Bekendtgørelse om aftaler med Bangladesh, Malawi, Pakistan og Tanzania om eftergivelse af restgæld på visse danske statslån. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse om aftaler med Bangladesh, Malawi, Pakistan og Tanzania om eftergivelse af restgæld på visse danske statslån. (* 1)
Ved noteveksling i Dacca den 25. juli og den 1. august 1979 er der truffet aftale mellem Danmark og Bangladesh om eftergivelse af restgælden, i alt 65.000.000 kroner, på de to danske statslån, som er ydet Bangladesh i medfør af de i udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 74 af 21. september 1972 og nr. 81 af 12. august 1974, Lovtidende C, omhandlede overenskomster.
Ved noteveksling i Nairobi og Lilongwe den 24. juli og den 9. august 1979 er der truffet aftale mellem Danmark og Malawi om eftergivelse af restgælden, i alt ca. 83.000.000 kroner, på de fire danske statslån, som er ydet Malawi i medfør af de i udenrigsministeriet bekendtgørelser nr. 86. af 14. november 1966, nr. 16 af 4. februar 1969, nr. 66 af 16. juli 1971 og nr. 84 af 1. oktober 1973, Lovtidende C, omhandlede overenskomster.
Ved noteveksling i Islamabad den 22. august 1979 er der truffet aftale mellem Danmark og Pakistan om eftergivelse af restgælden, ca. 7.500.000 kroner, på det danske statslån, som er ydet Pakistan i medfør af den i udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 25 af 31. marts 1966, Lovtidende C, omhandlede overenskomst. Samtidig er aftalt en ændring af afdragsvilkårene i låneoverenskomsten af 21. januar 1971 med Pakistan (jfr. udenrigsministeriet bekendtgørelse nr. 25 af 26. marts 1971, Lovtidende C), således at restgælden på det pågældende lån, 39.122.721,68 kroner, erlægges i 49 halvårlige afdrag a 780.000 kroner i tidsrummet 1. april 1981 - 1. april 2005, og et sidste afdrag på 902.721,68 kroner den 1. oktober 2005.
Ved noteveksling i Dar es Salaam den 15. og 26. juni 1979 er der truffet aftale mellem Danmark og Tanzania om eftergivelse af restgælden, i alt 165.100.000 kroner, på de fire danske statslån, som er ydet Tanzania i medfør af de i udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 99 af 28. november 1967, nr. 78 af 29. september 1972, nr. 63 af 24. juni 1974 og nr. 95 af 6. september 1974, Lovtidende C, omhandlede overenskomster.
Udenrigsministeriet, den 19. oktober 1979
LISE ØSTERGAARD