Bekendtgørelse af europæiske konvention af 21. april 1961 om international handelsvoldgift (* 1)

Bekendtgørelse af europæiske konvention af 21. april 1961 om international handelsvoldgift (* 1)

Ved kgl. resolution af 24. november 1972 har Danmark ratificeret den i Geneve den 21. april 1961 undertegnede europæiske konvention om international handelsvoldgift.

Konventionen har følgende ordlyd (den russiske tekst er udeladt her)

Oversættelse

EUROPÆISK KONVENTION

om international handelsvoldgift.

Artikel I

Konventionens område

1. Denne konvention finder anvendelse

a) på voldgiftsaftaler afsluttet med henblik på afgørelse af tvister i international handel mellem fysiske eller juridiske personer, som ved aftalens indgåelse havde bopæl eller sæde i forskellige kontraherende stater;

b) på voldgiftsforhandlinger og kendelser i medfør af aftaler som anført i stk. 1 a) ovenfor.

2. I denne konvention betyder

a) »voldgiftsaftale« enten en voldgiftsklausul i en aftale eller en voldgiftsaftale, hvis aftalen eller voldgiftsaftalen er undertegnet af parterne eller indeholdt i en udveksling af breve eller telegrammer eller er indgået gennem fjernskriver, samt i forhold mellem lande, hvis lovgivninger ikke stiller krav om, at en voldgiftsaftale skal være skriftlig, enhver voldgiftsaftale, som er afsluttet i den form, som disse lovgivninger kræver;

b) »voldgift« afgørelse både ved voldgiftsmænd,som er udpeget for hver enkelt sag (ad hoc voldgift) og ved permanente voldgiftsinstitutioner;

c) »sæde« det sted, hvor den forretningsafdeling, som har indgået voldgiftsaftalen, er beliggende.

Artikel II

Offentligretlige juridiske personers adgang til at benytte voldgift

1. I de i denne konventions artikel I, stk. 1 nævnte tilfælde kan juridiske personer, som i henhold til den for dem gældende lov betragtes som »offentligretlige juridiske personer«, gyldigt indgå voldgiftsaftaler.

2. Ethvert land kan ved underskrivelse, ratificering eller tiltrædelse af denne konvention erklære, at den begrænser ovennævnte ret, således som bestemt i erklæringen.

Artikel III

Udenlandske statsborgeres adgang til at være voldgiftsmænd

I voldgift, som omfattes af denne konvention, kan fremmede statsborgere udpeges som voldgiftsmænd.

Artikel IV

Voldgiftens organisering

1. En voldgiftsaftales parter kan bestemme

a) at deres tvister skal afgøres ved en voldgiftsinstitution; i dette tilfælde skal voldgiftsforhandlingerne foregå i overensstemmelse med denne institutions voldgiftsregler;

b) at deres tvister skal afgøres ved ad hoc voldgift; i så fald kan parterne bl.a.

i) udpege voldgiftsmændene eller aftale måden, hvorpå de skal udpeges, såfremt der opstår tvist;

ii) bestemme stedet for voldgiften; og

iii) fastsætte, hvilke procedureregler voldgiftsmændene skal anvende.

2. Hvis parterne har aftalt at henskyde en tvist til ad hoc voldgift, og en part ikke inden 30 dage efter, at indklagede har modtaget begæringen om voldgift, har udpeget sin voldgiftsmand, skal denne, medmindre andet er aftalt, på begæring af den anden part udpeges af præsidenten for det kompetente handelskammer i det land, hvor den første part havde bopæl eller sæde, da begæring om voldgift blev fremsat. Dette stykke finder også anvendelse ved valg af afløser for den eller de af en part eller af præsidenten for nævnte handelskammer udpegede.

