Bekendtgørelse af aftale af 4. december 1984 med Sverige om handelen mellem Grønland og Sverige
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af aftale af 4. december 1984 med Sverige om handelen mellem Grønland og Sverige
Den 4. december 1984 undertegnedes i Stockholm en aftale mellem Danmark og Sverige om handelen mellem Grønland og Sverige.
Aftalen har følgende ordlyd
AFTALE MELLEM DANMARK OG SVERIGE OM HANDELEN MELLEM GRØNLAND OG SVERIGE
Danmarks og Sveriges regeringer, som ved Grønlands udtræden af De europæiske Fællesskaber ønsker at styrke den ordning, som er opnået på handelsområdet mellem Grønland og Sverige først inden for rammerne af EFTA-samarbejdet og derefter på grundlag af frihandelsaftalerne mellem Sverige og De europæiske Fællesskaber, er til fremme af dette formål blevet enige om følgende
Artikel 1
Denne aftale har til hensigt at fremme en harmonisk udvikling af de økonomiske forbindelser mellem Grønland og Sverige gennem udvidelse af den gensidige handel.
Artikel 2
For aftalen skal præambler og bestemmelser i aftalen mellem Kongeriget Sverige og Det europæiske økonomiske Fællesskab respektive i aftalen mellem Kongeriget Sverige på den ene side og Det europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater og Det europæiske Kul- og Stålfællesskab på den anden side samt de til aftalen knyttede protokoller, fortolkende erklæringer, notevekslinger og til disse gjorte ensidige udtalelser finde tilsvarende anvendelse.
Vareområdet skal være det samme, som hidtil har været gældende ifølge disse overenskomster.
Artikel 3
Grønland kan i samme omfang som over for De europæiske Fællesskaber indføre told eller kvantitative restriktioner, som skønnes nødvendige under hensyntagen til Grønlands øjeblikkelige udviklingsbehov.
Danmark underretter Sverige om indførelse eller ændring af sådanne foranstaltninger i Grønland.
Artikel 4
Alle spørgsmål vedrørende denne aftales anvendelse drøftes mellem aftalens parter, som træder sammen, når den ene part ønsker det.
De kan herunder også træffe aftale om ændring af vareområdet.
Artikel 5
Hver af de kontraherende parter kan opsige denne aftale ved meddelelse til den anden kontraherende part.
Aftalens gyldighed ophører tolv måneder efter datoen for en sådan meddelelse.
Artikel 6
Denne aftale skal godkendes af de kontraherende parter i henhold til deres herfor gældende procedurer.
Aftalen træder i kraft den 1. januar 1985 under forudsætning af, at de kontraherende parter før denne dag har underrettet hinanden om, at disse procedurer er afsluttet.
Såfremt dette ikke sker før denne dag, træder aftalen i kraft senest den første dag i den anden måned, efter at begge har givet sådan underretning.
Denne aftale er oprettet i to eksemplarer på dansk og på svensk, idet begge tekster har samme gyldighed.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der er behørigt befuldmægtigede dertil, undertegnet denne aftale.
Udfærdiget i Stockholm, den 4. december 1984.
For Danmarks regering
Anker Svart
For Sveriges regering
Carl Johan Åberg
Aftalen trådte i medfør af art.
6 i kraft den 1. juli 1985.