullah Bin Mohammed
Assisterende Forsvars-
og Luftfartsminister
Riyadh
Forsvars- og Luftfartsministeriet
Riyadh, den 15. marts 1987
Hr. Charge d'Affaires,
Under henvisning til luftfartsoverenskomsten, som i dag er blevet undertegnet, mellem Kongeriget Saudi Arabiens regering og Kongeriget Danmarks regering har jeg den ære at meddele Dem, at Kongeriget Saudi Arabiens regering i henhold til denne overenskomsts artikel 3 udpeger SAUDIA til at beflyve de ruter, der er angivet i det til denne overenskomst knyttede tillæg.
Idet jeg samtidig bekræfter den meddelelse, som Kongeriget Danmarks regering har givet i et brev af dags dato med Deres regerings tilsvarende udpegelse af Det Danske Luftfartselskab A/S (DDL), har jeg den ære på min regerings vegne at bekræfte følgende aftale
1. Uanset bestemmelserne i overenskomstens artikel 3 kan Det Danske Luftfartselskab (DDL), der samarbejder med Det Norske Luftfartselskap A/S (DNL) og AB Aerotransport (ABA) under betegnelsen Scandinavian Airlines System (SAS), udføre lufttrafik i henhold til overenskomsten med luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende det ene eller de to andre luftfartsselskaber. Så længe lufttrafik udføres under betegnelsen SAS, kan denne ikke drives af DDL som et individuelt selskab.
2. I det omfang, Det Danske Luftfartselskab (DDL) benytter luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende de andre luftfartsselskaber, der er deltagere i Scandinavian Airlines System (SAS), vil overenskomstens bestemmelser finde anvendelse på sådanne luftfartøjer, besætninger og udstyr på samme måde, som hvis de var luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende Det Danske Luftfartselskab (DDL), og de kompetente danske myndigheder og Det Danske Luftfartselskab (DDL) påtager sig det fulde ansvar herfor i henhold til overenskomsten.
Hvis Kongeriget Saudi Arabiens regering tilslutter sig disse ordninger, har jeg den ære at foreslå, at dette brev og Deres svar af samme indhold betragtes som en bekræftelse af vore to regeringers aftale om dette forhold.
Modtag, Hr. Charge d'Affaires, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
For Kongeriget Saudi Arabiens regering
Fahad Bin Abdullah Bin Mohammed
Assisterende Forsvars- og
Luftfartsminister for
Luftfartsanliggender
Den kongelige Danske Ambassade Riyadh
Efter udvekslingen af de i artikel 20 nævnte noter er overenskomsten trådt i kraft den 17. juli 1987.
Udenrigsministeriet, den 12. november 1987
Uffe Ellemann-Jensen
Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 15. marts 1987 med Saudi Arabien
Den 15. marts 1987 undertegnedes i Riyadh en luftfartsoverenskomst mellem Danmark og Saudi Arabien.
Overenskomsten og en dertil knyttet noteveksling har følgende ordlyd
LUFTFARTSOVERENSKOMST
MELLEM
KONGERIGET SAUDI ARABIENS REGERING
OG KONGERIGET DANMARKS REGERING
Kongeriget Saudi Arabiens regering og Kongeriget Danmarks regering, i det følgende benævnt de kontraherende parter,
som er deltagere i Konventionen om international civil Luftfart, der åbnedes for undertegnelse i Chicago den 7. december 1944, og
som ønsker at indgå overenskomst med det formål at etablere og udøve lufttrafik mellem og ud over deres respektive territorier, er herved blevet enige om følgende
Ingen