Bekendtgørelse af aftale af 12. april 1983 med De forenede Nationer om hovedkontoret i København for UNICEF's integrerede forsyningscenter
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse
af
aftale af 12. april 1983 med De forenede Nationer om hovedkontoret i København for UNICEF’s integrerede forsyningscenter
Den 12. april 1983 undertegnedes i Købehavn en aftale mellem Danmark og De forenede Nationer vedrørende hovedkontoret i København for De forenede Nationers Børnefond (UNICEF)’s integrerede forsyningscenter.
Aftalen og en dertil knyttet noteveksling har følgende ordlyd
Oversættelse
AFTALE MELLEM DANMARKS REGERING OG DE FORENEDE NATIONER VEDRØRENDE HOVEDKONTORET I KØBENHAVN FOR DE FORENEDE NATIONERS BØRNEFONDS INTEGREREDE FORSYNINGSCENTER
Danmarks regering og De forenede Nationer er,
UNDER HENSYN TIL, at De forenede Nationers Børnefond har accepteret Danmarks regerings tilbud om at stille udvidede faciliteter i København til rådighed for De forenede Nationers Børnefonds integrerede forsyningscenter,
UNDER HENSYN TIL, at konventionen om De forenede Nationers privilegier og immuniteter, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 13. februar 1946, i hvilken Danmark blev deltager den 10. juni 1948, ipso facto er gældende for Det integrerede Forsyningscenter,
I BETRAGTNING AF, at det er ønskeligt at indgå en aftale, der supplerer konventionen om De forenede Nationers privilegier og immuniteter, for at regulere sådanne spørgsmål, som ikke var forudset i nævnte konvention, og som måtte opstå som følge af oprettelsen af Det integrerede Forsyningscenter i Købehavn,
blevet enige om følgende
Artikel I
Definitioner
I nærværende aftale betyder
a) Udtrykket »UNICEF« De forenede Nationers Børnefond.
b) Udtrykket »UNICEF København« UNICEFs integrerede forsyningscenter i København.
c) Udtrykket »Regeringen« Danmarks regering.
d) Udtrykket »Hovedkontor« de lokaliteter, der benyttes af UNICEF København i overensstemmelse med sådanne bestemmelser, som til enhver tid måtte indeholdes i supplerende aftaler.
e) Udtrykket »eksekutivdirektøren« eksekutivdirektøren for UNICEF eller dennes bemyndigede repræsentant.
f) Udtrykket »embedsmænd ved UNICEF« eksekutivdirektøren og alle medlemmer af UNICEFs personale, med undtagelse af sådanne embedsmænd eller ansatte, som rekrutteres lokalt og er timelønnede.
g) Udtrykket »direktør for UNICEF København« den overordnende embedsmand, der er leder af UNICEF København.
h) Udtrykket »embedsmænd ved UNICEF København« direktøren og alle medlemmer af UNICEF Købehavn’s personale med undtagelse af sådanne embedsmænd eller ansatte, som rekrutteres lokalt og er timelønnede.
i) Udtrykket »konvention« konventionen om De forenede Nationers privilegier og immuniteter, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 13. februar 1946.
Artikel II
Juridisk personlighed og kapacitet
De forenede Nationer skal, ved at disponere gennem UNICEF eller UNICEF København, have habilitet
a) til at indgå kontrakter,
b) til at erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre,
c) til at foretage retsforfølgning.
Artikel III
Hovedkontor
1. Regeringen anerkender eksterritorialitet for Hovedkontorets område, idet dette er undergivet UNICEF København’s kontrol og myndighed i henhold til bestemmelserne i denne aftale.
2. Medmindre andet bestemmes i denne aftale eller i den generelle konvention, og under forbehold af regulativer udstedt i henhold til afsnit 5, skal Danmarks love være gældende inden for Hovedkontorets område.
3. Medmindre andet bestemmes i denne aftale eller i den genrelle konvention, skal danske domstole eller andre behørige danske organer have jurisdiktion i henhold til bestemmelserne i gældende love med hensyn til sådanne handlinger og transaktioner, som foretages og finder sted inden for Hovedkontorets område.
4. Hovedkontoret skal være ukrænkeligt. Ingen regeringsembedsmand må betræde Hovedkontoret for at udføre noget hverv, medmindre direktøren for UNICEF København måtte have billiget dette eller anmodet derom, og da i henhold til betingelser godkendt af ham.
5. UNICEF København er bemyndiget til at udstede regulativer gældende inden for Hovedkontorets område med henblik på dér at skabe sådanne forhold, som i enhver henseende er nødvendige for den fulde udøvelse af sine funktioner. Ingen dansk lov, som er i modstrid med et UNICEF-regulativ autoriseret i henhold til dette afsnit, vil, i det omfang en sådan uoverensstemmelse består, kunne håndhæves inden for Hovedkontorets område. Enhver tvist mellem UNICEF København og Danmark om, hvorvidt et UNICEF-regulativ er autoriseret i henhold til dette afsnit, eller hvorvidt en dansk lov er i modstrid med noget UNICEF-regulativ autoriseret i henhold til dette afsnit, skal straks afgøres ved den i artikel XII fastsatte procedure.
6. Retshandlinger, herunder forkyndelse af retsforfølgning og beslaglæggelse af privat ejendom, må ikke finde sted inden for Hovedkontoret, medmindre dette sker med tilladelse fra direktøren for UNICEF København og under betingelser godkendt af denne.
7. Uden præjudice for bestemmelserne i konventionen eller i denne aftale skal UNICEF København forhindre, at Hovedkontoret anvendes som tilflugtssted af sådanne personer, som vil undgå arrestation i henhold til nogen dansk lov, som kræves udleveret af Regeringen med henblik på udvisning til et andet land eller som forsøger på at undgå forkyndelse af retsforfølgning.
8. a) De behørige danske myndigheder skal udvise passende omhu for at sikre, at Hovedkontorets ro ikke forstyrres ved, at nogen person eller grupper af personer forsøger at skaffe sig uberettiget adgang til eller at skabe forstyrrelse i umiddelbar nærhed af Hovedkontorets område.
b) De behørige danske myndigheder skal, hvis direktøren for UNICEF København anmoder derom, yde den nødvendige bistand til opretholdelse af lov og orden i Hovedkontoret og til sådan fjernelse af personer derfra, som direktøren for UNICEF København måtte anmode om.
9. De behørige danske myndigheder skal bestræbe sig mest muligt for efter anmodning fra direktøren for UNICEF København at sikre de offentlige tjenesteydelser UNICEF København måtte have behov for, herunder, uden begrænsning på grundlag af denne opregning, post-, telefon- og telegraftjenester og tjenester vedrørende kraft- og vandforsyning samt brandsikring. Sådanne offentlige tjenesteydelser skal præsteres på rimelig vilkår.
10. I tilfælde af nogen afbrydelse eller truende afbrydelse af forannævnte tjenesteydelser skal de behørige danske myndigheder anse UNICEF’s behov for at være af samme betydning som det behov Regeringens væsentlige organer måtte have, og de skal tage skridt i overensstemmelse hermed for at sikre, at UNICEF’s arbejde ikke lider skade.
Artikel IV
Fri adgang til hovedkontoret
1. De kompetente danske myndigheder må ikke hindre passage til eller fra Hovedkontoret for personer, der har embede dér, ej heller for personer indbudt dertil i forbindelse med UNICEFs officielle arbejde og aktivitet, når disse ankommer til eller afrejser fra Danmark.
2. Regeringen forpligter sig med henblik herpå til at tillade indrejse og ophold i Danmark for sådanne personer, som anføres nedenfor, under deres ansættelse eller under udførelsen af deres arbejde for UNICEF, uden at afkræve visumafgift og uden forsinkelse, såvel som undtagelse fra ethvert krav om udrejsevisumformaliteter ved afrejse fra Danmark, for
a) Repræsentanter for stater, repræsentanter for De forenede Nationers organer, særorganisationer eller dermed forbundne organer og observatører fra mellemstatlige, ikke-statlige og andre organisationer, med hvilke UNICEF har etableret officielle forbindelser, eller som UNICEF har indbudt til eller givet ret til at deltage i konferencer eller møder, til hvilke UNICEF har indkaldt i Danmark, herunder stedfortrædende repræsentanter eller observatører, rådgivere, eksperter og medarbejdere, såvel som disses ægtefæller og af dem afhængige familiemedlemmer.
b) UNICEF-embedsmænd og eksperter i missioner for UNICEF, såvel som disses ægtefæller og af dem afhængige familiemedlemmer.
c) Embedsmænd fra De forenede Nationer eller nogen af De forenede Nationers særorganisationer eller dermed forbundne organer, der er udpeget til at arbejde for UNICEF, og sådanne, som har embedspligter hos UNICEF København, såvel som disses ægtefæller og af dem afhængige familiemedlemmer.
d) Alle personer indbudt til Hovedkontoret i tjenstlige anliggender.
3. Uden præjudice for de særlige immuniteter, som de måtte nyde, kan de i ovenstående stk. 2 omhandlede personer ikke af de danske myndigheder tvinges til at forlade dansk territorium, medmindre de misbruger deres anerkendte opholdsprivilegier ved at udøve en aktivitet, der ligger uden for deres tjenstlige kapacitet, og under forbehold af de nedenfor anførte bestemmelser
a) Intet skridt til at tvinge de i stk. 2 omhandlede personer til at forlade dansk territorium må tages, medmindre der forud foreligger godkendelse heraf fra Udenrigsministeriet. Sådan godkendelse kan først gives efter samråd med eksekutivdirektøren.
b) Personer, der nyder diplomatiske privilegier og immuniteter i henhold til denne aftale, må ikke anmodes om at forlade dansk territorium, medmindre dette sker i overensstemmelse med sådan praksis og sådanne procedurer, som kan anvendes over for diplomater, der er akkrediteret hos Regeringen.
c) Det er aftalt, at de i ovenstående stk. 2 omhandlede personer ikke er undtaget fra anvendelse af karantæne- eller andre sundhedsregulativer.
Artikel V
Kommunikationsfaciliteter
1. For alle tjenstlige post-, telefon-, telegraf-, telefoto- og elektroniske kommunikationer skal Regeringen give UNICEF København en behandling svarende til den, der gives alle andre regeringer, herunder disses statlige organisationer med hensyn til alle forrettigheder, takster og gebyrer for post, telegrammer, telefotos, telefonsamtaler og andre kommunikationsmidler, såvel som sådanne takster, som måtte gælde for nyheder rapporteret til presse og radio.
2. Regeringen skal sikre ukrænkeligheden af UNICEF Københavns’s tjenstlige korrespondance og må ikke gøre sådan korrespondance til genstand for nogen censur. Sådan ukrænkelighed skal, uden at være begrænset som følge af denne opregning, udvides til publikationer, situationsbilleder og levende billeder, film og lydoptagelser, der afsendes til eller fra UNICEF København.
3. UNICEF København skal være berettiget til at anvende koder og til at afsende og modtage sin korrespondance og andet materiale pr. kurér eller forseglede sække, der skal have samme privilegier og immuniteter som diplomatiske kurérer og sække.
