Bekendtgørelse af overenskomst af 27. februar 1977 med Kuwait om gensidig fritagelse for beskatning af luftfartsindtægter.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 27. februar 1977 med Kuwait om gensidig fritagelse for beskatning af luftfartsindtægter.
Ved noteveksling i Kuwait den 27. november 1976 og den 27. februar 1977 har Danmark og Kuwait indgået en overenskomst om gensidig fritagelse for beskatning af luftfartsindtægter. De udvekslede noter har følgende ordlyd
KONGELIGE DANSK AMBASSADE
Deres Excellence,
Jeg har den ære at henvise til nylig stedfundne samtaler mellem repræsentanter for Kongeriget Danmarks og Staten Kuwaits regeringer vedrørende gensidig skattefritagelse for så vidt angår luftfart i international trafik. Som et resultat af disse samtaler er følgende aftalt
1) Kongeriget Danmarks regering erklærer i overensstemmelse med sine relevante love og bestemmelser på basis af gensidighed, at kuwaitiske selskaber, der driver international lufttrafik, i Danmark er fritaget for al indkomstskat og skat af indtægter hidrørende derfra. Denne fritagelse gælder også for løsøre, herunder luftfartøjer, der anvendes af sådanne selskaber.
2) Staten Kuwaits regering erklærer i overensstemmelse med sine relevante love og bestemmelser på basis af gensidighed, at danske selskaber, der driver international lufttrafik, i Kuwait er fritaget for al indkomstskat og skat af indtægter hidrørende derfra. Denne fritagelse gælder også for løsøre, herunder luftfartøjer, der anvendes af sådanne selskaber.
Bestemmelserne i dette stykke finder bl.a. anvendelse på fortjeneste oppebåret af det fælles dansk-svensk-norske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), men kun for så vidt angår den fortjeneste, der oppebæres af Det Danske Luftfartselskab (DDL), den danske deltager i Scandinavian Airlines System (SAS), i forhold til dets andel i dette konsortium.
3) Fritagelserne ifølge bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder også anvendelse, hvor danske og kuwaitiske civile luftfartsselskaber deltager i en »pool«, et fællesforetagende eller en international virksomhed, der driver international lufttrafik. I sådanne tilfælde skal den i medfør af bestemmelserne i stk. 1 og 2 omhandlede skattefrihed kun gælde sådan indkomst og kapital, der vedrører den andel, som tilhører en person eller et selskab hjemmehørende i Kongeriget Danmark og Staten Kuwait.
4) Udtrykket »der driver international lufttrafik« vedrører erhvervsmæssig person- eller godstransport udført af ejeren, befragteren eller lejeren af et luftfartøj.
5) Udtrykket »danske selskaber« vedrører selskaber, der driver international lufttrafik, og hvis hovedkontorer er beliggende i Danmark, og som ledes enten af fysiske personer, bosiddende i Danmark og ikke i Kuwait, eller af person- eller kapitalsammenslutninger, der er stiftet i overensstemmelse med dansk lov, og som har deres sæde i Danmark og ikke Kuwait, herunder selskaber, hvori den danske stat eller regering er aktionær.
Udtrykket »kuwaitiske selskaber« vedrører selskaber, der driver international lufttrafik, og hvis hovedkontorer er beliggende i Kuwait, og som ledes enten af fysiske personer, bosiddende i Kuwait og ikke i Danmark, eller af person- eller kapitalsammenslutninger, der er stiftet i overensstemmelse med kuwaitisk lov, og som har deres sæde i Kuwait og ikke i Danmark, herunder selskaber, hvori den kuwaitiske stat eller regering er aktionær.
6) Fritagelsen for skat i henhold til ovenstående stk. 1, 2 og 3 gælder for indkomst og kapital i skatteperioder, skatteår eller regnskabsår, der begynder den 1. januar 1976 eller derefter.
7) Hver af de to regeringer kan med seks måneders skriftligt varsel opsige denne overenskomst over for den anden regering. I så fald skal overenskomsten ophøre med at have virkning for skatteperioder, skatteår eller regnskabsår, som begynder den første januar, der følger efter udløbet af den seks måneders periode, eller senere.
Hvis Deres Excellence på Deres regerings vegne ville bekræfte, at foranstående aftale kan accepteres af Staten Kuwaits regering, forslås det, at denne note tillige med Deres Excellencessvarnote skal udgøre en overenskomst om dette emne, som træder i kraft på datoen for Deres Excellences svarnote.
Jeg benytter denne lejlighed til på ny at forsikre Deres Excellence om min mest udmærkede højagtelse.
Kuwait, den 27. 11.1976.
Jeg forbliver med venlig hilsen Deres hengivne
Per Skovgaard Andersen
Charge d'affaires a.i.
H.E. udenrigsminister
Shakh Sabah Al-Ahmed Al-Jaber Al-Sabah,
Staten Kuwait.
UDENRIGSMINISTERIET KUWAIT
Den 27. februar 1977.
Deres Excellence,
Jeg har den ære at henvise til Deres brev af 27. november 1976, der lyder som følger
(her følger teksten til foranstående brev)
Som svar vil jeg gerne bekræfte Staten Kuwaits regerings accept af de deri indeholdte forslag og er enig i, at Deres brev tillige med nærværende svar udgør en overenskomst om emnet mellem vore to regeringer, der træder i kraft på datoen for min svarnote.
Modtag, Deres Excellence, forsikringerne om min mest udmærkede højagtelse.
Sabah Al-Ahmed Al-Jaber Al-Sabah
Staten Kuwaits
Udenrigsminister
H.E. Per Skovgaard Andersen
Charge d'affaires a.i.,
Den kongelige danske Ambassade,
Kuwait.
Udenrigsministeriet, den 13. september 1977.
K.B. Andersen.
Ingen