Bekendtgørelse af overenskomst af 29. april 1985 med Kina om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer (Investeringsbeskyttelsesaftale med Kina)
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
Artikel 1
Definitioner
I denne overenskomst
(1)(a) skal »investeringer« betyde alle former for aktiver, der tillades af hver af de kontraherende parter i overensstemmelse med dens love og forskrifter, og i særdeleshed, men ikke udelukkende
i) aktier, andele eller enhver anden form for deltagelse i selskaber, som er registrerede i en kontraherende parts territorium;
ii) geninvesteret udbytte, fordringer på penge eller andre rettigheder af finansiel værdi knyttet til tjenesteydelser;
iii) fast ejendomløsøre såvel som enhver anden formuerettighed såsom panterettigheder, garantier og andre lignende rettigheder i overensstemmelse med lovgivningen i den kontraherende parts territorium, hvor det pågældende formuegode befinder sig;
iv) industrielle og intellektuelle ejendomsrettigheder, teknologi, varemærker, goodwill, know-how og enhver anden lignende rettighed;
v) forretningsrettigheder, som er tildelt ved lov, eller, i det omfang loven tillader det, ved kontrakt, herunder de rettigheder, der vedrører naturlige ressourcer.
(b) skal ovennævnte definition finde anvendelse på alle direkte investeringer i selskaber, som er foretaget i overensstemmelse med den kontraherende parts love og forskrifter, i hvis territorium investeringen er foretaget.
Investeringsbegrebet dækker alle investeringer foretaget under gældende ret i en kontraherende parts territorium af statsborgere eller selskaber fra den anden kontraherende part før eller efter denne overenskomsts ikrafttræden.
(2) skal »udbytte« betyde de beløb, som investeringen afkaster, og i særdeleshed, men ikke udelukkende omfatte fortjeneste, renter, kapitalgevinster, dividender, royalties og honorarer.
(3) skal »statsborgere« betyde
(a) for så vidt angår Kongeriget Danmark: fysiske personer, hvis status som danske statsborgere følger af dansk lov.
(b) for så vidt angår Folkerepublikken Kina: fysiske personer, hvis status som statsborgere i Folkerepublikken Kina følger af Folkerepublikken Kinas lov.
(4) skal »selskaber« betyde
(a) for så vidt angår Kongeriget Danmark: selskaber, firmaer eller sammenslutninger, som er registrerede eller etablerede under gældende ret i en hvilken som helst del af Kongeriget Danmark.
(b) for så vidt angår Folkerepublikken Kina: selskaber, firmaer eller sammenslutninger, som er registrerede eller etablerede under gældende ret i en hvilken som helst del af Folkerepublikken Kina.
(5) Denne overenskomst skal også gælde for investeringer foretaget af statsborgere eller selskaber fra den ene kontraherende part i havområder og undersøiske områder, hvor den anden kontraherende part i henhold til folkeretten udøver suverænitet, suveræne rettigheder eller jurisdiktion.
Denne overenskomst skal ikke gælde for Færøerne og Grønland.
Artikel 2
Investeringsfremme
Hver kontraherende part skal i overensstemmelse med sin lovgivning og administrative praksis tillade investeringen fra den anden kontraherende parts statsborgere og selskaber og i videst muligt omfang fremme sådanne investeringer.
Artikel 3
Investeringsbeskyttelse
(1) Investeringer fra hver af de kontraherende parters statsborgere eller selskaber skal til enhver tid gives en retfærdig og rimelig behandling og ydes beskyttelse og sikkerhed i den anden kontraherende parts territorium. Hver kontraherende part skal overholde alle forpligtelser, den måtte have indgået under godkendte investeringskontrakter med den anden kontraherende parts statsborgere eller selskaber.
(2) Ingen kontraherende part må på sit territorium underkaste investeringer foretaget af den anden kontraherende parts statsborgere eller selskaber eller udbytte af sådanne investeringer en mindre gunstig behandling end den, som gives investeringer og udbytte, der foretages af eller tilkommer statsborgere eller selskaber fra noget tredjeland.
(3) Ingen kontraherende part må på sit territorium underkaste den anden kontraherende parts statsborgere eller selskaber en mindre gunstig behandling af deres investeringer eller udbytter, hvad angår forvaltning, videreførelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling, end den som gives statsborgere eller selskaber fra noget tredjeland.
(4) Hver kontraherende part garanterer under forbehold af love og forskrifter, at den ikke vil træffe diskriminatoriske foranstaltninger mod fællesforetagender, hvori den anden kontraherende parts statsborgere eller selskaber deltager som aktionærer, eller mod investeringer foretaget af den anden kontraherende parts statsborgere eller selskaber, inklusive forvaltning, videreførelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling af sådanne investeringer.
(5) Bestemmelserne i denne artikel berører ikke internationale aftaler indgået af hver af de kontraherende parter, som udelukkende eller hovedsagelig vedrører beskatning.
Artikel 4
Ekspropriation og erstatning
(1) Investeringer eller udbytter fra hver kontraherende parts statsborgere eller selskaber må ikke nationaliseres, eksproprieres eller underkastes foranstaltninger med tilsvarende virkning som nationalisering eller ekspropriation (i det følgende benævnt »ekspropriation«) i den anden kontraherende parts territorium, medmindre det sker af hensyn til almenvellet og knyttet til den eksproprierende parts interne behov, på et ikke-diskriminatorisk grundlag og mod erstatning. Denne erstatning skal svare til værdien af den eksproprierede investering eller det eksproprierede udbytte umiddelbart før ekspropriationen eller den forestående ekspropriation blev offentligt kendt, skal ske uden uberettiget forsinkelse, og skal forrentes med en passende rentesats indtil udbetalingsdagen, have omsætningsværdi og frit kunne overføres. Den berørte statsborger eller det berørte selskab har ret til omgående at få prøvet lovligheden af de ekspropriationsforanstaltninger, der er blevet truffet mod investeringen eller udbyttet og erstatningsvurderingen i forbindelse med ekspropriationen ved den eksproprierende kontraherende parts kompetente ret i overensstemmelse med dens retsprocedurer.
(2) Hvis en kontraherende part eksproprierer aktiver tilhørende et selskab, som er registreret eller etableret på enhver del af dens eget territorium i henhold til gældende ret, og i hvilket den anden kontraherende parts statsborgere eller selskaber ejer andele eller gældsbreve, skal den sikre, at bestemmelserne i denne artikels stk (1) anvendes i nødvendigt omfang for at garantere ejerne af disse andele eller gældsbreve erstatning for deres investering.
Artikel 5
Erstatning for tab
Statsborgere eller selskaber fra en kontraherende part, hvis investeringer på den anden kontraherende parts territorium lider tab på grund af krig eller anden væbnet konflikt, national undtagelsestilstand, revolte eller uroligheder på sidstnævnte kontraherende parts territorium skal gives en behandling af sidstnævnte kontraherende part, hvad angår enhver relevant foranstaltning truffet af sidstnævnte kontraherende part, som er ikke-diskriminatorisk i forhold til den behandling, der gives statsborgere eller selskaber fra noget tredjeland, og som ikke er mindre gunstig end den, som sidstnævnte kontraherende part giver statsborgere eller selskaber fra noget tredjeland.
Artikel 6
Hjemtagning og overførsel af kapital og udbytte
(1) Hver kontraherende part skal under forbehold af hver kontraherende parts ret til at udøve på et ikke-diskriminatorisk grundlag lovlige beføjelser tillade uden forsinkelse overførsel af
(a) den investerede kapital eller provenuet af hel eller delvis likvidation eller overdragelse af investeringen;
(b) det realiserede udbytte;
(c) betalinger, som udgør afdrag på gæld vedrørende investeringer og forfaldne renter;
(d) en passende del af indkomster fra de borgere, som har tilladelse til at arbejde i forbindelse med en investering, som er foretaget i dens territorium;
(e) udbetaling af erstatningsbeløb sket i henhold til bestemmelserne i artikel 4. I sådanne tilfælde regnes forsinkelse fra afgivelse af en relevant ansøgning og må ikke overskride seks måneder.
(2) Valutaoverførsler i henhold til artiklerne 4 og 5 stk. (1) i denne artikel skal foretages i den konvertible valuta, hvori investeringen er foretaget, eller i en hvilken som helst anden konvertibel valuta til den officielle vekselkurs gældende på overførselsdatoen.
Artikel 7
Subrogation
Hvis en kontraherende part foretager betaling til sine egne statsborgere eller selskaber under en garanti, den har tildelt med hensyn til en investering i den anden kontraherende parts territorium, skal sidstnævnte kontraherende part anerkende
(a) overdragelsen af en hvilken som helst rettighed eller fordring fra statsborgeren eller selskabet til førstnævnte kontraherende part, hvad enten den foretages i henhold til lov eller retshandel i dette land, såvel som
(b) at førstnævnte kontraherende part er berettiget til i kraft af subrogation at udøve statsborgerens eller selskabets rettigheder og gennemtvinge statsborgerens eller selskabets rettigheder og gennemtvinge statsborgerens eller selskabets fordringer og skal påtage sig forpligtelserne vedrørende investeringen.
Artikel 8
Voldgift og mægling
(1) I tilfælde af en tvist mellem en statsborger eller et selskab fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part i forbindelse med en investering i den anden kontraherende parts territorium, kan vedkommende statsborger eller selskab indgive en klage til den anden kontraherende parts kompetente myndighed. Der vil derefter blive ført forhandlinger mellem tvistens parter med henblik på bilæggelse.
(2) Hvis denne tvist ikke således kan bilægges inden for seks måneder, skal hver af tvistens parter have ret til at forelægge tvisten for den kompetente ret hos den kontraherende part, der har accepteret investeringen.
(3) Hvis en tvist, som vedrører det erstatningsbeløb for ekspropriation, der er nævnt i artikel 4, ikke kan bilægges inden for seks måneder efter, at vedkommende statsborger eller selskab har benyttet den procedure, der er fastlagt i denne artikels stk. (1), kan den forelægges for en af begge parter etableret international voldgiftsdomstol.
Hvis vedkommende statsborger eller selskab har benyttet sig af den procedure, der er fastlagt i denne artikels stk. (2), finder bestemmelserne i nærværende stk. ikke anvendelse.
(4) Ovennævnte internationale voldgiftsdomstol skal nedsættes specielt på følgende måde: Hver berørt part skal udpege en voldgiftsmand. De to voldgiftsmænd skal udpege en voldgiftsmand som formand, der skal være statsborger i et tredjeland, som har diplomatiske forbindelser med begge kontraherende parter. Voldgiftsmændene skal udpeges inden for to måneder og formanden inden for fire måneder fra den dato, hvor den ene berørte part meddeler den anden part, at tvisten overgår til voldgift.
Hvis de nødvendige udpegelser ikke har fundet sted inden for de frister, der er fastlagt i det forrige afsnit, kan hver part i mangel af anden aftale anmode formanden for Stockholms Handelskammers Internationale Voldgiftsinstitut om at foretage de nødvendige udpegelser.
Voldgiftsdomstolen fastsætter sine egne voldgiftsprocedurer under henvisning til Konventionen om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og statsborgere i andre stater, der blev udfærdiget i Washington den 18. marts 1965. Voldgiftsdomstolens afgørelser er endelige og bindende og kan tvangsfuldbyrdes i overensstemmelse med nationale love. Voldgiftsdomstolen skal på begæring af hver berørt part meddele grundlaget og begrundelserne for sin afgørelse.
Hver berørt part skal bære omkostningerne for sin egen voldgiftsmand og for sin repræsentation i voldgiftssagen. Omkostningerne til formanden under udførelse af hans voldgiftsfunktion og de øvrige omkostninger til domstolen skal bæres ligeligt af de berørte parter.
(5) Bestemmelsene i denne artikel udelukker ikke begge kontraherende parter fra at anvende de procedurer, der er fastlagt i artikel 9, hvor en tvist vedrører fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst.
Artikel 9
Tvister mellem de kontraherende parter
(1) Tvister mellem de kontraherende parter vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne overenskomst bør så vidt muligt bilægges gennem forhandlinger mellem de kontraherende parter. Hvis en sådan tvist ikke kan bilægges inden for fem måneder fra forhandlingernes begyndelse, skal den efter anmodning fra enhver kontraherende part forelægges for en voldgiftsdomstol.
(2) En sådan voldgiftsdomstol skal nedsættes for hver enkelt sag på følgende måde
Inden for tre måneder fra modtagelsen af begæringen om voldgift, skal hver kontraherende part udpege et medlem af domstolen. Disse to medlemmer skal derpå vælge en statsborger fra et tredjeland, som med de kontraherende parters godkendelse skal udpeges til formand for domstolen. Formanden skal udpeges inden for tre måneder fra datoen for udpegelsen af de to andre medlemmer.
