Legislator Case Law & Legislation
L19760004364 DK

Bekendtgørelse af protokol af 12. juni 1973 til overenskomsten af 23. november 1957 om flygtninge-søfolk. (* 1) (* 2)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1976 43 Valid

Bekendtgørelse af protokol af 12. juni 1973 til overenskomsten af 23. november 1957 om flygtninge-søfolk. (* 1) (* 2)

Ved kgl. resolution af 4. december 1973 har Danmark ratificeret en til overenskomsten af 23. november 1957 om flygtninge-søfolk (udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 17. september 1963, Lovtidende C) knyttet protokol af 12. juni 1973.

Protokollen har følgende ordlyd

Protokol vedrørende flygtninge-søfolk

De kontraherende parter i denne protokol er i betragtning af, at anvendelsen af den i Haag den 23. november 1957 undertegnede overenskomst angående flygtninge-søfolk (i det følgende betegnet som overenskomsten) er tæt knyttet til anvendelsen af den i Geneve den 28. juli 1951 undertegnede konvention om flygtninges retsstilling (i det følgende betegnet som konventionen), der kun omfatter de personer, der er blevet flygtninge som følge af begivenheder indtrådt før den 1. januar 1951,

i betragtning af, at nye flygtningesituationer er opstået, siden konventionen blev vedtaget, og at det er ønskeligt, at alle flygtninge, der omfattes af konventionens definition, bør nyde samme retsstilling uanset skæringsdagen den 1. januar 1951, samt at en protokol vedrørende flygtninges retsstilling med dette formål den 31. januar 1967 i New York blev åbnet for tiltrædelse,

i ønsket om at skabe en lignende ordning for flygtninge-søfolk, blevet enige om følgende

Artikel I

1) De kontraherende parter i denne protokol forpligter sig til at anvende overenskomstens artikler 2 og 4-13 inklusive på de nedenfor definerede flygtninge-søfolk.

2) I denne protokol skal udtrykket »flygtninge-søfolk« forstås som enhver person, der, samtidig med at han er flygtning i overensstemmelse med definitionen i artikel 1, stk. 2 i protokollen af 31. januar 1967 vedrørende flygtninges retsstilling, tjener som søfarende i en hvilken som helst egenskab om bord på et handelsskib eller sædvanligvis ernærer sig som søfarende om bord i et sådant skib.

3) Denne protokol skal anvendes uden geografisk begrænsning, idet dog deklarationer afgivet af stater, der allerede er deltagere i konventionen, i henhold til dennes artikel 1 B (1) (a) også skal være gældende i forhold til denne protokol, medmindre de er udvidet i henhold til konventionens artikel 1 B (2).

Artikel II

Enhver tvist mellem de kontraherende parter i denne protokol, som vedrører dens fortolkning eller anvendelsen af nogle af dens bestemmelser, og som ikke har kunnet bilægges ved andre midler, skal efter anmodning fra enhver af parterne i tvisten henvises til Den internationale Domstol.

Artikel III

1) Denne protokol skal stå åben for accept eller godkendelse af samtlige de regeringer, som har undertegnet overenskomsten, eller som har tiltrådt denne, og for enhver regering, der med hensyn til flygtninge-søfolk påtager sig de af konventionens artikel 28 flydende forpligtelser eller tilsvarende forpligtelser.

2) Accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos

Kongeriget Nederlandenes regering.

Artikel IV

1) Denne protokol træder i kraft på den halvfemsindsindstyvende dag efter deponeringen af det ottende accept- eller godkendelsesinstrument.

2) For enhver regering, der accepterer eller godkender denne protokol efter deponeringen af det ottende accept- eller godkendelsesinstrument, træder protokollen i kraft på den dato, da den pågældende regering deponerer sit accept- eller godkendelsesinstrument.

Artikel V

1) Enhver regering kan samtidig med deponeringen af sit accept- eller godkendelsesinstrument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt erklære, at denne protokol skal omfatte ethvert territorium eller territorier, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig, forudsat at den i forhold til dette eller disse områder har påtaget sig de i artikel III, stk. 1 omhandlede forpligtelser.

2) En sådan udvidelse skal ske ved meddelelse rettet til Kongeriget Nederlandenes regering.

3) Udvidelsen gælder fra og med den halvfemsindstyvende dag, efter at meddelelsen er modtaget af Kongeriget Nederlandenes regering, dog ikke inden den dato, hvor protokollen træder i kraft for den pågældende regering i medfør af artikel IV.

Artikel VI

1) Enhver kontraherende part kan når som helst opsige denne protokol ved en til Kongeriget Nederlandenes regering rettet meddelelse.

2) Opsigelsen får gyldighed et år efter den dag, på hvilken meddelelsen blev modtaget af Kongeriget Nederlandenes regering. I tilfælde af at denne protokol er blevet opsagt af en kontraherende part, kan en hvilken som helst anden kontraherende part efter at have rådført sig med de øvrige parter opsige protokollen med virkning fra samme dato under forudsætning af, at der gives mindst seks måneders varsel.

Artikel VII

1) En kontraherende part, som har givet meddelelse i henhold til artikel V, kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en meddelelse rettet til Kongeriget Nederlandenes regering erklærer, at denne protokol skal ophøre med at finde anvendelse på det eller de i meddelelsen angivne områder.

2) Denne protokol skal ophøre med at finde anvendelse på det eller de pågældende områder et år efter den dato, på hvilken meddelelsen blev modtaget af Kongeriget Nederlandenes regering.

Artikel VIII

Kongeriget Nederlandenes regering skal underrette alle de regeringer, som har undertegnet eller tiltrådt overenskomsten, samt alle andre regeringer, som har accepteret eller godkendt denne protokol, om deponeringer og meddelelser i i henhold til artiklerne III, V, VI og VII.

Artikel IX

Et eksemplar af denne protokol, hvis engelske og franske tekster skal have samme gyldighed, undertegnet af Kongeriget Nederlandenes udenrigsminister, skal deponeres i Kongeriget Nederlandenes regerings arkiv, hvilken regering skal tilstille bekræftede genparter heraf til de i artikel VIII nævnte regeringer.

I overensstemmelse med protokollens artikel IX har jeg påført min underskrift den 12. juni 1973.

M. VAN DER STOEL.

Kongeriget Nederlandenes udenrigsminister

Protokollen trådte i medfør af artikel IV, stk. 1 i kraft den 30. marts 1975 for Danmark og følgende lande

Australien, Canada, Marokko, Nederlandene, Norge, Schweiz, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Sverige.

Marokko har tiltrådt protokollen med forbehold af, at opståede tvister kun kan indbringes for Den internationale Domstol, hvis der er enighed herom mellem alle interesserede parter.

Frankrig har tiltrådt protokollen med virkning fra 16. juli 1975 med forbehold om, at Frankrig ikke er bundet af protokollens artikel II, og at tvister vedrørende protokollens fortolkning eller anvendelse, som ikke kan bilægges på anden måde, kun skal forelægges for Den internationale Domstol, hvis tvistens parter er enige herom.

Endvidere har Forbundsrepublikken Tyskland (inkl, Land Berlin) tiltrådt protokollen med virkning fra 13. august 1975.

Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands regering har meddelt, at den med virkning fra 10. marts 1975 har udstrakt protokollens gyldighed til Kanaløerne, Man, Falkland-øerne, St. Helena, St. Vincent, Seychellerne, Montserrat, St. Lucia og Jomfru-øerne, med virkning fra 15. april 1975 til Brunei og Dominica og fra 5. maj 1975 til Belize og Salomon-øerne.

Udenrigsministeriet, den 24. maj 1976.

K. B. Andersen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →