Bekendtgørelse af overenskomst af 13. september 1973 med Zambia til undgåelse af dobbeltbeskatning.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 13. september 1973 med Zambia til undgåelse af dobbeltbeskatning.
Den 13. september 1973 undertegnedes i Lusaka følgende overenskomst med tilhørende protokol mellem Danmark og Zambia til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskatter
OVERENSKOMST
mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Zambia til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskatter
Regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Republikken Zambia,
som ønsker at afslutte en ny overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskatter,
er blevet enige om følgende
Artikel I
De af overenskomsten omfattede personer.
Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, som er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.
Artikel II
De af overenskomsten omfattede skatter.
1. De skatter, som omfattes af denne overenskomst er
a) i Zambia
(i) indkomstskatten;
(ii) mineralskatten;
(iii) personskatten;
(herefter omtalt som "zambiansk skat");
b) i Danmark
(i) indkomstskatterne til staten
1) den almindelige indkomstskat til staten;
2) folkepensionsbidraget;
3) sømandsskatten;
4) den særlige indkomstskat;
5) udbytteskatten;
(ii) de kommunale indkomstskatter
1) den almindelige kommunale indkomstskat;
2) kirkeskatten;
3) den amtskommunale indkomstskat;
(herefter omtalt som "dansk skat").
2. Denne overenskomst skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der pålægges som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter efter undertegnelsen af denne overenskomst.
3. Ved slutningen af hvert år skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater give hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er blevet foretaget i deres respektive skattelove.
Artikel III
Almindelige definitioner.
1. Hvis ikke andet fremgår af sammenhængen, skal i denne overenskomst
a) udtrykket "Zambia" betyde Republikken Zambia;
b) udtrykket "Danmark" betyde Kongeriget Danmark herunder ethvert område, hvorover Danmark ifølge sin lovgivning og i overensstemmelse med international ret kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
c) udtrykkene "en af de kontraherende stater" og "den anden kontraherende stat" betyde Zambia eller Danmark alt efter sammenhængen;
d) udtrykket "skat" betyde zambiansk skat eller dansk skat, alt efter sammenhængen;
e) udtrykket "selskab" betyde enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;
f) udtrykket "person" indbefatte en fysisk person og enhver sammenslutning af personer, hvad enten denne udgør en juridisk person eller ikke;
g) udtrykkene "hjemmehørende i en af de kontraherende stater" og "hjemmehørende i den anden kontraherende stat" betyde en person, som er hjemmehørende i Zambia eller en person, som er hjemmehørende i Danmark, alt efter sammenhængen;
h) udtrykkene "zambiansk foretagende" og "dansk foretagende" betyde henholdsvis et industri-, mine-, handels-, plantage- og landbrugsforetagende eller et lignende foretagende, der drives af en person hjemmehørende i Zambia, og et industri-, mine-, handels-, plantage- og landbrugsforetagende eller lignende foretagende, der drives af en person hjemmehørende i Danmark;
i) udtrykkene "foretagende i en af de kontraherende stater" eller "foretagende i den anden kontraherende stat" betyde et zambiansk foretagende eller et dansk foretagende, alt efter sammenhængen;
j) udtrykket "international trafik" betyde enhver rejse foretaget af et skib eller et luftfartøj, der drives af et foretagende i en af de kontraherende stater, undtagen hvor rejsen er begrænset udelukkende til steder i den anden kontraherende stat;
k) udtrykket "kompetent myndighed" betyde
(i) i relation til Zambia, the Commissioner of Taxes eller hans befuldmægtigede;
(ii) i relation til Danmark, finansministeren eller hans befuldmægtigede.
2. Ved anvendelsen af bestemmelserne i denne overenskomst af en af de kontraherende stater, skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke på anden måde er defineret, tillægges den betydning, som det har i henhold til de i denne kontraherende stat gældende love om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.
Artikel IV
Skattemæssigt hjemsted.
1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en af de kontraherende stater", med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 og 3 i denne artikel, på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium. Udtrykkene "hjemmehørende i Zambia" og "hjemmehørende i Danmark" skal opfattes tilsvarende.
2. Hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 i denne artikel anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status afgøres efter følgende regler
a) han skal anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed. Såfremt han har en fast bolig til sin rådighed i begge de kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) kan det ikke afgøres, i hvilken af de to kontraherende stater han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller har han ikke en fast bolig til sin rådighed i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig;
c) opholder han sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han er statsborger;
d) er han statsborger i begge de kontraherende stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater bestræbe sig på at afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. Hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 i denne artikel anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel V
Fast driftssted.
1. I denne overenskomst betyder udtrykket "fast driftssted" et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket "fast driftssted" skal navnlig indbefatte
a) et sted, hvorfra foretagendet ledes;
b) en filial;
c) et kontor;
d) en fabrik;
e) et værksted;
f) en grube, en oliekilde, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes;
g) stedet for et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde af mere end seks måneders varighed.
3. Udtrykket "fast driftssted" skal ikke indbefatte
a) anvendelsen af indretninger, der alene tjener til oplagring, udstilling eller udlevering af varer, som tilhører foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager, der tilhører foretagendet, udelukkende med oplagring, udstilling eller udlevering til formål;
c) opretholdelsen af et varelager, som tilhører foretagendet, og som alene skal bearbejdes hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted alene med det formål at foretage indkøb af varer for eller fremskaffe oplysninger til foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted, der alene har til formål at reklamere, at indsamle oplysninger, at drive videnskabelig forskning eller at udøve lignende virksomhed, der er af forberedende eller hjælpende art for foretagendet.
4. Et foretagende i en af de kontraherende stater skal anses for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvis det driver tilsynsvirksomhed i denne anden kontraherende stat i mere end seks måneder i forbindelse med et bygnings-, installations- eller monteringsanlæg, som udføres i denne anden kontraherende stat.
5. En person, som udfører virksomhed i en af de kontraherende stater for et foretagende i den anden kontraherende stat, og som ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stk. 6, skal anses for et fast driftssted i den førstnævnte kontraherende stat, såfremt han i denne kontraherende stat har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.
6. Et foretagende i en af de kontraherende stater anses ikke for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, blot fordi det driver forretning i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, som handler inden for rammerne af sin sædvanlige forretningsvirksomhed.
7. Den omstændighed, at et selskab, hjemmehørende i en af de kontraherende stater, behersker eller beherskes af et selskab, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver forretningsvirksomhed i den anden stat, skal ikke i sig selv bevirke, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.
Artikel VI
Indkomst af fast ejendom.
1. Indkomst af fast ejendom kan beskattes i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende.
2. Udtrykket "fast ejendom" skal forstås i overensstemmelse med lovgivningen i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende. Udtrykket skal under alle omstændigheder omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvel som rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer anses ikke for fast ejendom.
3. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller fra enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom.
4. Ved fastsættelsen af indkomsten af fast ejendom, som en person hjemmehørende i en af de kontraherende stater ejer i den anden kontraherende stat, skal udgifter (herunder renter af gæld), som er afholdt på sådan ejendom, tillades fradraget under de samme betingelser, som gælder for personer hjemmehørende i denne anden kontraherende stat.
5. Bestemmelserne i stk. 1, 3 og 4 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.
Artikel VII
Fortjeneste ved forretningsvirksomhed.
1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne kontraherende stat, medmindre foretagendet driver virksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan virksomhed, kan den del af dets fortjeneste, som kan henføres til det faste driftssted, beskattes i den anden kontraherende stat.
2. Når et foretagende i en af de kontraherende stater driver virksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der i hver af de kontraherende stater til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, og som under fuldstændig frie forhold handlede med det foretagende, hvis faste driftssted det er.
3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt til gavn for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og almindelig administration i øvrigt, hvad enten de afholdes i den stat, hvor det pågældende faste driftssted er beliggende, eller andetsteds. Hvis de oplysninger, der foreligger for de kompetente myndigheder, ikke er tilstrækkelige til at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted, skal intet i dette stykke berøre anvendelsen af hver af de kontraherende staters lovgivning med hensyn til det faste driftssteds pligt til at betale skat af et beløb, som er fastsat skønsmæssigt af de kompetente myndigheder i denne kontraherende stat; dog skal ethvert skøn så vidt muligt foretages i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i stk. 4.
