Bekendtgørelse af overenskomst af 16. januar 1974 med Brasilien om gensidig udstedelse af sendetilladelser for radioamatører.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 16. januar 1974 med Brasilien om gensidig udstedelse af sendetilladelser for radioamatører.
Ved en i Brasilia den 11. december 1973 og 16. januar 1974 stedfunden noteveksling er der mellem Danmark og Brasilien indgået en overenskomst om gensidig udstedelse af sendetilladelse for radioamatører.
De udvekslede noter har i dansk oversættelse følgende ordlyd
KONGELIG DANSK AMBASSADE
Brasilien, den 11. december 1973.
Deres Excellence,
Jeg har den ære at henvise til drøftelserne mellem repræsentanter for den danske regering og den brasilianske regering angående muligheden for indgåelse af en overenskomst mellem de to regeringer om gensidig udstedelse af tilladelse til licenserede radioamatører i et af landene til at benytte deres stationer i det andet land, i overensstemmelse med artikel 41 i det internationale radioreglement (Geneve 1959).
Danmarks regering foreslår indgåelse af en aftale af følgende indhold.
I. En person, der er indehaver af en amatørradiosendetilladelse udstedt af hans regering, og som benytter en amatørradiostation, der er godkendt af hans regering, skal af det andet lands regering på gensidighedsbasis og på nedenstående betingelser have tilladelse til at benytte en sådan station på dette andet lands territorium.
II. Den person, der er indehaver af en amatørradiosendetilladelse udstedt af hans regering, skal - før det er ham tilladt at benytte sin station i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. I - indhente tilladelse dertil fra den anden regerings kompetente administrative myndighed.
III. Hver regerings kompetente administrative myndighed vil kunne udstede en tilladelse i overensstemmelse med stk. II på sådanne betingelser og vilkår, som denne regering måtte fastsætte, herunder retten til at inddrage tilladelsen når som helst den måtte ønske det.
Såfremt den brasilianske regering kan tilslutte sig ovenstående bestemmelser, foreslår jeg, at denne note og Deres Excellences svarnote skal udgøre en overenskomst mellem de to regeringer, som skal træde i kraft på datoen for svarnoten, og som skal kunne opsiges af hver af de to regeringer med 6 (seks) måneders forudgående skriftligt varsel.
Jeg benytter lejligheden til på ny at forsikre Deres Excellence om min mest udmærkede højaktelse.
Hans von Haffner
Hans Excellence
hr. ambassadør Mario Gibson Barbosa.
udenrigsminister.
Brasilia. D.F.
UDENRIGSMINISTERIET
Den 16. januar 1974.
Hr. ambassadør,
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af den note af 11. december f.å., i hvilken Deres Excellence foreslår indgåelse af en overenskomst mellem regeringerne i Kongeriget danmark og forbundsrepublikken Brasilien om amatørradiovirksomhed, og hvis ordlyd på portugisisk er som følger
(her følger teksten til foranstående note)
I besvarelse heraf meddeler jeg Deres Excellence, at den brasilianske regering tilslutter sig indholdet af den ovenfor gengivne note, der sammen med nærværende vil udgøre en overenskomst mellem vore to regeringer, som skal træde i kraft dags dato.
Jeg benytter lejligheden til på ny at forsikre Deres Excellence om min mest udmærkede højaktelse.
Mario Gibson Barbosa
Hans Excellence
hr. hans von Haffner,
Ambassadør for Kongeriget danmark
Udenrigsministeriet, den 24. juni 1974.
Ove Guldberg.
Ingen