4. a) De forenede Nationer er bemyndiget til ved Hovedkontoret at etablere og drive faciliteter for elektronisk, højfrekvensradio- og satellitkommunikation, herunder telekommunikationskredsløb reserveret for punkt-til-punkt kommunikation, hvor og når dette måtte være nødvendigt for at kommunikere med andre FN-kontorer overalt i verden.
b) Under forudsætning af den nødvendige bemyndigelse fra generalforsamlingen og med Regeringens samtykke, som kan være indeholdt i en supplerende aftale, kan De forenede Nationer ligeledes ved Hovedkontoret etablere og drive
i) sine egne kortbølgefaciliteter for radioudsendelse og –modtagelse (herunder udstyr til nødforbindelser), der (inden for de i relevante danske regulativer for radioudsendelser foreskrevne tolerancer) kan anvendes på de samme frekvenser som radiotelegrafi, radiotelefoni og lignende tjenester;
ii) sådanne andre radiofaciliteter, som måtte blive nærmere angivet i en supplerende aftale mellem De forenede Nationer og de behørige danske myndigheder.
c) De forenede Nationer skal træffe arrangementer vedrørende driften af de i denne artikel omtalte tjenester med Den internationale Telekommunikationsunion, med Regeringens behørige organer og med de behørige organer under andre berørte regeringer, med hensyn til alle frekvenser og lignende anliggender.
d) De i denne artikel omhandlede faciliteter kan, i det omfang det måtte være nødvendigt for effektiv drift, etableres og drives uden for Hovedkontoret, når Regeringen samtykker heri.
Artikel VI
Ejendom, midler og aktiver
Regeringen skal med hensyn til UNICEF København’s ejendom, midler og aktiver, hvor de end måtte befinde sig, og hvem der end måtte have dem i hænde, anvende de i konventionen indeholdte bestemmelser.
Artikel VII
Diplomatiske faciliteter, privilegier og immuniteter
1. Repræsentanter for stater, der deltager i konferencer og møder indkaldt af UNICEF København i Danmark skal, medens de udøver deres funktioner og under deres rejse til og fra Danmark, nyde de privilegier og immuniteter, om hvilke der er truffet bestemmelse i artikel IV i den generelle konvention.
2. Uden præjudice for bestemmelserne i artikel VIII, stk. 1 og 3, skal eksekutivdirektøren og direktøren for UNICEF København under deres ophold i Danmark nyde sådanne faciliteter, privilegier og immuniteter, som ydes ledere af diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark.
3. Andre embedsmænd af tjenestegrad P-5 og derover og sådanne andre kategorier af embedsmænd, som, i samråd med De forenede Nationers generalsekretær, måtte blive udpeget med samtykke fra Regeringen og eksekutivdirektøren på grund af det ansvar, som deres stillinger ved UNICEF København medfører, skal tilstås de samme privilegier og immuniteter, fritagelser for faciliteter, som Regeringen tilstår personale af tilsvarende rang hos ledere af diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark.
4. De faciliteter, privilegier og immuniteter, der tilstås repræsentanter for stater som nævnt i stk. 1 overfor og de i stk. 2 og 3 ovenfor nævnte embedsmænd, skal også gælde for disses ægtefæller og for de af dem afhængige familiemedlemmer.
Artikel VIII
Embedsmænd ved UNICEF København
1. Embedsmænd ved UNICEF København skal i Danmark nyde følgende privilegier og immuniteter
a) Immunitet med hensyn til retsforfølgning vedrørende mundtlige og skriftlige udtalelser og alle handlinger foretaget af dem i embeds medfør.
b) Immunitet med hensyn til beslaglæggelse af deres personlige og tjenstlige bagage.
c) Immunitet med hensyn til eftersyn af tjenstlig bagage og, hvis embedsmanden omfattes af stk. 2 eller 3 i artikel VII, immunitet med hensyn til eftersyn af personlig bagage.
d) Fritagelse for skat på gager og alle andre vederlag betalt til dem af De forenede Nationer.
e) Fritagelse for pligt til militærtjeneste, idet dog sådan fritagelse for danske statsborgere skal være begrænset til sådanne embedsmænd, hvis navne på grund af deres tjeneste er opført på en liste opstillet af eksekutivdirektøren og godkendt af Regeringen.
f) Fritagelse for dem selv, deres ægtefæller og de af dem afhængige familiemedlemmer for immigrationsrestriktioner eller praksis med hensyn til registrering af udlændinge.
