Bekendtgørelse af ILO-konventionen af 1976 om minimumsnormer i handelsskibe (* 2)

Artikel 1

1. Medmindre andet er bestemt i denne artikel, finder denne konvention anvendelse på ethvert søgående skib, hvadenten det er i offentlig eller privat eje, der anvendes til erhvervsmæssig transport af ladning eller passagerer eller andet erhvervsmæssigt formål.

2. Det skal ved national lovgivning eller administrative bestemmelser fastlægges, hvornår et skib skal anses for et søgående skib i denne konventions forstand.

3. Denne konvention finder anvendelse på søgående bugserbåde.

4. Denne konvention finder ikke anvendelse på

a) skibe, der hovedsagelig fremdrives ved sejl, uanset om de er udstyret med hjælpemaskineri;

b) skibe, der anvendes til fiskeri, hvalfangst eller lignende formål;

c) mindre fartøjer og sådanne fartøjer som olieboringsskibe og boreplatforme, når de ikke anvendes til sejlads; afgørelsen af, hvilke fartøjer der er omfattet af denne bestemmelse, skal træffes af den kompetente myndighed i de enkelte lande i samråd med de mest repræsentative organisationer af redere og søfarende.

5. Intet i denne konvention kan betragtes som en udvidelse af området for de konventioner, der er anført i tillægget til denne konvention, eller de deri indeholdte bestemmelser.

Artikel 2

Enhver medlemsstat, som ratificerer denne konvention, forpligter sig til

a) at have lovgivning eller administrative forskrifter, der for skibe registreret indenfor dens område fastsætter

I) sikkerhedsnormer, herunder normer vedrørende duelighed, arbejdstid og bemanding, med henblik på tilvejebringelse af sikkerhed for menneskeliv om bord på skibe,

II) passende sociale foranstaltninger og

III) beskæftigelsesvilkår om bord og ordninger med hensyn til levevilkårene om bord, for så vidt disse forhold ikke efter den pågældende medlemsstats mening er reguleret ved kollektive overenskomster eller fastlagt af kompetente domstole på en måde, der i lige høj grad forpligter de pågældende redere og søfarende; samt at forvisse sig om, at bestemmelserne i sådanne love og administrative forskrifter i væsentlig grad svarer til de konventioner eller konventionsbestemmelser, der er anført i tillægget til denne konvention, for så vidt den pågældende medlemsstat ikke på anden måde er forpligtet til at gennemføre de pågældende konventioner;

b) på effektiv måde at udøve jurisdiktion over eller kontrol med skibe, der er registreret inden for dens område, for så vidt angår

I) sikkerhedsnormer, herunder bestemmelser om duelighed, arbejdstid og bemanding, som foreskrevet ved national lovgivning eller administrative bestemmelser;

II) sociale foranstaltninger i henhold til national lovgivning eller administrative bestemmelser;

III) beskæftigelsesvilkår om bord og ordninger med hensyn til levevilkårene om bord, som foreskrevet ved national lovgivning eller administrative bestemmelser eller fastlagt af kompetente domstole, på en måde, der i lige høj grad forpligter de pågældende redere og søfarende;

c) at forvisse sig om, at der - i tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke udøver nogen effektiv jurisdiktion - aftales foranstaltninger for en effektiv kontrol med andre beskæftigelsesvilkår og ordninger vedrørende levevilkårene om bord mellem redere eller deres organisationer og de søfarendes organisationer oprettet i overensstemmelse med de grundlæggende bestemmelser i konventionen af 1948 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og i konvention af 1949 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger;

d) at sikre

I) at der, under almindeligt tilsyn fra den kompetente myndigheds side og eventuelt efter tresidet forhandling mellem denne myndighed og de repræsentative organisationer af redere og søfarende, består fyldestgørende regler for forhyring af søfolk til skibe, der er registreret inden for dens område, samt for behandling af klager i forbindelse hermed;

II) at der, under almindeligt tilsyn fra den kompetente myndigheds side og eventuelt efter tresidet forhandling mellem denne myndighed og de repræsentative organisationer af redere og søfarende, består fyldestgørende regler for behandling af enhver klage, der fremsættes i forbindelse med og, om muligt, samtidig med forhyringen på dens område af søfarende af dens egen nationalitet til beskæftigelse i skibe, der er registreret i udlandet, og at dens kompetente myndighed omgående indberetter en sådan klage samt enhver klage, der fremsættes i forbindelse med og, om muligt, samtidig med forhyringen på dens område af udenlandske søfarende til beskæftigelse i skibe, der er registreret i udlandet, til den kompetente myndighed i det land, hvor skibet er registreret, med en kopi af indberetningen til det internationale arbejdsbureaus generaldirektør;

e) at sikre, at søfarende, der er beskæftiget i skibe registreret inden for dens område, er tilstrækkeligt kvalificeret eller oplært til det arbejde, hvortil de er antaget, under behørig hensyntagen til rekommandation af 1970 om faglig uddannelse af søfarende;

f) ved tilsyn eller ved andre egnede midler at kontrollere, at skibe, der er registreret inden for dens område, overholder gældende ILO-konventioner, som den har ratificeret, og de love og administrative forskrifter, der kræves ifølge denne artikels stk. a), samt - i det omfang det anses for fornødent efter den nationale lovgivning - gældende kollektive overenskomster;

g) at iværksætte en officiel undersøgelse af enhver alvorlig søulykke, hvori skibe registreret inden for dens område er impliceret, navnlig ulykker, der medfører personskade og/eller tab af menneskeliv; den endelige rapport vedrørende en sådan undersøgelse skal normalt offentliggøres.

Artikel 3

Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, skal såvidt muligt gøre landets borgere bekendt med de eventuelle problemer, der er forbundet med at tage arbejde i et skib, registreret i en stat, som ikke har ratificeret konventionen, indtil den finder det godtgjort, at der anvendes normer svarende til de i denne konvention fastsatte. Foranstaltninger, der gennemføres af den ratificerende stat med henblik herpå, må ikke stride mod princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, der er fastsat i de traktater, hvori de pågældende to stater måtte være parter.

Artikel 4

1. Dersom en medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og hvis havn et skib anløber som led i sin normale virksomhed eller af driftsmæssige grunde, modtager en klage eller får bevis for, at skibet ikke opfylder denne konventions bestemmelser, efter at konventionen er trådt i kraft, kan den udarbejde en rapport stilet til regeringen i det land, hvor skibet er registreret, med en kopi til det internationale arbejdsbureaus generaldirektør, og kan træffe de fornødne foranstaltninger til berigtigelse af forhold om bord, som klart er sikkerheds- eller sundhedsfarlige.

2. Når en medlemsstat træffer sådanne foranstaltninger, skal den straks underrette nærmeste maritime, konsulære eller diplomatiske repræsentant i flagstaten og skal anmode denne repræsentant om såvidt muligt at være tilstede. Den må ikke unødigt tilbageholde eller forsinke skibet.

3. I denne artikel betyder »klage« oplysning fra et besætningsmedlem, et fagligt organ, en faglig sammenslutning, en fagforening eller som regel enhver, der har interesse i skibets sikkerhed, herunder i relation til sikkerheds- eller sundhedsmæssige farer for dets besætning.

Artikel 5

1. Denne konvention kan ratificeres af medlemsstater, som

a) er parter i den internationale konvention af 1960 om sikkerhed for menneskeliv på søen, i den internationale konvention af 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen eller i enhver senere konvention, der ændrer de nævnte konventioner,

b) er parter i den internationale konvention af 1966 om lastelinier eller i enhver senere konvention, der ændrer den nævnte konvention, og

c) er parter i eller har gennemført bestemmelserne i søvejsreglerne af 1960 eller i konventionen om de internationale søvejsregler af 1972 eller enhver senere konvention, som ændrer disse internationale akter.

2. Denne konvention kan endvidere ratificeres af enhver medlemsstat, som på tidspunktet for ratifikationen forpligter sig til at opfylde de krav, der i stk. 1 er fastsat for ratifikation, men som endnu ikke er opfyldt.

3. De formelle ratifikationer af denne konvention skal sendes til det internationale arbejdsbureaus generaldirektør til registrering.

Artikel 6

1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikation er registreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft tolv måneder efter det tidspunkt, da ratifikationer fra mindst ti medlemsstater, der tilsammen dækker 25 procent af den globale bruttoregistertonnage, er blevet registreret.

3. Derefter træder denne konvention i kraft for enhver medlemsstat tolv måneder efter, at dens ratifikation er blevet registreret.

Artikel 7

1. En medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan opsige den efter udløbet af ti år fra datoen for konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes til det internationale arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering. En sådan opsigelse får først virkning et år efter datoen for dens registrering.

2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som ikke inden året efter udløbet af den i stk. 1 nævnte tiårs periode gør brug af den i denne artikel hjemlede opsigelsesret, er bundet i yderligere ti år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver tiårs periode på de i denne artikel fastsatte betingelser.

Artikel 8

1. Det internationale arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle Den internationale Arbejdsorganisations medlemmer om registreringen af alle ratifikationer og opsigelser, som han modtager fra organisationens medlemmer.

2. Når de i artikel 6, stk. 2, omhandlede betingelser er opfyldt, skal generaldirektøren gøre medlemsstaterne opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.

Artikel 9

Det internationale arbejdsbureaus generaldirektør skal sende udførlige oplysninger om alle ratifikationer og opsigelseserklæringer, som han har registreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til De forenede Nationers generalsekretær til registrering i medfør af artikel 102 i De forenede Nationers pagt.

Artikel 10

Når det internationale arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det afgive beretning til generalkonferencen om gennemførelsen af denne konvention samt undersøge, om der er anledning til at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.

Artikel 11

1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis ændrer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention,

a) et medlems ratifikation af den nye, ændrede konvention ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset bestemmelserne i artikel 7, såfremt og når den nye, ændrende konvention træder i kraft;

b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af medlemsstaterne fra den dato, da den nye, ændrende konvention træder i kraft.

2. Denne konvention skal under alle omstændigheder forblive i kraft i den foreliggende form og med det foreliggende indhold for de medlemsstater, som har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den ændrende konvention.

Artikel 12

De engelske og franske gengivelser af denne konventions tekst har samme gyldighed.

TILLÆG

Konvention af 1973 om lavalder (nr. 138) eller

Konvention af 1936 om lavalder til søs (revideret) (nr. 58) eller

Konvention af 1920 om lavalder til søs (nr. 7).

Konvention af 1936 om rederens ansvar (syge og tilskadekomne søfolk) (nr. 55) eller

Konvention af 1936 om sygesikring (søfolk) (nr.56) eller

Konvention af 1969 om læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom (nr. 130).

Konvention af 1946 om lægeundersøgelse (søfarende) (nr. 73).

Konvention af 1970 om forebyggelse af arbejdsulykker (søfarende) (nr. 134) (artiklerne 4 og 7).

Konvention af 1949 om skibsmandskabets opholdsrum (revideret) (nr. 92).

Konvention af 1946 om kost og forplejning (skibsmandskab) (nr. 68) (artikel 5).

Konvention af 1936 om duelighedsbeviser for skibsofficerer (nr. 53) (artiklerne 3 og 4) (* 1)

1) I tilfælde hvor en streng overholdelse af de relevante krav i konvention af 1936 om duelighedsbeviser for skibsofficerer ville skabe problemer, der må antages at kunne være til skade for en stats faste ordning for sønærings- eller duelighedsbeviser, skal man anvende princippet om substantiel ækvivalens, således at man undgår at komme i konflikt med den pågældende stats ordning vedrørende duelighedsbeviser.

Konvention af 1926 om søfolks forhyringskontrakt (nr. 22).

Konvention af 1926 om hjemsendelse af søfolk (nr. 23).

Konvention af 1948 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig (nr. 87).

Konvention af 1949 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger (nr. 98).

Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens toogtredsindstyvende møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den niogtyvende oktober 1976.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi påført vore underskrifter i dag den ellevte november 1976.

(Underskrifter) Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos ILO den 28. juli 1980. Ratifikationen omfatter ikke Færøerne og Grønland. Konventionen, der trådte i kraft den 28. november 1981, er foruden af Danmark ratificeret af nedennævnte lande: Costa Rica, Finland, Frankrig, Grækenland, Italien, Liberia, Marokko, Nederlandene, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Forbundsrepublikken Tyskland.

Udenrigsministeriet, den 23. september 1982

Uffe Ellemann-Jensen

Bekendtgørelse af ILO-konventionen af 1976 om minimumsnormer i handelsskibe (* 2)

I henhold til kgl. resolution af 19. maj 1980 har Danmark ratificeret den af Den internationale Arbejdskonference i Geneve i 1976 vedtagne konvention nr. 147 om minimumsnormer i handelsskibe.

Konventionen har følgende ordlyd

KONVENTION

NR. 147 OM MINIMUMSNORMER I

HANDELSSKIBE

Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference,

som er blevet sammenkaldt i Geneve af det internationale arbejdsbureaus styrelsesråd, og som den 13. oktober 1976 er trådt sammen til sin toogtredsindstyvende møderække, og

som henviser til bestemmelserne i rekommandation af 1958 om forhyring af søfolk (fremmede skibe) og i rekommandation af 1958 om søfarendes sociale forhold og sikkerhed, og

som er blevet enig om vedtagelsen af visse forslag med hensyn til skibe, der ikke opfylder de gældende normer, navnlig sådanne, der sejler under bekvemmelighedsflag, hvilket spørgsmål er opført som femte punkt på møderækkens dagsorden, og

som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international konvention,

vedtager den niogtyvende oktober nitten hundrede og seksoghalvfjerds følgende konvention, der benævnes konventionen af 1976 om minimumsnormer i handelsskibe

(* 1) I tilfælde hvor en streng overholdelse af de relevante krav i konventionen af 1936 om duelighedsbeviser for skibsofficerer ville skabe problemer, der må antages at kunne være til skade for en stats faste ordning for sønærings- eller duelighedsbeviser, skal man anvende princippet om substantiel ækvivalens, således at man undgår at komme i konflikt med den pågældende stats ordning vedrørende duelighedsbeviser.