Legislator Case Law & Legislation
L19850001064 DK

Bekendtgørelse af den internationale konvention af 7. juli 1978 om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1985 10 Valid

Bekendtgørelse af den internationale konvention af 7. juli 1978 om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold (* 1)

I henhold til kgl. resolution af 13. januar 1981 har Danmark ratificeret en i London den 7. juli 1978 udfærdiget konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold.

Konventionen har følgende ordlyd

INTERNATIONAL KONVENTION

om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978

DELTAGERNE I DENNE KONVENTION

SOM ØNSKER at fremme sikkerheden for menneskeliv og ejendom på søen og beskyttelse af havmiljøet ved efter fælles overenskomst at fastsætte internationale normer for uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold,

OG SOM MENER, at dette bedst kan opnås ved afslutning af en international konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold,

ER BLEVET ENIGE om følgende

Artikel I

Almindelige konventionsforpligtelser

1) Deltagerne forpligter sig til at sætte konventionens bestemmelser og tillægget dertil, som udgør en integrerende del af konventionen, i kraft. Enhver henvisning til konventionen udgør samtidig en henvisning til tillægget.

2) Deltagerne forpligter sig til at udfærdige alle love, anordninger, bekendtgørelser og reglementer og til at træffe alle andre foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at opfylde konventionen i fuldt omfang, således at det sikres, at søfarende om bord i skibe for så vidt angår sikkerheden for menneskeliv og ejendom på søen og beskyttelse af havmiljøet er kvalificerede og egnede til deres tjeneste.

Artikel II

Definitioner

I konventionen betyder, medmindre andet er udtrykkelig bestemt

a) »Deltager«, en stat for hvilken konventionen er trådt i kraft.

b) »Administration«, regeringen i den deltagerstat, hvis flag skibet er berettiget til at føre.

c) »Sønæringsbevis«, et gyldigt dokument uanset hvorledes det end måtte være benævnt, der er udfærdiget af administrationen eller efter dennes bemyndigelse eller anerkendt af administrationen, og som giver indehaveren ret til at gøre tjeneste som anført i dokumentet eller som hjemlet ved nationale regler.

d) »I besiddelse af sønæringsbevis«, retmæssig at være i besiddelse af sønæringsbevis.

e) »Organisation«, den mellemstatlige rådgivende søfartsorganisation (IMCO).

f) »Generalsekretær«, organisationens generalsekretær.

g) »Søgående skib«, ethvert skib med undtagelse af skibe, der udelukkende anvendes i indre farvande eller i farvande inden for eller i umiddelbar nærhed af beskyttede farvande eller områder, hvor havnereglementer gælder.

h) »Fiskeskib«, et skib der anvendes til fangst af fisk, hvaler, sæler, hvalrosser eller andre af havets levende ressourcer.

i) »Radioreglementet«, det radioreglement som hører til eller anses som hørende til den seneste internationale telekommunikationskonvention, som til enhver tid måtte være i kraft.

Artikel III

Anvendelse

Konventionen finder anvendelse på søfarende, der gør tjeneste i søgående skibe, som er berettigede til at føre en deltagers flag, bortset fra søfarende, der gør tjeneste om bord i

a) Krigsskibe, marinehjælpeskibe eller andre skibe, der ejes eller administreres af en stat, og som udelukkende anvendes i ikke-kommerciel statstjeneste. Dog skal hver deltager ved gennemførelse af egnede foranstaltninger, som ikke forringer sådanne af den pågældende stat ejede eller administrerede skibes virksomhed eller operationsmuligheder, sikre, at de personer, der gør tjeneste om bord i sådanne skibe, opfylder konventionens krav i det omfang, det er rimeligt og praktisk muligt.

b) Fiskeskibe.

c) Lystfartøjer, der ikke benyttes erhvervsmæssigt, eller

d) Træskibe af primitiv konstruktion.

Artikel IV

Meddelelse af oplysninger

1) Deltagerne skal snarest muligt tilstille generalsekretæren

a) Teksten til love, anordninger, bekendtgørelser, reglementer og andre bestemmelser, som udfærdiges vedrørende de forskellige emner, der falder inden for konventionens rammer.

b) Nærmere enkeltheder i nødvendigt omfang om uddannelseskursers indhold og varighed tillige med deres nationale eksamens- og andre krav for hvert sønæringsbevis, der udstedes i overensstemmelse med konventionen.

c) Et tilstrækkeligt antal eksemplarer af sønæringsbeviser udstedt i overensstemmelse med konventionen.

2) Generalsekretæren skal underrette alle deltagere om modtagelse af enhver meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1) a) og skal blandt andet for så vidt angår artiklerne IX og X på begæring forsyne dem med enhver oplysning tilstillet ham i medfør af denne artikels stk. 1) b) og c).

Artikel V

Andre traktater og fortolkning

1) Alle tidligere traktater, konventioner og aftaler vedrørende uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, der er i kraft mellem deltagerne, skal vedblive at have fuld og uindskrænket virkning inden for deres gyldighedsfrist for så vidt angår

a) Søfarende, på hvilke denne konvention ikke finder anvendelse.

b) Søfarende, på hvilke denne konvention finder anvendelse med hensyn til forhold, der ikke udtrykkeligt er reguleret ved denne.

2) I det omfang sådanne traktater, konventioner eller aftaler er i modstrid med bestemmelserne i denne konvention, skal deltagerne foretage en gennemgang af deres forpligtelser i henhold til sådanne traktater, konventioner og aftaler med henblik på at sikre, at der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem disse forpligtelser og deres forpligtelser i henhold til denne konvention.

3) Alle spørgsmål, for hvilke der ikke udtrykkeligt er fastsat bestemmelser i denne konvention, skal vedblive at være undergivet deltagernes lovgivning.

4) Intet i denne konvention skal gøre indgreb i den i medfør af De forenede Nationers generalforsamlings resolution 2750 C (XXV) sammenkaldte havretskonferences kodificering og udformning af havretten eller i nogen stats nuværende eller fremtidige krav og juridiske synspunkter vedrørende havretten og arten og omfanget af kyststaters og flagstaters jurisdiktion.

Artikel VI

Sønæringsbeviser

1) Sønæringsbeviser for skibsførere, officerer og menige udstedes til personer, der over for administrationen kan godtgøre, at de opfylder kravene med hensyn til fartstid, alder, helbredstilstand, uddannelse, kvalifikationer og eksaminer i overensstemmelse med de pågældende bestemmelser i tillægget til konventionen.

2) Sønæringsbeviser for skibsførere og officerer udstedt i overensstemmelse med denne artikel skal påtegnes af den udstedende administration i den i reglement I/2 i tillægget foreskrevne form. Hvis det benyttede sprog ikke er engelsk, skal påtegningen indbefatte en oversættelse til dette sprog.

Artikel VII

Overgangsbestemmelser

1) Et sønæringsbevis eller tjenestebevis for en stilling, for hvilken konventionen kræver bevis, og som er udstedt i medfør af en deltagers lovgivning eller radioreglementet før konventionens ikrafttræden for denne deltager, skal anerkendes som gyldigt for tjeneste efter konventionens ikrafttræden for den pågældende deltager.

2) Efter konventionens ikrafttræden for en deltager kan dens administration vedblive at udstede sønæringsbeviser i overensstemmelse med dens hidtidige praksis for et tidsrum af ikke over 5 år. Sådanne beviser skal anerkendes som gyldige ved anvendelse af konventionen. I denne overgangsperiode må sådanne beviser kun udstedes til søfarende, som har påbegyndt deres tjeneste til søs inden for det bestemte tjenesteområde, som beviset vedrører, før konventionens ikrafttræden for sådan deltager. Administrationen skal sikre, at alle andre personer, der ønsker at erhverve sønæringsbevis, eksamineres og forsynes med bevis i overensstemmelse med konventionen.

3) Indtil 2 år efter konventionens ikrafttræden for en deltager kan denne udstede tjenestebevis til søfarende, der hverken er i besiddelse af et forskriftsmæssigt bevis i henhold til konventionen eller et bevis udstedt i henhold til deltagerens lovgivning før konventionens ikrafttræden for denne, men som har

a) gjort tjeneste til søs i den stilling, for hvilken tjenestebevis søges opnået, i mindst 3 år inden for de sidste 7 år før konventionens ikrafttræden for vedkommende deltager,

b) dokumenteret at have forrettet nævnte tjeneste tilfredsstillende,

c) tilfredsstillet administrationen for så vidt angår deres helbredstilstand, herunder syn og hørelse, under hensyntagen til deres alder på tidspunktet for ansøgningen.

Ved anvendelse af konventionen skal et tjenestebevis, der er udstedt i henhold til dette stk., anses at svare til et bevis udstedt i henhold til konventionen.

Artikel VIII

Dispensationer

1) Under forhold, hvor der er et ganske særligt behov derfor, kan en administration, såfremt den skønner, at der ikke derved opstår fare for personer, ejendom eller omgivelser udstede en dispensation, der tillader en nærmere angivet søfarende at gøre tjeneste i et bestemt skib for et bestemt tidsrum af ikke over 6 måneder i en stilling, dog ikke, bortset fra hvad der er fastsat i det gældende radioreglement, som radioofficer eller radiotelefonist, for hvilken han ikke er i besiddelse af forskriftsmæssigt bevis. Det er en forudsætning, at den person, til hvem dispensation er meddelt, er tilstrækkelig kvalificeret til at beklæde den ledige stilling på betryggende måde til administrationens tilfredshed. Dispensationer må dog ikke meddeles en skibsfører eller maskinchef, medmindre der foreligger force majeure, og da kun for det kortest mulige tidsrum.

2) Dispensation til at gøre tjeneste i en stilling må kun meddeles til en person, der har behørigt bevis til at beklæde den umiddelbart lavere stilling. Såfremt konventionen ikke foreskriver bevis for den lavere stilling, kan dispensation gives til en person, hvis kvalifikationer og erfaring efter administrationens opfattelse klart kan sidestilles med de krav, der er foreskrevet for den stilling, der skal besættes; dog skal en person, der ikke er i besiddelse af behørigt bevis, bestå en prøve, der af administrationen accepteres som bevis for, at sådan dispensation uden risiko kan gives. Administrationen skal sikre, at den pågældende stilling snarest muligt besættes af en person, der er i besiddelse af behørigt bevis.

3) Deltagerne skal snarest muligt efter hvert års 1. januar sende en rapport til generalsekretæren med oplysning om det samlede antal dispensationer for hver stilling, for hvilken bevis er foreskrevet, som i løbet af året er udstedt til søgående skibe tillige med oplysning om antallet af sådanne skibe henholdsvis over og under 1600 registertons brutto.

Artikel IX

Ækvivalens

1) Konventionen skal ikke være til hinder for, at en administration viderefører eller vedtager andre undervisnings- eller uddannelsesordninger, herunder ordninger der omfatter tjeneste i søgående skibe og skibsorganisation tilrettelagt med særligt henblik på den tekniske udvikling, særlige skibstyper og særlige fartsområder, forudsat at tjenesten i søgående skibe, kundskab og dygtighed med hensyn til navigationsmæssig og teknisk behandling af skib og last ligger på et niveau, der garanterer en grad af sikkerhed til søs og har en forebyggende virkning for så vidt angår forurening, der mindst svarer til konventionens krav.

2) Enkeltheder om sådanne ordninger skal så tidligt som muligt meddeles generalsekretæren, som skal videresende disse enkeltheder til alle deltagere.

Artikel X

Kontrol

1) Skibe, bortset fra de i henhold til artikel III undtagne, er under ophold i en deltagers havn undergivet kontrol af de dertil af vedkommende deltager behørigt bemyndigede embedsmænd med henblik på at konstatere, om alle søfarende, der gør tjeneste om bord, og som i henhold til konventionen skal være forsynet med bevis, er i besiddelse heraf eller har behørig dispensation. Sådanne beviser skal accepteres, medmindre der er åbenbar grund til at tro, at beviset er erhvervet svigagtigt, eller at indehaveren af beviset ikke er den person, til hvem beviset oprindeligt blev udstedt.

2) Såfremt der ved kontrol i henhold til stk. 1 eller i forbindelse med de i reglement I/4 nærmere omhandlede foranstaltninger - »kontrolforanstaltninger« - konstateres mangler, skal den embedsmand, der foretager kontrollen, straks give skriftlig meddelelse til skibets fører og konsulen eller i dennes fravær til nærmeste diplomatiske repræsentant eller maritime myndighed for den stat, hvis flag skibet er berettiget til at føre, således at egnede foranstaltninger kan træffes. Sådan meddelelse skal indeholde en nærmere beskrivelse af de konstaterede mangler samt begrundelsen for, hvorfor deltageren finder, at disse mangler frembyder fare for personer, ejendom eller omgivelserne.

3) Ved udøvelse af kontrol i henhold til stk. 1) skal den kontrollerende deltager, hvis mangler som omhandlet i reglement I/4 stk. 3) under hensyntagen til skibets størrelse og type samt rejsens længde og beskaffenhed ikke er afhjulpet, og dette anses for at indebære fare for personer, ejendom eller omgivelserne, træffe foranstaltninger til at sikre, at skibet ikke afgår, medmindre og før de pågældende krav er opfyldt i et sådant omfang, at faren er fjernet. De nærmere omstændigheder vedrørende de trufne foranstaltninger skal omgående rapporteres til generalsekretæren.

4) Når kontrol foretages i henhold til denne artikel, skal unødig tilbageholdelse eller forsinkelse af skibet i størst muligt omfang undgås. Hvis et skib unødigt tilbageholdes eller forsinkes, skal det være berettiget til erstatning for eventuelt tab eller skade som følge deraf.

5) Denne artikel skal i fornødent omfang bringes i anvendelse for at sikre, at skibe, der er berettiget til at føre en ikke-deltagers flag, ikke behandles gunstigere end et skib, der er berettiget til at føre en deltagers flag.

Artikel XI

Fremme af teknisk samarbejde

1) Deltagere i konventionen skal i samråd med og bistået af

organisationen fremme støtte til de deltagere, der anmoder om teknisk

bistand til

a) Uddannelse af administrativt og teknisk personale,

b) oprettelse af institutioner til uddannelse af søfarende,

c) levering af udstyr og hjælpemidler til uddannelsesinstitutioner,

d) udformning af egnede uddannelsesprogrammer, herunder praktisk uddannelse i søgående skibe, og

e) fremme af andre foranstaltninger og ordninger til forøgelse af søfarendes kvalifikationer,

fortrinsvis på national, underregional eller regional basis med henblik på at fremme konventionens hensigt og formål under hensyntagen til udviklingslandes særlige behov i så henseende.

2) Organisationen skal for sit vedkommende videreføre de førnævnte bestræbelser, i fornødent omfang i samråd eller forbindelse med andre internationale organisationer, herunder navnlig den internationale arbejdsorganisation.

Artikel XII

Ændringer

1) Konventionen kan ændres ved en af følgende fremgangsmåder

a) Ændring efter behandling i organisationen

i) Enhver ændring, der foreslås af en deltager, skal sendes til generalsekretæren, som skal videresende ændringsforslaget til alle medlemmer af organisationen, alle deltagere og generaldirektøren for det internationale arbejdskontor (ILO) mindst 6 måneder før dets behandling.

ii) Enhver således foreslået og videresendt ændring skal henvises til organisationens komite for sikkerheden på søen til behandling.

iii) Deltagere har, uanset om de er medlemmer af organisationen eller ej, ret til at deltage i forhandlingerne i komiteen for sikkerheden på søen om ændringsforslags behandling og vedtagelse.

iv) Ændringsforslag skal vedtages med to tredjedeles flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende deltagere i komiteen for sikkerheden på søen som udvidet ifølge stk. a) iii) (i det efterfølgende benævnt »den udvidede komite for sikkerheden på søen«) under forudsætning af, at mindst en tredjedel af deltagerne er til stede på tidspunktet for afstemningen.

v) Således vedtagne ændringsforslag skal af generalsekretæren tilstilles alle deltagerne til godkendelse.

vi) Et ændringsforslag til en artikel skal anses for godkendt den dato, på hvilken det er godkendt af to tredjedele af deltagerne.

vii) Et ændringsforslag til tillægget skal anses for godkendt

1. Ved udløbet af 2 år fra den dato, på hvilken det tilstilles deltagerne til godkendelse, eller

2. ved udløbet af et andet tidsrum, som skal være mindst 1 år, såfremt der træffes beslutning herom på tidspunktet for dets vedtagelse med to tredjedeles flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende deltagere i den udvidede komite for sikkerheden på søen,

dog således, at ændringsforslag anses som ikke-godkendt, hvis enten mere end en tredjedel af deltagerne, eller et antal deltagere, hvis handelsflåder tilsammen udgør mindst 50 procent af bruttotonnagen af verdenshandelsflådens skibe på 100 registertons brutto eller derover, inden udløbet af det fastsatte tidsrum underretter generalsekretæren om, at de modsætter sig ændringen.

viii) En ændring til en artikel træder i kraft for de deltagere, der har godkendt den, 6 måneder efter den dato på hvilken den anses for godkendt, og for hver deltager, som godkender den efter denne dato, 6 måneder efter datoen for denne deltagers godkendelse.

ix) En ændring til tillægget træder i kraft for alle deltagere med undtagelse af de deltagere, som i henhold til stk. a) vii) har modsat sig ændringen, og som ikke har trukket deres indsigelse tilbage, 6 måneder efter den dato, på hvilken den anses for godkendt. Før den for ikrafttræden fastsatte dato kan enhver deltager give generalsekretæren meddelelse om, at den for sit vedkommende udskyder gennemførelse af ændringen for et tidsrum af ikke over et år fra datoen for dens ikrafttræden eller for et sådant længere tidsrum, som måtte blive besluttet med to tredjedeles flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende deltagere i den udvidede komite for sikkerheden på søen på tidspunktet for ændringens vedtagelse, eller

b) Ændring ved en konference

i) Efter anmodning fra en deltager og med tilslutning fra mindst en tredjedel af deltagerne skal organisationen i forbindelse eller samråd med ILO's generaldirektør indkalde deltagerne til en konference til behandling af ændringer i konventionen.

ii) Enhver ændring, der vedtages af en sådan konference med to tredjedeles flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende deltagere, skal af generalsekretæren tilstilles alle deltagere til godkendelse.

iii) Medmindre konferencen bestemmer andet, skal ændringen anses for godkendt og skal træde i kraft i overensstemmelse med de henholdsvis i stykkerne a) vi) og a) viii) eller a) vii) og a) ix) nærmere angivne fremgangsmåder, dog således at henvisningerne i nævnte stykker til den udvidede komite for sikkerheden på søen da skal forstås som henvisning til konferencen.

2) Enhver erklæring om godkendelse af eller indsigelse mod en ændring eller enhver meddelelse afgivet i henhold til stk. 1) a) ix) skal fremsendes skriftligt til generalsekretæren, som skal underrette alle deltagere om enhver sådan fremsendelse og om datoen for dens modtagelse.

3) Generalsekretæren skal underrette alle deltagere om enhver ændring, der træder i kraft, samt om datoen for enhver sådan ændrings ikrafttræden.

Artikel XIII

Underskrift, ratifikation, accept, godkendelse og tiltrædelse

1) Konventionen skal være åben for underskrift på organisationens hovedsæde fra den 1. december 1978 til den 30. november 1979 og skal derefter fortsat være åben for tiltrædelse. Enhver stat kan blive deltager ved

a) Underskrift uden forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse, eller

b) underskrift med forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse efterfulgt af ratifikation, accept eller godkendelse, eller

c) tiltrædelse.

2) Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse sker ved at deponere et instrument herom hos generalsekretæren.

3) Generalsekretæren skal underrette alle stater, som har underskrevet denne konvention eller tiltrådt den, og generaldirektøren for det internationale arbejdskontor (ILO), om enhver underskrift eller om deponering af ethvert instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse og om datoen for dets deponering.

Artikel XIV

Ikrafttræden

1) Konventionen træder i kraft 12 måneder efter den dato, på hvilken mindst 25 stater, hvis handelsflåder tilsammen udgør mindst 50 procent målt i bruttotons af verdenshandelsflådens skibe på 100 registertons brutto eller derover, enten har underskrevet konventionen uden forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse eller deponeret fornødent instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse i henhold til artikel XIII.

2) Generalsekretæren skal underrette alle stater, som har underskrevet konventionen eller har tiltrådt den, om datoen for dens ikrafttræden.

3) Ethvert dokument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse, der deponeres i løbet af de i stk. 1 omhandlede 12 måneder, bliver effektivt ved konventionens ikrafttræden eller 3 måneder efter sådant instruments deponering, alt efter hvilken dato der er den seneste.

4) Ethvert instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse, der deponeres efter datoen for konventionens ikrafttræden, bliver effektivt 3 måneder efter datoen for deponering.

5) Efter den dato, på hvilken en ændring anses for vedtaget i henhold til artikel XII, skal ethvert instrument om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse gælde den således ændrede konvention.

Artikel XV

Opsigelse

1) Konventionen kan opsiges af enhver deltager når som helst efter 5 års forløb fra konventionens ikrafttræden for den pågældende deltager.

2) Opsigelse sker ved skriftlig meddelelse til generalsekretæren, som skal underrette alle andre deltagere samt generaldirektøren for det internationale arbejdskontor (ILO) om enhver modtaget opsigelse og om datoen for dens modtagelse tillige med den dato, fra hvilken sådan opsigelse får virkning.

3) En opsigelse træder i kraft 12 måneder efter, at generalsekretæren har modtaget meddelelsen om opsigelse eller efter et eventuelt længere tidsrum, som måtte være angivet i meddelelsen,

Artikel XVI

Deponering og registrering

1) Konventionen skal deponeres hos generalsekretæren, som skal fremsende bekræftede genparter heraf til alle stater, der har underskrevet konventionen eller tiltrådt den.

2) Så snart konventionen træder i kraft, skal generalsekretæren fremsende teksten til De forenede Nationers generalsekretær for registrering og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede Nationers pagt.

Artikel XVII

Sprog

Konventionen er udfærdiget i et eksemplar med engelsk, fransk, kinesisk, russisk og spansk tekst, som alle har samme gyldighed. Officielle oversættelser til arabisk og tysk skal udarbejdes og deponeres sammen med det underskrevne originaleksemplar.

TIL BEVIDNELSE HERAF har undertegnede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndigede dertil, underskrevet konventionen.

UDFÆRDIGET I LONDON den syvende juli nitten hundrede og otteoghalvfjerds.

Teksten til konventionens tillæg kan fås ved henvendelse til industriministeriet.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos IMO's generalsekretær i London den 20. januar 1981 med forbehold for, at konventionen indtil videre ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland.

I medfør af artikel XIV trådte konventionen i kraft den 28. april 1984.

Foruden Danmark har følgende lande ratificeret eller tiltrådt konventionen

Argentina, Australien, Bahama-øerne, Bangladesh, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Colombia, Egypten, Finland, Folkerepublikken Kina, De forenede arabiske Emirater, Frankrig, Gabon, Grækenland, Japan, Liberia, Libyen, Mexico, Norge, Peru, Polen, Sovjetunionen, Spanien, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Sverige, Sydafrika, Tanzania, Tjekkoslovakiet, Den tyske Demokratiske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland.

Forbundsrepublikken Tyskland har afgivet erklæring om, at konventionen har gyldighed for Land Berlin.

Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands ratifikationsinstrument indeholdt et forbehold, hvorefter omhandlede konvention ikke finder anvendelse på noget territorium, for hvis internationale forbindelser Det forenede Kongeriges regering er ansvarlig, førend tre måneder efter den dato, på hvilken Det forenede Kongeriges regering underretter generalsekretæren for den mellemstatlige søfartsorganisation (IMO) om, at omhandlede konvention vil finde anvendelse på et sådant territorium.

Udenrigsministeriet, den 1. februar 1985

UFFE ELLEMANN-JENSEN

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →