Bekendtgørelse af ILO-konvention af 1969 om læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom (* 1) (* 2)

Artikel 1

I denne konvention

a) omfatter udtrykket »lovgivning« regler samt love og administrative bestemmelser vedrørende social tryghed;

b) betyder udtrykket »foreskrevet« eller »nærmere bestemt« fastsat ved eller i kraft af lovgivning;

c) omfatter udtrykket »industriel virksomhed« samtlige virksomheder inden for følgende erhvervsgrene: minedrift og stenbrydning, fabrikationsindustri, bygge- og anlægsvirksomhed, elektricitet, gas og vand, transport, lager- og pakhusarbejde samt kommunikation;

d) betyder udtrykke »bopæl« fast bopæl inden for vedkommende medlemsstats territorium og udtrykket »bosiddende« en person, der er fast bosiddende inden for vedkommende medlemsstats territorium;

e) refererer udtrykket »uforsørget« sig til et afhængighedsforhold, som antages at bestå i nærmere bestemte tilfælde;

f) betyder udtrykket »hustru« en hustru, der forsørges af sin mand;

g) omfatter udtrykket »barn«

(i) et barn under den alder, hvor skolepligten ophører, eller under 15 år, såfremt skolepligten ophører i en tidligere alder, dog således at en medlemsstat, som har afgivet en erklæring i henhold til artikel 2, så længe denne erklæring er gældende, kan anvende konventionen, som om udtrykket omfattede et barn under den alder, hvor skolepligten ophører, eller under 15 år, og

(ii) et barn under en nærmere bestemt højere alder end den i litra g) (i) nævnte, og som er i lære eller under anden uddannelse, eller som har en kronisk sygdom eller invaliditet, som gør ham erhvervsudygtig, under nærmere foreskrevne omstændigheder. Dette krav skal dog anses for opfyldt, såfremt udtrykket i den nationale lovgivning defineres som omfattende ethvert barn under en væsentlig højere alder end den i litra g) (i) nævnte;

h) betyder udtrykket »normalmodtager« en mand med hustru og 2 børn;

i) betyder udtrykket »ventetid« en bidrags-, beskæftigelses- eller opholdsperiode eller en kombination heraf, således som det måtte være foreskrevet;

j) betyder udtrykket »sygdom« enhver sygelig tilstand, uanset dens årsag;

k) omfatter udtrykket »læge- og hospitalsbehandling« dermed forbundne ydelser.

Artikel 2

1. En medlemsstat, hvis økonomi samt læge- og hospitalsvæsen er utilstrækkeligt udviklet, kan gennem afgivelse af en erklæring, der ledsager dens ratifikation, benytte sig af de midlertidige undtagelser, der er fastsat i artikel 1, g) (i), artikel 11, artikel 14, artikel 20 og artikel 26, stk. 2. Enhver sådan erklæring skal indeholde en begrundelse for disse undtagelser.

2. Enhver medlemsstat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, skal i sine rapporter om gennemførelsen af denne konvention, der afgives i henhold til artikel 22 i Den internationale Arbejdsorganisations statut, anføre med hensyn til hver enkelt undtagelse,

a) at dens begrundelse herfor stadig består; eller

b) at den giver afkald på sin ret til at benytte sig af den pågældende undtagelse fra en nærmere anført dato at regne.

3. Enhver medlemsstat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, skal, alt efter erklæringens indhold og når omstændighederne tillader det,

a) udvide kredsen af berettigede personer;

b) forøge omfanget af den læge- og hospitalsbehandling, der ydes;

c) forlænge varigheden af dagpengehjælp under sygdom.

Artikel 3

1. Enhver medlemsstat, hvis lovgivning omfatter arbejdstagere, kan ved en erklæring, der ledsager dens ratifikation, fra denne konventions anvendelse midlertidigt udelukke de arbejdstagere i landbrugssektoren, som på tidspunktet for dens ratifikation endnu ikke er omfattet af en lovgivning, der er i overensstemmelse med denne konventions krav.

2. Enhver medlemsstat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, skal i sine rapporter om denne konventions gennemførelse, der afgives i henhold til artikel 22 i Den internationale Arbejdsorganisations statut, angive, i hvilket omfang konventionens bestemmelser gennemføres eller foreslås gennemført for arbejdstagere i landbrugssektoren, samt hvilken fremgang der måtte være sket med henblik på konventionens anvendelse på sådanne arbejdstagere, eller - såfremt der ikke er sket nogen ændring i situationen - anføre begrundelse herfor.

3. Enhver medlemsstat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, skal udvide kredsen af berettigede arbejdstagere i landbrugssektoren i det omfang og i den rytme, som omstændighederne tillader.

Artikel 4

1. Enhver medlemsstat, som ratificerer denne konvention, kan ved en erklæring, der ledsager dens ratifikation, fra konventionens anvendelse udelukke

a) søfolk, herunder havfiskere,

b) offentlige tjenestemænd;

såfremt disse persongrupper er omfattet af særlige ordninger, der i alt sikrer dem ydelser, der mindst svarer til de i denne konvention fastsatte.

2. Såfremt en erklæring i henhold til stk. 1 er i kraft, kan den pågældende medlemsstat

a) udelukke de personer, der tilhører den eller de fra konventionens anvendelse udelukkede grupper, fra det antal personer, der danner grundlag for beregningen af de i artikel 5, c), artikel 10, b), artikel 11, artikel 19, b), og artikel 20 omhandlede procenter;

b) udelukke personer tilhørende den eller de fra konventionens anvendelse udelukkede grupper samt deres hustruer og børn fra det antal personer, der danner grundlag for beregningen af den i artikel 10, c), omhandlede procent.

3. Enhver medlemsstat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, kan senere meddele Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør, at den påtager sig denne konventions forpligtelser med hensyn til en eller flere af de på tidspunktet for dens ratifikation udelukkede grupper.

Artikel 5

Enhver medlemsstat, hvis lovgivning omfatter arbejdstagere, kan - om fornødent - fra denne konventions anvendelse udelukke

a) løsarbejdere;

b) familiemedlemmer, der bor hos arbejdsgiveren, for så vidt angår det arbejde, de udfører for ham;

c) andre kategorier af arbejdstagere, som i antal ikke må overstige 10 pct. af samtlige arbejdstagere med undtagelse af de i medfør af litra a) og b) udelukkede arbejdstagere.

Artikel 6

Med henblik på opfyldelsen af denne konvention kan en medlemsstat medregne den beskyttelse, der ydes gennem en forsikring, som - omend den ikke ifølge dens lovgivning er obligatorisk på tidspunktet for ratifikationen for berettigede personer -

a) er undergivet tilsyn af det offentlige eller administreres i henhold til nærmere foreskrevne regler af arbejdsgivere og arbejdere i fællesskab;

b) omfatter en væsentlig del af de personer, hvis arbejdsfortjeneste ikke overstiger en faglært, mandlig arbejders, som defineret i artikel 22, stk. 6; og

c) eventuelt i forvindelse med andre former for sikring opfylder denne konventions bestemmelser.

Artikel 7

De tilfælde, der begrunder ret til ydelser, er

a) behov for læge- eller hospitalsbehandling og, under nærmere foreskrevne omstændigheder, behov for forebyggende læge- eller hospitalsbehandling

b) uarbejdsdygtighed som følge af sygdom, der medfører tab af arbejdsfortjeneste, som defineret ved de enkelte staters lovgivning.

Afsnit II

Læge- og hospitalsbehandling

Artikel 8

Enhver medlemsstat skal under nærmere foreskrevne omstændigheder sikre de af ordningen omfattede personer ydelse af læge- og hospitalsbehandling af helbredende eller forebyggende art, for så vidt angår det i artikel 7, a), omhandlede tilfælde.

Artikel 9

Den i artikel 8 omhandlede læge- og hospitalsbehandling skal ydes med henblik på at bevare, genoprette eller forbedre den pågældendes sundhedstilstand og arbejdsevne samt evne til at imødekomme sine personlige behov.

Artikel 10

I det i artikel 7, a), omhandlede tilfælde skal retten tilkomme

a) samtlige arbejdstagere, herunder lærlinge, samt deres hustruer og børn; eller

b) nærmere bestemte grupper af den erhvervsmæssigt beskæftigede del af befolkningen, udgørende mindst 75 pct. af hele den erhvervsmæssigt beskæftigede del af befolkningen samt disses hustruer og børn; eller

c) nærmere bestemte grupper af indbyggere, udgørende mindst 75 pct. af samtlige indbyggere.

Artikel 11

Såfremt en i medfør af artikel 2 afgivet erklæring er gældende, skal retten i det i artikel 7, a), omhandlede tilfælde tilkomme

a) nærmere bestemte grupper af arbejdstagere, udgørende mindst 25 pct. af samtlige arbejdstagere, samt deres hustruer og børn; eller

b) nærmere bestemte grupper af arbejdstagere i industrivirksomheder, udgørende mindst 50 pct. af samtlige arbejdstagere i industrivirksomheder, samt deres hustruer og børn.

Artikel 12

Personer, der modtager en socialforsikringsydelse i anledning af invaliditet, alderdom, forsørgerens død eller arbejdsløshed, og eventuelt deres hustruer og børn skal fortsat være berettiget til ydelser under nærmere foreskrevne omstændigheder i det i artikel 7, a), omhandlede tilfælde.

Artikel 13

Den i artikel 8 omhandlede læge- og hospitalsbehandling skal som minimum omfatte

a) behandling af praktiserende læge, herunder besøg i hjemmet;

b) specialbehandling på hospital for indlagte og ambulant behandlede patienter samt den uden for hospitalerne til rådighed stående specialistbehandling;

c) den af en praktiserende læge eller anden autoriseret person ordinerede nødvendige medicin;

d) hospitalsindlæggelse, om nødvendigt;

e) tandbehandling, som nærmere foreskrevet; og

f) lægelig revalidering, herunder ydelse, vedligeholdelse og fornyelse af proteser og ortopædiske hjælpemidler, som nærmere foreskrevet.

Artikel 14

Hvor en i medfør af artikel 2 afgivet erklæring er gældende, skal den i artikel 8 omhandlede læge- og hospitalsbehandling som minimum omfatte

a) behandling af praktiserende læge, herunder om muligt besøg i hjemmet;

b) specialistbehandling på hospital for indlagte og ambulant behandlede patienter samt - om muligt - den uden for hospitalerne til rådighed stående specialistbehandling;

c) den af en praktiserende læge eller anden autoriseret person ordinerede nødvendige medicin; og

d) hospitalsindlæggelse, om nødvendigt.

Artikel 15

Hvor en medlemsstats lovgivning gør retten til den artikel 8 omhandlede læge- og hospitalsbehandling betinget af, at den pågældende eller hans forsørger har tilbagelagt en ventetid, skal betingelserne vedrørende denne ventetid være af en sådan art, at de personer, som normalt hører til den berettigede personkreds, ikke mister retten til den nævnte ydelse.

Artikel 16

1. Den i artikel 8 omhandlede læge- og hospitalsbehandling skal ydes, så længe trangstilfældet vedvarer.

2. Hvor en modtager ikke længer tilhører den berettigede personkreds, kan hans fortsatte adgang til læge- og hospitalsbehandling for et sygdomstilfælde, der opstod, mens han tilhørte denne personkreds, begrænses til et nærmere bestemt tidsrum, der ikke må være kortere end 26 uger. Hjælpen skal dog ikke ophøre, så længe den pågældende modtager dagpenge under sygdom.

3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 skal varigheden af læge- og hospitalsbehandling forlænges, hvor det drejer sig om nærmere bestemte sygdomme, der er anerkendt som medførende langvarig behandling.

Artikel 17

Hvor modtageren eller hans forsørger efter lovgivningen i en medlemsstat skal deltage i udgifterne ved een i artikel 8 omhandlede læge- og hospitalsbehandling, skal reglerne om en sådan delvis betaling af udgifterne være af en sådan art, at modtageren ikke kommer i en økonomisk vanskelig situation, og at det ikke går ud over de lægelige og sociale ydelsers effektivitet.

Afsnit III

Dagpenge under sygdom

Artikel 18

Enhver medlemsstat skal under nærmere foreskrevne omstændigheder sikre de berettigede personer dagpenge under sygdom i det i artikel 7, b), omhandlede tilfælde.

Artikel 19

I det i artikel 7, b), omhandlede tilfælde skal retten tilkomme

a) samtlige arbejdstagere, herunder lærlinge; eller

b) nærmere bestemte grupper af den erhvervsmæssigt beskæftigede del af befolkningen, udgørende mindst 75 pct. af samtlige erhvervsmæssigt beskæftigede personer; eller

c) samtlige indbyggere, hvis indtægt og formue under trangstilfældet ikke overstiger de i henhold til bestemmelserne i artikel 24 foreskrevne grænser.

Artikel 20

Hvor en i henhold til artikel 2 afgivet erklæring er gældende, skal retten i det i artikel 7, b), omhandlede tilfælde tilkomme

a) nærmere bestemte grupper af arbejdstagere, udgørende mindst 25 pct. af samtlige arbejdstagere; eller

b) nærmere bestemte arbejdstagere i industrivirksomheder, udgørende mindst 50 pct. af samtlige i industrivirksomheder beskæftigede arbejdstagere.

Artikel 21

Den i artikel 18 omhandlede hjælp skal udgøre periodisk ydelse og skal,

a) hvor de berettigede personer er arbejdstagere eller grupper af den erhvervsmæssigt beskæftigede del af befolkningen, beregnes i henhold til bestemmelserne i artikel 22 eller artikel 23;

b) hvor de berettigede personer er samtlige indbyggere, hvis indtægt og formue under trangstilfældet ikke overstiger nærmere bestemte grænser, beregnes i henhold til bestemmelserne i artikel 24.

Artikel 22

1. En af denne artikel omfattet periodisk ydelse med tillæg af de almindelige børnetilskud, der udbetales under det pågældende trangstilfælde, skal være af en sådan størrelse, at den for normalmodtageren, for så vidt angår det i artikel 7, b), omhandlede tilfælde, mindst andrager 60 pct. af modtagerens tidligere arbejdsfortjeneste med tillæg af de almindelige børnetilskud, der ydes en berettiget person med de samme forsørgerpligter som normalmodtageren.

2. Modtagerens tidligere arbejdsfortjeneste skal beregnes efter nærmere foreskrevne regler, og hvor de berettigede personer er inddelt i kategorier efter den løn, de oppebærer, kan deres tidligere arbejdsfortjeneste beregnes på grundlag af den inden for de pågældende kategorier gældende grundløn.

3. Der kan fastsættes en maksimums grænse for ydelsens størrelse eller for den arbejdsfortjeneste, der lægges til grund ved ydelsens beregning, forudsat at denne maksimumsgrænse er fastsat således, at bestemmelserne i stk. 1 er opfyldt, såfremt modtagerens tidligere arbejdsfortjeneste svarer til eller ligger under en faglært, mandlig arbejders løn.

4. Modtagerens tidligere arbejdsfortjeneste, den faglærte, mandlige arbejders løn, den pågældende ydelse samt eventuelle børnetilskud skal beregnes på samme tidsgrundlag.

5. For så vidt angår de øvrige modtagere, skal hjælpen stå i rimeligt forhold til den hjælp, der ydes normalmodtageren.

6. I denne artikels forstand er en faglært, mandlig arbejder

a) en montør eller drejer ved fabrikation af andre maskiner end elektriske maskiner;eller

b) en typisk faglært arbejder, udvalgt i henhold til bestemmelserne i stk. 7; eller

c) en person, hvis arbejdsfortjeneste svarer til - eller ligger over - 75 pct. af samtlige berettigede personer, hvilken arbejdsfortjeneste skal fastsættes på grundlag af årlige - eller kortere - perioder, således som det måtte være foreskrevet;

d) en person, hvis arbejdsfortjeneste svarer til 125 pct. af samtlige berettigede personers gennemsnitlige arbejdsfortjeneste.

7. Den i stk. 6, b), omhandlede typisk faglærte arbejder skal udvælges inden for den kategori, der beskæftiger det største antal erhvervsmæssigt beskæftigede mandlige personer, der er berettiget til hjælp i det i artikel 7, b), omhandlede tilfælde, i den branche, der omfatter det største antal af sådanne personer; den internationale standardklassifikation af al erhvervsmæssig virksomhed, der er vedtaget af De forenede Nationers økonomiske og sociale råd på dets 7. møde den 27. august 1948, som ændret senest i 1968 og optrykt i bilaget til denne konvention, skal med de til enhver tid yderligere foretagne ændringer benyttes ved denne udvælgelse.

8. Såfremt ydelsens størrelse varierer fra egn til egn, kan der udvælges en faglært, mandlig arbejder for hver enkelt egn i henhold til stk. 6 og 7.

9. Den faglærte, mandlige arbejders løn skal fastsættes på grundlag af de lønsatser for normalarbejdstiden, der er fastsat ved kollektive overenskomster, ved eller i medfør af nationale love eller administrative forskrifter, hvor disse måtte finde anvendelse, eller ved sædvane, med tillæg af eventuelle dyrtidstillæg; såfremt disse satser varierer fra egn til egn, og bestemmelsen i stk. 8 ikke bringes i anvendelse, skal den gennemsnitlige sats lægges til grund.

Artikel 23

1. En af denne artikel omfattet periodisk ydelse med tillæg af de eventuelle børnetilskud, der udbetales under det pågældende trangstilfælde, skal være af en sådan størrelse, at den for normalmodtageren, for så vidt angår det i artikel 7, b), omhandlede tilfælde mindst andrager 60 pct. af en ufaglært, voksen, mandlig arbejders samlede løn og af størrelsen af de eventuelle børnetilskud, der ydes en berettiget person med de samme forsørgerpligter som normalmodtageren.

2. Den faglærte, voksne, mandlige arbejders løn, den pågældende ydelse samt eventuelle børnetilskud skal beregnes på samme tidsgrundlag.

3. For så vidt angår de øvrige modtagere, skal ydelsen stå i rimeligt forhold til den ydelse, der tilstås normalmodtageren.

4. I denne artikels forstand er en ufaglært, voksen, mandlig arbejder

a) en typisk ufaglært arbejder ved fabrikation af andre maskiner end elektriske maskiner; eller

b) en typisk ufaglært arbejder, der udvælges efter bestemmelserne i stk. 5.

5. Den i stk. 4, b), omhandlede typisk ufaglærte arbejder skal udvælges inden for den kategori, der beskæftiger det største antal erhvervsmæssigt beskæftigede mandlige personer, der er berettiget til hjælp i det i artikel 7, b), omhandlede trangstilfælde, i den branche, der omfatter det største antal af sådanne personer; den internationale standardklassifikation af al erhvervsmæssig virksomhed, der er vedtaget af De forenede Nationers økonomiske og sociale råd på dets 7. møde den 27. august 1948, som ændret senest i 1968 og optrykt i bilaget til denne konvention, skal med de til enhver tid yderligere foretagne ændringer benyttes ved denne udvælgelse.

6. Såfremt ydelsens størrelse varierer fra egn til egn, kan den ufaglærte, voksne, mandlige arbejder udvælges for hver enkelt egn i henhold til stk. 4 og 5.

7. Den ufaglærte, voksne, mandlige arbejders løn skal fastsættes på grundlag af de lønsatser for normalarbejdstiden, der er fastsat ved kollektive overenskomster, ved eller i medfør af national lovgivning, hvor denne måtte finde anvendelse, eller ved sædvane, med tillæg af eventuelle dyrtidstillæg; såfremt disse satser varierer fra egn til egn, og bestemmelsen i stk. 6 ikke bringes i anvendelse, skal den gennemsnitlige sats lægges til grund.

