Bekendtgørelse om aftaler med Øvre Volta, Tchad og Benin om eftergivelse af restgæld på visse danske statslån
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse om aftaler med Øvre Volta, Tchad og Benin om eftergivelse af restgæld på visse danske statslån
Ved noteveksling i Paris og Ouagadougou den 26. februar og 22. maj 1980 er der truffet aftale mellem Danmark og Øvre Volta om eftergivelse af restgælden, 20.000.000 kroner, på det danske statslån, som er ydet øvre Volta i medfør af den i udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 54 af 30. maj 1973, Lovtidende C, omhandlede overenskomst.
Ved noteveksling i Paris den 26. februar og 13. juni 1980 er der truffet aftale mellem Danmark og Tchad om eftergivelse af restgælden, ca. 9.500.000 kroner, på det danske statslån, som er ydet Tchad i medfør af den i udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. november 1969, Lovtidende C, omhandlede overenskomst.
Ved noteveksling i Bonn den 10. marts og 25. april 1980 er der truffet aftale mellem Danmark og Benin om eftergivelse af restgælden, i alt ca. 32.200.000 kroner, på de to danske statslån, som er ydet Benin - under landets daværende navn Dahomey - i medfør af de i udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 109 af 17. november 1969 og nr. 71 af 3. august 1974, Lovtidende C, omhandlede overenskomster.
Udenrigsministeriet, den 21. august 1980
KJELD OLESEN