Bekendtgørelse af nordisk aftale af 9. november 1972 om bistand i skattesager.

Artikel 1

De kontraherende stater forpligter sig til at yde hinanden bistand i skattesager på den nedenfor angivne måde.

Bistand ifølge denne aftale omfatter

a) forkyndelse af dokumenter,

b) oplysning i skattesager, såsom tilvejebringelse af selvangivelser eller andre meddelelser og udveksling af oplysninger uden særlig begæring eller efter anmodning i det enkelte tilfælde,

c) fremskaffelse af selvangivelsesblanketter og andre skatteblanketter, samt

d) opkrævning og inddrivelse af skat.

Artikel 2

Som skat anses i denne aftale

a) skat, på hvilken aftale mellem de kontraherende stater til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter på indkomst, formue, arv eller efterladenskaber i øvrigt finder anvendelse;

b) gaveafgifter;

c) motorafgifter i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale;

d) merværdiafgift og anden almindelig omsætningsafgift i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale;

e) socialforsikringsbidrag og andre bidrag til det offentlige i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale.

Med skat ligestilles forskud på sådan skat og afgift, som omfattes af denne artikels første stykke.

Artikel 3

En kontraherende stat er pligtig at yde bistand i henhold til artikel 1 i alle de skattesager og med hensyn til alle de skattekrav, som er opstået i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med dennes lovgivning vedrørende de skatter, afgifter og bidrag, som omfattes af artikel 2. I sager vedrørende skatter, som omfattes af artikel 2a), foreligger sådan pligt dog kun, såfremt skatten omfattes af en aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning med den kontraherende stat, som begærer bistanden.

Bistanden kan omfatte foranstaltninger ikke blot over for skattepligtige men tillige over for arbejdsgivere og andre, som har været pligtige at tilbageholde skat ved udbetaling af løn eller anden ydelse, og over for andre, som ifølge lovgivningen i den stat, som begærer bistanden, er ansvalige for skat.

Artikel 4

Anmodning om bistand og skriftveksling mellem de kontraherende stater i henhold til denne aftale iværksættes af den kompetente myndighed i disse stater.

Ved "den kompetente myndighed" forstås

for Danmarks vedkommende: Finansministeriet, skattedepartementet,

for Finlands vedkommende: Finansministeriet og skattestyrelsen,

for Islands vedkommende: Finansministeriet (fjarmalaraouneytio),

for Norges vedkommende: Finans- og tolldepartementet og

for Sveriges vedkommende: Finansdepartementet,

eller sådan myndighed i enhver af disse stater, der er bemyndiget til på ovennævnte myndigheders vegne at behandle spørgsmål, der omfattes af denne aftale.

Artikel 5

Anmodninger og andre dokumenter i sager vedrørende bistand skal være affattede på dansk, norsk eller svensk eller være bilagt en oversættelse til et af disse sprog. For sager vedrørende forkyndelse gælder dette dog alene anmodningen om forkyndelse.

I anmodninger om bistand skal angives den myndighed, som primært har begæret bistanden, samt navn, erhverv eller titel, adresse, fødselsdata og hjemstedskommune samt om muligt arbejdsplads og opholdssted vedrørende den person, som sagen gælder. Anmodningen bør endvidere indeholde oplysning om øvrige omstændigheder, som kan tjene til vejledning for at identificere denne person.

Artikel 6

En anmodning om bistand kan afslås, såfremt den stat, hos hvilken bistanden er begæret, anser denne for at stride mod sine almene interesser.

Artikel 7

Såfremt en anmodning om bistand ikke efterkommes, skal den stat, som har begæret bistanden, ufortøvet underrettes om afgørelsen og motiveringen for denne.

Iværksættes bistanden skal den stat, hos hvilken bistanden er begæret, snarest muligt underrette den anden stat om resultatet af bistanden.

Underretning i henhold til denne artikel skal tillige omfatte sådanne omstændigheder, som kan være af betydning for skattesagens videre behandling.

Artikel 8

Dokumenter, som er udfærdiget eller bekræftet af domstol eller forvaltningsmyndighed i en af de kontraherende stater, behøver ikke at blive legaliseret for at kunne anvendes i skattesager inden for en anden af de kontraherende staters område.

