Bekendtgørelse af overenskomst af 26. juni 1981 med Philippinerne om et dansk statslån
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 26. juni 1981 med Philippinerne om et dansk statslån
Den 26. juni 1981 undertegnedes i Manila følgende overenskomst med dertil hørende brevveksling mellem Danmark og Philippinerne om et dansk statslån til Philippinerne
OVERENSKOMST
mellem Danmarks regering og Republikken Philippinernes regering om et dansk statslån til Republikken Philippinerne
Danmarks regering og Republikken Philippinernes regering, som ønsker at styrke det traditionelle samarbejde og de venskabelige forbindelser mellem deres lande, er blevet enige om, at der som et bidrag til Philippinernes økonomiske udvikling ydes et dansk statslån til Republikken Philippinernes regering i overensstemmelse med følgende bestemmelser i denne overenskomst og de vedføjede tillæg, der betragtes som en integrerende del af overenskomsten
Artikel I
Lånet
Danmarks regering (i det følgende benævnt »långiveren«) stiller et lån på 65 (femogtres) millioner danske kroner til rådighed for Republikken Philippinernes regering (i det følgende benævnt »låntageren«) til det i artikel VI i denne overenskomst omhandlede formål.
Artikel II
Lånekontoen
1. En konto betegnet »lånekonto nr. 4 for Republikken Philippinernes regering« (i det følgende benævnt »lånekontoen«) skal efter låntagerens anmodning åbnes i Danmarks Nationalbank (som handler på långiverens vegne) i favør af Republikken Philippinerne, finansministeriet (som handler på låntagerens vegne).
Långiveren skal sikre, at der altid er tilstrækkelige midler til rådighed på lånekontoen til at sætte låntageren i stand til at præstere rettidig betaling for kapitaludstyr og tjenesteydelser, som tilvejebringes inden for lånebeløbet.
2. Låntageren (eller dennes finansministerium) skal på de i denne overenskomst fastsatte vilkår være berettiget til på lånekontoen at trække de beløb, der er nødvendige til betaling for kapitaludstyr eller tjenesteydelser, som tilvejebringes i medfør af lånet.
Artikel III
Rentefod
Lånet er rentefrit.
Artikel IV
Tilbagebetalinger
1. Låntageren skal tilbagebetale lånet i femogtredive halvårlige afdrag, hvert på 1.800.000 danske kroner, første gang den 1. oktober 1988 og sidste gang den 1. oktober 2005, samt et sidste afdrag på 2.000.000 danske kroner den 1. april 2006.
2. Hvis lånet ikke udnyttes fuldt ud i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel VI, stk. 8, skal der træffes indbyrdes aftale om en ændret tidsplan for tilbagebetalingen.
Artikel V
Betalingssted
Lånet skal af låntageren tilbagebetales til Danmarks Nationalbank i danske kroner til kredit for det danske udenrigsministeriums løbende konto i Danmarks Nationalbank.
Artikel VI
Lånets anvendelse
1. Låntageren skal anvende lånet til finansiering af import fra Danmark (herunder omkostninger ved transport fra Danmark til Philippinerne) af sådant dansk kapitaludstyr, som skal benyttes til de i tillæg II omhandlede projekter.
2. Lånet kan endvidere anvendes til betaling for danske tjenesteydelser, som er nødvendige for gennemførelsen af de i tillæg II nævnte projekter, herunder især forundersøgelser i forbindelse med investeringer, udarbejdelse af projekter, rådgivning under projekternes gennemførelse, montering eller opførelse af anlæg eller bygninger samt teknisk og administrativ bistand under igangsætningsperioden for virksomheder, som oprettes ved hjælp af lånet.
3. Alle kontrakter, der finansieres i medfør af lånet, skal godkendes af låntageren og långiveren.
4. Långiverens godkendelse af, at en kontrakt finansieres i medfør af lånet, indebærer intet ansvar for sådanne kontrakters behørige opfyldelse.
Långiveren fralægger sig også ansvaret for den effektive udnyttelse af leverancer og tjenesteydelser, som finansieres i medfør af lånet, og for den forsvarlige drift af de projekter m.v., hvori sådanne leverancer og tjenesteydelser indgår.
5. En kontrakt i medfør af lånet må ikke indeholde bestemmelser om særlige kreditydelser fra den danske kontraktpartner.
6. Låneprovenuet kan kun anvendes til betaling for kapitaludstyr og tjenesteydelser, som er kontraheret efter overenskomstens ikrafttræden, medmindre andet aftales mellem låntageren og långiveren.
7. Låneprovenuet må ikke anvendes til betaling til låntageren af nogen form for indførselstold, skatter og statslige eller andre offentlige afgifter, såsom indførselsafgifter, udligningsafgifter for indenlandske omsætningsafgifter, afgifter eller deponeringer i forbindelse med udstedelse af betalings- eller indførselstilladelser.
8. Træk på lånekontoen kan finde sted til opfyldelse af kontrakter, der er godkendt inden for et tidsrum af tre år efter overenskomstens ikrafttræden eller et sådant andet tidspunkt, som låntageren og långiveren måtte aftale indbyrdes.
Artikel VII
Ikke-diskrimination
1. Med hensyn til tilbagebetalingen af lånet forpligter låntageren sig til ikke at give långiveren en mindre gunstig behandling end den, der gives andre udenlandske investorer.
2. Alle afskibninger af kapitaludstyr, der omfattes af denne overenskomst, skal ske i overensstemmelse med princippet om skibes frie deltagelse i den internationale handel i fri og lige konkurrence.
Artikel VIII
Diverse bestemmelser
1. Før det første træk på den i artikel II omtalte konto skal låntageren godtgøre over for långiveren, at alle forfatningsmæssige og andre vilkår fastsat i lovgivningen i låntagerens hjemland er blevet opfyldt, således at denne låneoverenskomst vil udgøre en forpligtelse, som er bindende for låntageren.
2. Låntageren skal meddele långiveren, hvilke personer der er bemyndiget til at handle på låntagerens vegne, og afgive bekræftede prøver på alle sådanne personers underskrifter.
3. Såfremt der udskrives licitation om kontrakter, der skal finansieres i medfør af lånet, skal låntageren fremsende alt relevant materiale om licitationen til långiveren med henblik på videregivelse til potentielle tilbudsgivere.
4. Alle meddelelser, anmodninger eller aftaler i medfør af denne overenskomst skal være skriftlige.
Artikel IX
Særlige bestemmelser
Lånet skal tilbagebetales uden fradrag af og fritaget for alle skatter og afgifter samt alle i medfør af låntagerens lovgivning pålagte restriktioner. Denne overenskomst skal være fritaget for alle nugældende og fremtidige afgifter i medfør af låntagerens nuværende eller fremtidige lovgivning i forbindelse med overenskomstens udfærdigelse, indgåelse, registrering, ikrafttræden eller i øvrigt.
Artikel X
Overenskomstens varighed
1. Denne overenskomst træder i kraft på datoen for undertegnelsen.
2. Når lånet er blevet tilbagebetalt, træder overenskomsten straks ud af kraft.
Artikel XI
Angivelse af adresser
Følgende adresser angives for så vidt angår denne overenskomst
For låntageren
The Minister of Finance,
Republic of the Philippines,
Central Bank of the Philippines, Complex corner A. Mabini and Vito Cruz Streets, Malate, Manila, Philippines.
Telegramadresse
1. CB Conf. No. 0268
2. OB Conf. No. 7420268
Telex
RCA 7550 CBP-PH
For långiveren med henblik på udbetalinger og betaling af afdrag på lånet: Udenrigsministeriet,
Afdelingen for internationalt
udviklingssamarbejde,
Asiatisk Plads 2,
DK-1448 København,
Danmark.
Telegramadresse
ETRANGERES COPENHAGEN
Telex
31292 ETR DK
For långiveren med henblik på fremsendelse af materiale vedrørende licitationer
Udenrigsministeriet,
Handelsafdelingen,
Asiatisk Plads 2,
DK-1448 København,
Danmark.
Telegramadresse
ETRANGERES COPENHAGEN
Telex
31292 ETR DK
Til bekræftelse heraf har parterne gennem deres dertil behørigt befuldmægtigede repræsentanter ladet denne overenskomst undertegne i to eksemplarer på engelsk i Manila i dag den 26. juni 1981.
For Danmarks regering
O. Wøhlers Olsen
For Republikken Philippinernes regering
Carlos P. Romulo
TILLÆG I
Følgende bestemmelser finder anvendelse på de rettigheder og forpligtelser, der følger af overenskomsten mellem Republikken Philippinernes regering og Danmarks regering om et dansk statslån til Republikken Philippinerne (i det følgende benævnt »overenskomsten«). De betragtes som en integrerende del af denne med samme gyldighed og virkning, som hvis de fuldt ud var anført deri.
Artikel I
Annullering og suspension
1. Låntageren kan ved meddelelse til långiveren annullere ethvert lånebeløb, som låntageren ikke måtte have trukket.
2. Såfremt låntageren gør sig skyldig i misligholdelse med hensyn til opfyldelsen af nogen forpligtelse eller aftale i medfør af overenskomsten, kan långiveren helt eller delvis suspendere låntagerens ret til at foretage træk på lånekontoen.
Hvis den misligholdelse, der har berettiget långiveren til suspension af låntagerens ret til at foretage træk på lånekontoen, fortsat består udover et tidsrum af tres dage efter långiverens meddelelse til låntageren om suspensionen, kan långiveren når som helst forlange den på lånekontoen trukne del af lånet tilbagebetalt straks, uanset eventuelle modsatte bestemmelser i overenskomsten, medmindre grundlaget for suspensionens iværksættelse er bortfaldet.
3. Alle overenskomstens bestemmelser skal fortsat have fuld gyldighed og virkning uanset enhver annullering eller suspension, bortset fra hvad der udtrykkeligt er bestemt i denne artikel.
Artikel II
Afgørelse af tvister
1. Enhver tvist, som måtte opstå mellem parterne angående fortolkningen eller gennemførelsen af nærværende overenskomst, og som ikke er bilagt ad diplomatisk vej inden for seks måneder, skal efter anmodning fra en af parterne forelægges for en voldgiftsdomstol bestående af tre medlemmer. Domstolens formand skal være statsborger i et tredjeland og skal udpeges efter indbyrdes aftale mellem parterne. Såfremt parterne ikke kan nå til enighed om udpegelsen af domstolens formand, kan hver part anmode præsidenten for Den internationale Domstol om at foretage udpegelsen. Hver part udpeger sin egen voldgiftsdommer; såfremt en part undlader at udpege en voldgiftsdommer, kan denne udpeges af domstolens formand.
2. Hver part skal efterkomme og gennemføre de af domstolen afsagte kendelser.
TILLÆG II
I) Lånet skal anvendes til iværksættelse af følgende projekter
Delfinansiering (udbetaling) af et kombineret skole- og fragtskib på 27.000 DWT.
II) Ethvert forslag fra Republikken Philippinernes regerings side, der indebærer væsentlige ændringer i de fastlagte planer for gennemførelsen af de ovennævnte projekter, og ethvert forslag fra Republikken Philippinernes regerings side om at lade nye projekter træde i stedet for nogen som helst af de ovennævnte projekter, skal være undergivet godkendelse fra Danmarks regering.
Manila, den 26. juni 1981
Deres Excellence,
Under henvisning til overenskomsten af dags dato mellem Danmarks regering og Republikken Philippinernes regering har jeg den ære at foreslå, at følgende bestemmelser skal anvendes ved gennemførelsen af overenskomstens artikel VI.
Udbetaling fra lånekontoen skal ske på følgende måde
1) Den danske eksportør eller rådgiver og den philippinske importør eller eventuelle investerende part afslutter en kontrakt, der skal godkendes endeligt af de philippinske og de danske myndigheder. Ingen kontrakt under 200.000 danske kroner undtagen til anvendelse af et endeligt restbeløb under det nævnte beløbs størrelse kan finansieres i medfør af overenskomsten.
2) Republikken Philippinernes regering forelægger det danske udenrigsministerium genparter af de kontrakter, der indgås i medfør af denne overenskomst. Udenrigsministeriet vil bl.a. påse,
a) at de kontraherede varer eller tjenesteydelser falder inden for overenskomstens rammer,
b) at det pågældende kapitaludstyr er fremstillet i Danmark eller at de tjenesteydelser, der skal præsteres, vil blive udført af personer, som udøver forretningsvirksomhed i Danmark,
og underrette Republikken Philippinernes regering om sine afgørelser.
3) Når kontrakterne er godkendt, kan Republikken Philippinernes regering trække på lånekontoen til betaling af det i kontrakten omhandlede vareparti. Udbetalinger fra denne konto til danske eksportører eller rådgivere er betinget af, at de nødvendige dokumenter fremlægges, efter at Danmarks Nationalbank har konstateret, at betingelserne for at foretage sådanne betalinger i øvrigt er opfyldt.
Hvis foranstående bestemmelser kan godkendes af Republikken Philippinernes regering, har jeg den ære at foreslå, at dette brev samt Deres svar herpå skal udgøre en aftale mellem vore to regeringer om denne sag.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
For Danmarks regering
O. Wøhlers Olsen
Hans Excellence
General Carlos P. Romulo,
Republikken Philippinernes
udenrigsminister,
Manila.
Hr. chargee d'affaires,
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres sålydende brev af dags dato
(her følger teksten til foranstående brev)
Jeg har den ære at meddele Dem, at min regering er enig i foranstående.
Modtag, hr. chargee d'affaires, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
For Republikken Philippinernes
regering
Carlos P. Romulo
Udenrigsminister
Hr. Ole Wøhlers Olsen,
Chargee d'affaires a.i.,
Danmarks Ambassade,
Manila.
Udenrigsministeriet, den 8. januar 1982
Kjeld Olesen
Ingen