Legislator Case Law & Legislation
L19830006164 DK

Bekendtgørelse af aftale af 28. maj 1982 med Mexico om videnskabeligt og teknisk samarbejde

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1983 61 Valid

Bekendtgørelse af aftale af 28. maj 1982 med Mexico om videnskabeligt og teknisk samarbejde

I tilslutning til den i Mexico City den 5. december 1980 indgåede aftale om økonomisk samarbejde mellem Danmark og Mexico, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 56 af 13. maj 1981, Lovtidende C, undertegnedes den 28. maj 1982 i København en aftale mellem de to lande om videnskabeligt og teknisk samarbejde.

Aftalen har følgende ordlyd

AFTALE OM VIDENSKABELIGT OG

TEKNISK SAMARBEJDE MELLEM

KONGERIGET DANMARKS REGERING OG

DE FORENEDE MEXIKANSKE

STATERS REGERING

Kongeriget Danmarks regering og De forenede mexikanske Staters regering er

i ønsket om yderligere at styrke de tradionelle venskabelige forbindelser mellem de to lande,

i ønsket om at udvide det økonomiske samarbejde, der er etableret ved aftalen herom af 5. december 1980, til også at omfatte det videnskabelige og teknologiske område,

blevet enige om følgende

ARTIKEL I

Parterne skal fremme videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem de to lande.

ARTIKEL II

Samarbejdet kan finde sted på følgende måder

a) Udveksling af eksperter og forskere.

b) Samarbejde om uddannelse af videnskabeligt og teknisk personale.

c) Fælles undersøgelser og projekter.

d) Udveksling af videnskabelige og tekniske oplysninger.

e) Fremme af samarbejdet mellem såvel offentlige som private videnskabelige og tekniske institutioner eller laboratorier.

f) Enhver anden form for videnskabeligt og teknisk samarbejde.

ARTIKEL III

Der nedsættes en dansk-mexikansk blandet kommission vedrørende videnskabeligt og teknisk samarbejde (i det følgende kaldet »Kommissionen«) med det formål at gennemføre denne aftale.

Kommissionens medlemmer udnævnes af deres respektive regeringer.

Kommissionen mødes på tidspunkter, der fastsættes efter fælles aftale, sædvanligvis hvert andet år skiftevis i Danmark og Mexico. Parterne vil bestræbe sig på, at mødetidspunkterne falder sammen med møderne i den blandede kommission for økonomisk samarbejde.

Kommissionen skal

- udarbejde et program for videnskabeligt og teknologisk samarbejde,

- overvåge gennemførelsen af denne aftale,

- tage sådanne skridt, der kan fremme samarbejdet på det videnskabelige og teknologiske område,

- aflægge beretning om sin virksomhed til de to regeringer.

Den dansk-mexikanske kommission vedrørende videnskabeligt og teknisk samarbejde og den blandede kommission for økonomisk samarbejde mellem Danmark og Mexico vil holde hinanden underrettet om deres virksomhed for at lette behørig koordination.

ARTIKEL IV

Hver regering udpeger i henhold til national praksis de institutioner, der vil få til opgave at gennemføre programmet for videnskabeligt og teknologisk samarbejde.

ARTIKEL V

De finansielle betingelser vil blive fastlagt i en tillægsprotokol til denne aftale.

ARTIKEL VI

Parterne vil i muligt omfang inden for rammerne af deres lovgivning lette ind- og udrejsen for personale, materialer og udstyr, der er fornødent til gennemførelsen af samarbejdsprojekter.

ARTIKEL VII

Denne aftale træder i kraft på datoen for udvekslingen af noter, der bekræfter dens ratifikation eller godkendelse i overensstemmelse med de forfatningsmæssige forskrifter i de to lande. Den forbliver i kraft i en periode på fem år. Derefter forlænges aftalen automatisk for eet år ad gangen, medmindre en af parterne opsiger den med mindst seks måneders varsel. Denne aftales ophør vil ikke berøre gyldigheden af samarbejdsprojekter, der er aftalt, medens den var i kraft.

Udfærdiget i København den 28. maj 1982 i to eksemplarer på dansk og spansk, begge tekster af samme gyldighed.

For Kongeriget Danmarks

Regering

Kjeld Olesen

For De forenede mexikanske

Staters Regering

Jorge Castaneda

Aftalen trådte i medfør af artikel VII i kraft den 23. fabruar 1983.

Udenrigsministeriet, den 1. juli 1983

Uffe Ellemann-Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →