Legislator Case Law & Legislation
L19750005964 DK

Bekendtgørelse af overenskomst af 14. marts 1975 med Pakistan om et dansk statslån.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1975 59 Historic

Bekendtgørelse af overenskomst af 14. marts 1975 med Pakistan om et dansk statslån.

Bekendtgørelse af Overenskomst af 14. marts 1975 med Pakistan om et dansk statslån. Den 14. marts 1975 undertegnedes i Islamabad mellem Danmark og Pakistan følgende overenskomst med dertil hørende brevveksling om et dansk statslån til Pakistan

OVERENSKOMST

Danmarks regering og Den islamiske Republik Pakistan, som ønsker at styrke det traditionelle samarbejde og de venskabelige forbindelser mellem deres lande, er blevet enige om, at der som et bidrag til Pakistans økonomiske udvikling skal ydes et dansk statslån til Pakistan i overensstemmelse med følgende bestemmelser i denne overenskomst og de vedføjede tillæg, der betragtes som en integrerende del af overenskomsten

Artikel I

Lånet

Danmarks regering (i det følgende benævnt långiveren) vil stille et lån på 40 (fyrre) millioner danske kroner til rådighed for Den islamiske Republik Pakistan (i det følgende benævnt låntageren) til de i artikel VI i denne overenskomst omhandlede formål.

Artikel II

Lånekontoen.

Stk. 1

En konto betegnet »lånekonto nr. 3 for Den islamiske Republik Pakistan« (i det følgende benævnt »lånekontoen«) vil efter låntagerens anmodning blive åbnet i Danmarks Nationalbank (som handler på långiverens vegne) til fordel for National Bank of Pakistan (som handler på låntagerens vegne). Långiveren vil sikre, at der altid er tilstrækkelige midler til rådighed på lånekontoen til at sætte låntageren i stand til at præstere rettidig betaling for leverancer inden for lånebeløbet.

Stk. 2

Låntageren (eller National Bank og Pakistan) skal på de i denne overenskomst fastsatte vilkår være berettiget til på lånekontoen at trække de beløb, der er nødvendige til betaling for kapitaludstyr eller tjenesteydelser, som tilvejebringes i medfør af lånet.

Artikel III

Rentefod

Lånet er rentefrit.

Artikel IV

Tilbagebetalinger

Stk. 1

Låntageren skal tilbagebetale lånet i halvtreds halvårlige afdrag, hvert på 800.000 danske kroner, første gang den 1. april 1985 og sidste gang den 1. oktober 2009.

Stk. 2

Hvis lånet ikke udnyttes fuldt ud i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel VI, stk. 8, skal der træffes indbyrdes aftale om en ændret tidsplan for tilbagebetalingen.

Artikel V

Betalingssted

Lånet skal af låntageren tilbagebetales til Danmarks Nationalbank i danske kroner til kredit for finansministeriets løbende konto i Danmarks Nationalbank.

Artikel VI

Lånets anvendelse

Stk. 1

Låntageren vil anvende lånet til finansiering af import fra Danmark (herunder omkostninger ved transport fra Danmark til Pakistan) af sådant dansk kapitaludstyr, som skal anvendes med henblik på den økonomiske udvikling i Pakistan. En vejledende liste over sådant udstyr indeholdes i tillæg II.

Stk. 2

Lånet kan endvidere anvendes til betaling for danske tjenesteydelser, som er nødvendige for gennemførelsen af udviklingsprojekter i Pakistan, herunder især til forundersøgelser i forbindelse med investeringer, udarbejdelse af projekter, til rådgivere under projekternes gennemførelse, montering af anlæg eller bygninger samt teknisk og administrativ bistand under igangsætningsperioden for virksomheder, som oprettes ved hjælp af lånet.

Stk. 3

Alle kontrakter, der finansieres i medfør af lånet, skal godkendes af låntageren og långiveren.

Stk. 4

Långiverens godkendelse af, at en kontrakt finansieres i medfør af lånet, indebærer intet ansvar for sådanne kontrakters behørige opfyldelse.

Långiveren fralægger sig også ansvaret for den effektive udnyttelse af leverancer og tjenesteydelser, som finansieres i medfør af lånet, og for den forsvarlige drift af de projekter m. v., hvori sådanne leverancer og tjenesteydelser indgår.

Stk. 5

En kontrakt i medfør af lånet må ikke indeholde bestemmelser om særlige kreditydelser fra den danske kontraktpartner.

Stk. 6

Låneprovenuet kan kun anvendes til betaling for kapitaludstyr og tjenesteydelser, som er kontraheret efter overenskomstens ikrafttræden, medmindre andet aftales mellem låntageren og långiveren.