3. Hvis parterne har aftalt, at deres tvister skal afgøres ved ad hoc voldgift med en eller flere voldgiftsmænd, og hvis voldgiftsaftalen ikke indeholder bestemmelser om voldgiftens organisering som nævnt i stk. 1, skal de fornødne foranstaltninger, såfremt parterne ikke kan enes herom, og såfremt tilfældet ikke falder ind under stk. 2, træffes af de allerede udpegede voldgiftsmænd. Hvis parterne ikke kan enes om at udpege enevoldgiftsmanden, eller hvis de udpegede voldgiftsmænd ikke enes om de fornødne foranstaltninger, kan klageren, hvis parterne har truffet aftale om stedet for voldgiften, efter eget valg begære de fornødne foranstaltninger truffet enten af præsidenten for handelskammeret i det land, hvor voldgiften skal foregå, eller af præsidenten for det kompetente handelskammer i det land, hvor indklagede havde bopæl eller sæde, da begæring om voldgift blev fremsat. Hvis det ikke er aftalt, hvor voldgiften skal foregå, kan klageren efter eget valg begære de fornødne foranstaltninger truffet enten af præsidenten for det kompetente handelskammer i det land, hvor indklagede havde bopæl eller sæde, da begæring om voldgift blev fremsat, eller af Den særlige Komitee, om hvis sammen sætning og procedure regler findes i tillægget til denne konvention. Hvis klageren undlader at udøve sine rettigheder ifølge dette stykke, kan disse udøves af indklagede eller af voldgiftsmændene.

4. Når der rettes henvendelse til præsidenten eller til Den særlige Komitee, kan disse alt efter tilfældets beskaffenhed

a) udpege enevoldgiftsmanden, formanden for voldgiftsretten, opmanden eller »referee«;

b) udpege en efterfølger for en voldgiftsmand, som er valgt på anden måde end nævnt i stk. 2

c) bestemme, hvor voldgiften skal foregå, dog at voldgiftsmændene kan bestemme et andet sted for voldgiften;

d) fastsætte - eventuelt ved henvisning til de for en permanent voldgiftsinstitution gældende regler - de procedureregler, som voldgiftsmændene skal følge, hvis ikke voldgiftsmændene i mangel på enighed herom mellem parterne har aftalt sådanne regler.

5. Hvis parterne har aftalt, at deres tvister skal afgøres ved en permanent voldgiftsinstitution uden at have bestemt institutionen, og de ikke kan enes herom, kan klageren begære en sådan institution udpeget i overensstemmelse med stk. 3.

6. Hvis voldgiftsaftalen ikke indeholder bestemmelser om, hvorvidt voldgiften skal foregå ved en permanent voldgiftsinstitution eller ved ad hoc voldgift, og hvis parterne ikke kan enes herom, kan klageren få dette afgjort i overensstemmelse med stk. 3. Præsidenten for det kompetente handelskammer eller Den særlige Komitee kan da enten henvise parterne til en permanent voldgiftsinstitution eller opfordre dem til inden en af dem fastsat frist at udpege deres voldgiftsmænd og til inden denne frist at enes om de fornødne foranstaltninger for voldgiftens gennemførelse. I sidste fald finder bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4 anvendelse.

7. Hvis den i medfør af denne artikels stk. 2, 3, 4, 5 og 6 udpegede præsident for vedkommende handelskammer ikke inden 60 dage, efter at han har modtaget anmodning om at udøve en af de deri nævnte funktioner, har efterkommet begæringen, er klageren berettiget til at rette anmodning herom til Den særlige Komitee.

Artikel V

Indsigelser mod voldgiftsrettens kompetence

1. En part, som vil rejse indsigelse mod en voldgiftsmands kompetence under påberåbelse af, enten at der ikke forelå nogen voldgiftsaftale, eller at voldgiftsaftalen var ugyldig eller faldet bort, skal gøre det under voldgiftsforhandlingerne og senest ved indgivelse af sit klageskrift eller sit svarskrift vedrørende sagens realitet; indsigelse om, at en voldgiftsmand ikke har kompetence, skal fremsættes under voldgiftsforhandlingerne, så snart som det spørgsmål, med hensyn til hvilket voldgiftsmanden påstås ikke at have kompetence, rejses under voldgiftssagen. Hvis indsigelsen fremkommer senere, og voldgiftsmanden finder det undskyldeligt, skal han dog tillade den fremsat.

2. Hvis de i stk. 1 nævnte indsigelser vedrørende kompetencen ikke fremsættes inden de der angivne tidsfrister, kan de, hvis der er tale om indsigelser, som parterne ifølge den lov, som voldgiftsmanden skal anvende, kun selv kan påberåbe sig, ikke fremsættes senere under voldgiftssagen, og hvis der er tale om indsigelser, som parterne ifølge den lov, som domstolen ifølge de for den gældende internationalprivatretlige regler skal anvende, selv, kan påberåbe sig, ej heller senere under en sag ved en almindelig domstol om voldgiftskendelsens indhold eller fuldbyrdelse. Voldgiftsmandens afgørelse af, om en indsigelse er fremsat for sent, kan dog efterprøves for domstolene.

3. En voldgiftsmand, hvis kompetence bestrides, bør - men under efterfølgende prøve for domstolene efter lex fori - fortsætte sagens behandling, tage stilling til spørgsmålet om sin egen kompetence og til spørgsmålet om eksistensen eller gyldigheden af voldgiftsaftalen eller af den aftale, hvori voldgiftsaftalen indgår.

Artikel VI

De almindelige domstoles kompetence

1. Hvis der under en sag ved de almindelige domstole rejses indsigelse mod rettens kompetence under påberåbelse af, at der er aftalt voldgift, skal indsigelsen - hvis den ikke skal - fortabes fremsættes enten forinden eller samtidig med fremlæggelsen af svarskriftet vedrørende sagens realitet, alt efter om indsigelsen ifølge den for domstolen gældende lov er en formalitetsindsigelse eller en realitetsindsigelse.

2. Ved afgørelsen af, om der eksisterer en voldgiftsaftale, eller af, om en sådan aftale er gyldig, skal domstolene i de kontraherende stater anvende for så vidt angår spørgsmål om parternes evne til at indgå aftalen den for dem gældende lov og for så vidt angår andre spørgsmål

a) den lov, som voldgiftsaftalen ifølge parternes aftale skal bedømmes efter;

b) hvis der ikke er truffet aftale herom, loven i det land, hvor voldgiftskendelsen skal afsiges;

c) hvis der ikke er truffet aftale om, hvilken lov der skal finde anvendelse ved bedømmelsen af aftalens gyldighed, og hvis stedet for voldgiftskendelsens afsigelse ikke kan udpeges på det tidspunkt, da spørgsmålet rejses for retten, da den lov, som de for vedkommende domstol gældende international privatretlige regler tilsiger.

Domstolene kan også afslå at anerkende en voldgiftsaftale, hvis tvisten ikke kunne afgøres ved voldgift i de lande, hvor parterne har bopæl eller sæde.

3. Hvis der er indledt voldgiftssag, og der senere anlægges sag ved en ordinær domstol vedrørende samme tvist mellem de samme parter eller vedrørende spørgsmålet, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om voldgiftsaftalen er ugyldig eller faldet bort, skal retten udsætte sin afgørelse om voldgiftsrettens kompetence, indtil voldgiftskendelsen er afsagt, medmindre der foreligger væsentlige grunde for det modsatte.

4. En henvendelse til en domstol om foreløbige retsskridt eller om forholdsregler til bevarelse af status quo er ikke uforenelig med en voldgiftsaftale og er heller ikke at betragte som et sagsanlæg vedrørende sagens realitet.

Artikel VII

Hvilken lov, der skal finde anvendelse

1. Parterne kan aftale, hvilken lovgivning voldgiftsmændene skal anvende ved sagens afgørelse. Hvis parterne ikke har truffet aftale herom, skal voldgiftsmændene anvende den lovgivning, som bestemmes af de internationalprivatretlige regler, som voldgiftsmændene finder anvendelige. I begge tilfælde skal voldgifts mændene tage hensyn til kontraktens bestemmelser og til handelssædvaner.

2. Voldgiftsmændene skal afgøre sagen efter billighed, hvis parterne har truffet aftale herom og kan gøre det efter den lov, som finder anvendelse på voldgiften.

Artikel VIII

Kendelsens begrundelse

Parterne antages at have aftalt, at kendelsen skal begrundes, medmindre de

a) enten udtrykkeligt, har erklæret, at kendelsen ikke skal begrundes, eller

b) har aftalt en voldgiftsprocedure, hvorefter det ikke er sædvanligt at begrunde kendelser. Hver af parterne kan dog i dette tilfælde inden afslutningen af de mundtlige forhandlinger eller, hvis der ikke er mundtlige forhandlinger, inden kendelsens udfærdigelse, fremsætte begæring om, at kendelsen skal begrundes.

Artikel IX

Tilsidesættelse af voldgiftskendelser

1. Tilsidesættelse i et kontraherende land af en voldgiftskendelse som hører under denne konvention, kan kun danne grundlag for nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse i et andet kontraherende land hvis tilsidesættelsen er sket i et land, i hvilket eller i henhold til hvis lov kendelsen er afsagt, og kun hvis tilsidesættelse er sket af en af følgende grunde

a) at parterne ikke efter deres lovgivning kunne indgå voldgiftsaftalen eller aftalen ikke er gyldig efter det lands ret parterne havde undergivet den eller hvis aftale ikke er truffet herom, efter retten i det land, hvor voldgiften fandt sted; eller

b) at den part som kræver kendelsen tilsidesat ikke har fået behørig meddelelse om en voldgiftsmands udnævnelse eller voldgiftens afholdelse eller af anden grund var ude af stand til at føre sin sag; eller

c) at kendelsen afgør spørgsmål, som ikke er omfattet af, eller som ikke falder inden for voldgiftsaftalen; afgørelser, som ligger inden for aftalen, skal dog ikke tilsidesættes, hvis de er uafhængige af de afgørelser, som går ud over denne; eller

d) at voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftens afholdelse ikke har været i overensstemmelse med, hvad der har været aftalt eller i mangel af sådan aftale i overensstemmelse med artikel IV i denne konvention.

2. I forholdet mellem lande, som også har tiltrådt New York- konventionen af 10. juni 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, indskrænker stk. 1 i denne artikel anvendelsen af New York-konventionens artikel V, 1. e) til kun at omfatte tilfælde, hvor tilsidesættelse er sket af en af de i stk. 1 ovenfor nævnte grunde.

Artikel X

Afsluttende bestemmelser

1. Denne konvention er åben for undertegnelse eller tiltrædelse af lande, der er medlemmer af Den økonomiske Kommission for Europa, og for lande, der er tillagt rådgivende status over for kommissionen i henhold til § 8 i kommissionens statutter.

2. Lande, som kun deltager i visse af Den økonomiske Kommission for Europas funktioner i henhold til § 11 i kommissionens statutter, kan blive kontraherende parter i konventionen ved at tiltræde den efter, at den er trådt i kraft.

3. Konventionen står åben for undertegnelse til og med den 31. december 1961. Derefter er den åben for tiltrædelse.

4. Konventionen skal ratificeres.

5. Ratifikation eller tiltrædelse sker ved deponering af et dokument herom hos generalsekretæren for De forenede Nationer.

6. Samtidig med undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse af konventionen skal de kontraherende parter tilstille generalsekretæren for De forenede Nationer en liste over de handelskamre eller andre institutioner i deres lande, som skal udøve de funktioner, der i henhold til konventionens artikel IV er tillagt præsidenten for det kompetente handelskammer.

7. Bestemmelserne i denne konvention påvirker ikke gyldigheden af andre flersidige eller tosidige aftaler om voldgift, som er indgået mellem, eller som senere måtte blive indgået mellem kontraherende stater.

8. Konventionen træder i kraft den halvfemsindstyvende dag efter, at fem af de i stk. 1 ovenfor omhandlede lande har deponeret deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter. For ethvert land, der ratificerer eller tiltræder konventionen senere, træder den i kraft den halvfemsindstyvende dag efter deponeringen af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumentet.

9. Enhver kontraherende part kan opsige konventionen ved underretning herom til generalsekretæren for De forenede Nationer. Opsigelsen træder i kraft tolv måneder efter, at generalsekretæren har modtaget underretningen.

10. Hvis efter konventionens ikrafttræden antallet af kontraherende parter reduceres til mindre end fem som følge af opsigelser, ophører konventionen med at være i kraft fra den dag, den sidste af disse opsigelser træder i kraft.

11. Generalsekretæren for De forenede Nationer skal underrette de i stk. 1 nævnte lande og lande, som er blevet kontraherende parter i medfør af stk. 2 ovenfor, om

a) erklæringer i medfør af artikel 11, stk. 2;

b) ratifikationer og tiltrædelser i medfør af stk. 1 og 2 ovenfor;

c) underretninger modtaget i henhold til stk. 6 ovenfor;

d) datoerne for konventionens ikrafttræden i medfør af stk. 8 ovenfor;

e) opsigelser i medfør af stk. 9 ovenfor;

f) konventionens bortfald i medfør af stk. 10 ovenfor.

12. Efter den 31. december 1961 skal originaleksemplaret af konventionen deponeres hos generalsekretæren for De forenede Nationer, som skal tilstille de i stk. 1 og 2 ovenfor nævnte lande bekræftede genparter.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndigede hertil, underskrevet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Geneeve den enogtyvende dag i april, år et tusinde nihundrede og enogtres i et eksemplar på engelsk, fransk og russisk, hvilke tre tekster har samme gyldighed.

Oversættelse

Tillæg

Sammensætningen af og proceduren for den i konventionens artikel 4 nævnte Særlige Komitee

1. Den i konventionens artikel IV nævnte Særlige Komitee skal bestå af to almindelige medlemmer og en formand. En af de almindelige medlemmer skal vælges af de handelskamre eller andre institutioner, som i medfør af konventionens artikel X, stk. 6, er udpeget af stater, i hvilke der på det tidspunkt, da konventionen er åben for underskrift, findes nationale komiteer af Det internationale Handelskammer, og som på valgets tidspunkt er parter i konventionen. Det andet medlem skal vælges af de handelskamre eller andre institutioner, som i medfør af konventionens artikel X, stk. 6 er udpeget af stater, i hvilke der på det tidspunkt, da konventionen er åben for underskrift, ikke findes nationale komiteer af Det internationale Handelskammer, og som på valgets tidspunkt er parter i konventionen.

2. De personer, der skal fungere som formænd for Den særlige Komitee i henhold til stk. 7 i dette tillæg, vælges på samme måde af de handelskamre eller andre institutioner, som er omtalt i stk. 1 i dette tillæg.

3. De i stk. 1 i dette tillæg nævnte handelskamre og andre institutioner skal samtidig med og på samme måde, som de vælger formand og andre almindelige medlemmer, vælge stedfortrædere til at fungere i tilfælde af formandens eller de almindelige medlemmers midlertidige forfald. Såfremt formanden eller et almindeligt medlem får vedvarende forfald eller trækker sig tilbage, skal vedkommende stedfortræder (alt efter tilfældet) tiltræde som formand eller respektiv almindeligt medlem, og den kreds af handelskamre eller andre institutioner, som har valgt den stedfortræder, der er blevet formand eller almindeligt medlem, skal i så fald vælge en anden stedfortræder.

4. De første valg til komiten skal afholdes inden 90 dage fra den dag, da det 5. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret. Også handelskamre og andre institutioner, som er udpeget af stater, der har underskrevet konventionen, skal, selv om vedkommende stat endnu ikke er part i konventionen, være berettiget til at deltage i disse valg. Hvis det imidlertid ikke er muligt at afholde valg inden for den foreskrevne periode, udskydes ikrafttrædelsen af konventionens artikel IV, stk. 3-7, indtil valgene er afholdt som foreskrevet ovenfor.

5. Bortset fra bestemmelserne i stk.7 nedenfor vælges medlemmerne af Den særlige Komitee for en periode af fire år. Nyvalg afholdes inden for de førte seks måneder af det fjerde år, som følger efter det foregående valg. Hvis et nyvalg af medlemmer til Den særlige Komitee imidlertid ikke fører til resultat, skal de tidligere valgte medlemmer fortsætte med at fungere, indtil nyvalg har fundet sted.

6. Der gives underretning om valget af medlemmer af Den særlige Komitee til generalsekretæren for De forenede Nationer, som igen skal underrette de i konventionens artikel X, stk. 1 nævnte stater og de stater, som er blevet kontraherende parter i medfør af artikel X, stk. 2. Generalsekretæren skal på samme måde underrette de nævnte stater om enhver udskydelse af ikrafttrædelsen og om ikrafttrædelsen af konventionens artikel IV, stk. 3-7 i medfør af stk. 4 i dette tillæg.

7. De personer, der vælges til hvervet som formand, skal udøve hvervet efter tur, hver for en periode af to år. Afgørelsen af, hvem af disse to personer, der skal fungere som formand i den første toårsperiode efter konventionens ikrafttræden, afgøres ved lodtrækning. Hvervet som formand overgår derefter for hver følgende toårsperiode til den person, der er valgt som formand af den anden gruppe af lande end den, af hvilken den fungerende formand i den umiddelbart foregående toårsperiode var valgt.

8. Anmodning til Den særlige Komitee vedrørende et af de i nævnte artikel IV, stk. 3-7 omhandlede spørgsmål sendes til eksekutivsekretæren for Den økonomiske Kommission for Europa. Eksekutivsekretæren skal i første omgang forelægge spørgsmålet for det medlem af Den særlige Komitee, som er valgt af den anden gruppe af lande end den, der har valgt den formand, som fungerer på det tidspunkt, da spørgsmålet rejses. Dette medlems forslag til afgørelse skal af eksekutivsekretæren oversendes til det andet medlem af komiteen, og hvis dette andet medlem er enig i forslaget, er dette at betragte som komiteens afgørelse og skal som sådan af eksekutivsekretæren meddeles til den part, der rejste spørgsmålet.

9. Hvis de to medlemmer af Den særlige Komitee, som eksekutivsekretæren har rettet henvendelse til, ikke kan enes om en afgørelse ved korrespondance, skal eksekutivsekretæren for Den økonomiske Kommission for Europa indkalde til et møde i den nævnte kommitee i Geneeve med henblik på at opnå en enstemmig afgørelse af spørgsmålet. I mangel af enighed træffes komiteens afgørelse ved stemmeflerhed, og afgørelsen meddeles af eksekutivsekretæren til den part, der rejste spørgsmålet.

10. De med spørgsmålets behandling for Den særlige Komite forbundne omkostninger udredes af den part, som har indgivet spørgsmålet, men er i øvrigt at betragte som sagsomkostninger.

Konventionen trådte i medfør af artikel X, stk. 8 i kraft den 7. januar 1964.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 22. december 1972 deponeret hos De forenede Nationers generalsekretær, og konventionen trådte herefter i medfør af artikel X, stk. 8 i kraft for Danmarks vedkommende den 21. marts 1973.

Danmark har afgivet erklæring om, at konventionen ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Konventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af: Belgien, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Finland, Frankrig, Italien, Jugoslavien, Polen, Rumænien, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Spanien, Tyrkiet, Forbundsrepublikken Tyskland (inkl. Land Berlin), Tjekkoslovakiet, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik, Ungarn og Østrig.

Udenrigsministeriet, den 19. juni 1973.

K. B. Andersen.