Artikel 24

Hvor det drejer sig om en af denne artikel omfattet periodisk ydelse,

a) skal ydelsens størrelse fastsættes efter en nærmere foreskreven skala eller en af vedkommende offentlige myndighed i overensstemmelse med nærmere foreskrevne regler fastsat skala;

b) kan beløbet kun nedsættes i det omfang, hvori modtagerens families øvrige midler overstiger nærmere foreskrevne betydelige beløb eller de af vedkommende offentlige myndighed i overensstemmelse med nærmere foreskrevne regler fastsatte betydelige beløb;

c) skal ydelsen med tillæg af eventuelle andre midler, efter fradrag af de ovenfor under b) omhandlede betydelige beløb, være tilstrækkelig til modtagerens families rimelige underhold og må ikke være lavere end den tilsvarende i henhold til bestemmelserne i artikel 23 beregnede ydelse;

d) skal bestemmelserne ovenfor under c) anses for opfyldt, såfremt de samlede dagpengeydelser under sygdom, der er udbetalt i henhold til denne konvention, overstiger - med mindst 30 pct. - de samlede ydelser, der ville opnås ved anvendelse af bestemmelserne i artikel 23 og bestemmelserne i artikel 19, b).

Artikel 25

Hvor en medlemsstats lovgivning gør den i artikel 18 omhandlede ret til dagpenge under sygdom betinget af, at den berettigede person har tilbagelagt en ventetid, skal betingelserne vedrørende denne ventetid være af en sådan art, at de personer, der normalt hører til den berettigede personkreds, ikke mister retten til den nævnte ydelse.

Artikel 26

1. Den i artikel 18 omhandlede dagpengeydelse under sygdom skal ydes, så længe trangstilfældet vedvarer, dog således at hjælpen kan begrænses til mindst 52 uger i det enkelte tilfælde af uarbejdsdygtighed, som nærmere foreskrevet.

2. Hvor en i medfør af artikel 2 afgivet erklæring er gældende, kan varigheden af den i artikel 18 omhandlede dagpengehjælp begrænses til mindst 26 uger i det enkelte tilfælde af uarbejdsdygtighed, som nærmere foreskrevet.

3. Såfremt det er bestemt i en medlemsstats lovgivning, at dagpenge under sygdom ikke skal ydes i den første tid efter arbejdsfortjenestens ophør, må denne tid ikke overstige 3 dage.

Artikel 27

1. Såfremt en person, der modtog eller var berettiget til den i artikel 18 omhandlede dagpengeydelse under sygdom, afgår ved døden, skal der under nærmere foreskrevne betingelser ydes begravelseshjælp til hans efterladte, til eventuelle andre personer, som han forsørgede, eller til den, der har afholdt udgifterne ved begravelsen.

2. En medlemsstat kan fravige bestemmelsen i stk. 1, såfremt

a) den har påtaget sig forpligtelserne i afsnit VI i konventionen af 1967 om ydelser ved invaliditet og alderdom samt til efterladte;

b) dens lovgivning giver adgang til dagpenge under sygdom, hvis størrelse mindst udgør 80 pct. af de berettigede personers arbejdsfortjeneste; og

c) størstedelen af de berettigede personer er dækket af en frivillig forsikring, der er undergivet offentligt tilsyn, og som giver adgang til begravelseshjælp.

Afsnit IV

Fælles bestemmelser

Artikel 28

1. En ydelse, som en person i øvrigt ville være berettiget til i medfør af denne konvention, kan inddrages i det omfang, hvori det måtte være foreskrevet,

a) så længe den pågældende opholder sig uden for den pågældende medlemsstats territorium;

b) så længe trangstilfældet bliver afhjulpet på anden måde, i det omfang dette sker;

c) såfremt den pågældende har søgt at opnå ydelsen ved svig;

d) såfremt trangstilfældet skyldes en af den pågældende begået lovovertrædelse;

e) såfremt trangstilfældet skyldes en af den pågældende med overlæg begået alvorlig forseelse;

f) såfremt den pågældende uden rimelig grund undlader at gøre brug af den læge- og hospitalsbehandling eller de revalideringsforanstaltninger, der står til hans rådighed, eller undlader at efterkomme nærmere foreskrevne regler vedrørende godtgørelse af trangstilfældets opståen eller vedvaren eller vedrørende modtagernes forhold;

g) for så vidt angår den i artikel 18 omhandlede dagpengeydelse under sygdom, så længe den pågældende er under offentlig forsorg eller modtager forsikringsmæssig hjælp; og

h) for så vidt angår den i artikel 18 omhandlede dagpengeydelse under sygdom, så længe den pågældende modtager anden kontant socialforsikringsydelse end familieydelser, under forudsætning af at den del af ydelsen, som er inddraget, ikke overstiger den anden hjælp.

2. I de tilfælde og inden for de grænser, der er nærmere foreskrevet, skal en del af den i øvrigt forfaldne ydelse udbetales til de personer, som den pågældende forsørger.

Artikel 29

1. Enhver ansøger skal have adgang til at appellere i tilfælde af afslag på ansøgning om hjælp eller klage over hjælpens art eller størrelse.

2. Såfremt administrationen af læge- og hospitalsbehandling med henblik på gennemførelsen af denne konvention er henlagt til en statsstyrelse, der er ansvarlig over for lovgivningsmagten, kan den i stk. 1 hjemlede appeladgang ændres til adgang til at få en klage over afslag på ansøgning om læge- og hospitalsbehandling eller over behandlingens art undersøgt af vedkommende myndighed.

Artikel 30

1. Enhver medlemsstat skal påtage sig et almindeligt ansvar med hensyn til ydelsen af den i denne konvention omhandlede hjælp og skal træffe de dertil fornødne foranstaltninger.

2. Enhver medlemsstat skal påtage sig et almindeligt ansvar for en forsvarlig administration af de institutioner og organer, der medvirker ved gennemførelsen af denne konvention.

Artikel 31

Såfremt administrationen ikke er henlagt til en under offentliges tilsyn stående institution eller til en statsstyrelse, der er ansvarlig over for lovgivningsmagten,

a) skal repræsentanter for de berettigede personer deltage i administrationen under nærmere foreskrevne betingelser;

b) skal der i givet fald ved lov træffes bestemmelse om deltagelse af repræsentanter for arbejdsgiverne;

c) skal der ved lov ligeledes træffes bestemmelse om deltagelse af repræsentanter for de offentlige myndigheder.

Artikel 32

Enhver medlemsstat skal inden for sit territorium sikre udlændinge, der er fast bosiddende eller arbejder deer, ligestilling med landets egne statsborgere, hvad angår retten til de denne konvention omhandlede ydelser.

Artikel 33

1. En medlemsstat,

a) som har påtaget sig denne konventions forpligtelser uden at benytte sig af de i artikel 2 og artikel 3 hjemlede undtagelser og udelukkelser af visse persongrupper,

b) som gennemgående hjemler højere ydelser end de i denne konvention fastsat, og hvis samlede udgifter til læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom udgør mindst 4 pct. af dens nationalindkomst, og

c) som opfylder mindst 2 af følgende 3 betingelser

(i) at ordningen dækker en procentdel af den erhvervsmæssigt beskæftigede del af befolkningen, der er mindst 10 points højere end den procentdel, der kræves ifølge artikel 10, b) og artikel 19, b), eller en procentdel af samtlige indbyggere, der er mindst 10 points højere end den procentdel, der kræves ifølge artikel 10, c),

(ii) at den yder en læge- og hospitalsbehandling af helbredende og forebyggende art, der er af en væsentlig højere standard end den i artikel 13 foreskrevne,

(iii) at den yder dagpenge under sygdom, der svarer til en procent, der mindst 10 points højere end den, der kræves ifølge artiklerne 22 og 23,

kan efter forhandling med de mest repræsentative arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, midlertidigt fravige enkelte bestemmelser i denne konventions afsnit II og III, under forudsætning af at en sådan fravigelse hverken væsentligt nedsætter eller svækker den ved denne konvention ydede sikring.

2. Enhver medlemsstat, som har foretaget en sådan fravigelse, skal i sine rapporter om gennemførelsen af denne konvention, der afgives i henhold til artikel 22 i Den internationale Arbejdsorganisations statut, angive stillingen med hensyn til lovgivning og praksis, for så vidt angår en sådan fravigelse, samt de fremskridt, som måtte være sket med hensyn til en fuldstændig gennemførelse af konventionens bestemmelser.

Artikel 34

Denne konvention skal ikke finde anvendelse på

a) trangstilfælde, der er opstået før konventionens ikrafttræden for den pågældende medlemsstat;

b) ydelser i trangstilfælde, der er opstået efter konventionens ikrafttræden for den pågældende medlemsstat, for så vidt retten til sådanne ydelser hidrører fra et tidspunkt, der ligger forud for datoen for ikrafttræden.

Afsnit V

Afsluttende bestemmelser

Artikel 35

Denne konvention reviderer konventionen af 1927 om sygeforsikring (industrien) og konventionen af 1927 om sygeforsikring (landbruget).

Artikel 36

1. I medfør af bestemmelserne i artikel 75 i konventionen af 1952 om minimumsnormer for social tryghed, skal afsnit III i den nævnte konvention samt de pågældende bestemmelser i andre af dens afsnit ikke længer gælde for en medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, regnet fra den dag da denne konvention er bindende for den pågældende medlemsstat, og ingen erklæring afgivet i henhold til artikel 3 er i kraft.

2. Påtagelse af denne konventions forpligtelser skal, forudsat at ingen erklæring afgivet i henhold til artikel 3 er i kraft, anses for påtagelse af forpligtelserne i afsnit III i konventionen af 1952 om minimumsnormer for social tryghed og de pågældende bestemmelser i andre af dens afsnit, jfr. artikel 2 i den nævnte konvention.

Artikel 37

Såfremt dette bestemmes i en konvention, der senere måtte blive vedtaget af konferencen vedrørende et eller flere af de i denne konvention omhandlede spørgsmål, skal de bestemmelser i denne konvention, som måtte blive nærmere angivet i en sådan konvention, ikke længer gælde for en medlemsstat, som har ratificeret den nye konvention, regnet fra det tidspunkt, da den nye konvention træder i kraft for den pågældende medlemsstat.

Artikel 38

De officielle ratifikationer af denne konvention skal fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.

Artikel 39

1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft 1 år efter det tidspunkt, da 2 medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

3. Derefter træder denne konvention i kraft for enhver medlemsstat 1 år efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.

Artikel 40

1. En medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan opsige den efter 10 års forløb fra tidspunktet for konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering. En sådan opsigelse får først virkning 1 år efter datoen for dens indregistrering.

2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som ikke inden for 1 år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede 10 års-periode benytter sig af den i denne artikel hjemlede opsigelsesret, er forpligtet i yderligere 10 år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på de i denne artikel fastsatte betingelser.

Artikel 41

1. Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette samtlige Den internationale Arbejdsorganisations medlemmer om indregistreringen af de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra Organisationens medlemmer.

2. Samtidig med at generaldirektøren underretter Organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal han gøre dem opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.

Artikel 42

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af artikel 102 i De Forenede Nationers pagt fremsende udførlige oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, han har indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til De Forenede Nationers generalsekretær til indregistrering.

Artikel 43

Når Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af denne konvention og overveje ønskeligheden af at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis ændring af den på konferencens dagorden.

Artikel 44

1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis ændrer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention,

a) en medlemsstats ratifikation af den nye, ændrede konvention ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset bestemmelserne i artikel 40 ovenfor, og så snart den nye, ændrede konvention træder i kraft;

b) denne konvention ikke længer kunne ratificeres af medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye, ændrede konvention træder i kraft.

2. Denne konvention skal under alle omstændigheder forblive i kraft i den foreliggende form og det foreliggende indhold for de medlemsstater, som har ratificeret den, og som ikke har ratificeret den ændrede konvention.

Artikel 45

De engelske og franske gengivelser af denne konventions tekst har samme gyldighed. TILLÆG

International standardklassifikation af al erhvervsmæssig virksomhed (Senest revideret i 1968) Fortegnelse over hovedområder, områder og hovedgrupper Hovedområde 1. Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri

Område Hoved- gruppe 11 Landbrug og jagt. 111 Landbrugs- og kvægavlsproduktion. 112 Landbrugsydelser. 113 Jagt, fangst med fælde eller snare samt vildtavl. 12 Skovbrug og tømmerhugst. 121 Skovbrug. 122 Tømmerhugst. 13 130 Fiskeri. Hovedområde 2. Minedrift og stenbrydning 21 210 Kulminedrift. 22 220 Produktion af råpetroleum og naturgas. 23 230 Udvinding af malm. 29 290 Anden minedrift. Hovedområde 3. Fabrikation 31 Fabrikation af levnedsmidler, drikkevarer og tobak. 311-312 Levnedsmiddelindustrien. 313 Drikkevareindustrien. 314 Tobaksfabrikation. 32 Tekstil-, beklædnings- og læderindustrien. 321 Tekstilfabrikation. 322 Fabrikation af beklædningsartikler med undtagelse af fodtøj. 323 Fabrikation af læder og lædervarer, imiterede lædervarer og pelsværk med undtagelse af fodtøj og beklædningsartikler. 324 Fabrikation af fodtøj med undtagelse af fodtøj af vulkaniseret eller presset gummi eller plasticfodtøj. 33 Træindustri og fabrikation af trævarer, herunder møbler. 331 Træindustri og fabrikation af træ- og korkvarer med undtagelse af møbler. 332 Fabrikation af møbler og fast inventar med undtagelse af sådanne møbler og fast inventar, der hovedsagelig er fremstillet af metal. 34 Fabrikation af papir og papirvarer, bogtrykkeri og forlagsvirksomhed. 341 Fabrikation af papir og papirvarer. 342 Bogtrykkeri- og forlagsvirksomhed samt lignende virksomhed. 35 Fabrikation af kemikalier og kemiske, petroleums-, kul-, gummi- og plasticprodukter. 351 Fabrikation af kemikalier til industrien. 352 Fabrikation af andre kemiske produkter. 353 Olieraffinaderier. 354 Fabrikation af forskellige petroleums- og kulprodukter. 355 Fabrikation af gummivarer. 356 Fabrikation af ikke andetsteds klassificerede plasticvarer. 36 Fabrikation af ikke-metalliske mineraler med undtagelse af petroleums- og kulprodukter. 36 361 Fabrikation af lertøj, porcelæns- og fajancevarer. 362 Fabrikation af glas og glasvarer. 369 Fabrikation af andre ikke-metalliske mineraler. 37 Grundmetalindustrier. 371 Jern- og stålindustrier. 372 Andre metalindustrier. 38 Fabrikation af forarbejdede metalvarer, maskiner og materiel. 381 Fabrikation af forarbejdede metalvarer med undtagelse af maskiner og materiel. 382 Fabrikation af maskiner med undtagelse af elektriske maskiner. 383 Fabrikation af elektriske maskiner, apparater og andre elektriske artikler. 384 Fabrikation af transportmateriel. 385 Fabrikation af ikke andetsteds klassificerede medicinsk-kirurgiske apparater, finmekaniske instrumenter samt måle- og kontrolapparater; fabrikation af fotografiske apparater og optiske instrumenter. 39 390 Anden fabrikationsindustri. Hovedområde 4. Elektricitet, gas og vand 41 410 Elektricitet, gas og damp. 42 420 Vandværker og vandforsyning. Hovedområde 5. Anlægsarbejder 50 500 Anlæg. Hovedområde 6. Engros- og detailhandel samt restauranter og hoteller 61 610 Engroshandel. 62 620 Detailhandel. 63 Restauranter og hoteller. 631 Restauranter, kafeer og andre spise- og udskænkningssteder. 632 Hoteller, pensionater, campingpladser m.v. Hovedområde 7. Transport, oplagring og samfærdsel 71 Transport og lagerarbejde. 711 Transport til lands. 712 Søtransport. 713 Lufttransport. 719 Tjenesteydelser i forbindelse med transport. 72 720 Kommunikation. Hovedområde 8. Bankvæsen, forsikringsvirksomhed, kredit- hypotek- foreningsvirksomhed samt ydelser til virksomheder 81 810 Pengeinstitutter. 82 820 Forsikring. 83 Kredit- og hypotekforeninger samt ydelser til virksomheder. 831 Kredit- og hypotekforeninger. 832 Ydelser til virksomheder med undtagelse af udlejning af maskiner og materiel. 833 Udlejning af maskiner og materiel. Hovedområde 9. Samfundsydelser, sociale og personlige ydelser 91 910 Offentlig administration og forsvar. 92 920 Hygiejne og lignende ydelser. 93 Sociale og lignende samfundsydelser. 931 Undervisning. 932 Forskningsinstitutter og videnskabelige institutter. 933 Læge- og tandlægeydelser samt andre sundhedsmæssige og veterinære ydelser. 934 Forsorgsinstitutioner. 935 Handelsforeninger, faglige sammenslutninger samt arbejdsgiver- og arbejderforeninger. 939 Andre sociale og lignende samfundsydelser. 94 Fritids- og kulturelle foranstaltninger. 941 Film og anden underholdning. 942 Biblioteker, museer, botaniske og zoologiske haver samt andre kulturelle foranstaltninger, der ikke er klassificeret andetsteds. 949 Forlystelses- og fritidsforanstaltninger, der ikke er klassificeret andetsteds. 95 Ydelser til enkeltpersoner og familier. 951 Reparationsværksteder, der ikke er klassificeret andetsteds. 952 Vaskerier, renserier og farverier. 953 Huslige tjenesteydelser. 959 Forskellige personlige tjenesteydelser. 96 960 Internationale og andre eksterritoriale organer. Hovedområde 0. Ikke fyldestgørende karakteriseret virksomhed 0 000 Ikke fyldestgørende karakteriseret virksomhed.

Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 53. møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den femogtyvende juni 1969.

Til bekræftelse heraf har vi undertegnet denne konvention i dag den femogtyvende juni 1969.

(underskrifter)

Konventionen trådte i kraft den 27. maj 1972.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos ILO den 6. juni 1978, hvorefter konventionen i medfør af artikel 39, stk. 3, trådte i kraft for Danmarks vedkommende den 6. juni 1979.

Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument afgav Danmark erklæring om, at konventionen ikke vil finde anvendelse for Færøerne og Grønland.

Konventionen er foruden af Danmark ratificeret af

Bolivia, Costa Rica, Ecuador, Finland, Libyen, Norge, Sverige, Tjekkoslovakiet, Forbundsrepublikken Tyskland og Uruguay.

Udenrigsministeriet, den 5. juli 1979

Lise Østergaard

Bekendtgørelse af ILO-konvention af 1969 om læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom (* 1) (* 2)

Ved kgl. resolution af 4. april 1978 har Danmark ratificeret den af Den internationale Arbejdskonference i Geneve i 1969 vedtagne konvention nr. 130 om læge- og hospitalsbehandling og dagpenge under sygdom.

Konventionen har følgende ordlyd

Oversættelse.

KONVENTION

nr. 130 om læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom

Den internationale Arbejdsorganisation generalkonference,

der er blevet sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd, og som den 4. juni 1969 er trådt sammen til sin 53. samling, og

som er blevet enig om vedtagelsen af visse forslag med hensyn til en revision af konventionen af 1927 om sygeforsikring (industrien) og konventionen af 1927 om sygeforsikring (landbruget), der er opført som 5. punkt på mødets dagsorden, og

som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international konvention,

vedtager i dag den 25. juni 1969 følgende konvention, der betegnes konventionen af 1969 om læge- og hospitalsbehandling samt dagpenge under sygdom

Afsnit I

Almindelige bestemmelser