Bekendtgørelse af traktat af 3. februar 1972 med Spanien om fuldbyrdelse af straffedomme.

Artikel 1

I denne traktat

a) betyder ,straffedom' enhver endelig afgørelse truffet af en kriminalret i en af staterne efter en forfølgning i strafferetsplejens former,

b) omfatter ,lovovertrædelse', foruden handlinger der omfattes af straffelovgivningen, sådanne der behandles efter de spanske regler vedrørende overtrædelser af færdselsregler, idet det er oplyst at den pågældende person, hvor disse bestemmelser henlægger afgørelsen til en administrativ myndighed, har mulighed for at få sagen prøvet af en domstol,

c) betyder ,domfældelse' pålæggelse af en sanktion,

d) betyder ,sanktion' enhver straf eller anden foranstaltning, der i anledning af en lovovertrædelse udtrykkeligt er pålagt en person i en straffedom eller ved udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation i medfør af den danske retsplejelovs § 931, eller ved en spansk administrativ afgørelse vedrørende færdselsforseelser,

e) betyder ,rettighedsfortabelse' enhver varig eller tidsbegrænset fortabelse af rettigheder, ethvert forbud eller tab af retsevne,

f) betyder ,udeblivelsesdom' enhver afgørelse, der betragtes som sådan i medfør af artikel 19, stk. 2,

g) betyder ,udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation', en sigtets vedtagelse af bøde eller konfiskation i overensstemmelse med den danske retsplejelovs § 931.

AFSNIT II

FULDBYRDELSE AF STRAFFEDOMME

Kapitel 1 Almindelige bestemmelser.

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser.

a) Almindelige betingelser for fuldbyrdelse

Artikel 2

Dette afsnit finder anvendelse på

a) sanktioner, der medfører frihedsberøvelse,

b) bøder eller konfiskation,

c) rettighedsfortabelser.

Kapitel 2 Begæringer om fuldbyrdelse.

Kapitel 2

Begæringer om fuldbyrdelse.

Artikel 3

1. Enhver af de kontraherende stater er i de tilfælde og under de betingelser, der er fastsat i denne traktat, kompetent til at fuldbyrde en i den anden kontraherende stat idømt sanktion, som er eksigibel i den sidstnævnte stat.

2. Denne kompetence kan kun udøves, efter at den anden kontraherende stat har anmodet om fuldbyrdelse.

Kapitel 3 Udeblivelsesdomme, udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation

Kapitel 3

Udeblivelsesdomme, udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation

og administrative sanktioner

Artikel 4

1. En sanktion idømt i den ene kontraherende stat, kan ikke fuldbyrdes af den anden kontraherende stat, medmindre den handling, for hvilken sanktionen er idømt, i medfør af sidstnævnte stats lovgivning ville have været en lovovertrædelse, såfremt den var begået inden for dens eget territorium, og lovovertræderen havde kunnet idømmes straf, hvis han havde begået handlingen der.

2. Såfremt domfældelsen angår to eller flere lovovertrædelser, hvoraf nogle ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte betingelser, skal den dømmende stat angive, hvilken del af sanktionen, der vedrører de lovovertrædelser, som opfylder disse betingelser.

Kapitel 4 Foreløbige foranstaltninger.

Kapitel 4

Foreløbige foranstaltninger.

Artikel 5

Den dømmende stat kan kun anmode den anden kontraherende stat om at fuldbyrde sanktionen, såfremt en eller flere af følgende betingelser er opfyldt

a) såfremt domfældte er fast bosiddende i den anden stat,

b) såfremt det må antages, at sanktionens fuldbyrdelse i den anden stat vil forbedre mulighederne for domfældtes resocialisering,

c) såfremt sanktionen, hvor denne medfører frihedsberøvelse, ville kunne fuldbyrdes i fortsættelse af en anden sanktion, der medfører frihedsberøvelse, og som domfældte afsoner eller skal afsone i den anden stat,

d) såfremt den anden stat er domfældtes oprindelige hjemland og har erklæret sig villig til at påtage sig ansvaret for sanktionens fuldbyrdelse,

e) såfremt den dømmende stat ikke finder, at den selv kan fuldbyrde sanktionen, end ikke ved at gøre brug af udlevering, og den anden stat er i stand hertil.

Kapitel 5 Fuldbyrdelse af sanktioner.

Kapitel 5

Fuldbyrdelse af sanktioner.

a) Almindelige bestemmelser

Artikel 6

Fuldbyrdelse, der er begæret i overensstemmelse med de foregående bestemmelser, kan alene afslås helt eller delvis i følgende tilfælde

a) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats grundlæggende retsprincipper;

b) såfremt den anmodede stat anser den pådømte lovovertrædelse for at være af politisk karakter eller for at være en rent militær lovovertrædelse;

c) såfremt den anmodede stat finder, at der er vægtige grunde til at antage, at domfældelsen er begrundet i eller skærpet under hensyn til race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning

d) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats internationale forpligtelser;

e) såfremt den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i den anmodede stat, eller såfremt den anmodede stat beslutter at indlede retsforfølgning for den samme handling;

f) såfremt de kompetente myndigheder i den anmodede stat har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling;

g) såfremt handlingen er begået uden for den begærende stats territorium

h) såfremt den anmodede stat ikke er i stand til at fuldbyrde sanktionen;

i) såfremt begæringen er begrundet i artikel 5, e), og ingen af de øvrige betingelser, der er nævnt i denne artikel, er opfyldt;

j) såfremt den anmodede stat finder, at den anden stat selv er i stand til at fuldbyrde sanktionen;

k) såfremt der på grund af domfældtes alder på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået, ikke ville kunne rejses tiltale mod ham i den anmodede stat;

l) såfremt den pålagte sanktion efter lovgivningen i den anmodede stat ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse;

m) såfremt og i det omfang domfældelsen medfører en rettighedsfortabelse.

b) Virkningerne af overførelse af fuldbyrdelsen

Artikel 7

Ved anvendelsen af artikel 6, litra 1, betragtes enhver handling, som afbryder eller udsætter en forældelse, og som gyldigt er foretaget af den dømmende stats myndigheder, som havende samme virkning med hensyn til forældelsens beregning i den anmodede stat efter denne stats lovgivning.

Artikel 8

1. En i den begærende stat tilbageholdt domfældt, der er blevet overført til den anden stat med henblik på fuldbyrdelse kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller sikkerhedsforanstaltning eller i øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed for nogen anden forud for overførelsen begået lovovertrædelse end den, der ligger til grund for den dom, der skal fuldbyrdes, undtagen i følgende tilfælde

a) når den stat, der har overført ham, giver sit samtykke. En anmodning om samtykke skal fremsættes, vedlagt alle fornødne dokumenter samt en udskrift af enhver forklaring, som måtte være afgivet af domfældte vedrørende den pågældende lovovertrædelse. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, med hensyn til hvilken anmodningen fremsættes, i sig selv ville give adgang til udlevering i henhold til den begærende stats lovgivning, eller når udlevering kun ville være udelukket på grund af straffens størrelse.

b) såfremt domfældte ikke, uanset at han har haft mulighed herfor, har forladt den stat, hvortil han er overført, inden for 45 dage efter sin endelige løsladelse, eller såfremt han er vendt tilbage til denne stats territorium efter at have forladt det.

2. Den stat, der er anmodet om at overtage fuldbyrdelsen, kan dog træffe enhver foranstaltning, der er nødvendig for at fjerne den pågældende fra sit territorium, eller som efter dens lovgivning er nødvendig for at afbryde en forældelse, herunder retsforfølgning uden den pågældendes tilstedeværelse.

Artikel 9

1. Fuldbyrdelsen skal ske i henhold til den anmodede stats lovgivning, og alene denne stat er kompetent til at træffe alle vedkommende afgørelser, herunder vedrørende prøveløsladelse.

2. Kun den begærende stat har ret til at træffe afgørelse i sager vedrørende ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen.

3. Begge stater kan udøve retten til amnesti eller benådning.

Artikel 10.

1. Når den dømmende stat har fremsat begæring om fuldbyrdelse, kan den ikke længere selv indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, som er genstand for denne anmodning. Den dømmende stat kan dog indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, der medfører frihedsberøvelse, når domfældte allerede er taget i forvaring inden for denne stats territorium på tidspunktet for begæringens fremsættelse.

