Bekendtgørelse om overenskomst af 27. juli 1984 med Zimbabwe om fagligt samarbejde
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 27. juli 1984 med Zimbabwe om fagligt samarbejde
Den 27. juli 1984 undertegnedes i Harare en overenskomst mellem Danmark og Zimbabwe, ifølge hvilken den danske regering stiller ekspertbistand og stipendier til rådighed for Zimbabwe. Overenskomsten udgør de generelle rammer omkring Danmarks faglige samarbejde med Zimbabwe.
I henhold til overenskomsten, som fastsætter eksperternes retlige stilling under udsendelsen til Zimbabwe, vil de være fritaget for retsforfølgelse hvad angår deres udtalelser og handlinger i tjenesten. Endvidere vil eksperterne og den danske regering blive holdt ansvarsfri for skadevoldende handlinger begået i tjenesten, medmindre de er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Zimbabwes regering yder eksperterne og deres familier fuld retsbeskyttelse.
Ifølge overenskomsten betaler den danske regering hovedparten af udgifterne i forbindelse med udsendelsen, herunder eksperternes løn - som ikke beskattes i Zimbabwe - samt rejseomkostninger.
Der indrømmes fritagelse for importafgifter og told ved indførsel af visse medbragte ejendele, herunder motorkøretøjer.
Den danske regering vil finansiere et antal stipendier til kortere studieophold i Danmark.
Uoverensstemmelser vedrørende overenskomstens fortolkning skal afgøres ved forhandling mellem de to lande, og ændringer og tilføjelser foretages ved brevveksling efter indbyrdes aftale.
Udenrigsministeriet, den 12. september 1984
Uffe Ellemann-Jensen
Ingen