Hvis de nødvendige udpegelser ikke har fundet sted inden for nogen af de angivne perioder, kan enhver kontraherende part i mangel af anden aftale opfordre præsidenten for Den Internationale Domstol om at foretage de nødvendig udpegelser. Hvis præsidenten er statsborger i den ene kontraherende part, eller hvis han på anden måde er forhindret i at udføre den nævnte funktion, skal vicepræsidenten opfordres til at foretage de nødvendige udpegelser. Hvis vicepræsidenten er statsborger i den ene kontraherende part, eller hvis han også er forhindret i at udføre den nævnte funktion, skal det medlem af Den Internationale Domstol, som er den næste i anciennitet, og som, ikke er statsborger i en kontraherende part, opfordres til at foretage de nødvendige udpegelser.
(3) Voldgiftsdomstolen skal anvende bestemmelserne i denne overenskomst, andre overenskomster indgået mellem de kontraherende parter og folkerettens almindelige principper. Den skal træffe sin afgørelse ved flertalsafgørelse. En sådan afgørelse er endelig og bindende for begge kontraherende parter.
(4) Hver kontraherende part skal bære omkostningerne for sit eget medlem ved domstolen og for sin repræsentation i voldgiftssagen. Omkostningerne til formanden under udførelse af hans voldgiftsfunktion og de øvrige omkostninger til domstolen skal bæres ligeligt af de kontraherende parter.
(5) Voldgiftsdomstolen fastsætter sin egen procedure.
Artikel 10
Andre rettigheder eller fordele
Intet i denne aftale begrænser for hver kontraherende parts statsborgere eller selskaber rettigheder eller fordele, som stammer fra den kontraherende parts love og forskrifter, i hvis territorium investeringen er foretaget, eller fra internationale aftaler, som er indgået af de kontraherende parter.
Artikel 11
Ikrafttræden, varighed og ophør
(1) Denne overenskomst træder i kraft ved undertegnelsen.
(2) Denne overenskomst skal forblive i kraft i to år og skal derefter fortsat være i kraft, medmindre en kontraherende part efter den første tiårsperiodes udløb skriftligt meddeler den anden kontraherende part, at den har til hensigt at opsige overenskomsten. Meddelelsen om opsigelse får virkning et år efter, at den er modtaget af den anden kontraherende part.
(3) Med hensyn til investeringer foretaget før den dato, hvor meddelelsen om opsigelse af denne overenskomst får virkning, skal bestemmelserne i artiklerne 1 til 10 forblive i kraft for yderligere en tiårsperiode fra denne dato.
Udfærdiget i to eksemplarer i Beijing, den 29. april 1985 på dansk,
kinesisk og engelsk, idet alle tekster skal have samme gyldighed.
I tilfælde af uenighed om fortolkningen skal den engelske tekst have forrang.
For Kongeriget
Danmarks regering
Uffe Ellemann-Jensen
For Folkerepublikken
Kinas regering
Zhen Tuobin
Overenskomsten trådte i medfør af art. 11 i kraft den 29. april 1985.
Udenrigsministeriet, den 5. september 1985
Uffe Ellemann-Jensen
Bekendtgørelse af overenskomst af 29. april 1985 med Kina om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer
(Investeringsbeskyttelsesaftale med Kina)
Den 29. april 1985 undertegnedes i Beijing en overenskomst mellem Danmark og Kina om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer.
Overenskomstens ordlyd er som følger
OVERENSKOMST
MELLEM KONGERIGET DANMARKS REGERING OG
FOLKEREPUBLIKKEN KINAS REGERING VEDRØRENDE
FREMME OG GENSIDIG BESKYTTELSE AF INVESTERINGER
Præambel
Kongeriget Danmarks regering og Folkerepublikken Kinas regering,
SOM ØNSKER at skabe fordelagtige betingelser for investeringer i begge stater og styrke samarbejdet mellem statsborgere og selskaber i begge stater med henblik på at stimulere den produktive anvendelse af ressourcer,
SOM ANERKENDER, at en retfærdig og rimelig behandling af investeringer baseret på lighed og gensidig fordel vil tjene dette formål,
ER BLEVET ENIGE om følgende
Ingen