Bekendtgørelse af overenskomst af 27. februar 1986 med Nepal om frivillige fra Danmark
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 27. februar 1986 med Nepal om frivillige fra Danmark
Den 27. februar 1986 undertegnedes i Kathmandu en overenskomst mellem Danmark og Nepal om frivillige fra Danmark.
Overenskomsten har følgende ordlyd
OVERENSKOMST
mellem Hans Majestæts regering i Nepal og Kongeriget Danmarks regering om frivillige
Præambel
Hans Majestæts regering i Nepal (i det følgende benævnt Nepal) og Kongeriget Danmarks regering (i det følgende benævnt Danmark),
som ønsker at styrke og yderligere at udvikle den venskabelige forbindelse, som består mellem de to lande, gennem udveksling af viden og faglig kompetence, er blevet enige om følgende
Artikel I
Danmark repræsenteret af Mellemfolkeligt Samvirke (i det følgende benævnt MS) stiller sådanne frivillige til rådighed, som måtte blive aftalt med Nepal. MS vil inden for de grænser, som de personalemæssige og økonomiske ressourcer sætter, sende frivillige til Nepal for at gøre tjeneste ved derværende udviklingsprojekter.
Artikel II
De frivilige, som arbejder i medfør af denne overenskomst, er underlagt vedkommende nepalesiske projektmyndigheders kontrol og instruktion.
Artikel III
De frivillige skal gøre tjeneste i Nepal i et tidsrum af to år, medmindre andet aftales. I det tidsrum de opholder sig i Nepal skal de efterleve og være underlagt nepalesisk lovgivning.
I tjenesteperioden har den frivillige ret til en årlig ferie.
Artikel IV
For at opfylde forpligtelserne i henhold til denne overenskomst skal MS etablere et kontor i Nepal for sin koordinator med det nødvendige personale. Koordinatoren skal tillige fungere som forbindelsesled til det danske Udenrigsministeriums Afdeling for internationalt Udviklingssamarbejde (DANIDA).
Artikel V
MS skal
(a) Drage omsorg for forberedende uddannelse af de frivillige, før de påbegynder deres hverv i Nepal.
(b) Afholde befordringsudgifterne ved de frivilliges, koordinatorens og dennes medarbejderes rejser til og fra Nepal.
(c) Afholde udgifterne til de frivilliges vederlag under deres udsendelse til Nepal, herunder leveomkostninger, feriepenge og befordringstilskud.
(d) Stille et begrænset antal motorkøretøjer, herunder motorcykler, til rådighed med henblik på at sætte de frivillige, koordinatoren og dennes medarbejdere i stand til at udføre deres hverv. MS afholder udgifterne til vedligeholdelse af ovennævnte køretøjer, som forbliver MS' ejendom, medmindre de efter indbyrdes aftale overdrages til Nepal.
(e) Afholde de frivilliges forsikringsudgifter.
Artikel VI
Nepal skal
(a) Forsyne de frivillige, koordinatoren og dennes udsendte medarbejdere tillige med deres familier med de fornødne visa, indrejsetilladelser og alle tilladelser, der hjemler dem adgang til at arbejde i Nepal.
(b) Give de frivillige sådan lokal orientering, som af Nepal måtte skønnes nødvendig.
(c) Give de frivillige, koordinatoren og dennes udsendte medarbejdere samt deres ejendele en rimelig behandling og ikke behandle dem mindre gunstigt end nogen anden ikke-nepalesisk statsborger, der er bosat i Nepal og udfører lignende hverv.
(d) Samordne og i samråd med koordinatoren på passende måde tilrettelægge de aftalte placeringer af de frivillige samt sikre støtte fra de udvalgte institutioner eller projekter, hvortil de frivillige knyttes.
(e) Fritage de frivillige, koordinatoren og dennes udsendte medarbejdere for alle personlige og progressive skatter eller enhver anden form for skat, som i Nepal måtte blive pålagt vederlag modtaget fra danske kilder uden for Nepal.
(f) Fritage de frivillige, koordinatoren og dennes udsendte medarbejdere for told af personlige ejendele og bohave importeret til Nepal inden for seks måneder efter deres første ankomst til Nepal, forudsat at en liste over sådanne varer er godkendt af det nepalesiske finansministerium og at disse genudføres fra Nepal. Hvis sådanne varer sælges i Nepal, vil de blive pålagt told i overensstemmelse med nepalesiske regler på tidspunktet for deres udførsel fra Nepal. For så vidt angår et motorkøretøj skal denne rettighed følge nepalesiske regler for eksport eller salg af skatte- og toldfrit importerede køretøjer.
(g) Fritage MS for alle skatter, afgifter og told på det for gennemførelsen af MS' projekter eller virksomhed nødvendige udstyr og forsyninger, som importeres til Nepal af MS, under forudsætning af, at listen over sådanne varer er godkendt af det nepalesiske finansministerium.
(h) Indrømme MS ret til toldfri indførsel til Nepal eller toldfrit indkøb af motorkøretøjer i Nepal, herunder de i artikel V (d) nævnte motorcykler, som er godkendt af det nepalesiske finansministerium, under forudsætning af, at sådanne køretøjer i tilfælde af salg til en person, der ikke har de samme rettigheder, pålægges betaling af importafgifter i overensstemmelse med nepalesiske regler.
(i) Stille fri bolig med grundmøblering til rådighed for de frivillige. Såfremt passende bolig ikke kan stilles til rådighed af de nepalesiske myndigheder, er Nepal indforstået med til MS at betale 125 Rs. om måneden som symbolsk lejetilskud.
(j) Stille et passende kontor i Kathmandu til rådighed for MS til en rimelig leje, som betales af MS, såfremt sådanne lokaler ikke forefindes på det åbne marked.
(k) Stille passende bolig i Kathmandu til rådighed for koordinatoren og dennes udsendte medarbejdere og deres familier til en rimelig leje, som betales af MS, såfremt sådan bolig ikke forefindes på det åbne marked.
(l) Betale udgifterne til rejser, som foretages af de frivillige i embeds medfør.
(m) Stille almindelig læge- og hospitalsbehandling til rådighed for de frivillige.
(n) Holde MS underrettet om enhver alvorlig uoverensstemmelse, som opstår mellem en frivillig og den institution, hvortil han/hun er knyttet.
(o) Tillade koordinatoren og dennes medarbejdere at besøge de frivillige og følge deres arbejde.
Artikel VII
(a) MS kan efter samråd med Nepal hjemkalde en frivillig. En sådan handling bør imidlertid ikke anfægte gennemførelsen af det projekt eller program, hvortil den frivillige er knyttet.
(b) Efter samråd med MS har Nepal ret til at kræve hjemkaldelse af enhver frivillig, hvis arbejde eller adfærd efter Nepals regerings opfattelse er utilfredsstillende. I så fald skal MS efterfølgende hjemkalde den frivillige.
Artikel VIII
I overensstemmelse med kontrakten mellem den frivillige og MS har den frivillige ret til at fratræde sin stilling efter at have rådført sig med koordinatoren og efter at have givet et rimeligt varsel.
Artikel IX
Nepal skal påtage sig alle risici og krav, der måtte skyldes eller opstå i forbindelse med eller på anden måde være forbundet med enhver virksomhed, der er omfattet af denne overenskomst.
Uden at begrænse den foregående sætnings anvendelighed skal Nepal kompensere og holde det danske personel skadesløst for så vidt angår enhver form for erstatningsansvar, sagsanlæg, fordringer, skadeserstatninger, sagsomkostninger eller salærer som følge af dødsfald, person- eller tingskade eller ethvert andet tab, som er en følge af eller står i forbindelse med nogen handling eller undladelse, der er forekommet under den af denne overenskomst omfattede virksomhed. Såfremt grov uagtsomhed eller forsæt har medført noget sådant krav, er personellet pligtigt til at holde Nepal skadesløs.
Artikel X
Hans Majestæts regering i Nepal garanterer, at koordinatoren, dennes udsendte medarbejdere og de frivillige ikke skal kunne retsforfølges for mundtligt eller skriftligt afgivne ytringer og alle handlinger foretaget af dem i embeds medfør.
Artikel XI
Såfremt en frivillig, hans ægtefælle eller pårørende anholdes eller tilbageholdes eller hvis der anlægges straffesag mod dem, skal koordinatoren omgående underrettes.
Artikel XII
Denne overenskomst har gyldighed for et tidsrum af fire år fra dagen for dens undertegnelse og kan efter indbyrdes aftale efterfølgende forlænges for en periode af tilsvarende varighed, medmindre den bringes til ophør af den ene af parterne ved afgivelse af 90 dages forudgående varsel til den anden part om, at den har til hensigt at bringe den til ophør.
Til bekræftelse af hvilket undertegnede, som er behørigt bemyndigede dertil, har underskrevet nærværende overenskomst.
Udfærdiget i Kathmandu den syvogtyvende februar nitten hundrede og seksogfirs i to originaleksemplarer på engelsk, idet begge tekster har samme gyldighed.
For Kongeriget Danmarks regering
Kaj Baagø
For Hans Majestæts regering i Nepal
Lok Bahadur Shrestha
Udenrigsministeriet, den 11. november 1986
UFFE ELLEMANN-JENSEN
Ingen