g) Med hensyn til udenlandsk valuta, herunder konti de måtte indehave i fremmed valuta, nydelse af de samme faciliteter, som tilstås medlemmer af tilsvarende rang ved diplomatiske missioner, der er akkrediteret hos Regeringen.
h) Samme beskyttelse og hjemrejsefaciliteter for dem selv, deres ægtefæller, de af dem afhængige familiemedlemmer og andre medlemmer af deres husstand, som under internationale kriser ydes til personale af tilsvarende rang hos ledere af diplomatiske missioner akkrediteret i Danmark.
i) Hvis de tidligere har boet i udlandet, ret til toldfrit at importere deres møbler, personlige effekter og alle løsøregenstande, herunder et automobil, til personlig brug, når de kommer for at bosætte sig i Danmark, hvilket privilegium skal være gældende for et tidsrum af et år fra datoen for ankomsten til Danmark.
j) Embedsmænd ved UNICEF København, undtagen sådanne, som er lokalt rekrutteret personale i den almindelige tjeneste (General Service) eller dermed forbundne kategorier, skal have ret til, fritaget for told og forbrugsafgifter, at importere begrænsede kvanta af visse artikler til personligt forbrug (levnedsmidler, drikkevarer m.v.) i overensstemmelse med en fortegnelse, der skal godkendes af Danmarks regering.
k) Embedsmænd ved UNICEF København, undtagen sådanne, som er lokalt rekrutteret personale i den almindelige tjeneste (General Service) eller dermed forbundne kategorier, skal have ret til én gang hvert tredje år at importere ét motorkøretøj, fritaget for told og forbrugsafgifter, herunder moms, idet det er aftalt, at tilladelse til at sælge eller afhænde køretøjet på det åbne marked normalt først vil blive givet to år efter, at det er blevet importeret. Det er endvidere aftalt, at told og forbrugsafgifter vil blive betalbare i tilfældet af salg eller afhændelse af et sådant motorkøretøj inden for tre år fra dets indførsel at regne til en person, der ikke er berettiget til sådan fritagelse.
2. regeringen skal udstyre personer, som omfattes af denne artikel, med et identitetskort, der er forsynet med et fotografi af ihændehaveren. Dette kort skal tjene som identifikation af ihændehaveren over for danske myndigheder.
3. Vilkår og betingelser vedrørende ansættelse af lokalt rekrutteret personale skal være i overensstemmelse med de relevante FN-regulativer og –regler.
Artikel IX
Eksperter i mission for UNICEF København
1. Eksperter i missioner for UNICEF, bortset fra de i artikel VIII foran omhandlede embedsmænd, som udfører missioner autoriseret af UNICEF, er medlem af kommissioner, komiteer eller andre UNICEF-organer, eller som efter anmodning fra UNICEF konsulterer dette på nogen måde, skal inden for og med hensyn til Danmark nyde følgende privilegier og immuniteter, for så vidt disse måtte være nødvendige for den effektive udøvelse af deres funktioner
a) Immunitet for dem selv, deres ægtefæller og af dem afhængige børn med hensyn til personlig arrestation eller tilbageholdelse og med hensyn til beslaglæggelse af deres personlige og tjenstlige bagage;
b) immunitet med hensyn til retsforfølgning af enhver art vedrørende talte eller skrevne ord og alle af dem foretagne handlinger under udførelsen af deres embedsfunktioner, idet sådan immunitet skal fortsætte, selv om de pågældende personer ikke længere måtte være ansat i missioner for, være medlem af komiteer ved eller handle som konsulenter for UNICEF, eller ikke længere være til stede ved Hovedkontoret som deltagere i møder indkaldt af UNICEF;
c) ukrænkelighed for alle papirer, dokumenter og andet tjenstligt materiale;
d) ret til, med henblik på alle kommunikationer med UNICEF, at anvende koder og til at afsende eller modtage papirer, korrespondance eller andet tjenstligt materiale ved kurér eller i forseglede sække;
e) fritagelse for dem selv og deres ægtefæller for immigrationsrestriktioner, registrering af udlændinge og pligt til militærtjeneste;
f) samme beskyttelse og hjemrejsefaciliteter for dem selv, deres ægtefæller, de af dem afhængige familiemedlemmer og andre medlemmer af deres husstand, som under en international krise tilstås personale af tilsvarende rang hos ledere af diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark;
g) samme privilegier med hensyn til valuta- og vekslingsrestriktioner, som tilstås repræsentanter for udenlandske regeringer i midlertidige officielle missioner, og
h) samme immuniteter og faciliteter med hensyn til deres personlige og tjenstlige bagage, som Regeringen tilstår personale af tilsvarende rang hos ledere af diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark.
2. UNICEF København
a) skal tilstille Regeringen en fortegnelse over personer, der omfattes af denne artikel, og skal revidere en sådan fortegnelse fra tid til anden, alt efter behov;
b) Regeringen skal udstyre personer, som omfattes af denne artikel, med et identitetskort, der er forsynet med et fotografi af ihændehaveren. Dette kort skal tjene som identifikation af ihændehaveren over for danske myndigheder.
3. De i artiklerne VIII og IX nævnte privilegier og immuniteter er bevilgede i De forenede Nationers interesse og ikke til egen personlig fordel for embedsmændene eller eksperterne. Generalsekretæren for De forenede Nationer skal frafalde den immunitet, der er bevilget nogen embedsmand eller ekspert, når som helst sådan immunitet efter hans mening ville hindre, at retfærdigheden sker fyldest, og den kan frafaldes uden skade for De forenede Nationers interesser.
Artikel X
Samarbejde med de behørige danske myndigheder
UNICEF skal til enhver tid samarbejde med de behørige myndigheder for at lette den tilbørlige retspleje, sikre overholdelsen af politiforordninger og forhindre forekomsten af misbrug i forbindelse med de i denne aftale omhandlede faciliteter, privilegier og immuniteter.
Artikel XI
Laissez-passer
1. Regeringen skal anerkende og acceptere De forenede Nationers laissez-passer, der udstedes til UNICEF-embedsmænd som gyldigt rejsedokument svarende til et pas.
2. I overensstemmelse med bestemmelserne i konventionens stk. 26 skal Regeringen anerkende og acceptere De forenede Nationers certifikat, der udstedes til eksperter i missioner for UNICEF og til andre personer, der rejser i UNICEFs ærinde. Regeringen skal endvidere være indforstået med at udstede alle nødvendige visa på sådanne certifikater.
Artikel XII
Afgørelse af tvister
1. Enhver tvist mellem UNICEF og Regeringen vedrørende fortolkning eller anvendelse af denne aftale eller af nogen supplerende aftale eller ordning, eller af noget spørgsmål, som berører Hovedkontoret eller relationerne mellem UNICEF København og Regeringen, og som ikke afgøres ved forhandling eller anden aftalt fremgangsmåde, skal henvistes til endelig afgørelse ved en voldgiftsdomstol bestående af tre voldgiftsmænd; én af disse vælges af eksekutivdirektøren, én af den danske udenrigsminister, og den tredje, der skal være voldgiftsdomstolens formand, vælges af de første to voldgiftsmænd. Skulle de første to voldgiftsmænd ikke nå til enighed om den tredje inden for seks måneder efter udpegelsen af de første to voldgiftsmænd, skal den tredje voldgiftsmand vælges af præsidenten for Den internationale Domstol efter anmodning fra generalsekretæren for De forenede Nationer eller fra Regeringen.
