Bekendtgørelse af overenskomst af 4. juni 1980 med Tyrkiet om et dansk statslån.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 4. juni 1980 med Tyrkiet om et dansk statslån.
Den 4. juni 1980 undertegnedes i København følgende overenskomst mellem Danmark og Tyrkiet om et dansk statslån til Tyrkiet
Oversættelse
OVERENSKOMST
mellem Danmarks regering og Tyrkiets regering om et dansk statslån til Tyrkiet
Da Tyrkiets regering har anmodet Danmarks regering, som medlem af det under organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling's auspicier nedsatte konsortium for Tyrkiet, om at bistå Tyrkiet med at overvinde dets nuværende økonomiske vanskeligheder, er det aftalt, at der ydes et dansk statslån til Tyrkiet på de nedenfor anførte vilkår og betingelser.
Artikel I
Danmarks regering (i det følgende benævnt »långiveren«) vil stille et lån på 25 (femogtyve) millioner danske kroner til rådighed for Tyrkiets regering (i det følgende benævnt »låntageren«) til finansiering af import af væsentlig betydning for Tyrkiets økonomiske vækst.
Artikel II
Under iagttagelse af bestemmelserne i artikel VII skal låneprovenuet efter anmodning af finansministeriet, Ankara, overføres til konto nr. 51.581-2 i Den Danske Bank, Holmens Kanal 12, 1092 K, i favør af Tuerkiye Cumhuriyet Merkez Bankasi, Ankara.
Artikel III
Låntageren skal til långiveren betale en rente på seks og en halv procent (6 1/2 pct.) pro anno af lånets til enhver tid udestående hovedstol. Renten skal betales halvårligt den 30. juni og 31. december hvert år, første gang den 31. december 1981.
Artikel IV
Låntageren skal tilbagebetale lånets hovedstol i tyve halvårlige afdrag, hvert på 1.250.000 d. kr., første gang den 30. juni 1985 og sidste gang den 31. december 1994.
Artikel V
Lånets hovedstol og renterne deraf skal betales til Danmarks Nationalbank i danske kroner til kredit for finansministeriets løbende konto i Danmarks Nationalbank.
Artikel VI
Med hensyn til tilbagebetalingen af lånet forpligter låntageren sig til ikke at give långiveren en mindre gunstig behandling end den, der gives andre udenlandske kreditorer.
Artikel VII
Inden overførslen til låntageren af låneprovenuet skal låntageren godtgøre over for långiveren, at alle forfatningsmæssige og andre vilkår fastsat i lovgivningen i låntagerens hjemland er blevet opfyldt, således at denne låneoverenskomst vil udgøre en forpligtelse, som er bindende for låntageren.
Artikel VIII
Lånet skal tilbagebetales uden fradrag af og fritaget for alle skatter og afgifter samt alle i medfør af låntagerens lovgivning pålagte restriktioner. Denne overenskomst skal være fritaget for alle nugældende og fremtidige afgifter i medfør af låntagerens nuværende eller fremtidige lovgivning i forbindelse med overenskomstens udfærdigelse, indgåelse, registrering, ikrafttræden eller i øvrigt.
Artikel IX
Denne overenskomst træder i kraft på datoen for undertegnelsen.
Artikel X
Når lånet er blevet tilbagebetalt, træder overenskomsten straks ud af kraft.
Til bekræftelse heraf har parterne gennem deres dertil behørigt befuldmægtigede repræsentanter ladet denne overenskomst undertegne i to eksemplarer på engelsk i København den 4. juni 1980.
Mogens Isaksen
For Danmarks regering
Behic Hazar
For Tyrkiets regering
Udenrigsministeriet, den 21. august 1980
Kjeld Olesen
Ingen