Bekendtgørelse om overenskomst af 10. september 1983 med Tanzania om fortsat dansk bistand til finansiering af udviklingsprojekter vedrørende vandforsyning i regionerne Iringa, Mbeya og Ruvuma (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om overenskomst af 10. september 1983 med Tanzania om fortsat dansk bistand til finansiering af udviklingsprojekter vedrørende vandforsyning i regionerne Iringa, Mbeya og Ruvuma (* 1)
I tilslutning til udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 2. april 1980, Lovtidende C, meddeles det, at der ved noteveksling i Dar es Salaam den 24. juni og den 10. september 1983 er indgået en overenskomst mellem Danmark og Tanzania, ifølge hvilken den danske regering yder et beløb på 249 millioner kroner til vandforsyning i regionerne Iringa, Mbeya og Ruvuma.
Hovedformålet med overenskomsten er at gennemføre en række af de forslag, der indeholdes i de overordnede vandplaner for de tre regioner, som blev vedtaget i foråret 1982. Gennemførelsen vil omfatte renovering af eksisterende vandforsyningsanlæg og etablering af nye samt støtte til drift og vedligeholdelse af anlæggene i en indledende periode. Endvidere vil der blive søgt gennemført supplerende aktiviteter med henblik på at forbedre de sanitære forhold og oplyse om sundhedsproblemer.
Udenrigsministeriet, den 16. januar 1984
Uffe Ellemann-Jensen
(* 1) Overenskomstens fulde tekst, der alene foreligger på engelsk, kan fås ved henvendelse i Udenrigsministeriet.