Tilsvarende gælder for så vidt angår dokumenter, som er underskrevet af en tjenestemand hos domstolen eller myndigheden, såfremt sådan underskrift er tilstrækkelig ifølge lovgivningen i den stat, som domstolen eller myndigheden tilhører.

Forkyndelse af dokumenter

Artikel 9

Forkyndelse i henhold til denne aftale skal ske på den måde, som for tilsvarende forkyndelse anvendes i henhold til lovgivning eller administrativ praksis i den stat, hos hvilken forkyndelsen er begæret. En anmodning om forkyndelse af et dokument skal indeholde en kort angivelse af dokumentets indhold.

Såfremt den stat, som begærer forkyndelsen, ønsker det, kan forkyndelsen ske under iagttagelse af særlige formforskrifter, i det omfang den begærede fremgangsmåde er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, i hvilken forkyndelsen skal ske.

Artikel 10

Som bevis for forkyndelsen skal gælde enten en dateret og bekræftet anerkendelse af den, over for hvilken forkyndelsen er sket, eller et bevis af pågældende myndighed i den stat, hos hvilken forkyndelsen er begæret, indeholdende en angivelse af formen og tidspunktet for forkyndelsen.

Indfordring af oplysninger

m.m.

Artikel 11

Oplysninger skal indfordres i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, til hvilken begæringen er rettet.

Anmodning om indfordring af oplysninger må kun fremsættes, såfremt den stat, som fremsætter anmodningen, ifølge sin egen lovgivning kan indfordre tilsvarende oplysninger på begæring af den stat, til hvilken anmodningen er rettet.

Anmodning om indfordring af oplysninger kan afslås, såfremt forretnings-, fabrikations- eller erhvervshemmeligheder ville blive åbenbaret, såfremt anmodningen blev efterkommet.

Artikel 12

Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal i det omfang, det kan ske på grundlag af tilgængelige kontroloplysninger eller tilsvarende oplysninger, snarest muligt efter udløbet af hvert kalenderår, uden særlig anmodning, tilstille den kompetente myndighed i enhver af de andre kontraherende stater oplysninger vedrørende i denne stat bosatte fysiske personer eller der hjemmehørende juridiske personer, for så vidt angår

a) udlodninger fra aktieselskaber og lignende juridiske personer,

b) renter af obligationer og lignende værdipapirer,

c) tilgodehavender hos banker, sparekasser o.lign. institutioner samt renter af sådanne tilgodehavender,

d) royalties og andre periodisk betalbare afgifter for udnyttelse af ophavsret, patent, mønster, varemærke eller anden sådan rettighed eller ejendom,

e) lønninger, honorarer, pensioner og livrenter,

f) skades-, forsikrings- og anden sådan erstatning, som er oppebåret i forbindelse med næringsvirksomhed, samt

g) andre indkomster eller aktiver, i det omfang overenskomst herom træffes i henhold til artikel 20.

Såfremt det i den stat, som har modtaget oplysningerne, viser sig, at oplysningerne ikke er i overensstemmelse med de virkelige forhold, skal den kompetente myndighed i denne stat på passende måde underrette den kompetente myndighed i den stat, som har afgivet oplysningerne, om forholdet.

I tilfælde, hvor en i en af de kontraherende stater bosat person er afgået ved døden og har efterladt sig fast ejendom i en anden af de kontraherende stater eller aktiver anbragt i en virksomhed der, skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat, så snart kendskab til forholdet er erhvervet, underrette den kompetente myndighed i den anden stat herom.

Inddrivelse af skat

Artikel 13

Afgørelser i skattesager, som ifølge lovgivningen i en af de kontraherende stater er eksigible i denne stat, skal anerkendes som eksigible i en anden kontraherende stat. Bistand til inddrivelse af skat på grundlag af en sådan afgørelse skal iværksættes i sidstnævnte stat på den måde og med iagttagelse af de præskriptionsregler, som gælder for inddrivelse af skat af tilsvarende art ifølge denne stats egen lovgivning.

Den myndighed, som primært begærer bistand til inddrivelse, skal i anmodningen bekræfte, at afgørelsen er eksigibel i egen stat samt angive det tidspunkt, da retten til at inddrive skatten helt eller delvis ophører på grund af præskription ifølge denne stats lovgivning; denne myndigheds kompetence skal bekræftes af en af artikel 4 omfattet myndighed.

Artikel 14

Anmodning om bistand til inddrivelse af skat må kun fremsættes, såfremt skatten ikke kan inddrives i egen stat uden væsentlige vanskeligheder.

Er en skattepligtig eller en anden person, som omfattes af artikel 3, stk. 2 afgået ved døden, må inddrivelse ikke ske med beløb, som overstiger værdien af aktiverne i dødsboet. Er boet skiftet, må hos arvinger eller andre, som har erhvervet aktiver på grund af dødsfaldet, ikke inddrives mere end, hvad der modsvarer værdien af aktiverne på tidspunktet for erhvervelsen.

Artikel 15

For skat, som skal inddrives ifølge denne aftale, gælder i den stat, hos hvilken bistand er begæret, ikke sådan særlig fortrinsret, som der kan være gældende for denne stats egne skatter.

I sager vedrørende inddrivelse af skat ifølge denne aftale må foranstaltninger for at indlede søgsmål ved anden domstol end forvaltningsdomstol eller konkurs ikke indledes i den stat, hos hvilken inddrivelsen begæres, medmindre den kompetente myndighed i denne stat efter anmodning fra den kompetente myndighed i den stat, som har fremsat anmodningen, udtrykkeligt samtykker i en sådan foranstaltning.

Artikel 16

Ophører, inden en sag vedrørende inddrivelse af skat i henhold til denne aftale er afsluttet, retten til at inddrive skatten helt eller delvis ifølge lovgivningen i den stat, som har begæret bistanden, på grund af betaling, nedsættelse eller ophævelse af skatteansættelsen, lempelse eller af anden årsag, skal den kompetente myndighed i denne stat snarest muligt anmelde det således indtrufne til den kompetente myndighed i den anden stat.

Bestemmelserne i stk. 1 skal finde tilsvarende anvendelse, såfremt henstand med betaling af skatten er indrømmet.

Artikel 17

Når inddrivelse ifølge denne aftale er sket i en af staterne, og det inddrevne beløb er kommet inddrivelsesmyndigheden i denne stat i hænde, er denne stat ansvarlig for det inddrevne beløb over for den stat, som har begæret inddrivelsen.

Særlige bestemmelser

Artikel 18

For så vidt angår forespørgsler, oplysninger, erklæringer og andre meddelelser, som i henhold til denne aftale fremkommer til en af staterne, skal de i henhold til denne stats lovgivning gældende bestemmelser om tavshedspligt og dokumenters hemmeligholdelse finde anvendelse.

Artikel 19

For bistand i henhold til denne aftale er den stat, som har begæret bistanden, kun pligtig at erstatte omkostninger for sådant søgsmål ved anden domstol end forvaltningsdomstol eller konkurs i denne anden stat, som er foranlediget af bistanden.

Artikel 20

De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan indgå yderligere overenskomst for at gennemføre bestemmelserne i denne aftale. De kan særligt indgå overenskomst om udveksling af oplysninger i henhold til artikel 12 g) om mindstebeløb, som anmodning om inddrivelse skal angå, om bistand vedrørende skatter og afgifter i henhold til artikel 2 c). d) og e) og om opkrævning af skat i særlige tilfælde, f.eks. vedrørende såkaldte grænsegængere, samt vedrørende renter, søgsmålsomkostninger, bøder og andre lignende beløb, som pålægges i forbindelse med beskatning eller inddrivelse, om fastsættelse af kurs for omregning af beløb, som skal inddrives, samt om afregning af inddrevne beløb.

Såfremt vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål opstår mellem to eller flere af de kontraherende stater vedrørende fortolkning eller anvendelse af denne aftale, skal de kompetente myndigheder i disse stater forhandle med henblik på at løse spørgsmålet gennem særlig overenskomst. Resultatet af sådanne forhandlinger skal snarest meddeles de kompetente myndigheder i de øvrige kontraherende stater.

