Bekendtgørelse om overenskomst af 19. februar 1986 med Polen om konsolidering af gæld
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 19. februar 1986 med Polen om konsolidering af gæld
Den 19. februar 1986 undertegnedes i København en overenskomst mellem Danmark og Polen om konsolidering af Polens statsgaranterede gæld til Danmark. Overenskomsten er i overensstemmelse med de retningslinier for restrukturering af Polens gæld (Agreed Minute on the Concolidation of the Debt of Poland), hvorom der blev tilvejebragt enighed under multilaterale forhandlinger, som fandt sted i Paris den 14. og 15. januar 1985 og 15. juli 1985.
Konsolideringsprocenten er aftalt til 100 for afdrag og kontraktrenter, der forfalder i perioden 1. januar 1982 til 31. december 1984 (konsolideringsperioden), samt for påløbne morarenter (renter ved for sen betaling) forfaldne pr. 31. december 1984, hidhørende fra kontrakter, som er garanteret af Eksportkreditrådet, og som er indgået før den 1. januar 1984 med en kredittid på over et år. Det konsoliderede beløb skal afbetales i 12 lige store halvårlige rater begyndende den 1. januar 1990 og med sidste afdrag den 1. juli 1995.
Samtlige fordringer er denomineret til schweizisk valuta til kursen på forfaldstidspunktet for hver enkelt fordring, Renten for konsolideringsperioden er fastsat til 5,5%. p.a. og skal med udgangen af 1984 tillægges hovedstolen. For 1985 fastsættes renten ligeledes til 5,5%. p.a. For 1986 og derefter vil renten udgøre 6 måneders LIBOR (London Inter Bank Offered Rate) + 0,5%.
I overenskomsten udgør konsolideringen ca. 150 millioner schweiziske francs.
Udenrigsministeriet, den 18. april 1986
Uffe Ellemann-Jensen
Ingen