Bekendtgørelse af aftale af 23. februar 1983 med Venezuela om økonomisk og industrielt samarbejde
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af aftale af 23. februar 1983 med Venezuela om økonomisk og industrielt samarbejde
Den 23. februar 1983 undertegnedes i Caracas en aftale mellem Danmark og Venezuela om økonomisk og industrielt samarbejde.
Aftalen har følgende ordlyd
AFTALE
mellem Kongeriget Danmarks regering og Republikken Venezuelas regering om økonomisk og industrielt samarbejde
Regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Venezuela har
tilskyndet af ønsket om at styrke de traditionelle venskabsbånd, der forener det danske og det venezuelanske folk,
og under hensyn til den betydelige interesse i det økonomisk-industrielle samarbejde til styrkelse af forbindelserne mellem de to lande på basis af lighed og gensidig fordel,
indgået følgende aftale
Artikel I
De kontraherende parter forpligter sig til at fremme udviklingen af det økonomiske og industrielle samarbejde mellem de to lande.
Artikel II
De kontraherende parter vil indlede det i nærværende aftale forudsete samarbejde inden for følgende sektorer: industri, landbrug og kvægavl, herunder levnedsmiddelindustri.
Artikel III
De kontraherende parter vil fremme initiativer til udarbejdelse og gennemførelse af specifikke samarbejdsprojekter og -programmer inden for de i nærværende aftale forudsete sektorer ligesom inden for sådanne andre sektorer, som det måtte skønnes hensigtsmæssigt at inddrage i samarbejdet. Disse projekter og programmer vil kunne gøres til genstand for komplementære aftaler eller kontrakter, som bl.a. bør specificere rækkevidde, tidsskema, finansieringsformer samt de kontraherende parters forpligtelser.
Artikel IV
Samarbejdet vil også kunne indbefatte udveksling af information og dokumentation, og gennemførelse af tekniske konsultationer mellem parterne.
Artikel V Med henblik på gennemførelse af nærværende aftale vil der ad diplomatisk vej blive nedsat en Blandet Kommission til koordinering, konsultationer og almindelig evaluering, sammensat af sådanne diplomatiske repræsentanter, myndigheder, organisationer og virksomheder fra begge lande, som det efter hvert lands skøn vil være hensigtsmæssigt at inddrage.
Den Blandede Kommission vil mødes skiftevis i København og Caracas på tidspunkter, der fastsættes ved fælles overenskomst.
Den Blandede Kommission vil være bemyndiget til at nedsætte blandede arbejdsgrupper inden for de sektorer, der omfattes af samarbejdet. Disse grupper skal forelægge resultaterne af deres arbejde, anbefalinger og bemærkninger for Kommissionen til godkendelse.
Artikel VI
Parterne vil inden for en tidsfrist på 30 dage fra aftalens ikrafttrædelsesdato udpege den myndighed i hvert land, der skal være ansvarlig for den i foregående artikel omtalte Blandede Kommission.
Artikel VII
Nærværende aftale finder midlertidig anvendelse fra datoen for dens underskrivelse og træder endeligt i kraft, når begge parter ved udveksling af noter har oplyst at have opfyldt de krav, der stilles til den juridiske gyldighed i deres respektive lande.
Artikel VIII
Nærværende aftale har en varighed af et år at regne fra ikrafttrædelsesdatoen og forlænges automatisk for et år ad gangen, medmindre en af parterne over for den anden senest seks måneder før udløbet af en periode skriftligt opsiger den.
En eventuel opsigelse vil ikke berøre udførelsen af allerede igangværende programmer.
Udfærdiget den 23. februar 1983 i Caracas i to eksemplarer på dansk og spansk, idet begge tekster har samme gyldighed.
For kongeriget
Danmarks regering
Lars Blinkenberg
Ambassadør
For republikken
Venezuelas regering
Doctor Josee Alberto Zambrano Velasco
Udenrigsminister
Aftalen trådte ifølge artikel 7 i kraft den 30. maj 1983.
Udenrigsministeriet ,den 9. september 1983
UFFE ELLEMANN-JENSEN
Ingen