2. Generalsekretæren for De forenede Nationer eller Regeringen kan opfordre generalforsamlingen til at anmode Den internationale Domstol om at afgive et responsum vedrørende ethvert juridisk spørgsmål, der måtte opstå under en sådan procedure. Indtil modtagelsen af Domstolenes responsum skal en foreløbig kendelse fra voldgiftsdomstolen efterkommes af begge parter. Derefter skal voldgiftsdomstolen afsige sin endelige kendelse, hvori tages hensyn til Domstolens responsum.
Artikel XIII
Afsluttende bestemmelser
1. Bestemmelserne i denne aftale skal betragtes som supplement til bestemmelserne i konventionen. Hvor en bestemmelse i denne aftale og en bestemmelse i konventionen omhandler samme emne, skal begge bestemmelser anses som komplementære, når som helst dette er muligt; begge bestemmelser skal anvendes, og ingen af dem skal begrænse virkningen af den anden.
2. Samråd med hensyn til ændringer i denne aftale skal finde sted, når en af parterne måtte anmode derom, og sådanne ændringer skal foretages i gensidig enighed. Hvis samrådene ikke skulle resultere i en forståelse inden for et år, kan denne aftale bringes til ophør ved, at en af de to parter opsiger den med to års varsel.
3. Denne aftale skal træde i kraft ved underskrivelsen.
UDFÆRDIGET in duplo i København den tolvte april 1983 på engelsk.
For Danmarks Regering
Uffe Ellemann-Jensen
Udenrigsminister
For De forenede Nationer
Javier Pérez de Cuéllar
Generalsekretær
UDENRIGSMINISTERIET
København, den 12. april 1983
Hr. generalsekretær,
Under henvisning til aftalen mellem De forenede Nationer og Danmarks regering vedrørende Hovedkontoret i København for Det integrerede Forsyningscenter for De forenede Nationers Børnefond, som jeg i dag har underskrevet, har jeg den ære at foreslå, at embedsmænd ved UNICEF eller andre af De forenede Nationers organer eller eksperter i mission for De forenede Nationer, der er danske statsborgere, kun skal have sådanne privilegier og immuniteter, som er foreskrevet i konventionen om De forenede Nationers privilegier og immuniteter.
Hvis De forenede Nationer accepterer dette forslag, har jeg den ære at foreslå, at denne note og Deres bekræftende note skal udgøre en aftale mellem De forenede Nationer og Danmarks regering, der skal træde i kraft den samme dag som aftalen vedrørende Hovedkontoret.
Modtag hr. generalsekretær, på ny forsikringerne om min mest udmærkede højagtelse.
Uffe Ellemann-Jensen
Udenrigsminister
Hans Excellence
hr. Javier Pérez de Cuéllar,
Generalsekretær for
De forenede Nationer.
GENERALSEKRETÆREN
Den 12. april 1983
Hr. udenrigsminister,
Jeg tillader mig at henvise til Deres sålydende note af 12. april 1983
(her følger teksten til foranstående note)
Jeg har den ære at bekræfte, at De forenede Nationer accepterer ovennævnte forslag, og at Deres note og dette svar vil udgøre en aftale mellem De forenede Nationer og Danmark, der træder i kraft på samme dag som aftalen vedrørende hovedkontoret.
Modtag, hr. udenrigsminister, forsikringerne om min mest udmærkede højagtelse.
Javier Pérez de Cuéllar
Generalsekretær
Hans Excellence
hr. udenrigsminister
Uffe Ellemann-Jensen,
Udenrigsministeriet,
København, Danmark.
Udenrigsministeriet, den 22. september 1983
Uffe Ellemann-Jensen
Artikel I - Definitioner
Artikel II - Juridisk personlighed og kapacitet
Artikel III - Hovedkontor
Artikel IV - Fri adgang til hovedkontoret
Artikel VI - Ejendom, midler og aktiver
Artikel VII - Diplomatiske faciliteter, privilegier og immuniteter
Artikel VIII - Embedsmænd ved UNICEF København
Artikel IX - Eksperter i mission for UNICEF København
Artikel X - Samarbejde med de behørige danske myndigheder
Artikel XI - Laissez-passer