Stk. 7

Låneprovenuet må ikke anvendes til betaling til låntageren af nogen form for indførselstold, skatter og statslige eller andre offentlige afgifter, såsom indførselsafgifter, udligningsafgifter for indenlandske omsætningsafgifter, afgifter eller deponeringer i forbindelse med udstedelse af betalings- eller indførselstilladelser.

Stk. 8

Udbetalinger fra lånekontoen kan finde sted til opfyldelse af kontrakter, der er godkendt inden for et tidsrum af tre år efter overenskomstens ikrafttræden eller et sådant andet tidspunkt, som måtte blive aftalt indbyrdes mellem låntageren og långiveren.

Artikel VII

Ikke-diskrimination

Stk. 1

Med hensyn til tilbagebetalingen af lånet forpligter låntageren sig til ikke at give långiveren en mindre gunstig behandling end den, der gives andre udenlandske kreditorer.

Stk. 2

Alle afskibninger af kapitaludstyr, der omfattes af denne overenskomst, skal ske i overensstemmelse med princippet om skibes frie deltagelse i den internationale handel i fri og lige konkurrence.

Artikel VIII

Diverse bestemmelser

Stk. 1

Før det første træk på den i artikel II omtalte konto skal låntageren godtgøre over for långiveren, at alle forfatningsmæssige og andre vilkår fastsat i lovgivningen i låntagerens hjemland er blevet opfyldt, således at denne låneoverenskomst vil udgøre en forpligtelse, som er bindende for låntageren.

Stk. 2

Låntageren skal meddele långiveren, hvilke personer der er bemyndiget til at handle på låntagerens vegne, samt afgive bekræftede prøver på alle sådanne personers underskrifter.

Stk. 3

Alle meddelelser, anmodninger eller aftaler i medfør af denne overenskomst

skal være skriftlige.

Artikel IX

Særlige bestemmelser

Lånet skal tilbagebetales uden fradrag af og fritaget for alle skatter og afgifter samt alle i medfør af låntagerens lovgivning pålagte restriktioner. Denne overenskomst skal være fritaget for alle gældende og fremtidige afgifter, som i medfør af låntagerens nugældende eller fremtidige lovgivning pålægges i forbindelse med overenskomstens udfærdigelse, indgåelse, registering, ikrafttræden eller i øvrigt.

Artikel X

Overenskomstens varighed

Stk. 1

Denne overenskomst træder i kraft på datoen for undertegnelsen.

Stk. 2

Når lånet er blevet tilbagebetalt, træder overenskomsten straks ud af kraft.

Artikel XI

Angivelse af adresser

Følgende adresser angives for så vidt angår denne overenskomst

For låntageren

Economic Affairs Division,

Ministry of Finance,

Planning and Economic Affairs,

Islamic Republic of Pakistan.

Islamabad.

Telegramadresse

ECONOMIC ISLAMABAD.

For långiveren med henblik på udbetalinger

Udenrigsministeriet,

Afdelingen for internationalt

udviklingssamarbejde,

København.

Telegramadresse

ETRANGERES COPENHAGEN.

For långiveren med henblik på betaling af afdrag på lånet

Finansministeriet,

København.

Telegramadresse

FINANS COPENHAGEN.

Til bekræftelse heraf har parterne gennem deres dertil behørigt befuldmægtigede repræsentanter ladet denne overenskomst undertegne i to eksemplarer på engelsk i Islamabad den 14. marts 1975.

C. J. Liebe

For Danmarks regering

Aftah Ahmad Khan For præsidenten,

Den islamiske Republik Pakistan

TILLÆG I

Følgende bestemmelser finder anvendelse på de rettigheder og forpligtelser, der følger af denne overenskomst mellem Danmarks regering og præsidenten for Den islamiske Republik Pakistan vedrørende et dansk statslån til Pakistan (i det følgende benævnt overenskomsten). De betragtes som en integrerende del af denne med samme gyldighed og virkning, som hvis de fuldt ud var anført deri.

Artikel I

Annullering og suspension

Stk. 1

Låntageren kan ved meddelelse til långiveren annullere ethvert lånebeløb, som låntageren ikke måtte have trukket.

Stk. 2

Såfremt låntageren gør sig skyldig i misligholdelse med hensyn til opfyldelsen af nogen forpligtelse eller aftale i medfør af overenskomsten, kan långiveren helt eller delvis suspendere låntagerens ret til at trække på lånekontoen.