2. Retten til fuldbyrdelse skal atter tilkomme den begærende stat

a) såfremt den trækker sin anmodning tilbage, før den anden stat har meddelt den, at den agter at fremme begæringen,

b) såfremt den anden stat meddeler afslag på at fremme begæringen,

c) såfremt den anden stat udtrykkeligt giver afkald på sin ret til fuldbyrdelse. Sådant afkald er kun muligt, såfremt begge stater er enige herom, eller såfremt fuldbyrdelse ikke længere er mulig i den anden stat. I det sidstnævnte tilfælde er den anden stat forpligtet til at give afkald, såfremt den begærende stat anmoder herom.

Artikel 10 finder ikke anvendelse på rettighedsfortabelser.

Artikel 11

1. De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal standse fuldbyrdelsen, så snart de får kendskab til en benådning, amnesti eller ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen eller til nogen anden afgørelse, der bevirker, at sanktionen ikke længere er eksigibel. Det samme gælder med hensyn til fuldbyrdelsen af en bødestraf, når domfældte har betalt bøden til den kompetente myndighed i den begærende stat.

2. Den begærende stat skal straks underrette den anden stat om enhver afgørelse eller proceshandling, der er truffet eller foretaget inden for dens territorium, og som bevirker bortfald af retten til fuldbyrdelse i medfør af stk. 1.

c) Refusion af udgifter

Artikel 12

De kontraherende stater kan ikke gøre krav på refusion indbyrdes af udgifter, der er en følge af denne traktats anvendelse.

Artikel 13

Alle anmodninger, der er omhandlet i denne traktat, skal fremsættes skriftligt. De skal tillige med alle meddelelser, som er nødvendige ved anvendelsen af denne traktat, fremsendes af justitsministeriet i den begærende stat til justitsministeriet i den anden stat og tilbagesendes gennem de samme myndigheder.

Artikel 14

Anmodningen om fuldbyrdelse skal være ledsaget af en original eller en bekræftet afskrift af den afgørelse, hvis fuldbyrdelse begæres, samt af alle andre nødvendige papirer. Straffesagens akter eller en del af disse skal, i original eller bekræftet genpart, sendes til den anmodede stat, såfremt denne stiller krav herom. Den kompetente myndighed i den begærende stat skal bekræfte, at sanktionen er eksigibel.

Artikel 15

Såfremt den anmodede stat finder, at de af den anden stat tilvejebragte oplysninger er utilstrækkelige til, at den kan anvende denne traktat, kan den anmode om de fornødne supplerende oplysninger. Den kan fastsætte en tidsfrist for modtagelsen af disse.

Artikel 16

1. Myndighederne i den anmodede stat skal uden forsinkelse underrette myndighederne i den anden stat om foranstaltninger, der er iværksat i anledning af anmodningen om fuldbyrdelse.

2. Myndighederne i den anmodede stat skal i givet fald til myndighederne i den anden stat fremsende et dokument, der bekræfter, at sanktionen er fuldbyrdet.

Artikel 17

Anmodninger og de dertil hørende bilag samt andre dokumenter, som vedrører anvendelsen af nærværende traktat, skal oversættes. Fra dansk side skal dokumenterne fremsendes på spansk og fra spansk side enten på dansk eller engelsk.

Artikel 18

Bevismateriale og dokumenter, som fremsendes i medfør af denne traktat, behøver ikke legaliseres.

Artikel 19

1. Medmindre andet er fastsat i denne traktat, er fuldbyrdelse af udeblivelsesdomme, udenretlige vedtagelser af bøde eller konfiskation og spanske administrative sanktioner vedrørende færdselsforseelser undergivet samme regler som fuldbyrdelse af andre domme.

2. Bortset fra bestemmelsen i stk. 3 betyder en udeblivelsesdom i denne traktats forstand enhver dom, der afsiges af en domstol i en af staterne efter en forfølgning i strafferetsplejens former, hvor domfældte ikke har givet personligt møde under domsforhandlingen.

3. Følgende afgørelser betragtes som domme, hvor tiltalte har givet møde, således at sagen ikke skal behandles efter reglerne i nærværende kapitel

a) Enhver udeblivelsesdom, udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation eller administrativ sanktion hvorved der er fastsat en bøde af ikke over 600 kr. eller modværdien heraf i pesetas eller konfiskation af et pengebeløb eller af genstande indtil en værdi af ikke over 600 kr. eller modværdien heraf i pesetas.

b) Enhver udeblivelsesdom og administrativ sanktion, som er stadfæstet eller afsagt i den dømmende stat, efter at domfældte har gjort indsigelse efter reglerne i denne stats interne lovgivning.

c) Enhver udeblivelsesdom afsagt af en appelinstans, forudsat at den i første instans afsagte dom er appelleret af domfældte.

Artikel 20

Enhver udeblivelsesdom, udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation og administrativ sanktion, som endnu ikke har været genstand for appel eller indsigelse, kan, så snart den foreligger, fremsendes til den anden stat med henblik på forkyndelse for den pågældende og eventuel fuldbyrdelse.

Artikel 21

1. Såfremt den anmodede stat finder grundlag for at fremme en anmodning om fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, en udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation, eller en administrativ sanktion, skal den drage omsorg for, at domfældte bliver personligt underrettet om den afgørelse, der er truffet i den anden stat.

2. I underretningen til domfældte skal der også gives oplysning om

a) at en anmodning om fuldbyrdelse er fremsat i henhold til denne traktat,

b) at det eneste anvendelige retsmiddel heroverfor er en indsigelse i henhold til bestemmelserne i denne traktats artikel 22

c) at indsigelsen skal afgives til den myndighed, som oplyses over for ham, at indsigelsen for at blive behandlet skal være i overensstemmelse med betingelserne i artikel 22 i denne traktat, og at domfældte kan anmode om at få sagen behandlet af myndighederne i den dømmende stat,

d) at dommen, såfremt der ikke fremsættes indsigelse, inden udløbet af den fastsatte tidsfrist, fuldt ud i forhold til denne traktat vil blive anset for afsagt efter, at tiltalte har givet møde.

3. En genpart af underretningen skal uden ophold sendes til den myndighed, der har anmodet om fuldbyrdelse.

Artikel 22

1. Efter at underretning er sket i overensstemmelse med artikel 21, er det eneste anvendelige retsmiddel for domfældte en indsigelse. En sådan indsigelse skal efter domfældtes valg behandles enten af den kompetente domstol i den begærende stat eller af den kompetente domstol i den anmodede stat. Såfremt domfældte ikke gør brug af sin adgang til at vælge, skal indsigelsen behandles af den kompetente domstol i den anmodede stat.

2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal indsigelsen behandles, såfremt den er indgivet til den kompetente myndighed i den anmodede stat inden for en frist af 30 dage fra den dag, hvor underetningen blev givet. Denne frist skal beregnes efter de pågældende lovregler i den anmodede stat. Den kompetente myndighed i denne stat skal uden ophold underrette den myndighed, der har fremsat begæringen om fuldbyrdelse.

Artikel 23

1. Såfremt indsigelsen behandles i den begærende stat, skal domfældte tilsiges til at møde i denne stat ved sagens nye domsforhandling. Tilsigelse til at møde skal forkyndes personligt mindst 21 dage før den nye domsforhandling. Denne frist kan afkortes med domfældtes samtykke. Den nye domsforhandling skal ske for den domstol, der er kompetent i den begærende stat og i overensstemmelse med denne stats retsplejeregler.

2. Såfremt domfældte undlader at give personligt møde eller ikke er repræsenteret i overensstemmelse med den begærende stats lovgivning, skal retten erklære indsigelsen ugyldig, og dens afgørelse skal meddeles til den kompetente myndighed i den anden stat. Den samme fremgangsmåde skal følges, hvis retten bestemmer, at indsigelsen ikke kan behandles. I begge tilfælde anses i alle forhold vedrørende denne konvention udeblivelsesdommen, den udenretlige vedtagelse af bøde eller konfiskation eller den administrative sanktion for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.

3. Såfremt domfældte giver personligt møde eller er repræsenteret i overensstemmelse med den begærende stats lovgivning, og indsigelsen optages til behandling, skal anmodningen om fuldbyrdelse anses for bortfaldet.

Artikel 24

1. Såfremt indsigelsen behandles i den anmodede stat, skal domfældte tilsiges til at møde i denne stat ved sagens nye domsforhandling. Tilsigelse til at møde skal forkyndes personligt mindst 21 dage før den nye domsforhandling. Denne frist kan afkortes med domfældtes samtykke. Den nye domsforhandling skal ske for den domstol, der er kompetent i den anmodede stat, og i overensstemmelse med denne stats retsplejeregler.

2. Såfremt domfældte undlader at give personligt møde eller ikke er repræsenteret i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, skal retten erklære indsigelsen ugyldig. I dette tilfælde, og hvor retten bestemmer, at indsigelsen ikke kan behandles, skal i alle forhold vedrørende denne konvention udeblivelsesdommen, den udenretlige vedtagelse af bøde eller konfiskation eller den administrative sanktion anses for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.

3. Såfremt domfældte giver personligt møde eller er repræsenteret i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, og indsigelsen optages til behandling, skal handlingen bedømmes, som om den var begået i denne stat. Spørgsmålet om straffeforfølgningens ophør på grund af forældelse skal dog aldrig kunne behandles. Den i den anden stat afsagte dom skal anses for bortfaldet.

4. Enhver retsforfølgning eller forudgående undersøgelse, der er foretaget i den dømmende stat i overensstemmelse med dens love og administrative forskrifter, har samme gyldighed i den anden stat, som om det var foretaget af denne stats myndigheder, forudsat at denne ligestilling ikke giver sådanne skridt større beviskraft, end de har i den begærende stat.

Artikel 25

De retslige afgørelser, der træffes i medfør af artikel 24, stk. 3 samt deres fuldbyrdelse, sker alene på grundlag af lovgivningen i den anmodede stat.

Artikel 26

Såfremt den, der er pålagt straf ved en udeblivelsesdom, en udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation, eller en administrativ sanktion, ikke indgiver nogen indsigelse, skal afgørelsen i alle forhold vedrørende denne traktat anses for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.

Artikel 27

Vedkommende stats nationale lovgivning finder anvendelse med hensyn til oprejsning, hvor domfældte af grunde, han ikke er herre over, har undladt at overholde de i artiklerne 22-24 fastsatte tidsfrister eller at give personligt møde under den domsforhandling, der berammes til den nye behandling af sagen.

Artikel 28

Såfremt domfældte er til stede i den begærende stat, efter at der er modtaget meddelelse om, at denne stats begæring om fuldbyrdelse af en dom, der medfører frihedsberøvelse, er imødekommet, kan denne stat, såfremt den anser det for nødvendigt for at sikre dommens fuldbyrdelse, anholde og fængsle ham med henblik på hans overførelse i henhold til bestemmelserne i artikel 41.

Artikel 29

1. Når den begærende stat har anmodet om fuldbyrdelse, kan den anmodede stat anholde og fængsle domfældte

a) såfremt den anmodede stats lovgivning hjemler varetægtsfængsling for en sådan lovovertrædelse, og

b) der er fare for flugt, eller - hvor det drejer sig om en udeblivelsesdom - fare for svækkelse af bevis,

2. Når den begærende stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte begæring om fuldbyrdelse, kan den anden stat på den begærende stats anmodning anholde og fængsle domfældte, forudsat at de i stk. 1, a) og b) indeholdte betingelser er opfyldt. Den nævnte anmodning skal oplyse om den lovovertrædelse, der ligger til grund for dommen, og tidspunktet og stedet, hvor den blev begået, samt indeholde en så nøjagtig beskrivelse af domfældte som muligt. Den skal ligeledes indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, som dommen hviler på.

Artikel 30

1. For varetægtsopholdet gælder reglerne i den anmodede stats lovgivning; denne stats lovgivning er også afgørende med hensyn til betingelserne for hans løsladelse.

2. Den varetægtsfængslede skal under alle omstændigheder løslades

a) efter forløbet af en tid, der svarer til længden af den frihedsberøvelse, der er fastsat i dommen,

b) såfremt han er anholdt og fængslet i henhold til artikel 29, stk. 2, og den anmodede stat ikke inden 18 dage fra datoen for anholdelsen har modtaget anmodningen tillige med de i artikel 14 nævnte dokumenter,

Artikel 31

1. En person, der er varetægtsfængslet i den anmodede stat i medfør af artikel 29, og som tilsiges til at møde for den kompetente domstol i den anden stat i henhold til artikel 23 som følge af den indsigelse, han har indgivet, skal med henblik herpå overføres til denne stats territorium.

2. Den pågældende skal efter overførelsen ikke holdes i forvaring af den begærende stat, såfremt den i artikel 30, stk. 2, a) indeholdte betingelse er opfyldt, eller såfremt den begærende stat ikke anmoder om fuldbyrdelse af en ny straffedom. Den pågældende skal straks sendes tilbage til den anmodede stat, medmindre han er løsladt.

Artikel 32

1. En person, der er tilsagt til at møde for den kompetente domstol i den begærende stat som følge af en indsigelse, han har indgivet, kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på fuldbyrdelsen af en straf eller sikkerhedsforanstaltning eller i øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed på grund af en handling eller lovovertrædelse, som har fundet sted før han forlod den anden stats territorium, og som ikke er nævnt i tilsigelsen, medmindre han udtrykkeligt giver skriftligt samtykke hertil. I det i artikel 31, stk. 1 omhandlede tilfælde skal der fremsendes en genpart af hans erklæring om samtykke til den stat, hvorfra han er overført.

2. De i stk. 1 nævnte virkninger ophører, når den tilsagte person, uanset at han har haft mulighed herfor, ikke har forladt den begærende stats territorium inden for et tidsrum af 15 dage fra datoen for den afgørelse, der træffes efter den domsforhandling, hvortil han var tilsagt, eller såfremt han uden at være indstævnet på ny vender tilbage til dette territorium efter at have forladt det.

Artikel 33

1. Såfremt den begærende stat har begæret fuldbyrdelse af konfiskation af genstande, kan den anden stat midlertidigt beslaglægge disse, forudsat at dens egen lovgivning hjemler adgang til beslaglæggelse under tilsvarende omstændigheder,

2. Beslaglæggelse skal gennemføres i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, som også er afgørende med hensyn til betingelserne for ophævelse af beslaglæggelsen.

Artikel 34

1. En sanktion idømt i den begærende stat kan ikke fuldbyrdes i den anden stat, medmindre der foreligger en domstolsafgørelse i den sidstnævnte stat.

2. Er den sanktion, der begæres fuldbyrdet, alene en bøde på ikke over 600 kr. eller modværdien heraf i pesetas eller konfiskation af et pengebeløb eller af genstande til en værdi af ikke over 600 kr, eller modværdien heraf i pesetas, kan hver af staterne dog bemyndige andre myndigheder til at træffe afgørelse om fuldbyrdelse. En sådan afgørelse skal kunne indankes for domstolene.

Artikel 35

Sagen skal indbringes for retten eller for den i henhold til artikel 34, stk. 2, udpegede myndighed, såfremt den anmodede stat finder grundlag for at fremme anmodningen om fuldbyrdelse.

Artikel 36

En domfældt, der begærer det, har altid krav på at få en forsvarer beskikket under sagens behandling for retten.

Artikel 37

1. Før en domstol træffer afgørelse vedrørende en anmodning om fuldbyrdelse, skal der gives domfældte lejlighed til at fremsætte sine synspunkter. På begæring skal domfældte have lejlighed til at udtale sig enten ved hjælp af en retsanmodning eller personligt for retten. En udtrykkelig begæring om lejlighed til personligt at udtale sig skal imødekommes.

2. Retten kan dog træffe beslutning vedrørende imødekommelsen af anmodningen om fuldbyrdelse, uden at en domfældt, der har anmodet om lejlighed til personligt at udtale sig, er til stede, såfremt han er frihedsberøvet i den begærende stat. I disse tilfælde skal afgørelsen om omsætningen af sanktionen i henhold til artikel 42 udsættes, indtil domfældte efter at være overført til den anden stat har haft lejlighed til at give møde for retten.

Artikel 38

1. Den domstol eller myndighed i henhold til artikel 34, stk. 2, der behandler sagen, skal forvisse sig om

a) at den sanktion, hvis fuldbyrdelse begæres, er idømt ved en staffedom,

b) at betingelserne i artikel 4 er opfyldt,

c) at den i artikel 6, a) fastsatte betingelse ikke er opfyldt eller ikke bør udelukke fuldbyrdelse,

d) at betingelserne i dette afsnits kapitel 3, såfremt det drejer sig om en udeblivelsesdom, en udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation eller en administrativ sanktion, er opfyldt.

2. Hver af staterne kan pålægge retten eller den i henhold til artikel 34, stk. 2 udpegede myndighed at undersøge andre i denne traktat fastsatte betingelser for fuldbyrdelse.

Artikel 39

Der skal være mulighed for appel af de retslige afgørelser, som efter dette kapitel træffes om fuldbyrdelse, samt af de afgørelser, der træffes efter påanke af den i artikel 34 omhandlede administrative myndigheds afgørelse.

Artikel 40

Den anmodede stat er bundet af resultaterne med hensyn til sagens faktiske omstændigheder i det omfang, hvori de er anført i afgørelsen, eller i det omfang, denne forudsætningsvis bygger på dem.

b) Bestemmelser specielt vedrørende fuldbyrdelse af sanktioner, der medfører frihedsberøvelse

Artikel 41

I tilfælde, hvor domfældte er frihedsberøvet i den begærende stat, skal han, medmindre denne stats lovgivning bestemmer andet, overføres til den anden stat, så snart den begærende stat har modtaget underretning om, at begæringen om fuldbyrdelse er imødekommet.

Artikel 42

1. Såfremt en begæring om fuldbyrdelse imødekommes, skal retten i stedet for den frihedsberøvende sanktion, der er idømt i den begærende stat, fastsætte en i dens egen lovgivning for den samme lovovertrædelse hjemlet sanktion. Med forbehold af de i stk. 2 fastsatte begrænsninger kan denne sanktion være af en anden art eller længde end den, der er idømt i den begærende stat. Såfremt den sidstnævnte sanktion ligger under den mindstestraf, der kan idømmes i henhold til den anmodede stats lovgivning, er retten ikke bundet af denne mindstestraf men skal idømme en sanktion, der svarer til den, der er idømt i den anden stat.

2. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke forværre domfældtes strafferetlige situation, således som den følger af den i den begærende stat trufne afgørelse.

3. Enhver del af den i den begærende stat idømte sanktion og enhver foreløbig frihedsberøvelse, der er udstået af domfældte efter dommens afsigelse, skal fratrækkes fuldtud. Det samme gælder med hensyn til ethvert tidsrum, i hvilket domfældte har været undergivet varetægtsfængsling i den begærende stat før domfældelsen, for så vidt dette følger af denne stats lovgivning.

c) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af bødestraffe og konfiskation

Artikel 43

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse af en bødestraf eller konfiskation af et pengebeløb imødekommes, skal retten eller den myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 34, stk. 2, omsætte det pågældende beløb til den anmodede stats møntenhed efter den gældende vekselkurs på det tidspunkt, da afgørelsen træffes. Den skal således fastsætte bødebeløbet eller det beløb, der skal konfiskeres, men kan dog ikke overskride det maksimumsbeløb, der er fastsat i dens egen lovgivning for samme lovovertrædelse, eller - såfremt der ikke er fastsat noget maksimumsbeløb - det højeste beløb, som normalt pålægges i den anmodede stat for en tilsvarende lovovertrædelse.

2. Retten eller den i henhold til artikel 34, stk. 2 udpegede myndighed kan dog opretholde bødestraf eller konfiskation indtil det i den begærende stat pålagte bødebeløb eller konfiskationsbeløb, hvor en sådan sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner. Det samme gælder, såfremt den i den begærende stat pålagte sanktion overstiger det maksimumsbeløb, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men hvor denne lovgivning giver mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner.

3. Enhver lempelse med hensyn til tidspunktet for betalingen eller afdragsvis betaling, der er indrømmet i den begærende stat, skal respekteres af den anden stat.

Artikel 44

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse angår konfiskation af en bestemt genstand, kan retten eller den i henhold til artikel 34, stk. 2 udpegede myndighed kun kræve konfiskation af den pågældende genstand, for så vidt en sådan konfiskation er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse.

2. Retten eller den i henhold til artikel 34, stk. 2 udpegede myndighed kan dog opretholde den i den begærende stat fastsatte konfiskation, hvor denne sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for idømmelse af strengere sanktioner.

Artikel 45

1. Provenuet af bøder og konfiskation skal indbetales til statskassen i den anmodede stat med respekt af tredjemands rettigheder.

2. Konfiskerede genstande, der repræsenterer en særlig interesse, kan tilbagesendes til den begærende stat efter dennes anmodning.

Artikel 46

Selv om en bøde ikke kan inddrives, kan der ikke i den anmodede stat fastsættes en forvaltningsstraf, der medfører frihedsberøvelse.

d) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af rettighedsfortabelse

Artikel 47

1. Når der er anmodet om fuldbyrdelse af en rettighedsfortabelse, kan en sådan retsfølge, der er idømt i den begærende stat, kun gennemføres i den anden stat, såfremt den anden stats lovgivning indeholder hjemmel til rettighedsfortabelse for den pågældende lovovertrædelse.

2. Den domstol, der behandler sagen, skal vurdere om det er hensigtsmæssigt at fuldbyrde rettighedsfortabelsen inden for dens egen stats territorium.

Artikel 48

1. Såfremt retten bestemmer fuldbyrdelse af rettighedsfortabelsen, skal den fastsætte varigheden heraf inden for de af dens egen lovgivning fastsatte rammer men uden at overskride de grænser, der er fastsat i den i den begærende stat afsagte dom.

2. Retten kan begrænse rettighedsfortabelsen til kun at omfatte en del af de rettigheder, hvis varige eller tidsbegrænsede fortabelse er bestemt.

Artikel 49

Artikel 50

Den anmodede stat er berettiget til at lade domfældte generhverve de rettigheder, der er frakendt ham i henhold til en afgørelse truffet i medfør af dette kapitel.

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 51

1. De kontraherende parter forpligter sig til forinden konventionens ikrafttræden at udveksle fornødne oplysninger om, hvilke sanktioner de anvender og om, hvorledes sanktionerne fuldbyrdes.

2. Senere ændringer, der gør de i medfør af stk. 1 givne oplysninger urigtige, skal meddeles den anden part.

Artikel 52

Denne konvention er ikke til hinder for, at de kontraherende parter regulerer deres forhold over for andre stater ved at tilslutte sig en multilateral konvention med samme emne. En eventuel tilslutning til sådanne aftaler får ingen indflydelse på indholdet af denne traktat, der vedbliver at være i kraft.

Artikel 53

Eventuelle vanskeligheder ved anvendelsen eller fortolkningen af denne traktat skal løses ad diplomatisk vej.

Artikel 54

Denne traktat, finder kun anvendelse på fuldbyrdelse af afgørelser, der er truffet efter, at konventionen er trådt i kraft.

Artikel 55

1 Denne traktat finder anvendelse på hver af de kontraherende staters territorium, for den danske stats vedkommende dog med undtagelse af Færøerne og Grønland.

2. Konventionen kan udvides til at omfatte Færøerne og Grønland ved meddelelse herom fra den danske regering til den spanske regering. Udvidelsen får virkning 2 måneder efter datoen for meddelelsen.

Artikel 56

Hver af de kontraherende parter vil underrette den anden, når den konstitutionelt betingede procedure for at sætte konventionen i kraft er gennemført. Konventionen træder i kraft 2 måneder efter datoen for den sidste af disse underretninger.

Artikel 57

1. Konventionen gælder uden tisbegrænsning.

2. Hver af de kontraherende stater kan opsige konventionen. Opsigelsen får virkning 6 måneder efter modtagelsen af denne.

Udfærdiget i Madrid den 3. februar 1972 i to eksemplarer på det danske og det spanske sprog, idet begge tekster har samme gyldighed.

For Kongeriget Danmarks regering

Aksel Christiansen

For Det spanske Riges regering

Gregorio Lopez Bravo

Traktaten trådte i medfør af artikel 56 i kraft den 20. april 1973.

Udenrigsministeriet, den 1. juni 1973.

K. B. Andersen.

Bekendtgørelse af traktat af 3. februar 1972 med Spanien om fuldbyrdelse af straffedomme.

Den 3. februar undertegnedes i Madrid en traktat mellem Danmark og Spanien om fuldbyrdelse af straffedomme.

Traktaten har følgende ordlyd

TRAKTAT

mellem Kongeriget Danmarks regering og Det spanske Riges regering om fuldbyrdelse af straffedomme

Indledning.

Kongeriget Danmarks regering og Det spanske Riges regering er

under hensyn til, at det voksende samkvem mellem de to staters befolkninger kræver et øget samarbejde for at opnå en effektiv bekæmpelse af kriminalitet,

i betragtning af, at værdien af straffelovgivningen på afgørende måde bestemmes af den sikkerhed, der er, for at idømte sanktioner vil blive fuldbyrdet,

i erkendelse af, at et samarbejde mellem de to stater om fuldbyrdelse af idømte sanktioner vil fremme lovovertræderes resocialisering,

enedes om at afslutte en traktat om fuldbyrdelse af straffedomme og har hertil befuldmægtiget til underskrivelse henholdsvis

på Kongeriget Danmarks regerings vegne ambassadør Aksel Christiansen, og

på Det spanske Riges regerings vegne udenrigsminister Gregorio Lopez Bravo.

AFSNIT I

DEFINITIONER

Ingen