Legislator Case Law & Legislation
L19780004164 DK

Bekendtgørelse af aftale af 15. november 1973 om fredning af isbjørne.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1978 41 Valid

Bekendtgørelse af aftale af 15. november 1973 om fredning af isbjørne.

Ved kgl. resolution af 9. december 1977 har Danmark ratificeret en i Oslo den 15. november 1973 undertegnet aftale om fredning af isbjørne.

Aftalen har følgende ordlyd

Oversættelse.

AFTALE OM FREDNING AF ISBJØRNE

REGERINGERNE i Canada, Danmark, Norge, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker og Amerikas forenede Stater, som

ERKENDER det særlige ansvar og den særlige interesse, der består for staterne i de arktiske egne med hensyn til beskyttelsen af de arktiske egnes fauna og flora,

ERKENDER, at isbjørnen er en af de arktiske egnes betydningsfulde ressourcer, som kræver yderligere beskyttelse,

HAR BESLUTTET, at en sådan beskyttelse bør opnås gennem samordnede nationale foranstaltninger, som træffes af staterne i de arktiske egne,

ØNSKER at tage omgående skridt til gennemførelse af yderligere frednings- og forvaltningsforanstaltninger,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE

Artikel I

1. Isbjørnefangst er forbudt undtagen i de i artikel III anførte tilfælde.

2. I denne aftale omfatter udtrykket »fangst« jagt, drab og tilfangetagelse.

Artikel II

Hver af de kontraherende parter skal træffe fornødne foranstaltninger til beskyttelse af de økologiske systemer, som isbjørnen er en del af, med opmærksomheden særligt rettet mod biologiske faktorer såsom tilholdssteder, ædepladser og vandringsmønstre, og skal forvalte isbjørnebestanden i overensstemmelse med en sund fredningspraksis byggende på de bedste videnskabelige data, der forefindes.

Artikel III

1. Under iagttagelse af bestemmelserne i artiklerne II og IV kan hver af de kontraherende parter tillade isbjørnefangst, såfremt denne foretages

a) til bona fide videnskabelige formål eller

b) af den pågældende kontraherende part med fredningsformål for øje eller

c) for at forhindre en alvorlig forstyrrelse i forvaltningen af andre levende ressourcer, forudsat at de skind og andre værdifulde dele, der hidrører fra en sådan fangst, inddrages af den pågældende kontraherende part selv, eller

d) af lokalbefolkningen ved anvendelse af traditionelle metoder under udøvelsen af dennes traditionelle rettigheder og i overensstemmelse med den pågældende kontraherende stats lovgivning eller

e) overalt hvor isbjørne er eller kan være blevet fanget ved traditionelle midler af den pågældende kontraherende stats indbyggere.

2. Skind og andre dele af værdi, der hidrører fra fangster, som omhandlet i denne artikels stk. 1 b) og c), må ikke gøres til genstand for kommerciel udnyttelse.

Artikel IV

Det skal være forbudt at anvende flyvemaskiner og større motoriserede fartøjer ved isbjørnefangst, medmindre gennemførelsen af et sådant forbud er uforeneligt med lovgivningen i den pågældende stat.

Artikel V

Hver kontraherende part skal forbyde, at isbjørne, der er fanget i modstrid med denne aftale, eller enhver del eller ethvert produkt hidrørende fra sådan fangst udføres fra, indføres i, leveres til og gøres til genstand for handel inden for dens territorium.

Artikel VI

1. Hver kontraherende part skal vedtage og gennemføre sådanne love og andre foranstaltninger, som er nødvendige for opfyldelsen af denne aftales formål.

2. Intet i denne aftale er til hinder for, at en kontraherende part opretholder eller ændrer gældende love eller andre foranstaltninger eller gennemfører nye foranstaltninger vedrørende isbjørnefangst med henblik på at tilvejebringe en strengere kontrol end foreskrevet i denne aftale.

Artikel VII

De kontraherende parter skal gennemføre nationale forskningsprogrammer vedrørende isbjørne, især forskning i forbindelse med fredning og forvaltning af arten. De skal på hensigtsmæssig måde koordinere en sådan forskning med forskningsprogrammer, der er udført af andre parter, rådføre sig med andre parter om forvaltningen af vandrende isbjørnebestande og udveksle oplysninger om forsknings- og forvaltningsprogrammer, forskningsresultater og data om indfangne isbjørne.

Artikel VIII

Hver kontraherende part skal tage hensigtsmæssige skridt til at fremme, at statsborgere i stater, som ikke deltager i denne aftale, overholder bestemmelserne i denne aftale.

Artikel IX

De kontraherende parter skal vedblivende rådføre sig med hinanden med henblik på en yderligere beskyttelse af isbjørne.

Artikel X

1. Denne aftale står åben for undertegnelse i Oslo af regeringerne i Canada, Danmark, Norge, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker og Amerikas forenede Stater indtil den 31. marts 1974.

2. Denne aftale skal ratificeres eller godkendes af de undertegnende staters regeringer. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal snarest muligt deponeres hos Norges regering.

3. Denne aftale står åben for tiltrædelse af de i denne artikels stk. 1 nævnte regeringer. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos depositarregeringen.

4. Denne aftale træder i kraft halvfems dage efter deponeringen af det tredje ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument. Derefter træder den for en undertegnede eller tiltrædende regerings vedkommende i kraft på datoen for ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentets deponering.

5. Denne aftale forbliver foreløbig i kraft i et tidsrum af fem år fra datoen for dens ikrafttræden, og medmindre en kontraherende stat i løbet af denne periode anmoder om, at aftalen ophører ved periodens udløb, forbliver den i kraft derefter.

6. Efter anmodning til depositarregeringen fra en af de i denne artikels stk. 1 nævnte regeringer skal der holdes samråd med henblik på indkaldelse af repræsentanter for de fem regeringer til et møde til overvejelse af revision eller ændring af denne aftale.

7. Enhver kontraherende stat kan ved skriftlig meddelelse til depositarregeringen opsige denne aftale på et hvilket som helst tidspunkt fem år efter denne aftales ikrafttræden. Opsigelsen får tidligst virkning tolv måneder efter depositarregeringens modtagelse af meddelelsen.

8. Depositarregeringen skal underrette de i denne artikels stk. 1 nævnte regeringer om deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om denne aftales ikrafttræden og om modtagelsen af meddelelser om opsigelse samt om alle andre særlige meddelelser i henhold til denne aftale fra en kontraherende stat.

9. Originaleksemplaret af denne aftale skal deponeres hos Norges regering, som skal udlevere bekræftede genparter deraf til hver af de i denne artikels st. 1 nævnte regeringer.

10. Depositarregeringen skal fremsende bekræftede genparter af denne aftale til De forenede Nationers generalsekretær med henblik på registrering og offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede Nationers pagt.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt befuldmægtigede dertil af deres regeringer, underskrevet denne aftale.

UDFÆRDIGET i Oslo den femtende november 1973 på engelsk og russisk, idet begge tekster har samme gyldighed.

(Underskrifter)

Aftalen trådte i medfør af artikel X, stk. 4, i kraft den 26. maj 1976 for Canada, Norge og Sovjetunionen og den 1. november 1976 for Amerikas forenede Stater.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes i det norske udenrigsministerium 25. januar 1978, på hvilken dato aftalen i medfør af Artikel X, stk. 4, trådte i kraft for Danmark.

Udenrigsministeriet, den 28. juni 1978.

Anker Jørgensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →