Bekendtgørelse af overenskomst af 25. marts 1981 med Egypten om fagligt samarbejde
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 25. marts 1981 med Egypten om fagligt samarbejde
Den 25. marts 1981 undertegnedes i København følgende overenskomst om fagligt samarbejde mellem Danmark og Egypten
OVERENSKOMST
om fagligt samarbejde mellem Kongeriget Danmarks regering og Den arabiske Republik Egyptens regering
Præambel
Kongeriget Danmarks regering og Den arabiske Republik Egyptens regering, som ønsker at styrke de retslige og institutionelle rammer for deres faglige samarbejde, har indgået følgende overenskomst.
Artikel I
De kontraherende parters forpligtelser
Danmarks regering stiller sådant personel og sådanne uddannelsesmuligheder til rådighed for Egyptens regering - eller efter fælles aftale mellem de kontraherende parter til rådighed for private institutioner eller organisationer - som de to parter i hvert enkelt tilfælde træffer beslutning om. Egyptens regering sikrer den effektive anvendelse af nævnte personel og uddannelsesmuligheder.
Artikel II
Personellets status og anvendelse
1. Personel, der gør tjeneste i medfør af denne overenskomst, defineres som følger
Eksperter rekrutteret gennem udenrigsministeriets afdeling for internationalt udviklingssamarbejde (i det følgende benævnt DANIDA) til besættelse af overtallige stillinger til enten kortfristede eller langfristede opgaver, og hvis fulde løn betales af den danske regering.
2. Egyptens kompetente myndigheder tilstiller i hvert enkelt tilfælde DANIDA en fuldstændig stillingsbeskrivelse for den ønskede ekspert med angivelse af stillingens opgaver samt væsentlige og ønskelige kvalifikationer hos den pågældende ansøger.
3. DANIDA giver Egyptens kompetente myndigheder alle de til vurdering af ansøgeren nødvendige oplysninger vedrørende uddannelse og tidligere faglig erfaring.
4. De kompetente myndigheder træffer i fællesskab beslutning om, i hvilke tilfælde »counterparts« skal udpeges af Egyptens regering for det personel, der er udsendt af Danmarks regering inden for rammerne af denne overenskomst, eller om andre foranstaltninger, der skal træffes for at nå de tilsigtede mål.
5. Hver ekspert skal under sin tjeneste være undergivet de egyptiske love og de instrukser fra Egyptens regering, som ikke er uforenelige med denne overenskomsts bestemmelser.
6. Egyptens regering vil give alle eksperter fra Danmark de samme privilegier, som gives udenlandske eksperter beskæftiget inden for den faglige bistand til Egypten.
Såfremt Egyptens regering giver nye privilegier til nogen ekspert udsendt af et andet land i forbindelse med faglige bistandsprogrammer, skal sådanne privilegier også gælde for alle eksperter ansat i medfør af denne overenskomst.
a. Egyptens regering vil bære enhver risiko og dække ethvert krav, som måtte hidrøre fra ekspertens handlinger eller undladelser under udførelsen af hans pligter. Egyptens regering vil holde Danmarks regering og eksperten skadesløse mod ethvert ansvar, sagsanlæg, søgsmål, krav, erstatningspåstande, omkostninger eller gebyrer i forbindelse med dødsfald, person- eller tingskade eller ethvert andet tab, der følger af en handling eller undladelse fra ekspertens side under udførelsen af hans pligter.