Såfremt den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater finder, at forhandlinger vedrørende spørgsmål om fortolkning eller anvendelse af denne aftale bør ske mellem de kompetente myndigheder i samtlige de kontraherende stater, skal sådanne forhandlinger finde sted på begæring af denne stat.

Artikel 21

Denne aftale finder ikke anvendelse

for Danmarks vedkommende: på Færøerne og i Grønland;

for Norges vedkommende: på Svalbard og Jan Mayen samt på de norske besiddelser uden for Europa.

Artikel 22

Denne aftale træder i kraft fra begyndelsen af det kalenderår, som følger nærmest efter det år, da samtlige kontraherende stater har meddelt det svenske udenrigsdepartement, at de konstitutionelle foranstaltninger, som er nødvendige for aftalens ikrafttrædelse, er gennemført. Det svenske udenrigsdepartement underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af disse meddelelser.

Artikel 23

Efter at denne aftale er trådt i kraft, skal dens bestemmelser anvendes på sager, som er indkommet efter ikrafttrædelsen til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen er rettet.

Nedennævnte aftaler skal ophøre med at gælde og skal sidste gang anvendes for så vidt angår sager, som er indkommet til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken begæringen er rettet før ikrafttrædelsen af denne aftale

Aftale af 10. marts 1943 mellem Finland og Sverige om bistand i skattesager; Aftale af 17. december 1949 mellem Norge og Sverige om bistand i skattesager; Aftale af 27. oktober 1953 mellem Danmark og Sverige om bistand i skattesager; Aftale af 29. marts 1954 mellem Finland og Norge om bistand i skattesager; Aftale af 18. juli 1955 mellem Danmark og Finland om bistand i skattesager; samt Aftale af 23. maj 1956 mellem Danmark og Norge om bistand i skattesager.

Artikel 24

Denne aftale skal forblive i kraft uden tidsbegrænsning, men de kontraherende stater kan ad diplomatisk vej opsige aftalen ved underretning til enhver af de andre kontraherende stater senest 6 måneder før udgangen af et kalenderår. Er opsigelsesfristen iagttaget, ophører aftalen at gælde i forholdet mellem den stat, som har foretaget opsigelsen, og de øvrige kontraherende stater med kalenderårets udgang.

Anmodning om bistand, som er indkommet til den kompetente myndighed i den stat, til hvilken anmodningen er rettet inden aftalen er ophørt med at gælde, skal efterkommes i overensstemmelse med aftalens bestemmelser.

Aftalen skal deponeres i det svenske udenrigsdepartement og bekræftede afskrifter skal af det svenske udenrigsdepartement tilstilles hver af de kontraherende staters regeringer.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt bemyndigede undertegnet denne aftale og forsynet samme med deres segl.

Udfærdiget i Stockholm i et eksemplar på det danske, det finske, det islandske, det norske og det svenske sprog, idet der på det svenske sprog er udfærdiget to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige tekster har lige gyldighed, den 9. november 1972.

E. Schram-Nielsen

Aftalen trådte i medfør af artikel 22 i kraft den 1. januar 1973. Den finder for Danmarks vedkommende ikke anvendelse for Færøerne og Grønland og for Norges vedkommende ikke på Svalbard og Jan Mayen samt på de norske besiddelser uden for Europa.

Ved denne aftales ikrafttræden bortfalder for Danmarks vedkommende tidligere indgåede aftaler om bistand i skattesager, jfr. artikel 23, nemlig: Aftale af 27. oktober 1953 med Sverige, aftale af 18. juli 1955 med Finland og aftale af 23. maj 1956 med Norge, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 8 af 15. februar 1954, nr. 19 af 11. april 1962, nr. 29 af 23. juli 1956 og nr. 7 af 14.februar 1957, Lovtidende C.

Udenrigsministeriet, den 28. maj 1973.

Ivar Nørgaard.

Bekendtgørelse af nordisk aftale af 9. november 1972 om bistand i skattesager.

Den 9. november 1972 undertegnedes i Stockholm en aftale mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager. Aftalen har følgende ordlyd

Aftale mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om bistand i skattesager

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige er, foranlediget af ønsket om at indgå en aftale om bistand i skattesager, blevet enige om følgende bestemmelser

Almindelige bestemmelser

Ingen