Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 142 af 23. juni 1975 om erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse (* 1)
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
Artikel 1
1) Hvert medlem skal vedtage og udarbejde omfattende og koordinerede planer og programmer for erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse i nøje tilknytning til beskæftigelsen, navnlig gennem den offentlige arbejdsformidling.
2) Ved udarbejdelsen af disse planer og programmer skal der tages behørigt hensyn til
a) beskæftigelsesbehov, beskæftigelsesmuligheder og beskæftigelsesproblemer, både på regionalt og nationalt plan;
b) det økonomiske, sociale og kulturelle udviklingsniveau og
c) det gensidige forhold mellem udviklingen af de menneskelige ressourcer og andre økonomiske, sociale og kulturelle målsætninger.
3) De pågældende planer og programmer skal gennemføres ved metoder, der er afpasset efter de nationale forhold.
4) De pågældende planer og programmer skal tage sigte på at forbedre den enkeltes evne til at forstå og, individuelt eller kollektivt, påvirke arbejds- og samfundsmiljøet.
5) De pågældende planer og programmer skal tilskynde alle til - på lige fod og uden forskelsbehandling af nogen art - at udvikle og udnytte deres arbejdsmæsige evner til deres eget bedste og i overensstemmelse med deres egne ønsker under hensyntagen til samfundets behov, samt sætte dem i stand hertil.
Artikel 2
Med de nævnte mål for øje skal hvert medlem oprette og udbygge åbne, fleksible og supplerende systemer for almen, teknisk og erhvervsmæssig uddannelse, uddannelses- og erhvervsvejledning samt erhvervsmæssig oplæring, hvad enten denne virksomhed finder sted inden eller uden for det almindelige uddannelsessystem.
Artikel 3
1) Hvert medlem skal gradvis udvide sit erhvervsvejledningssystem, herunder løbende orientering om beskæftigelsen, med henblik på at sikre at alle børn, unge og voksne har adgang til omfattende erhvervsorientering og den bredest mulige vejledning, herunder egnede programmer for alle erhvervshæmmede.
2) Denne orienterings- og vejledningsvirksomhed skal omfatte erhvervsvalg, erhvervsuddannelse og dermed forbundne uddannelsesmuligheder, beskæftigelsessituationen og fremtidsudsigterne for beskæftigelsen, muligheder for forfremmelse, arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt andre sider af arbejdslivet inden for de forskellige grene af økonomisk, social og kulturel virksomhed på ethvert ansvarligt niveau.
3) Orienterings- og vejledningsvirksomheden skal suppleres med orientering om de generelle aspekter i forbindelse med kollektive overenskomster og om de berørte personers rettigheder og pligter i arbejdsretlig henseende; en sådan orientering skal gives i overensstemmelse med det enkelte lands retsregler og praksis under hensyntagen til de pågældende arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationers respektive funktioner og opgaver. Artikel 4
Hvert medlem skal gradvis udvide, tilpasse og harmonisere sine ordninger for erhvervsuddannelse, således at de imødekommer unges og voksnes behov for løbende og permanent erhvervsuddannelse inden for alle erhvervssektorer og erhvervsgrene på ethvert niveau hvad angår kvalifikationer og ansvar.
Artikel 5
Planer og programmer for erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse skal udarbejdes og gennemføres i samarbejde med arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer og - alt efter forholdene og i overensstemmelse med det enkelte lands retsregler og praksis - i samarbejde med andre interesserede organer.
Artikel 6
De formelle ratifikationer af denne konvention skal sendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør med henblik på registrering.
Artikel 7
1) Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet registreret hos generaldirektøren.
2) Den træder i kraft tolv måneder efter den dato, da to medlemmers ratifikationer er blevet registreret hos generaldirektøren.
3) Derefter træder konventionen i kraft for hvert medlem tolv måneder efter at dets ratifikation er blevet registreret.
Artikel 8
1) Et medlem, som har ratificeret denne konvention, kan opsige den efter ti års forløb fra datoen for konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til registrering. Opsigelsen får først virkning et år efter datoen for registreringen.
2) Hvert medlem, som har ratificeret denne konvention, og som ikke inden et år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede tiårsperiode gør brug af den i denne artikel hjemlede opsigelsesret, er bundet i yderligere ti år og kan derefter opsige denne konvention ved udløbet af enhver tiårsperiode på de i denne artikel fastsatte betingelser.
Artikel 9
1) Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation om registreringen af alle ratifikationer og opsigelser, som han modtager fra organisationens medlemmer.
2) Samtidig med at generaldirektøren underretter organisationens medlemmer om registreringen af ratifikation nr. 2, skal han gøre organisationens medlemmer opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.
Artikel 10
Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af artikel 102 i De forenede Nationers pagt sende udførlige oplysninger om alle ratifikationer og opsigelser, som han har registreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til De forenede Nationers generalsekretær til registrering.
Artikel 11
Når det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af denne konvention og overveje ønskeligheden af at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.
Artikel 12
1) Dersom konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis reviderer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention,
a) et medlems ratifikation af den nye, reviderende konvention ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset bestemmelserne i artikel 8, såfremt og så snart den nye, reviderende konvention træder i kraft;
b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af medlemmerne fra den dato at regne, da den nye, reviderende konvention træder i kraft.
2) Denne konvention skal under alle omstændigheder forblive i kraft i sin foreliggende form og med det foreliggende indhold for de medlemmer, der har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den reviderende konvention.
Artikel 13
De engelske og franske versioner af denne konventions tekst har samme gyldighed.
Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens tresindstyvende møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den femogtyvende juni 1975.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi påført vore underskrifter idag den seksogtyvende juni 1975.
(Underskrifter)
Konventionen trådte i kraft den 19. juli 1977.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos ILO den 5. juni 1981, hvorefter konventionen i medfør af artikel 7, stk. 3, for Danmarks vedkommende vil træde i kraft den 5. juni 1982. Ved deponeringen er der taget forbehold med hensyn til konventionens anvendelse for Færøerne og Grønland.
Konventionen er foruden af Danmark ratificeret af: Afghanistan, Argentina, Brasilien, Cuba, Cypern, Ecuador, Finland, Guinea, Den hviderussiske socialistiske Sovjetrepublik, Irak, Irland, Israel, Italien, Jordan, Kenya, Mexico, Nederlandene, Nicaragua, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Sovjetunionen, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Den tyske demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik, Ungarn og Østrig.
Udenrigsministeriet, den 2. juni 1982
Kjeld Olesen
Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 142 af 23. juni 1975 om erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse (* 1)
I henhold til kgl. resolution af 20. maj 1981 har Danmark ratificeret den af Den internationale Arbejdskonference i Geneve den 23. juni 1975 vedtagne konvention nr. 142 om erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse.
Konventionen har følgende ordlyd
Oversættelse
KONVENTION
nr. 142 om erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse med henblik på udvikling af de menneskelige ressourcer
Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference,
som er sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd, og som den 4. juni 1975 er trådt sammen til sin tresindstyvende samling, og
som har besluttet at vedtage visse forslag med henblik på udvikling af de menneskelige ressourcer gennem erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse, hvilket spørgsmål er optaget som 6. punkt på samlingens dagsorden, og
som finder, at disse forslag skal tage form af en international konvention,
vedtager i dag den 23. juni 1975 følgende konvention, der benævnes konventionen om udvikling af menneskelige ressourcer, 1975