Bekendtgørelse af konvention af 14. december 1973 om forebyggelse af og Straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede Personer herunder diplomatiske repræsentanter (* 1)

Artikel 1

I denne konvention

1. betyder »internationalt beskyttet person«

a) et statsoverhoved, herunder et medlem af et kollegialt organ, der udøver et statsoverhoveds funktioner i henhold til den pågældende stats forfatning, en regeringschef eller en udenrigsminister, når som helst en sådan person befinder sig i en fremmed stat, samt medlemmer af hans familie, som ledsager ham

b) enhver repræsentant for eller embedsmand i en stat eller enhver embedsmand i eller anden befuldmægtiget for en international organisation af mellemstatlig karakter, som på det tidspunkt og på det sted, hvor der begås en forbrydelse mod hans person, hans tjenestested, hans privatbolig eller hans transportmiddel, har krav på særlig beskyttelse i henhold til folkeretten mod ethvert angreb på hans person, frihed eller værdighed, samt medlemmer af hans familie, som hører til hans husstand;

2. betyder »formodet gerningsmand« en person, mod hvem der er tilstrækkeligt bevis til prima facie at fastslå, at han har begået eller medvirket til en eller flere af de i artikel 2 nævnte forbrydelser.

Artikel 2

1. Følgende forsætlige handlinger

a) manddrab, bortførelse eller andet angreb på en internationalt beskyttet persons legeme eller frihed;

b) voldshandling mod en internationalt beskyttet persons tjenestested, privatbolig eller transportmiddel, som må antages at bringe hans person eller frihed i fare;

c) trussel om at foretage et sådant angreb;

d) forsøg på at foretage et sådant angreb; og

e) medvirken til foretagelse af sådanne angreb skal gøres strafbare i henhold til hver af de deltagende staters nationale lovgivning.

2. Enhver deltagende stat skal fastsætte passende straffe for de nævnte forbrydelser under hensyntagen til deres alvorlige karakter.

3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 påvirker ikke de deltagende staters forpligtelser til i henhold til folkeretten at træffe alle egnede foranstaltninger til forebyggelse af andre angreb på en internationalt beskyttet persons legeme, frihed eller værdighed.

Artikel 3

1. Enhver deltagende stat skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for de i artikel 2 nævnte forbrydelser i følgende tilfælde

a) når forbrydelsen er begået inden for den pågældende stats område eller om bord på et skib eller et luftfartøj, der er indregistreret i den stat;

b) når den formodede gerningsmand er statsborger i den stat;

c) når forbrydelsen er begået mod en internationalt beskyttet person som defineret i artikel 1, der har status som sådan i kraft af et hverv, han udøver på denne stats vegne.

2. Enhver deltagende stat skal endvidere træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for de nævnte forbrydelser, såfremt den formodede gerningsmand befinder sig på statens område, og staten ikke i medfør af artikel 8 udleverer ham til en af de i stk. 1 nævnte stater.

3. Denne konvention udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 4

De deltagende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af de i artikel 2 nævnte forbrydelser, navnlig ved

a) at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger for at forebygge, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at begå nogen af de nævnte forbrydelser inden eller uden for deres områder;

b) udveksle oplysninger og samordne gennemførelsen af administrative og andre foranstaltninger, som er egnede til at forebygge, at der begås sådanne forbrydelser.

Artikel 5

1. Den deltagende stat, i hvilken en af de i artikel 2 nævnte forbrydelser er begået, skal, hvis den har grund til at antage, at en formodet gerningsmand er flygtet fra dens område, meddele alle andre berørte stater, direkte eller gennem De forenede Nationers generalsekretær, alle omstændigheder af betydning vedrørende den begåede forbrydelse og alle foreliggende oplysninger om den formodede gerningsmands identitet.

2. Når en af de i artikel 2 nævnte forbrydelser er begået mod en internationalt beskyttet person, skal enhver deltagende stat, der er i besiddelse af oplysninger om ofret og omstændighederne ved forbrydelsen under iagttagelse af de bestemmelser, der er foreskrevet i dens egen lovgivning, bestræbe sig for omgående at sende fuldstændige oplysninger til den deltagende stat, på hvis vegne den pågældende udøvede sit hverv.

Artikel 6

1. Når betingelserne herfor er til stede, skal den deltagende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, træffe de fornødne foranstaltninger i henhold til sin egen lovgivning for at sikre hans tilstedeværelse med henblik på strafforfølgning eller udlevering. Underretning om disse foranstaltninger skal snarest, direkte eller gennem De forenede Nationers generalsekretær, gives til

a) den stat, i hvilken forbrydelsen er begået;

b) den eller de stater, hvori den formodede gerningsmand er statsborger, eller hvis han er statsløs, på hvis område han er bosat;

c) den eller de stater, hvori den internationalt beskyttede person er statsborger, eller på hvis vegne han udøvede sit hverv;

d) enhver anden berørt stat; og

e) den internationale organisation, som den pågældende internationalt beskyttede person er tilknyttet som embedsmand eller befuldmægtiget.

2. Enhver person, over for hvem de i stk. 1 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til

a) snarest at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat, hvori han er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at varetage hans interesser, eller, hvis han er statsløs, som han anmoder om, og som er villig til at varetage hans interesser; og

b) at modtage besøg af en repræsentant for denne stat.

Artikel 7

Den deltagende stat, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, skal, hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse og uden unødigt ophold forelægge sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin egen lovgivning.

Artikel 8

1. I det omfang de i artikel 2 nævnte forbrydelser ikke er optaget som forbrydelser, der kan medføre udlevering i henhold til en gældende udleveringstraktat mellem de deltagende stater, skal de anses for optaget heri som sådanne. De deltagende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de senere måtte afslutte med hinanden, at optage disse forbrydelser blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

2. Hvis en deltagende stat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat, med hvilken den ikke har afsluttet udleveringstraktat, kan den, hvis den beslutter sig til at udlevere, betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering i anledning af disse forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de processuelle regler og andre bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Deltagende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de omhandlede fortrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering, i overensstemmelse med de processuelle regler og andre bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem de deltagende stater, skal enhver af de nævnte forbrydelser anses som begået ikke blot der, hvor den fandt sted, men også i de stater, som ifølge artikel 3. stk. 1 skal kunne udøve jurisdiktion over for forbrydelserne.

Artikel 9

Der skal sikres enhver, der retsforfølges for nogen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser, en retfærdig behandling på ethvert stadium af retssagen.

Artikel 10

1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i forbindelse med retsforfølgning i anledning af de forbrydelser, der er nævnt i artikel 2, herunder udlevere alt bevismateriale, som er nødvendigt for retssagen, og som de har rådighed over.

2. Bestemmelserne i stk. 1 påvirker ikke forpligtelser om gensidig retshjælp i henhold til andre traktater.

Artikel 11

Den deltagende stat, hvor en formodet gerningsmand strafforfølges, skal give underretning om sagens endelige udfald til De forenede Nationers generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til de øvrige deltagende stater.

Artikel 12

Bestemmelserne i denne konvention påvirker ikke anvendelsen af de traktater om asyl, der er gældende på tidspunktet for denne konventions vedtagelse, mellem stater, der deltager i disse traktater; dog kan en stat, der deltager i denne konvention, ikke påberåbe sig disse traktater over for en anden deltagende stat, som ikke deltager i disse traktater.

Artikel 13

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere deltagende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem parterne om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af parterne henvise tvisten til Den internationale Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.

2. Enhver deltagende stat kan ved undertegnelse eller ratifikation af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelserne i stk. 1. De øvrige deltagende stater skal ikke være bundet af stk. 1 over for en deltagende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. Enhver deltagende stat, der har taget et forbehold i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 14

Denne konvention står åben for undertegnelse for alle stater indtil den 31. december 1974 i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel 15

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 16

Denne konvention forbliver åben for tiltrædelse af enhver stat. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 17

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 22. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft den 30. dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 18

1. Enhver deltagende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning seks måneder efter den dato, da De forenedeNationers generalsekretær har modtaget meddelelsen.

Artikel 19

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette samtlige stater bl.a. om

a) enhver undertegnelse af denne konvention og enhver deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i henhold til artiklerne 14, 15 og 16 samt enhver meddelelse i henhold til artikel 18;

b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 17.

Artikel 20

Originaleksemplaret af denne konvention, hvoraf de kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf til samtlige stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der har behørig fuldmagt dertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention, der blev åbnet for undertegnelse i New York den 14.december 1973.

(Underskrifter)

Danmark deponerede sit ratifikationsinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær den 1. juli 1975, og konventionen trådte i medfør af artikel 17, stk.1 i kraft den 20. februar 1977 for Danmark og følgende lande: Amerikas forenede Stater, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Canada, Chile, Cypern, Equador, Ghana, Jugoslavien, Liberia, Den mongolske Folkerepublik, Nicaragua, Pakistan, Paraguay, Philippinerne, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tunesien, Den tyske demokratiske Republik, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn.

Ved ratifikationen afgav Danmark en erklæring om at konventionen indtil videre ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Følgende lande har taget forbehold over for artikel 13, stk.1: Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Ghana, Den mongolske Folkerepublik, Pakistan, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Tjekkoslovakiet, Tunesien, Den tyske demokratiske Republik, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn.

Endvidere har følgende lande med virkning fra de vedføjede datoer tiltrådt konventionen

Forbundsrepublikken Tyskland (inkl.Land Berlin)..24.februar 1977

Malawi.......................................13. april 1977.

Malawi har ligeledes taget forbehold over for artikel 13, stk. 1.

Udenrigsministeriet, den 14.oktober 1977.

Lise Østergaard.

Bekendtgørelse af konvention af 14. december 1973 om forebyggelse af og Straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede Personer herunder diplomatiske repræsentanter (* 1)

Ved kgl.resolution af 17.juni 1975 har Danmark ratificeret den i New York den 14.december 1973 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter.

Konventionen har følgende ordlyd (den franske, kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her)

Oversættelse

KONVENTION

om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter

Stater, der deltager i denne konvention, er,

i bevidstheden om de mål og principper med hensyn til opretholdelse af mellemfolkelig fred og fremme af venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne, som er indeholdt i De forenede Nationers pagt,

i betragtning af, at forbrydelser rettet mod diplomatiske repræsentanter og andre internationalt beskyttede personers sikkerhed udgør en alvorlig trussel mod opretholdelsen af normale internationale forbindelser, som er nødvendige for samarbejde mellem staterne,

i forvisning om, at udførelsen af sådanne forbrydelser giver anledning til alvorlig bekymring i det mellemfolkelige samfund,

i den overbevisning, at der er et påtrængende behov for at indføre egnede og effektive foranstaltninger med henblik på forebyggelse af og straf for sådanne forbrydelser,

blevet enige om følgende