DK
Bekendtgørelse af konvention af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.(* 1)
Table of Provisions (49)
Statutory Text (49 Articles)
Artikel 1
I sager om civile eller kommercielle spørgsmål kan en retslig myndighed i en kontraherende stat i overensstemmelse med bestemmelserne i denne stats lovgivning og ved hjælp af en retsanmodning anmode den kompetente myndighed i en anden kontraherende stat om at optage bevis eller foretage andre retshandlinger.
En retsanmodning må ikke anvendes for at opnå bevis, som ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag.
Udtrykket "andre retshandlinger" omfatter hverken forkyndelse af retslige dokumenter eller anvendelsen af foreløbige retsmidler eller foranstaltninger til fuldbyrdelse.
Artikel 2
Hver kontraherende stat udpeger cn central myndighed, som påtager sig at modtage retsanmodninger fra en retslig myndighed i en anden kontraherende stat og at videregive dem til den myndighed, der er kompetent til at udføre dem. Hver stat organiserer den centrale myndighed i overensstemmelse med statens egen lovgivning.
Retsanmodninger sendes til den centrale myndighed i den stat, hvor de skal udføres, uden mellemkomst af nogen anden myndighed fra denne stat.
Kapitel III
Almindelige bestemmelser
Kapitel II
Bevisoptagelse ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter og
ved særligt udpegede personer (commissioners)
Kapitel I
Retsanmodninger
Artikel 3
Retsanmodningen skal angive
a) den myndighed, der anmoder om dens udførelse, og den myndighed, der anmodes om at udføre den, hvis denne myndighed er kendt af den anmodende myndighed;
b) navn og adresse for sagens parter og for deres rettergangsfuldmægtige, hvis sådanne findes;
c) retssagens art og genstand og en kortfattet fremstilling af sagens faktiske omstændigheder;
d) det bevis, der skal optages, eller den anden retshandling, der skal udføres.
Hvor der er anledning hertil, skal retsanmodningen bl. a. angive
e) navn og adresse på de personer, der skal afhøres;
f) de spørgsmål, der skal stilles til de personer, som skal afhøres, eller de forhold, om hvilke de skal afhøres;
g) de dokumenter eller andre genstande, der skal undersøges;
h) anmodning om, at afhøringen skal ske under ed eller bekræftelse, og om nødvendigt den særlige formular, der skal anvendes
i) særlige former, der ønskes iagttaget i henhold til artikel 9.
Hvis der er anledning hertil, angiver retsanmodningen endvidere de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af artikel 11.
Der kan ikke kræves legalisation eller anden lignende formalitet.
Artikel 4
Retsanmodningen skal være affattet i den myndigheds sprog, som anmodes om at udføre den, eller være ledsaget af en oversættelse til dette sprog.
En kontraherende stat skal dog modtage en retsanmodning affattet på enten engelsk eller fransk eller en oversættelse til et af disse sprog, medmindre den har taget forbehold herimod efter artikel 33.
En kontraherende stat, som har mere end et officielt sprog og som følge af sin interne ret ikke kan modtage retsanmodninger på et af disse sprog for hele sit territorium, skal ved en erklæring angive det sprog, hvori retsanmodningen eller dens oversættelse skal være affattet med henblik på udførelse i bestemte dele af dens territorium. Hvis denne erklæring uden rimelig grund tilsidesættes, skal den stat, hvorfra retsanmodningen hidrører, bære omkostningerne ved oversættelse til det krævede sprog.
En kontraherende stat kan ved erklæring angive det sprog eller de sprog ud over de, der er angivet i de foregående stykker, hvori en retsanmodning kan sendes til dens centrale myndighed.
Enhver oversættelse, der ledsager en retsanmodning, skal være bekræftet af en diplomatisk eller konsulær repræsentant, en edsvoren translatør eller en hvilken som helst anden person, der er godkendt hertil i en af de to stater.
Artikel 5
Hvis den centrale myndighed finder, at anmodningen ikke er i overensstemmelse med konventionens bestemmelser, meddeler den øjeblikkeligt dette til den myndighed i oprindelsesstaten, som fremsendte anmodningen, idet den angiver sine indvendinger mod retsanmodningen.
Artikel 6
Hvis den myndighed, hvortil en retsanmodning er blevet fremsendt, ikke er kompetent til at udføre den, sender den uden ophold anmodningen videre til den myndighed i samme stat, som er kompetent til at udføre anmodningen efter bestemmelserne i statens egen lov.
Artikel 7
Den myndighed, der har fremsat anmodningen, skal, hvis den ønsker det, have meddelelse om tid og sted for den udbedte retshandling, således at vedkommende parter og deres rettergangsfuldmægtige, hvis sådanne findes, kan være til stede. Meddelelsen sendes direkte til de nævnte parter eller deres rettergangsfuldmægtige, når oprindelsesstatens myndighed har bedt herom.
Artikel 8
En kontraherende stat kan erklære, at retsmedlemmer fra den anmodende myndighed i en anden kontraherende stat kan være til stede ved udførelsen af retsanmodninger. Der kan kræves en forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed, som udpeges af den erklærende stat.
Artikel 9
Den retslige myndighed, som udfører en retsanmodning, anvender sin egen lovgivning med hensyn til de former, der skal iagttages.
Dog skal en anmodning fra den anmodende myndighed om, at der iagttages en særlig form, efterkommes, medmindre denne form er uforenelig med den interne lovgivning i den stat, hvor anmodningen udføres, eller ikke kan anvendes enten på grund af de retlige sædvaner i denne stat eller på grund af praktiske vanskeligheder.
En retsanmodning skal udføres snarest muligt.
Artikel 10
Under udførelsen af en retsanmodning skal den udførende myndighed anvende passende tvangsmidler i de samme tilfælde og i den samme udstrækning, som er fastsat i dens interne lovgivning for udførelse af anmodninger fra dens eget lands myndigheder eller af anmodninger fremsat af parterne i interne retssager.
Artikel 11
Under udførelsen af en retsanmodning kan den person, som anmodningen vedrører, nægte at afgive beviset, hvis han er omfattet af en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund efter
a) lovgivningen i den stat, hvor retsanmodningen udføres; eller
b) lovgivningen i oprindelsesstaten, og vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrunden er angivet i retsanmodningen eller er blevet bekræftet af den anmodende myndighed på opfordring fra den myndighed, som udfører retsanmodningen.
En kontraherende stat kan erklære, at den desuden vil iagttage vidnefritagelses- og vidneudelukkelsesgrunde, der findes i lovgivningen i andre stater end oprindelsesstaten og udførelsesstaten, i det omfang, der angives i erklæringen.
Artikel 12
Udførelsen af en retsanmodning kan kun afslås i det omfang
a) udførelsen af anmodningen ikke falder ind under den dømmende magts område i den stat, hvor anmodningen skal udføres; eller
b) denne stat finder, at udførelsen vil gøre indgreb i dens suverænitet eller sikkerhed.
Udførelsen kan ikke nægtes, blot fordi sagens genstand ifølge den interne lovgivning i den stat, hvor anmodningen skal udføres, udelukkende henhører under denne stats domstole, eller dens interne ret ikke ville tillade det rettergangsskridt, som ligger til grund for anmodningen.
Artikel 13
De dokumenter, der godtgør, at retsanmodningen er udført, sendes af den myndighed, der har udført den, til den anmodende myndighed ad samme vej, som denne myndighed anvendte ved fremsendelsen.
Hvis retsanmodningen ikke udføres helt eller delvis, skal den anmodende myndighed øjeblikkelig have meddelelse herom ad samme vej og med angivelse af grunden.
Artikel 14
Udførelsen af retsanmodningen kan ikke give anledning til refusion af gebyrer eller omkostninger af nogen art.
Dog har den stat, hvori anmodningen er udført, ret til at kræve, at den stat, hvorfra anmodningen hidrører, refunderer godtgørelser, der er betalt til sagkyndige vidner og tolke, samt omkostninger, der er foranlediget af anvendelsen af en særlig form, som oprindelsesstaten efter artikel 9, stk. 2 har anmodet om.