4. For så vidt det har været sædvane i en af de kontraherende stater at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på basis af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste på dets forskellige dele, skal intet i stk. 2 udelukke den pågældende kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste gennem en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være af en sådan art, at resultatet er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi det faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og tilstrækkelig grund for det modsatte.
7. Hvor en fortjeneste indeholder indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.
Artikel VIII
Skibs- og luftfart.
1. Et foretagendes fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan uanset bestemmelserne i artiklerne V og VII kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
2. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, hvor skibet har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, hvor den, der driver skibet, er hjemmehørende.
Artikel IX
Associerede foretagender.
I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en af de kontraherende stater direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen såvel af et foretagende i den ene af de kontraherende stater som af et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
Artikel X
Udbytter.
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, til en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Sådant udbytte kan imidlertid beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålægges, må ikke overstige 15 pct. af bruttoudbyttet. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for praktiseringen af denne begrænsning. Dette stykke medfører ingen begrænsninger i adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Udtrykket "udbytte" betyder indkomst af aktier eller andre rettigheder, bortset fra gældsfordringer, til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der sidestilles med indkomst fra aktier i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor udbyttet oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, såfremt de rettigheder, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.
5. Hvor et selskab, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, kan denne anden stat ikke pålægge nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet til personer, der ikke er hjemmehørende i denne anden kontraherende stat, eller underkaste selskabets ikke-udloddede indkomst nogen skat på ikke-udloddet indkomst, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede indkomst helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst fra kilder i denne anden stat.
Artikel XI
Renter.
1. Renter, der hidrører fra en af de kontraherende stater og betales til en i den anden kontraherende stat hjemmehørende person, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Sådan rente kan imidlertid beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne kontraherende stat; men den skat, der pålægges, må ikke overstige 10 pct. af bruttorentebeløbet. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for praktiseringen af denne begrænsning.
3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 skal rente, der hidrører fra en af de kontraherende stater, og som betales til regeringen i den anden kontraherende stat eller til en af dens lokale myndigheder eller til nogen institution eller instans (herunder en finansieringsinstitution), der i det hele ejes af denne regering eller dens lokale myndigheder, være fritaget for beskatning i den førstnævnte kontraherende stat.
4. Udtrykket "rente" betyder indkomst af statsgældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, hvad enten de er sikrede ved pant eller ej, og hvad enten de indeholder en ret til andel i fortjeneste eller ej, samt af fordringer af enhver art, herunder ethvert overstigende beløb, der tilbagebetales på sådanne fordringer ud over det lånte, såvel som enhver anden indkomst, der i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra indkomsten hidrører, betragtes som indkomst af pengelån.
5. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor renten oppebæres af en person, hjemmehørende i en af de kontraherende stater, som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, såfremt den fordring, der ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.
6. Renter skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, såfremt de udbetales af den pågældende kontraherende stat selv, af en lokal myndighed deri eller af en i den pågældende kontraherende stat hjemmehørende person. Såfremt den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en af de kontraherende stater eller ej, imidlertid i en af de kontraherende stater har et fast driftssted, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og renteudgiften afholdes af det faste driftssted, skal en sådan rente anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende.
7. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager renten, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at den erlagte rente set i forhold til den gældsfordring, hvorfor den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem parterne, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel XII
Royalties.
1. Royalties, der hidrører fra en af de kontraherende stater, og som betales til en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Sådanne royalties kan imidlertid beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne kontraherende stat; men den skat, der pålægges, må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for praktiseringen af denne begrænsning.
3. Udtrykket "royalties" betyder betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde (herunder spillefilm og bånd til fjernsyns- eller radioudsendelser), ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.
4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den i en af de kontraherende stater hjemmehørende modtager af nævnte royalties har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, fra hvilken de nævnte royalties hidrører, såfremt den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de nævnte royalties, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.