Hvis den misligholdelse, der har berettiget låntageren til suspension af låntagerens trækningsret, fortsat består udover et tidsrum af tres dage efter långiverens meddelelse til låntageren om suspensionen, kan långiveren når som helst forlange den på lånekontoen trukne del af lånet tilbagebetalt straks, uanset eventuelle modsatte bestemmelser i overenskomsten, medmindre grundlaget for suspensionens iværksættelse er bortfaldet.

Stk. 3. Alle overenskomstens bestemmelser skal fortsat have fuld gyldighed og virkning uanset enhver annullering eller suspension, bortset fra hvad der udtrykkeligt er bestemt i denne artikel.

Artikel II

Afgørelse af tvister

Stk. 1

Enhver tvist, som måtte opstå mellem parterne angående fortolkningen eller gennemførelsen af nærværende overenskomst, og som ikke er bilagt ad diplomatisk vej inden for seks måneder, skal efter anmodning fra en af parterne forelægges for en voldgiftsdomstol bestående af tre medlemmer. Domstolens formand skal være statsborger i et tredjeland og skal udpeges efter indbyrdes aftale mellem parterne. Såfremt parterne ikke kan nå til enighed om udpegelsen af domstolens formand, kan hver pant anmode præsidenten for Den internationale Domstol om at foretage udpegelsen. Hver part udpeger sin egen voldgiftsdommer: såfremt en part undlader at udpege en voldgiftsdommer, kan denne udpeges af domstolens formand.

Stk. 2

Hver part vil efterkomme og gennemføre de af domstolen afsagte kendelser.

TILLÆG II

Denne overenskomst finder anvendelse på danske leverancer til Pakistan af følgende maskiner og udstyr

Elektrisk udstyr

Maskiner og udstyr til cementindustrien

Vejbygningsmaskiner

Udstyr til fremstilling af flydende gas

Maskiner og udstyr til mejeriindustrien

Maskiner og udstyr til slagterier

andet, om hvilket der træffes indbyrdes aftale.

Islamabad, den 14. marts 1975.

Hr. departementschef,

Under henvisning til overenskomsten af dags dato mellem Danmarks regering og præsidenten for Den islamiske Republik Pakistan har jeg den ære at foreslå, at følgende bestemmelser skal anvendes ved gennemførelsen af overenskomstens artikel VI.

Udbetaling fra lånekontoen skal ske på følgende måde

1) Den danske eksportør eller rådgiver og den Pakistanske importør eller de eventuelle pakistanske investerende parter afslutter en kontrakt, der skal endeligt godkendes af de pakistanske og de danske myndigheder. Ingen kontrakt under 200.000 danske kroner, undtagen til anvendelse af et endeligt restbeløb under det nævnte beløbs størrelse, kan finansieres i medfør af overenskomsten.

2) Den islamiske Republik Pakistan vil forelægge det danske udenrigsministerium genparter af de kontrakter, der indgås i medfør af denne overenskomst. Udenrigsministeriet vil bl. a. påse,

a) at de kontraherede varer eller tjenesteydelser falder inden for overenskomstens rammer,

b) at det pågældende kapitaludstyr er fremstillet i Danmark eller at de tjenesteydelser, der skal præsteres, vil blive udført af personer, som udøver forretningsvirksomhed i Danmark,

og underrette Den islamiske Republik Pakistan om sine afgørelser.

3) Når kontrakterne er godkendt, kan Den islamiske Republik Pakistan trække på lånekontoen til betaling af det i kontrakten omhandlede vareparti. Udbetalinger fra denne konto til danske eksportører eller rådgivere er betinget af, at de nødvendige dokumenter fremlægges, efter at Danmarks Nationalbank har konstateret, at betingelserne for at foretage sådanne betalinger i øvrigt er opfyldt.

Hvis foranstående bestemmelser kan godkendes af Den islamiske Republik Pakistan, har jeg den ære at foreslå, at dette brev samt Deres svar herpå skal udgøre en aftale mellem vore to regeringer om denne sag.

Modtag, hr. departementschef, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.

C. J. Liebe

For Danmarks regering

Hr. departementschef

Aftah Ahmad Khan,

Departementet for økonomiske anliggender,

Ministeriet for finansvæsen,

planlægning og økonomiske anliggender,

Den islamiske Republik Pakistan,

Islamabad.

Islamabad, den 14. marts 1975

Hr. charge d'affaires,

Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres sålydende brev af

dags dato

(her følger teksten til foranstående brev)

Jeg har den ære at meddele Dem, at min regering er enig i foranstående.

Modtag, hr. charge d'affaires, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.

Aftah Ahmad Khan

For Præsidenten for

Den islamiske Republik Pakistan

Hr. Carl Johan Liebe,

Danmarks charge d'affaires a. i.,

Islamabad.

Udenrigsministeriet, den 23. maj 1975.

K. B. Andersen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →