Bekendtgørelse af overenskomst af 21. marts 1975 med Sri Lanka om et dansk statslån.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 21. marts 1975 med Sri Lanka om et dansk statslån.
Den 21. marts 1975 undertegnedes i Colombo mellem Danmark og Sri Lanka følgende overenskomst med dertil hørende brevveksling om et dansk statslån til Sri Lanka
OVERENSKOMST
mellem Danmarks regering og Sri Lankas regering om et dansk statslån til Sri Lanka
Danmarks regering og Sri Lankas regering, som ønsker at styrke det traditionelle samarbejde og de venskabelige forbindelser mellem deres lande, er blevet enige om, at der som et bidrag til Sri Lankas økonomiske udvikling skal ydes et dansk statslån til Sri Lanka i overensstemmelse med følgende bestemmelser i denne overenskomst og de vedføjede tillæg, der betragtes som en integrerende del af overenskomsten
Artikel I
Lånet
Danmarks regering (i det følgende benævnt långiveren) vil stille et lån på 20 (tyve) millioner danske kroner til rådighed for Sri Lankas regering (i det følgende benævnt låntageren) til de i artikel VI i denne overenskomst omhandlede formål.
Artikel II
Lånekontoen
Stk. 1: En konto betegnet »lånekonto nr. 3 for Sri Lankas regering« (i det følgende benævnt »lånekontoen«) vil efter låntagerens anmodning blive åbnet i Danmarks Nationalbank (som handler på långiverens vegne) til fordel for Central Bank of Ceylon (som handler på låntagerens vegne). Långiveren vil sikre, at der altid er tilstrækkelige midler til rådighed på lånekontoen til at sætte låntageren i stand til at præstere rettidig betaling for leverancer inden for lånebeløbet.
Stk. 2: Låntageren (eller Central Bank of Ceylon) skal på de i denne overenskomst fastsatte vilkår være berettiget til på lånekontoen at trække de beløb, der er nødvendige til betaling for kapitaludstyr eller tjenesteydelser, som tilvejebringes i medfør af lånet.
Artikel III
Rentefod
Lånet er rentefrit.
Artikel IV
Tilbagebetalinger
Stk. 1. - Låntageren skal tilbagebetale lånet i halvtreds halvårlige afdrag, hvert på 400.000 danske kroner, første gang den 1. april 1985 og sidste gang den 1. oktober 2009.
Stk. 2. Hvis lånet ikke udnyttes fuldt ud i overenstemmelse med bestemmelserne i artikel VI, stk. 9, skal der træffes indbyrdes aftale om en ændret tidsplan for tilbagebetalingen.
Artikel V
Betalingssted
Lånet skal af låntageren tilbagebetales til Danmarks Nationalbank i danske kroner til kredit for finansministeriets løbende konto i Danmarks Nationalbank.
Artikel VI
Lånets anvendelse
Stk. 1: Låntageren vil anvende lånet til finansiering af import fra Danmark (herunder omkostninger ved transport fra Danmark til Sri Lanka) af sådant dansk kapitaludstyr, som skal anvendes med henblik på den økonomiske udvikling i Sri Lanka. En vejledende liste over sådant udstyr indeholdes i tillæg II.
Stk. 2: Lånet kan endvidere anvendes til betaling for danske tjenesteydelser, som er nødvendige for gennemførelsen af udviklingsprojekter i Sri Lanka, herunder især til forundersøgelser i forbindelse med investeringer, udarbejdelse af projekter, til rådgivere under projekternes gennemførelse montering af anlæg eller bygninger samt teknisk og administrativ bistand under igangsætningsperioden for virksomheder, som oprettes ved hjælp af lånet.
Stk. 3: En del af lånet, dog ikke over 25 procent, kan trækkes til dækning af lokale udgifter og indkøb af kapitaludstyr, der ikke hidrører fra Danmark, i forbindelse med projekter, med hensyn til hvilke kontrakter om leverancer af dansk kapitaludstyr eller danske tjenesteydelser er blevet godkendt af långiveren til finansiering i henhold til denne overenskomst. De samlede træk til finansiering af sådanne udgifter kan ikke på noget tidspunkt overstige 33 1/3 procent af det samlede beløb, for hvilket kontrakter om leverancer af dansk kapitaludstyr og danske tjenesteydelser er blevet godkendt af långiveren til finansiering i henhold til denne overenskomst.
Stk. 4: Alle kontrakter, der finansieres i medfør af lånet, skal godkendes af låntageren og långiveren.
Stk. 5: Långiverens godkendelse af, at en kontrakt finansieres i medfør af lånet, indebærer intet ansvar for sådanne kontrakters behørige opfyldelse.
Långiveren fralægger sig ligeledes ansvaret for den effektive udnyttelse af leverancer og tjenesteydelser, som finansieres i medfør af lånet, og for den forsvarlige drift af de projekter m. v., hvori sådanne leverancer og tjenesteydelser indgår.
Stk. 6: En kontrakt i medfør af lånet må ikke indeholde bestemmelser om særlige kreditydelser fra den danske kontraktpartner.
Stk. 7: Låneprovenuet kan kun anvendes til betaling for kapitaludstyr og tjenesteydelser, som er kontraheret efter overenskomstens ikrafttræden, medmindre andet aftales mellem låntageren og långiveren.
Stk. 8: Låneprovenuet må ikke anvendes til betaling til låntageren af nogen form for indførselstold, skatter og statslige eller andre offentlige afgifter, såsom indførselsafgifter, udligningsafgifter for indenlandske omsætningsafgifter, afgifter eller deponeringer i forbindelse med udstedelse af betalings eller indførselstilladelser.
Stk. 9: Udbetalinger fra lånekontoen kan finde sted til opfyldelse af kontrakter, der er godkendt inden for et tidsrum af tre år efter overenskomstens ikrafttræden eller et
sådant andet tidspunkt, som måtte blive aftalt indbyrdes mellem låntageren og långiveren.
Artikel VII
Ikke-diskrimination
Stk. 1: Med hensyn til tilbagebetalingen af lånet forpligter låntageren sig til ikke at give långiveren en mindre gunstig behandling end den, der gives andre udenlandske kreditorer.
Stk. 2: Alle afskibninger af kapitaludstyr, der omfattes af denne overenskomst, skal ske i overensstemmelse med princippet om skibes frie deltagelse i den internationale handel i fri og lige konkurrence.
Artikel VIII
Diverse bestemmelser
Stk. 1: Før det første træk på den i artikel II omtalte konto skal låntageren godtgøre over for långiveren, at alle forfatningsmæssige og andre vilkår fastsat i lovgivningen i låntagerens hjemland er blevet opfyldt, således at denne låneoverenskomst vil udgøre en forpligtelse, som er bindende for låntageren.
Stk. 2: Låntageren skal meddele långiveren, hvilke personer der er bemyndiget til at handle på låntagerens vegne, samt afgive bekræftede prøver på alle sådanne personers underskrifter.
Stk. 3: Alle meddelelser, anmodninger eller aftaler i medfør af denne overenskomst skal være skriftlige.
Artikel IX
Særlige bestemmelser
Lånet skal tilbagebetales uden fradrag af og fritaget for alle skatter og afgifter samt alle i medfør af låntagerens lovgivning pålagte restriktioner. Denne overenskomst skal være fritaget for alle gældende og fremtidige afgifter, som i medfør af låntagerens nugældende eller fremtidige lovgivning pålægges i forbindelse med overenskomstens udfærdigelse, indgåelse, registrering, ikrafttræden eller i øvrigt.
Artikel X
Overenskomstens varighed
Stk. 1: Denne overenskomst træder i kraft på datoen for undertegnelsen.
Stk. 2. Når lånet er blevet tilbagebetalt, træder overenskomsten straks ud af kraft.
Artikel XI
Angivelse af adresser
Følgende adresser angives for så vidt angår denne overenskomst
For låntageren
Central Bank of Ceylon,
Colombo.
Telegramadresse
CENTRABANK COLOMBO.
For långiveren med henblik på udbetalinger
Udenrigsministeriet, Afdelingen for internationalt udviklingssamarbejde, København.
Telegramadresse
ETRANGERES COPENHAGEN.
For långiveren med henblik på betaling af afdrag på lånet
Finansministeriet, København.
Telegramadresse
FINANS COPENHAGEN.
Til bekræftelse heraf har parterne gennem deres dertil behørigt befuldmægtigede repræsentanter ladet denne overenskomst undertegne i to eksemplarer på engelsk i Colombo den 21. marts 1975.
Henning Halck
Danmarks ambassadør i Sri Lanka
For Danmarks regering
H. A. de S. Gunasekera
Departementschef,
Ministeriet for planlægning og
økonomiske anliggender
For Sri Lankas regering
TILLÆG I
Følgende bestemmelser finder anvendelse på de rettigheder og forpligtelser, der følger af overenskomsten mellem Danmarks regering og Sri Lankas regering vedrørende et dansk statslån til Sri Lanka (i det følgende benævnt overenskomsten). De betragtes som en integrerende del af denne med samme gyldighed og virkning, som hvis de fuldt ud var anført deri.
Artikel I
Annullering og suspension
Stk. 1: Låntageren kan ved meddelelse til långiveren annullere ethvert lånebeløb, som låntageren ikke måtte have trukket.
Stk. 2: Såfremt låntageren gør sig skyldig i misligholdelse med hensyn til opfyldelsen af nogen forpligtelse eller aftale i medfør af overenskomsten, kan långiveren helt eller delvis suspendere låntagerens ret til at trække på lånekontoen.
Hvis den misligholdelse, der har berettiget långiveren til suspension af låntagerens trækningsret, fortsat består udover et tidsrum af tres dage efter långiverens meddelelse til låntageren om suspensionen, kan långiveren når som helst forlange den på lånekontoen trukne del af lånet tilbagebetalt straks, uanset eventuelle modsatte bestemmelser i overenskomsten, medmindre grundlaget for suspensionens iværksættelse er bortfaldet.
Stk. 3: Alle overenskomstens bestemmelser skal fortsat have fuld gyldighed og virkning uanset enhver annullering eller suspension, bortset fra hvad der udtrykkeligt er bestemt i denne artikel.
Artikel II
Afgørelse af tvister
Stk. 1: Enhver tvist, som måtte opstå mellem parterne angående fortolkningen eller gennemførelsen af nærværende overenskomst, og som ikke er bilagt ad diplomatisk vej inden for seks måneder, skal efter anmodning fra en af parterne forelægges for en voldgiftsdomstol bestående af tre medlemmer. Domstolens formand skal være statsborger i et tredjeland og skal udpeges efter indbyrdes aftale mellem parterne. Såfremt parterne ikke kan nå til enighed om udpegelsen af domstolens formand, kan hver part anmode præsidenten for Den internationale Domstol om at foretage udpegelsen. Hver part udpeger sin egen voldgiftsdommer: såfremt en part undlader at udpege en voldgiftsdommer, kan denne udpeges af domstolens formand.
Stk. 2: Hver part vil efterkomme og gennemføre de af domstolen afsagte kendelser.
TILLÆG II
Denne overenskomst finder anvendelse på danske leverancer til Sri Lanka af
i) maskiner og udstyr til det slagteriprojekt, der udføres af Sri Lanka Livestock
Development Board, og
ii) andet om hvilket der træffes indbyrdes aftale.
KONGELIG DANSK AMBASSADØR
FOR SRI LANKA
COLOMBO
Den 21. marts 1975.
Dr. H. A. de S. Gunasekera,
Departementschef,
Ministeriet for planlægning og
økonomiske anliggender,
Colombo.
Deres Excellence,
Under henvisning til overenskomsten af dags dato mellem Danmarks regering og Sri Lankas regering har jeg den ære at foreslå, at følgende bestemmelser skal anvendes ved gennemførelsen af overenskomstens artikel VI.
Udbetaling fra lånekontoen skal ske på følgende måde
1) Den danske eksportør eller rådgiver og importøren eller den eventuelle investerende part i Sri Lanka afslutter en kontrakt, der skal endeligt godkendes af myndighederne i Sri Lanka og de danske myndigheder. Ingen kontrakt under 100.000 danske kroner, undtagen til anvendelse af et endeligt restbeløb under det nævnte beløbs størrelse, vil kunne finansieres i medfør af overenskomsten.
2) Sri Lankas regering vil med henblik på dansk godkendelse forelægge det danske udenrigsministerium genparter af kontrakter eller dokumenterede fordringer, som af Sri Lankas regering er godkendt til finansiering i henhold til overenskomstens artikel VI.
3) Når en kontrakt eller en dokumenteret fordring, som er blevet forelagt af Sri Lankas regering med dens godkendelse, er blevet godkendt af Danmarks regering, kan Sri Lankas regering trække på lånekontoen til betaling af vedkommende vareparti eller fordring. Udbetalinger fra denne konto er betinget af, at de nødvendige dokumenter fremlægges, efter at Danmarks Nationalbank har konstateret, at betingelserne for at foretage sådanne betalinger i øvrigt er opfyldt.
Hvis foranstående bestemmelser kan godkendes af Sri Lankas regering, har jeg den ære at foreslå, at dette brev og Deres svar herpå skal udgøre en aftale mellem vore to regeringer om denne sag.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
Henning Halck
Kongelig dansk ambassadør for Sri Lanka
For Danmarks regering
MINISTERIET FOR PLANLÆGNING OG
ØKONOMISKE ANLIGGENDER
COLOMBO
Den 21. marts 1975.
Hans Excellence Henning Halck,
Danmarks ambassadør i Sri Lanka.
Deres Excellence,
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres sålydende brev af dags dato
(her følger teksten til foranstående brev)
Jeg har den ære at meddele Dem, at min regering er enig i foranstående.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
H. A. de S. Gunasekera
Departementschef,
Ministeriet for planlægning og
økonomiske anliggender
For Sri Lankas regering
Udenrigsministeriet, den 8. juli 1975.
K. B. Andersen.
Ingen