5. Royalties skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, hvis de betales af denne kontraherende stat selv, af en lokal myndighed deri eller af en i denne kontraherende stat hjemmehørende person. Hvor den person, der betaler royalties, hvad enten han er hjemmehørende i en af de kontraherende stater eller ej, imidlertid i en af de kontraherende stater har et fast driftssted, i forbindelse med hvilket forpligtelsen til at betale royalties er stiftet, og sådanne royalties afholdes af det faste driftssted, skal de anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, hvor det faste driftssted er beliggende.
6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager nævnte royalties, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de erlagte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de erlægges, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem parterne, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af det erlagte beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel XIII
Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande.
1. Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, som defineret i artikel VI, stk. 2, kan beskattes i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende.
2. Fortjeneste ved afståelse af aktiver, der ikke består i fast ejendom, og som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, eller ved afståelse af aktiver, der ikke består i fast ejendom, og som hører til et fast sted, som en person hjemmehørende i en af de kontraherende stater anvender til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afståelse af selve det faste driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 kan fortjeneste, som et foretagende i en af de kontraherende stater indvinder ved afståelse af skibe eller luftfartøjer, som det driver virksomhed med i international trafik, og løsøre, som knytter sig til driften af sådanne skibe og luftfartøjer, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
4. Fortjeneste ved afståelse af alle andre aktiver end de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.
Artikel XIV
Frit erhverv.
1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne kontraherende stat, medmindre han til udøvelse af sin virksomhed har et fast sted, der til stadighed står til hans rådighed i den anden kontraherende stat. Hvis han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i denne anden kontraherende stat, men kun så stor en del heraf, der kan henføres til dette faste sted.
2. Udtrykket "frit erhverv" omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, opdragende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.
Artikel XV
Personlige tjenesteydelser.
1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne XVI, XVIII, XIX og XX ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan vederlaget herfor beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer for tjenesteydelser, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor
a) modtageren opholder sig i den anden kontraherende stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for vedkommende indkomstår eller skatteår, og
b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og
c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden kontraherende stat.
3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib eller et luftfartøj i international trafik, beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel XVI
Bestyrelseshonorarer.
Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
Artikel XVII
Kunstnere og sportsfolk.
Uanset hvad der i øvrigt er indeholdt i denne overenskomst kan indkomst, som oppebæres af professionelle kunstnere, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt af sportsfolk, for deres i denne egenskab udøvede virksomhed, beskattes i den kontraherende stat, hvor denne virksomhed er udøvet.
Artikel XVIII
Pensioner.
Medmindre bestemmelserne i artikel XIX, stk. 1, finder anvendelse, skal pensioner og andre lignende ydelser i forbindelse med et tidligere tjenesteforhold, som hidrører fra kilder i en af de kontraherende stater, og som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat og skattepligtig der, være fritaget for beskatning i den førstnævnte kontraherende stat.
Artikel XIX
Offentlige hverv.
1. Vederlag, herunder pensioner, der udbetales direkte af, eller af fonds oprettet af en af de kontraherende stater eller af en lokal myndighed til en fysisk person for varetagelsen af offentlige hverv i denne kontraherende stats eller lokale myndigheds tjeneste, kan kun beskattes i denne kontraherende stat.
2. Bestemmelserne i artiklerne XV, XVI og XVIII finder anvendelse på vederlag eller pensioner, der udbetales for tjenesteydelser i forbindelse med næring eller forretning, der drives af en af de kontraherende stater eller af en lokal myndighed.
Artikel XX
Forskere og studerende.
1. Vederlag, som en fysisk person, som er eller tidligere var hjemmehørende i en af de kontraherende stater, modtager for at gøre studier eller udøve forskning på højt niveau ved et universitet, forskningsinstitut, skole, kollegium eller anden lignende læreanstalt under et midlertidigt ophold af ikke over to år i den anden kontraherende stat, skal ikke beskattes i denne anden kontraherende stat.
2. Bidrag, som en studerende eller lærling, som er eller tidligere var hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og som opholder sig i den anden kontraherende stat udelukkende i uddannelses- eller oplæringsøjemed, modtager til sit underhold, sin uddannelse eller sin oplæring, skal ikke beskattes i denne anden kontraherende stat, for så vidt de tilflyder ham fra kilder uden for denne anden kontraherende stat.
3. Vederlag, som en studerende eller lærling, som er eller tidligere var hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer for arbejde, som han udfører i den anden kontraherende stat, skal ikke beskattes i denne anden kontraherende stat, for så vidt arbejdet har direkte forbindelse med hans uddannelse eller oplæring eller alene har til formål at skaffe ham hans underhold.
Artikel XXI
Indkomst, der ikke udtrykkelig er omtalt.
Indkomst, der oppebæres af en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person, og som ikke er udtrykkelig omtalt i de forudgående artikler i denne overenskomst, kan kun beskattes i denne kontraherende stat.
Artikel XXII
Personlige begunstigelser.
1. Fysiske personer, som er hjemmehørende i Danmark kan ved beskatninger i Zambia gøre krav på de samme personlige begunstigelser, lempelser og nedsættelser som zambianske statsborgere, der ikke er hjemmehørende i Zambia.
2. Fysiske personer, som er hjemmehørende i Zambia, kan ved beskatningen i Danmark gøre krav på de samme personlige begunstigelser, lempelser og nedsættelser som danske statsborgere, der ikke er hjemmehørende i Danmark.
Artikel XXIII
Ophævelse af dobbeltbeskatning
(credit-metode).
1. a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Zambia, oppebærer indkomst fra Danmark, som i overensstemmelse med Danmarks lovgivning og med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Danmark, skal den danske skat, som skal erlægges af denne indkomst, tillades fradraget i den zambianske skat, som pålægges denne person. Fradraget skal imidlertid ikke kunne overstige den del af den zambianske skat, der skal erlægges i henhold til Zambias lovgivning, som, inden fradraget er givet, svarer til denne indkomst.
b) Hvor den indkomst, der oppebæres fra Danmark, er et udbytte, som betales af et selskab, som er hjemmehørende i Danmark, skal der ved beregningen af fradraget tages hensyn til den danske skat, som skal betales af fortjenesten i det selskab, der betaler udbyttet.
2. a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst fra Zambia, som i overensstemmelse med Zambias lovgivning og med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Zambia, skal den zambianske skat, som skal erlægges af denne indkomst, tillades fradraget i den danske skat, som pålægges denne person. Fradraget skal imidlertid ikke kunne overstige den del af den danske skat, der skal erlægges efter Danmarks lovgivning, som, inden fradraget er givet, svarer til denne indkomst.
b) Hvor den indkomst, der oppebæres fra Zambia, er et udbytte, som betales af et selskab, som er hjemmehørende i Zambia, skal der ved beregningen af fradraget tages hensyn til den zambianske skat, som skal betales af fortjenesten i det selskab, der betaler udbyttet.
3. Ved anvendelsen af stk. 2 skal udtrykket "kan beskattes i Zambia" anses som omfattende ethvert beløb, som skulle have været erlagt som zambiansk skat, hvis ikke der havde været tale om fritagelse eller nedsættelse i henhold til the Pioneer Industries (Relief from Income Tax) Act, 1965, eller enhver anden zambiansk lov med lignende formål og virkning.
Artikel XXIV
Ikke-diskriminering.
1. Statsborgere i en af de kontraherende stater skal ikke i den anden kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den, som statsborgere i den anden kontraherende stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.
2. Udtrykket "statsborgere" betyder
a) alle fysiske personer, der har statsborgerret i en af de kontraherende stater;
b) alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af de kontraherende stater.
3. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, skal ikke i denne anden kontraherende stat være mindre gunstig end beskatningen af foretagender i denne anden kontraherende stat, der udøver den samme virksomhed.
4. Foretagender i en af de kontraherende stater, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere i den anden kontraherende stat hjemmehørende personer, skal ikke i den førstnævnte kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller hermed forbunden forpligtelse, som er anderledes eller mere byrdefuld end den, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte kontraherende stat er eller måtte blive underkastet.
5. Intet i denne artikel skal kunne fortolkes som forpligtende nogen af de kontraherende stater til at tilstå fysiske personer, som ikke er hjemmehørende i denne stat, nogen af de skattemæssige personlige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som indrømmes fysiske personer, der er hjemmehørende der, og ej heller som forpligtende Zambia til at yde ikke-statsborgere de lempelser, der efter Section 42 C i the Zambian Income tax Act 1966 kan indrømmes zambianske statsborgere.
6. Udtrykket "beskatning" betyder i denne artikel skatter af enhver art og betegnelse.
Artikel XXV
Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler.
1. Mener en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, at foranstaltninger, som er truffet af en eller begge de kontraherende stater, resulterer eller vil resultere i en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler, der står til rådighed ifølge de kontraherende staters interne lovgivning, forelægge sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor han er hjemmehørende.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den begrundet, og hvis den ikke kan nå til en passende løsning, bestræbe sig på at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal bestræbe sig på ved gensidig aftale at løse enhver vanskelighed eller ethvert tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller praktiseringen af denne overenskomst. De kan også rådføre sig med hinanden for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten.
4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte kontakt med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med de foregående stykker.
Artikel XXVI
Udveksling af oplysninger.
1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af denne overenskomst og af den interne lovgivning i de kontraherende stater vedrørende skatter, der omfattes af denne overenskomst, for så vidt beskatningen er i overensstemmelse med denne overenskomst. Enhver oplysning, der således udveksles, må ikke meddeles til andre personer eller myndigheder, herunder domstole eller andre dømmende myndigheder, end dem, der er beskæftiget med påligningen eller opkrævningen af disse skatter, eller med afgørelsen af klager herom.
2. Bestemmelserne i stk. 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de kontraherende stater pligt til
a) at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens eller den anden kontraherende stats lovgivning eller forvaltningspraksis;
b) at meddele oplysninger, som ikke kan fremskaffes ifølge dens eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;
c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville kunne stride mod almene interesser.
Artikel XXVII
Diplomatiske og konsulære embedsmænd.
1. Denne overenskomst berører ikke de skattemæssige begunstigelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler eller i medfør af bestemmelser i særlige overenskomster tilkommer diplomatiske eller konsulære embedsmænd.
2. I det omfang beskatning af indkomst på grund af de skattemæssige begunstigelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler eller i medfør af bestemmelser i særlige internationale overenskomster tilkommer diplomatiske eller konsulære tjenestemænd, ikke finder sted i modtagerstaten, forbeholdes beskatningsretten udsenderstaten.
3. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal en fysisk person, som er medlem af en af de kontraherende staters diplomatiske eller konsulære missioner (bortset fra honorære konsuler) eller permanente delegationer i den anden kontraherende stat eller i en tredje stat, anses for at være hjemmehørende i udsenderstaten hvis
a) han ikke er statsborger i modtagerstaten; og
b) han i overensstemmelse med folkeretten ikke kan beskattes i modtagerstaten af nogen indkomst fra kilder uden for denne stat.
Artikel XXVIII
Territorial udvidelse.
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med visse fornødne ændringer udvides til enhver del af Danmarks territorium, som udtrykkelig er blevet holdt uden for overenskomsten i henhold til bestemmelserne i artikel III, stk. 1b), og i hvilken der pålægges skatter af samme eller væsentlig samme karakter som dem, på hvilke denne overenskomst finder anvendelse. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og med de ændringer og under de betingelser, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej eller på en hvilken som helst anden måde, som er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige fremgangsmåder.
2. Medmindre andet aftales mellem de kontraherende stater, skal opsigelse af denne overenskomst fra en af de kontraherende stater i henhold til artikel XXX medføre ophør af denne overenskomsts anvendelse i ethvert territorium, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.
Artikel XXIX
Ikrafttræden.
1. Denne overenskomst skal træde i kraft efter den noteudveksling, som bekræfter, at hver af de kontraherende stater har truffet de forfatningsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige for en sådan ikrafttræden i de respektive stater, og overenskomsten skal derefter have virkning for første gang
a) i Zambia
for så vidt angår indkomst i noget skatteår, som begynder på eller efter 1. april 1972;
b) i Danmark
for så vidt angår indkomst i noget indkomstår (skatteår), som begynder på eller efter 1. januar 1972.
2. Ved denne overenskomsts ikrafttræden skal overenskomsten mellem regeringen i Danmark og regeringen i Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse, for så vidt angår indkomstskat, underskrevet i London den 27. marts 1950, udvidet med visse ændringer til den tidligere Føderation af Rhodesia og Nyasaland ved noteudveksling dateret 17. januar 1959 og til det tidligere Protektorat Nord Rhodesia ved noteudveksling dateret 21. januar 1964, og fortsat af Zambia, ophøre med at have virkning.
Artikel XXX
Opsigelse.
1. Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men hver af de kontraherende stater kan senest den 30. juni i ethvert kalenderår, der begynder, efter at der er forløbet et tidsrum af fem år fra den dag, den trådte i kraft, ad diplomatisk vej give den anden kontraherende stat skriftlig opsigelse.
2. I så fald skal overenskomsten ophøre med at have gyldighed
a) i Zambia
for så vidt angår indkomst i noget skatteår, der begynder på eller efter den 1. april i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilket opsigelsen er givet;
b) i Danmark
for så vidt angår indkomst i noget indkomstår (skatteår), der begynder på eller efter den 1. januar i det kalenderår, der følger efter det år, i hvilket opsigelsen er givet.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt befuldmægtigede dertil, underskrevet denne overenskomst og forsynet den med deres segl.
Udfærdiget i Lusaka den 13. september 1973 i to eksemplarer på dansk og engelsk, således at begge tekster er lige autentiske.
For regeringen i Kongeriget Danmark
E. Skov
For regeringen i Republikken Zambia
J. M. Mwanakatwe
PROTOKOL
Ved undertegnelsen af den i dag mellem Danmark og Zambia afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter har de undertegnede befuldmægtigede aftalt, at følgende bestemmelser skal udgøre en integrerende del af overenskomsten.
I. Ad artiklerne VIII og XIII
Bestemmelserne i artikel VIII og i artikel XIII, stk. 3 skal finde anvendelse henholdsvis på fortjeneste ved virksomhed eller fortjeneste ved afståelse af formuegenstande, som oppebæres af den fælles dansk-norsk-svenske lufttransportorganisation Scandinavian Airlines System (SAS), men kun for så vidt angår den fortjeneste, som oppebæres af Det danske Luftfartsselskab A/S (DDL), den danske deltager i Scandinavian Airlines System (SAS), i forhold til dets andel i denne organisation.
II. Ad artikel XI
Bestemmelsen i artikel XI, stk. 3 skal finde anvendelse på følgende finansieringsinstitut, der i det hele finansieres af den danske regering: Industrialiseringsfonden for udviklingslandene, København.
III. Ad artikel XV
1. Vederlag af den i artikel XV, stk. 2 nævnte art kan beskattes i den kontraherende stat, hvor arbejdet er udført, hvis modtageren af vederlaget opholder sig i denne stat i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage i vedkommende indkomstår eller skatteår regnet fra begyndelsen af perioden eller perioderne.
2. Vederlag af den i artikel XV, stk. 3 nævnte art, der oppebæres af en person, som er hjemmehørende i Danmark, for arbejde udført om bord på et luftfartøj i international trafik, som drives af det forenede dansk-norsk-svenske luftfartsselskab Scandinavian Airlines System (SAS), kan kun beskattes i Danmark.
IV. Ad artikel XXX
Opsigelsen af nærværende overenskomst som foreskrevet i artikel XXX, stk. 2, skal ikke genoplive den overenskomst, som nævnes i artikel XXIX, stk. 2.
Udfærdiget i Lusaka den 13. september 1973 i to eksemplarer på dansk og engelsk, således at begge tekster har lige gyldighed.
For regeringen i Kongeriget Danmark
E. Skov
For regeringen i Republikken Zambia
J. M. Mwanakatwe
Overenskomsten trådte i medfør af artikel XXIX, stk. 1 i kraft den 18. oktober 1974.
Samme dato ophører den i artikel XXIX, stk. 2 nævnte overenskomst med at have virkning for Zambias vedkommende, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 44 af 13. juli 1950, nr. 41 af 16. september 1959 og nr. 6 af 25. februar 1964, Lovtidende C.
I medfør af artikel III, stk. 1 b) omfatter overenskomsten ikke Færøerne og Grønland.
Udenrigsministeriet, den 8. december 1974.
Ove Guldberg.
Ingen