Den udførende myndighed, hvis lovgivning overlader til parterne at fremskaffe beviserne, og som ikke er i stand til selv at udføre retsanmodningen, kan efter at have opnået tilladelse hertil fra den anmodende myndighed udpege en passende person til at udføre anmodningen. Når den udførende myndighed anmoder om tilladelse hertil, skal den angive det omtrentlige beløb for de omkostninger, som denne fremgangsmåde vil medføre. Hvis den anmodende myndighed giver sin tilladelse, skal den refundere disse omkostninger. Gives tilladelsen ikke, hæfter den anmodende myndighed ikke for omkostningerne.
Artikel 15
I sager om civile eller kommercielle spørgsmål kan en diplomatisk eller konsulær repræsentant fra en kontraherende stat på en anden kontraherende stats territorium og inden for det område, hvor han udøver sine funktioner, uden anvendelse af tvang optage beviser fra statsborgere i en stat, som han repræsenterer, til brug for retssager, som verserer for en domstol i en stat, som han repræsenterer.
En kontraherende stat kan erklære, at bevis kun må optages af en diplomatisk eller konsulær repræsentant, hvis der gives tilladelse hertil efter ansøgning, som indgives af ham eller på hans vegne til den kompetente myndighed, der udpeges af den erklærende stat.
Artikel 16
En diplomatisk eller konsulær repræsentant fra en kontraherende stat kan på en anden kontraherende stats territorium og inden for det område, hvor han udøver sine funktioner, uden anvendelse af tvang også optage beviser fra statsborgere i den stat, hvor han udøver sine funktioner, eller i en tredje stat til brug for en retssag, der verserer for en domstol i den stat, som han repræsenterer, hvis
a) en kompetent myndighed udpeget af den stat, hvori han udøver sine funktioner, har givet sin tilladelse enten generelt eller i det enkelte tilfælde, og
b) han overholder de betingelser, som den kompetente myndighed har fastsat i tilladelsen.
En kontraherende stat kan erklære, at bevisoptagelse efter denne artikel kan finde sted uden statens forudgående tilladelse.
Artikel 17
I sager om civile eller kommercielle spørgsmål kan enhver person, der lovligt er udpeget som »commissioner« i dette øjemed, uden anvendelse af tvang optage beviser på en kontraherende stats territorium til brug for en retssag. der verserer for en domstol i en anden kontraherende stat, hvis
a) en kompetent myndighed udpeget af den stat, hvor beviset skal optages, har givet sin tilladelse enten generelt eller i det enkelte tilfælde; og
b) han overholder de betingelser, som den kompetente myndighed har fastsat i tilladelsen.
En kontraherende stat kan erklære, at bevisoptagelse efter denne artikel kan finde sted uden statens forudgående tilladelse.
Artikel 18
En kontraherende stat kan erklære, at en diplomatisk eller konsulær repræsentant eller en ,commissioner', der efter artiklerne 15, 16 eller 17 har adgang til at optage beviser, kan henvende sig til den kompetente myndighed, der er udpeget af den erklærende stat, for at opnå passende bistand til at optage beviset ved tvang. Erklæringen kan indeholde sådanne betingelser, som den erklærende stat finder det rimeligt at fastsætte.
Hvis myndigheden imødekommer anmodningen, skal den anvende ethvert tvangsmiddel, som er passende og er fastsat i dens interne lovgivning til brug i interne retssager.
Artikel 19
Den kompetente myndighed kan, når den giver tilladelse som nævnt i artiklerne 15, 16 eller 17, eller når den imødekommer den anmodning, der er nævnt i artikel 18, fastsætte sådanne betingelser, som den finder rimelige, herunder bl. a. med hensyn til tid og sted for bevisoptagelsen. Den kan ligeledes bestemme, at den skal have meddelelse om tid og sted for bevisoptagelsen rimelig tid i forvejen; i så fald kan en repræsentant for myndigheden være til stede ved bevisoptagelsen.
Artikel 20
De personer, der berøres af en bevisoptagelse efter dette kapitel, kan lade sig bistå af en rettergangsfuldmægtig.
Artikel 21
Når en diplomatisk eller konsulær repræsentant eller en ,commissioner' har adgang til at optage beviser efter artiklerne 15, 16 eller 17
a) kan han foretage enhver form for bevisoptagelse, som ikke er uforenelig med lovgivningen i den stat, hvor beviset optages, eller i strid med den tilladelse, der er givet efter de ovennævnte artikler, og han kan inden for de samme grænser modtage forklaringer under ed eller bekræftelse;
b) skal en anmodning til en person om at møde eller afgive bevis, medmindre modtageren er statsborger i den stat, hvor retssagen verserer, affattes på det sprog, der anvendes det sted, hvor beviset optages, eller være ledsaget af en oversættelse til dette sprog;
c) skal anmodningen oplyse personen om, at han kan lade sig bistå af en rettergangsfuldmægtig, og skal endvidere i enhver stat, som ikke har afgivet erklæring efter artikel 18, oplyse ham om, at han ikke er tvunget hverken til at møde eller til at medvirke ved bevisoptagelsen;
d) kan beviset optages under iagttagelse af de former, der er fastsat i den lovgivning, som skal anvendes ved den domstol, hvor retssagen verserer, såfremt disse former ikke er forbudt af lovgivningen i den stat, hvor beviset optages;
e) kan den person, der anmodes om at afgive bevis, påberåbe sig de vidnefritagelses- og udelukkelsesgrunde, som er nævnt i artikel 11.
Artikel 22
Det forhold, at en bevisoptagelse ikke har kunnet foretages efter bestemmelserne i dette kapitel, fordi den pågældende person har nægtet at medvirke, forhindrer ikke, at der senere fremsættes retsanmodning om bevisoptagelsen efter kapitel I.
Artikel 23
En kontraherende stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen erklære, at den ikke vil udføre retsanmodninger, der har til formål at opnå den form for bevisoptagelse, som i landene inden for ,Common Lawområdet' er kendt under navnet ,Pre-trial discovery of documents'.
Artikel 24
En kontraherende stat kan udpege andre myndigheder ud over den centrale myndighed og skal i så fald fastsætte rækkevidden af deres kompetence. Retsanmodninger kan dog altid sendes til den centrale myndighed.
Forbundsstater har adgang til at udpege mere end een central myndighed.
Artikel 25
En kontraherende stat, som har mere end eet retssystem, kan udpege myndighederne i et af disse systemer som enekompetente til at udføre retsanmodninger efter konventionen.
Artikel 26
En kontraherende stat kan, hvis forfatningsmæssige grunde gør det påkrævet, opfordre oprindelsesstaten til at refundere gebyrer og omkostninger, der står i forbindelse med udførelsen af retsanmodninger, og som hidrører fra forkyndelsen af tilsigelsen til at møde, fra godtgørelser til den person, som herefter har givet møde og fra udformningen af udskriften vedrørende bevisoptagelsen.
Har en stat afgivet en opfordring efter foranstående stykke, kan enhver anden kontraherende stat forlange refusion af tilsvarende gebyrer og omkostninger fra den pågældende stat.
Artikel 27
Bestemmelserne i konventionen er ikke til hinder for, at en kontraherende stat
a) erklærer, at retsanmodninger kan fremsendes til dens retslige myndigheder ad andre veje end de, der er fastsat i artikel 2;
b) i kraft af sin interne lovgivning eller sædvane tillader, at retshandlinger, der er omfattet af konventionen, udføres på lempeligere betingelser;
c) i kraft af sin interne lovgivning eller sædvane tillader andre bevisoptagelsesmåder end de, der er fastsat i konventionen.
Artikel 28
Konventionen er ikke til hinder for, at kontraherende stater enes om at fravige
a) artikel 2, for så vidt angår fremsendelsesvejen for retsanmodninger;
b) artikel 4, for så vidt angår de sprog, som kan benyttes;
c) artikel 8, for så vidt angår tilstedeværelsen af retsmedlemmer ved udførelsen af retsanmodninger;
d) artikel 11, for så vidt angår vidnefritagelses- og vidneudelukkelsesgrundene;
e) artikel 13, for så vidt angår fremsendelsen af de dokumenter, der godtgør udførelsen af retsanmodninger;
f) artikel 14, for så vidt angår gebyrer og omkostninger;
g) bestemmelserne i kapitel II.
Artikel 29
Konventionen træder i forholdet mellem de stater, der har ratificeret den i stedet for artiklerne 8-16 i konventionerne angående civilprocessen, undertegnet i Haag den 17. juli 1905 og den 1. marts 1954, i den udstrækning staterne har tilsluttet sig disse konventioner.
Artikel 30
Konventionen indvirker ikke på anvendelsen af artikel 23 i konventionen fra 1905 eller af artikel 24 i konventionen fra 1954.
Artikel 31
Tillægsaftaler til konventionerne af 1905 og 1954, som de kontraherende stater har indgået, anses for anvendelige også på denne konvention, medmindre de pågældende stater har aftalt andet.
Artikel 32
Bortset fra bestemmelserne i artiklerne 29 og 31 griber konventionen ikke ind i andre konventioner, som de kontraherende stater har tilsluttet sig eller vil tilslutte sig, og som indeholder bestemmelser om forhold, der er omfattet af denne konvention.
Artikel 33
En stat kan på tidspunktet for undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse, helt eller delvis udelukke anvendelsen af bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, og i kapitel II. Intet andet forbehold er tilladt.
En kontraherende stat kan til enhver tid trække et forbehold, som den har taget, tilbage; forbeholdet ophører at have virkning den tresindstyvende dag efter meddelelsen om tilbagetrækningen.
Når en stat har taget et forbehold, kan enhver anden stat, som berøres af forbeholdet, anvende den samme regel over for den stat, som har taget forbeholdet.
Artikel 34
En stat kan til enhver tid tilbagetrække eller ændre en erklæring.
Artikel 35
En kontraherende stat skal enten ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument eller senere oplyse det nederlandske udenrigsministerium om udpegelsen af de myndigheder, der er nævnt i artiklerne 2, 8, 24 og 25.
En kontraherende stat skal ligeledes i påkommende tilfælde oplyse ministeriet om
a) udpegelsen af de myndigheder, hvortil de diplomatiske eller konsulære repræsentanter skal henvende sig i henhold til artikel 16, og de myndigheder, som kan give den tilladelse eller den bistand, som er fastsat i artiklerne 15, 16 og 18;
b) udpegelsen af de myndigheder, som kan give ,commissioners' den tilladelse, der er nævnt i artikel 17, eller den bistand, der er nævnt i artikel 18;
c) erklæringer i henhold til artiklerne 4, 8, 11, 15, 16, 17, 18, 23 og 27;
d) enhver tilbagetrækning eller ændring af de ovennævnte udpegelser og erklæringer;
e) tilbagetrækning af forbehold.
Artikel 36
De vanskeligheder, som måtte opstå mellem de kontraherende stater i forbindelse med anvendelsen af konventionen, skal løses ad diplomatisk vej.
Artikel 37
Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, som var repræsenteret på Den international-privatretlige
Haagerkonferences 11. samling.
Den skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.
Artikel 38
Konventionen træder i kraft den tresindstyvende dag, efter at det tredje ratifikationsinstrument er deponeret som fastsat i artikel 37, stk. 2.
For hver underskrivende stat, som ratificerer konventionen senere, træder den i kraft den tresindstyvende dag efter deponeringen af denne stats ratifikationsinstrument.
Artikel 39
Enhver, stat, som ikke har været repræsenteret på Den international- privatretlige Haagerkonferences 11. samling, men som er medlem af denne konference, eller af De forenede Nationer, eller af et af denne organisations hovedorganer, eller som har tiltrådt Den internationale Domstols statut, kan tiltræde denne konvention, efter at den er trådt i kraft i henhold til artikel 38, stk. 1.
Tiltrædelsesinstrumentet skal deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.
Konventionen træder i kraft for en tiltrædende stat den tresindstyvende dag, efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet.
Tiltrædelsen har kun retsvirkning i forholdet mellem den tiltrædende stat, og de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om at acceptere tiltrædelsen. Erklæringen deponeres i det nederlandske udenrigsministerium; dette sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart af erklæringen til hver af de kontraherende stater.
Konventionen træder i kraft mellem den stat, som tiltræder, og den stat, som har afgivet erklæring om at acceptere tiltrædelsen, den tresindstyvende dag efter, at erklæringen om accept er deponeret.
Artikel 40
Enhver stat kan i forbindelse med undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen erklære, at konventionen desuden skal udvides til alle de territorier, hvis internationale anliggender den varetager, eller til et eller flere af dem. En sådan erklæring har virkning fra konventionens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.
Efter dette tidspunkt skal sådanne udvidelser meddeles det nederlandske udenrigsministerium.
Konventionen træder i kraft for de territorier, som omfattes af udvidelsen i en sådan tilføjelse, den tresindstyvende dag efter den underretning, der er nævnt i foregående stykke.
Artikel 41
Konventionen gælder fem år fra den dag, den træder i kraft efter artikel 38, stk. 1 også for stater, som har ratificeret eller tiltrådt den senere.
Konventionen fornys stiltiende for fem år ad gangen, medmindre den opsiges.
Opsigelse skal mindst seks måneder før udløbet af femårsperioden meddeles det nederlandske udenrigsministerium.
Den kan begrænses til enkelte af de territorier, som konventionen omfatter.
Opsigelsen har kun virkning for den stat, som har afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige kontraherende stater.
Artikel 42
Det nederlandske udenrigsministerium skal give underretning om følgende til de stater, der er nævnt i artikel 37, og til de stater, som har tiltrådt konventionen efter artikel 39
a) undertegnelser og ratifikationer efter artikel 37;
b) datoen for konventionens ikrafttræden efter artikel 38;
c) tiltrædelser efter artikel 39 og den dato, de får virkning;
d) udvidelser efter artikel 40 og den dato, de får virkning;
e) udpegelser, forbehold og erklæringer efter artiklerne 33 og 35;
f) opsigelser efter artikel 41, stk. 3.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndigede dertil, undertegnet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Haag den 18. marts 1970 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i eet eksemplar, som deponeres i den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en bekræftet genpart ad diplomatisk vej tilsendes hver af de stater, som var repræsenteret på Den international-privatretlige Haagerkonferences 11. samling.
For Amerikas forenede Stater
Philip W. Amram
27. juli 1970
For Den forenede arabiske Republik
For Belgien
For Canada
For Danmark
Under forbehold af ratifikation
Sigurd Christensen
18. april 1972
For Finland
For Frankrig
For Grækenland
For Irland
For Israel
For Italien
For Japan
For Jugoslavien
For Luxembourg
For Nederlandene
For Norge
G. Rogstad
For Portugal
Constantino Ribeiro Vaz
For Spanien
For Det forenede Kongerige
Storbritannien og Nordirland
Edward Tomkins
For Sverige
For Schweiz
For Tjekkoslovakiet
For Tyrkiet
For Forbundsrepublikken Tyskland
Under forbehold af ratifikation
Hans Arnold
For Østrig
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 20. juni 1972 i det nederlandske udenrigsministerium, og konventionen trådte i medfør af artikel 38, stk. 1 i kraft den 7. oktober 1972.
Foruden af Danmark er konventionen blevet ratificeret af Amerikas forenede Stater og Norge.
Der er taget forbehold og afgivet erklæringer som følger
Danmark.
Forbehold jfr. artikel 33
ad artikel 4
Der tages forbehold over for modtagelsen af retsanmodninger på fransk.
ad artikel 17
Der tages forbehold over for optagelse af bevis ved ,commissioners' .
Erklæringer jfr. artikel 35
ad artikel 2
Justitsministeriet er udpeget som central myndighed.
ad artikel 4
Retsanmodninger modtages på norsk og svensk; Danmark påtager sig ikke nogen forpligtelse til at tilbagesende de optagne beviser på andet sprog end dansk.
ad artikel 8
Retsmedlemmer fra den anmodende myndighed i en anden kontraherende stat kan efter forudgående tilladelse fra vedkommende danske ret være tilstede ved udførelsen af retsanmodningen.
ad artikel 15
Bevis må kun optages af en diplomatisk eller konsulær repræsentant efter tilladelse fra Justitsministeriet.
ad artikel 16
Tilladelse til optagelse af bevis meddeles af justitsministeriet.
ad artikel 23
Retsanmodninger med det formål at opnå ,Pre-trial discovery of documents' kan ikke udføres i Danmark.
ad artikel 27. a
Retsanmodninger kan som hidtil sendes gennem udenlandske konsuler i Danmark direkte til vedkommende danske ret.
Amerikas forenede Stater.
Erklæringer og forbehold jfr. artiklerne 33 og 35
ad artikel 2
The United States Department of Justice, Washington, DC 20530, er udpeget som central myndighed.
ad artikel 4, stk. 2
Amerikas forenede Stater vil acceptere modtagelsen af retsanmodninger på eller oversat til fransk. Det understreges, at da sådanne dokumenter skal oversættes til engelsk, vil behandlingen i den centrale myndighed tage længere tid end en tilsvarende retsanmodning på engelsk.
ad artikel 4, stk. 3
Amerikas forenede Stater vil acceptere modtagelsen af retsanmodninger på spansk, for så vidt disse skal eksekveres i ,the commonwealth of Puerto Rico'.
ad artikel 8
Retsmedlemmer fra den anmodende myndighed i en anden kontraherende stat kan efter forudgående tilladelse fra justitsministeriet være til stede ved udførelsen af retsanmodningen.
ad artiklerne 16 og 17
Bevis i henhold til disse artikler kan optages uden den ovennævnte tilladelse.
ad artikel 18
En diplomatisk eller konsulær repræsentant eller en kommissionær autoriseret til at optage bevis i henhold til artiklerne 15, 16 og 17 kan anmode om fornøden assistance til med magt at gennemtvinge bevisoptagelsen. Den i artikel 18 kompetente myndighed er underretten på det sted, hvor vedkommende bor eller opholder sig. Denne ret kan beordre vedkommende til at afgive vidneudsagn eller erklæring og til at fremskaffe dokumenter eller genstande til brug for den ret, ved hvilken sagen verserer, eller anden ret. Denne ordre kan gå ud på, at vidneudsagnet eller erklæringen og fremskaffelsen af dokumentet eller genstanden kan finde sted for en af retten udpeget repræsentant.
ad artikel 40 stk 2
Konventionen omfatter også Guam, Puerto Rico og Jomfruøerne.
Konventionen træder i kraft for Guam, Puerto Rico og Jomfruøerne den 10. april 1973.
Norge.
Forbehold jfr. artikel 33
ad artikel 4 stk. 2
Der tages forbehold over for modtagelsen af retsanmodninger på fransk.
Erklæringer jfr. artikel 35.
ad artikel 2
Justitsministeriet er udpeget som central myndighed med hensyn til artiklerne 15, 16, og 17.
ad artikel 4, stk. 3
Retsanmodninger kan sendes på dansk og svensk til den centrale myndighed.
Ved at godkende retsanmodninger på noget andet sprog end norsk påtager Norge sig ikke at tilbagesende de optagne beviser på dette andet sprog.
ad artikel 15
Bevis må kun optages af en diplomatisk eller konsulær repræsentation efter forudgående tilladelse.
ad artikel 23
Retsanmodninger med det formål at opnå ,Pre-trial discovery of documents' kan ikke udføres i Norge.
Udenrigsministeriet, den 7. december 1973.
K. B. Andersen.
Kapitel I Retsanmodninger
Kapitel II Bevisoptagelse ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter og
Kapitel III Almindelige bestemmelser
Bekendtgørelse af konvention af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.(* 1)
Ved kgl. resolution af 24. maj 1972 har Danmark ratificeret den på den 11. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.
Konventionen har følgende ordlyd
KONVENTION
om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål
De stater, der har undertegnet denne konvention, ønsker at lette oversendelsen og udførelsen af retsanmodninger og at fremme den gensidige tilpasning af de forskellige fremgangsmåder, som de bruger til dette formål,
ønsker at forbedre det gensidige retslige samarbejde i sager om civile eller kommercielle spørgsmål,
har besluttet at indgå en konvention herom og er blevet enige om følgende bestemmelser