b. Danmarks regering accepterer, at Egyptens regering, hvis den imødekommer noget krav på en eksperts vegne i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. a i dette afsnit, skal have ret til at udøve og håndhæve enhver ret til modregning, modkrav, skadeserstatning, ydelse eller garanti, hvortil eksperten er berettiget som følge af en handling eller undladelse i forbindelse med et sådant krav. Danmarks regering vil stille alle oplysninger, som er i dens besiddelse og er nødvendige for så vidt angår noget tilfælde, der omfattes af stk. a i dette afsnit, til rådighed for Egyptens regering. Den vil også til disse formål yde Egyptens regering sådan anden bistand, som det er muligt at give. Såfremt bistand tilbageholdes på urimelig måde eller oplysninger tilbageholdes på trods af, at de kunne have været fremsendt af Danmarks regering, og skulle tilbageholdelsen af sådanne oplysninger og bistand føre til en kendelse om skadeserstatning mod Egyptens regering, skal denne ikke være forpligtet til at efterkomme bestemmelserne i stk. a, og den skal under sådanne omstændigheder have ret til at kræve betaling for sådanne forpligtelser af Danmarks regering, som skal være ansvarlig for betalingen og samtidig bibeholde retten til at gøre krav gældende mod eksperten.
c. Efter anmodning fra Danmarks regering eller eksperten vil Egyptens regering uden præjudice for bestemmelserne i stk. b på Danmarks regerings eller ekspertens vegne gennemføre ethvert søgsmål, der måtte opstå som følge af de handlinger eller undladelser, der er omtalt i dette afsnits stk. a.
d. Såfremt en ekspert stillet til rådighed af den danske regering (eller dennes ægtefælle eller pårørende) arresteres, uanset af hvilken årsag, eller der rejses straffesag mod dem, skal den kongelige danske ambassade i Kairo omgående underrettes.
7. Egyptens regering har ret til at anmode om hjemsendelse af enhver ekspert, hvis arbejde eller adfærd er utilfredsstillende; Egyptens regering forpligter sig til at rådføre sig med Danmarks regering, før den gør brug af denne ret. I undtagelsestilfælde, hvor en eksperts adfærd kræver umiddelbar hjemkaldelse, forpligter Danmarks regering sig dog til omgående at efterkomme denne anmodning.
Danmarks regering har ret til når som helst at hjemkalde enhver ekspert; før den gør brug af denne ret, vil Danmarks regering, medmindre usædvanlige omstændigheder nødvendiggør sådant personels omgående hjemkaldelse, rådføre sig med Egyptens regering herom samt om foranstaltninger til sikring af hurtig remplacering af sådant personel.
8. Efter aftale mellem DANIDA og Egyptens kompetente myndigheder kan en ekspert i tjenesteperioden forflyttes fra en stilling til en anden.
9. Egyptens regering skal tillade eksperterne at holde ferie under deres tjeneste i det omfang, der aftales og nærmere fastsættes i noter eller breve vedrørende udsendelsen.
Artikel III
Finansieringsomkostningerne vedrørende det faglige samarbejde i henhold til denne overenskomsts bestemmelser afholdes af de to regeringer i fællesskab.
Artikel IV
Danmarks regerings forpligtelser
Den danske regering betaler
1. Omkostningerne ved eksperters rejse til og fra tjenestestedet i Egypten. Strækker eksperternes udsendelse sig ud over seks måneder, betales tillige rejseudgifterne for deres familier.
2. Omkostningerne ved forsendelse til og fra tjenestestedet i Egypten af personlige ejendele tilhørende eksperter udsendt i mindre end seks måneder. Såfremt udsendelsen strækker sig ud over seks måneder, betales omkostningerne ved forsendelse af personlige ejendele samt bohave tilhørende eksperter og deres familier.
3. Forsikring til dækning af læge- og hospitalsudgifter.
4. Al løn og alle tillæg, der tilkommer eksperter for tjeneste i Egypten i henhold til denne overenskomst.
Artikel V
Egyptens regerings forpligtelser
1. Følgende ydelser tilkommer eksperterne
A. Boliger som nedenfor anført
a. Huslejefri, grundmøbleret bolig for eksperter og disses familier, idet bolig og bohave skal være af samme standard som for de embedsmænd i Egyptens regerings tjeneste, hvis ansættelsesvilkår indebærer boligtilskud. Vand-, telefon- og elektricitetsafgifter vedrørende boligen afholdes af eksperten.
b. Såfremt eksperten i begyndelsen bor på hotel, skal Egyptens regering opfylde sine forpligtelser ved at refundere eksperten et beløb svarende til den fulde hotelregning (kost og logi eksklusive enhver ekstraudgift såsom udgift til vask etc.), forudsat at hotelprisen er rimelig i forhold til gældende lokale priser, og at hotellet og de af eksperten beboede lokaliteter ikke overstiger den standard, som en embedsmand i tilsvarende stilling i Egyptens regerings tjeneste med rimelighed kan forvente.
B. Andre faciliteter
a. Lokal hjælp til ekspertens arbejde, herunder kontor og/eller laboratorium med normalt udstyr, sekretær- og/eller anden bistand samt fritagelse for betaling af tjenstlige porto- og telekommunikationsudgifter.
b. Lokal transport og diæter under eksperternes tjenesterejser i samme omfang som gældende for embedsmænd i tilsvarende stillinger i Egyptens regerings tjeneste. Dersom omstændighederne kræver, at eksperten benytter eget motorkøretøj til tjenesterejser, er han berettiget til kilometergodtgørelse efter samme satser, som gælder for embedsmænd i Egyptens regerings tjeneste.
2. Egyptens regering indestår for, at eksperterne
a. fritages for værnepligt og andre militære pligter,
b. indrømmes de samme privilegier med hensyn til lempelser ved valutakontrol, som er tillagt andre landes faglige bistandspersonale, der er tjenstgørende i Egypten.
3.A. Egyptens regering vil sørge for, at eksperterne fritages for alle skatter af enhver indtægt, som de modtager fra den danske regering.
B. Egyptens regering indrømmer toldfritagelse
a. For en ekspert, hvis opholdsperiode i Egypten er mindre end et år: for nye eller brugte personlige eller husholdningseffekter (hvilket for så vidt angår dette stykke omfatter et motorkøretøj) på den betingelse, at disse effekter genudføres, når eksperten forlader Egypten efter afslutningen af sin udsendelse. Eksperten vil ikke kunne få tilladelse til at afhænde disse effekter i Egypten til en person, der ikke selv nyder fritagelse, medmindre følgende betingelser er opfyldt
i. at han forflyttes og
ii. at den ansvarlige myndighed i ministeriet for økonomi og udenrigshandel giver sit samtykke,
iii. at han til toldmyndighederne før afhændelse betaler et beløb, der dækker alle toldomkostninger og andre afgifter, som måtte være pålignet varerne i overensstemmelse med deres tilstand og værdi på tidspunktet for den oprindelige toldbehandling og i overensstemmelse med den dengang gældende toldtarif.
b. For en ekspert, hvis opholdsperiode i Egypten er et år eller mere: for et motorkøretøj og nye eller brugte personlige eller husholdningseffekter til en værdi svarende til seks måneders bruttoløn, men med et maksimum, som fastsættes af de to regeringer i fællesskab. Effekterne skal ankomme senest seks måneder efter ekspertens ankomst, men denne periode kan forlænges med yderligere seks måneder efter et skøn fra generaldirektøren for toldvæsenet, forudsat at ekspertens kontraktmæssige opholdsperiode allerede er påbegyndt. Det er ligeledes en betingelse, at et motorkøretøj skal genudføres, når eksperten forlader landet efter afslutningen af sin udsendelse, hvis opholdsperioden er mindre end fem år. Eksperten kan i Egypten kun afhænde de varer, som er fritaget i henhold til dette stykke, til en anden person, der nyder fritagelse. I øvrige tilfælde skal følgende betingelser opfyldes
i. at han forflyttes og
ii. at den ansvarlige myndighed i ministeriet for økonomi og udenrigshandel giver sit samtykke,
iii. at han til toldmyndighederne før afhændelsen betaler et beløb, der dækker alle toldomkostninger og andre afgifter, som måtte være pålignet varerne i overensstemmelse med deres tilstand og værdi på tidspunktet for afhændelsen og i overensstemmelse med den på afhændelsestidspunktet gældende toldtarif, med den undtagelse, at der ingen told eller andre skatter eller afgifter betales, hvis den fritagne person afhænder de fritagne varer mere end fem år efter deres oprindelige toldbehandling. Dog kan de ansvarlige egyptiske myndigheder tillade eksperten at sælge sit motorkøretøj når som helst, hvis det beskadiges alvorligt ved en ulykke, når der er betalt told og andre afgifter, som fastsættes i henhold til køretøjets tilstand efter uheldet og i henhold til gældende satser. Eksperten kan også opgive eller forlade sin bil, forudsat at der ikke derved påføres statskassen udgifter. Han kan også lade den destruere under officielt tilsyn og for egen regning.
4. Egyptens regering yder bistand ved toldklarering af de under 3.B. nævnte effekter.
5. Egyptens regering skal sikre, at der ikke føres valutakontrol med midler, der af DANIDA er overført til Egypten til formål i overensstemmelse med denne overenskomst, forudsat at de bankkonti, på hvilke midlerne indestår, udelukkende anvendes til sådanne formål, og at alle indestående beløb på sådanne konti skal kunne omveksles til dansk eller enhver anden konvertibel valuta.
Artikel VI
Bestemmelserne i denne overenskomst gælder både for de eksperter, der er rekrutteret af DANIDA, og som allerede er i arbejde i Egypten i medfør af det faglige samarbejde mellem de to regeringer, og for disses familier.
Artikel VII
Uddannelse af stipendiater
1. Stipendier til videregående studier i Danmark stilles til rådighed for ansøgere, som er behørigt indstillet og udvalgt af Egyptens regering.
2. For hver stipendiat, som er statsborger i Egypten, og som Danmarks regering i henhold til denne overenskomst påtager sig at give en uddannelse i Danmark, betaler Danmarks regering
a. omkostningerne ved rejsen til og fra Danmark, forudsat at studieperioden i Danmark er af mindst tre måneders varighed;
b. alle med kurset i uddannelseslandet normalt forbundne omkostninger, herunder indenlandske rejser, undervisnings- og andre gebyrer, bogtilskud, leveomkostninger og tilskud til vinterbeklædning.
3. For hver stipendiat, som Danmarks regering i henhold til denne overenskomst påtager sig at give en uddannelse i Danmark, betaler Egyptens regering
a. indenlandske rejseomkostninger mellem stipendiatens tjenestested og stedet for udrejsen og tilsvarende omkostninger ved hans hjemkomst til Egypten;
b. den del af stipendiatens løn, der er tillagt ham i henhold til gældende bestemmelser, for at han fortsat kan opfylde sine økonomiske forpligtelser i Egypten.
Artikel VIII
Vurdering
Efter afslutningen af enhver del af det faglige samarbejde kan de kontraherende parter rådføre sig med hinanden for at analysere dets resultater.
Artikel IX
Ændring
Denne overenskomst kan med gensidigt samtykke fra de kontraherende parter ændres eller suppleres ved brevveksling.
Artikel X
Ikrafttræden og ophør
Denne overenskomst træder i kraft, når de kontraherende parter har meddelt hinanden, at de forfatningsmæssige vilkår for dens ikrafttræden er opfyldt, og den forbliver i kraft i fem år og derefter fra år til år, medmindre den opsiges af en af de kontraherende parter med mindst 6 måneders skriftligt varsel før udgangen af det pågældende år.
Udfærdiget i København den 25. marts 1981 i to originaleksemplarer på engelsk, idet begge tekster har samme gyldighed.
For Kongeriget
Danmarks regering
Kjeld Olesen
Udenrigsminister
For Den arabiske
Republik Egyptens regering
Kamal Hassan Ali
Vicepremierminister og /Udenrigsminister
Overenskomsten trådte i medfør af artikel X i kraft den 12. juli 1982.
Udenrigsministeriet, den 30. januar 1985
Uffe Ellemann-Jensen
Ingen