Bekendtgørelse af europæisk konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme (* 1)

Artikel 1

For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater, skal ingen af de nedennævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver

a . forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, undertegnet i Haag den 16. december 1970,

b . forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, undertegnet i Montreal den 23. september 1971,

c . grove forbrydelser, der indebærer angreb mod internationalt beskyttede personers, herunder diplomatiske repræsentanters, liv, fysiske integritet eller frihed,

d . forbrydelser, der indebærer bortførelse, gidseltagning eller grov, ulovlig frihedsberøvelse,

e . forbrydelser, der indebærer anvendelse af bomber, granater, raketter, automatiske skydevåben eller brev- eller pakkebomber, såfremt anvendelsen heraf rummer fare for personer,

f . forsøg på at begå nogen af de ovennævnte forbrydelser eller medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.

Artikel 2

1. For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater kan en kontraherende stat bestemme, at andre grove voldshandlinger - end de, der er omfattet af artikel 1 - mod en persons liv, fysiske integritet eller frihed ikke skal anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

2. Det samme skal gælde grove forbrydelser mod formuegoder, der ikke er omfattet af artikel 1, hvis handlingen har medført kollektiv fare for personer.

3. Det samme skal gælde forsøg på at begå nogen af de ovennævnte forbrydelser eller medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.

Artikel 3

Bestemmelserne i samtlige udleveringstraktater og -ordninger mellem de kontraherende stater, herunder den europæiske konvention om udlevering, er herved ændret i forholdet mellem de kontraherende stater i det omfang, sådanne bestemmelser er uforenelige med denne konvention.

Artikel 4

I det omfang nogen af de i artiklerne 1 og 2 nævnte forbrydelser ikke er anført blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering, i nogen mellem kontraherende stater gældende udleveringskonvention eller - traktat, skal disse forbrydelser med henblik på denne konventions anvendelse anses som værende anført deri.

Artikel 5

Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til udlevering, hvis den stat, over for hvilken begæring om udlevering er fremsat, har vægtige grunde til at antage, at begæringen om udlevering for en i artikel 1 eller 2 nævnt forbrydelse er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af hans race, religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes stilling kan blive forringet af disse grunde.

Artikel 6

1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for enhver af de i artikel 1 nævnte forbrydelser i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på statens territorium, og staten ikke udleverer ham efter at have modtaget en begæring om udlevering fra en kontraherende stat, hvis jurisdiktion bygger på en jurisdiktionsregel, som også findes i den anmodede stats lovgivning.

2. Konventionen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 7

En kontraherende stat, på hvis område der antræffes en person, som mistænkes for at have begået en af de i artikel 1 nævnte forbrydelser, og som har modtaget en begæring om udlevering, der opfylder de i artikel 6, stk. 1, nævnte betingelser, skal, hvis den ikke udleverer den pågældende, uden nogen som helst undtagelse og uden unødigt ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på strafforfølgning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden lovovertrædelse af grov karakter.

Artikel 8

1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig gensidig bistand i straffesager i forbindelse med strafforfølgning vedrørende de i artiklerne 1 og 2 nævnte forbrydelser. Den anmodede stats lovgivning vedrørende gensidig bistand i straffesager finder herved undtagelsesfrit anvendelse. Dog må denne bistand ikke nægtes alene af den grund, at det drejer sig om en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

2. Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til gensidig bistand, hvis den anmodede stat har vægtige grunde til at antage, at anmodningen om gensidig bistand i forbindelse med en i artikel 1 eller 2 nævnt forbrydelse er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af hans race, religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes stilling kan blive forringet af disse grunde.

3. Bestemmelserne i samtlige traktater og ordninger vedrørende gensidig bistand i straffesager mellem de kontraherende stater, herunder den europæiske konvention om gensidig bistand i straffesager, er herved ændret i forholdet mellem de kontraherende stater i det omfang, sådanne bestemmelser er uforenelige med denne konvention.

Artikel 9

1. Den europæiske kriminalkomitee skal holdes underrettet om denne konventions anvendelse.

2. Komiteeen skal i videst muligt omfang søge at fremme en fredelig løsning af enhver vanskelighed, som måtte opstå ved konventionens virke.

Artikel 10

1. Enhver uoverensstemmelse mellem de kontraherende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke er løst inden for rammerne af artikel 9, stk. 2, skal, hvis det begæres af en af tvistens parter, henvises til voldgift. Hver part skal udpege en voldgiftsmand, og de to voldgiftsmænd skal udpege en opmand. Såfremt en af parterne ikke har udpeget sin voldgiftsmand senest 3 måneder efter, at anmodningen om voldgift er fremsat, skal denne voldgiftsmand efter anmodning af den anden part udpeges af præsidenten for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Såfremt præsidenten er statsborger i en af de stater, som er part i tvisten, skal voldgiftsmanden udpeges af Domstolens vicepræsident eller, dersom vicepræsidenten er statsborges i en af de stater, som er part i tvisten af den af Domstolens dommere, som har størst anciennitet, og som ikke er statsborger i nogen af de stater, som er part i tvisten. Samme fremgangsmåde skal benyttes, hvis voldgiftsmændene ikke kan enes om valg af opmand.

2. Voldgiftsretten fastsætter selv sit procesreglement. Voldgiftsrettens afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. Dens kendelser er endelige.

Artikel 11

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.

2. Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det tredje ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

3. For en signatarstat, der senere ratificerer, accepterer eller godkender konventionen, træder denne i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af dens ratifikations- accept- eller godkendelsesinstrument.

Artikel 12

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet angive, på hvilket territorium eller hvilke territorier denne konvention finder anvendelse.

2. Enhver stat kan ved deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet eller på et hvilket som helst senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets generalsekretær udstrække denne konvention til et eller flere andre territorier, som er angivet i erklæringen, og for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig, eller på hvis vegne den er bemyndiget til at indgå forpligtelser.

3. Enhver erklæring, der er afgivet i medfør af stk. 2, kan, for så vidt angår ethvert i erklæringen nævnt territorium, tilbagekaldes ved meddelelse til Europarådets generalsekretær. Sådan tilbagekaldelse træder i kraft straks eller fra det senere tidspunkt, som måtte være angivet i meddelelsen.

Artikel 13

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet erklære, at den forbeholder sig retten til at nægte udlevering for så vidt angår enhver i artikel 1 nævnt forbrydelse, som den anser for at være en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver, forudsat at den påtager sig i sin vurdering af forbrydelsens karakter at lægge behørig vægt på alle særligt alvorlige omstændigheder ved forbrydelsen, herunder

a. at forbrydelsen har medført kollektiv fare for personers liv, fysiske integritet eller frihed, eller

b . at forbrydelsen har berørt personer, som er uvedkommende i forhold til dens motiver, eller

c . at grusomme eller afskyelige midler har været taget i brug ved forbrydelsens udførelse.

2. Et forbehold i medfør af stk. 1 kan af den pågældende stat tilbagekaldes helt eller delvis ved erklæring til Europarådets generalsekretær. Erklæringen træder i kraft på datoen for dens modtagelse.

3. En stat, som har taget forbehold i medfør af stk. 1, kan ikke forlange, at nogen anden stat skal anvende artikel 1; dog kan en stat, hvis forbehold er delvist eller betinget, forlange artikel 1 anvendt i det omfang, den selv har godkendt artikel 1.

Artikel 14

Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til Europarådets generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft straks eller fra det senere tidspunkt, som måtte være angivet i meddelelsen.

Artikel 15

Denne konvention ophører med at have retsvirkninger i forhold til enhver kontraherende stat, som trækker sig tilbage fra eller ophører med at være medlem af Europarådet.

Artikel 16 Europarådets generalsekretær underretter Rådets medlemsstater om

a. enhver undertegnelse;

b. enhver deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument;

c. enhver ikrafttræden af denne konvention i medfør af artikel 11;

d.

enhver erklæring eller meddelelse modtaget i henhold til artikel 12;

e. ethvert forbehold i henhold til artikel 13, stk. 1; f.

tilbagekaldelse af ethvert forbehold i henhold til artikel 13, stk. 2;

g. enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel 14 og datoen for opsigelsens ikrafttræden;

h. ethvert ophør af konventionens virkninger i henhold til artikel 15.

Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 27. januar 1977 med engelsk og fransk tekst, som begge har samme gyldighed, i et eksemplar, som skal opbevares i Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftede kopier til hver af signatarstaterne.

(Underskrifter)

Efter at det i artikel 11, stk. 2, foreskrevne vilkår var blevet opfyldt, trådte konventionen i kraft den 4. august 1978 for følgende lande

Østrig

Sverige

Forbundrepublikken Tyskland.

Endvidere har Storbritannien ratificeret konventionen med virkning fra den 25. oktober 1978.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos Europarådets generalsekretær den 27. juni 1978, og konventionen trådte i medfør af artikel 11, stk. 3, i kraft for Danmarks vedkommende den 28. september 1978.

Ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet afgav Danmark en erklæring om, at konventionen indtil videre ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Danmark og Sverige har taget forbehold i medfør af artikel 13 om ret til at nægte udlevering for så vidt angår enhver i artikel 1 nævnt forbrydelse, som man anser for at være en politisk forbrydelse.

Storbritannien har i medfør af artikel 12, stk. 1, afgivet en erklæring om, at konventionen også finder anvendelse for så vidt angår øerne Jersey, Guernsey og Man.

Udenrigsministeriet, den 2. november 1978.

Henning Christophersen

Bekendtgørelse af europæisk konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme (* 1)

Ved kgl. resolution af 7. juni 1978 har Danmark ratificeret en i Strasbourg den 27. januar 1977 vedtaget konvention om bekæmpelse af terrorisme.

Konventionen har følgende ordlyd: Oversættelse.

EUROPÆISK KONVENTION OM BEKÆMPELSE AF TERRORISME

Undertegnede medlemmer af Europarådet, er

i betragtning af, at Europarådet har til formål at tilvejebringe større enhed mellem sine medlemmer,

idet de er opmærksomme på den voksende bekymring forårsaget af stigningen i antallet af terrorhandlinger,

idet de ønsker at tage effektive forholdsregler til sikring af, at gerningsmændene til sådanne handlinger ikke undslipper retsforfølgning og straf,

idet de er overbevist om at udlevering er et særlig effektivt middel til opnåelse af dette resultat,

blevet enige om følgende