Bekendtgørelse af noteveksling af 11. januar og 22. juli 1971 med Forbundsrepublikken Tyskland om gensidig retshjælp i visse straffesager.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af noteveksling af 11. januar og 22. juli 1971 med Forbundsrepublikken Tyskland om gensidig retshjælp i visse straffesager.
Ved en i København den 11. januar og den 22. juli 1971 stedfunden noteveksling er der indgået følgende aftale med Forbundsrepublikken Tyskland om gensidig retshjælp i visse straffesager: Oversættelse
DEN TYSKE AMBASSADE
V 4 - 82.00/01/II
Verbalnote
Den tyske ambassade har den ære at meddele det kongelige danske udenrigsministerium følgende under henvisning til sin verbalnote af 8. december 1969 - R.II.27.D.72. - og i tilslutning til ambassadens verbalnote af 17. februar 1970 - V 4-82.00/01
Det kongelige danske udenrigsministerium har med verbalnote af 8. december 1969 i det væsentligste tiltrådt de fra tysk side foreslåede supplerende aftaler til udleverings- og retshjælpssamarbejde i straffesager. Ambassaden har taget stilling til de fra dansk side stillede forslag i den nævnte verbalnote af 17. februar 1970.
Da det er hensigten i 1. halvår af 1971, ved Europarådets generalsekretariat, at deponere ratifikationsinstrumenterne til de europæiske konventioner om udlevering og retshjælp i straffesager, tillader den tyske ambassade sig at foreslå den danske regering, at følgende aftale indgås
1. Retshjælp skal, under forudsætningerne i den europæiske konvention af 20. april 1959 om retshjælp i straffesager, også ydes, når begæringen angår strafbare handlinger, der betragtes som fiskale strafbare handlinger (afgifts-, skatte-, told- og valutastraffesager).
2. I udleverings- og i retshjælpssamarbejdet er det umiddelbare samarbejde mellem begge landes øverste forvaltningsmyndigheder tilladt, uanset adgangen til at benytte den diplomatiske vej. Til de øverste forvaltningsmyndigheder hører i Forbundsrepublikken Tyskland forbundsjustitsministeriet, justitsministerierne i de tyske lande (Landesjustizverwaltungen) og i Danmark justitsministeriet.
3. Begge landes myndigheder kan i deres brevveksling med myndigheder i det andet land betjene sig af sit eget sprog.
4. Denne aftale gælder også for Land Berlin, medmindre regeringen i Forbundsrepublikken Tyskland afgiver erklæring om det modsatte over for den danske regering inden tre måneder fra det tidspunkt, traktaten er trådt i kraft.
Denne aftale gælder indtil de forudsete tillægstraktater mellem begge stater til de nævnte europæiske konventioner er trådt i kraft.
Hvis den danske regering kan erklære sig indforstået med den foreslåede aftale, vil verbalnoten fra den tyske ambassade i København og Deres bekræftelse udgøre en aftale mellem Forbundsrepublikken Tysklands regering og den danske regering om retshjælpssamarbejde i fiskale straffesager og om den fremgangsmåde, der skal anvendes i sager om udleverings- og retshjælpssamarbejde.
Spørgsmålet, om der også skal afsluttes en aftale om udlevering på grund af fiskale strafbare handlinger, bør efter tysk opfattelse forbeholdes afslutningen af en tillægstraktat til den europæiske udleveringskonvention og således ikke være genstand for en foreløbig aftale, der har karakteren af en midlertidig løsning.
Den tyske ambassade benytter denne lejlighed til på ny at forsikre det kongelige danske udenrigsministerium om sin mest udmærkede højagtelse.
København, den 11. januar 1971.
Til Det kgl. danske udenrigsministerium
København.
Oversættelse
Verbalnote
Det kongelige danske udenrigsministerium har den ære at bekræfte modtagelsen af verbalnote af 11. januar 1971 fra Forbundsrepublikken Tysklands ambassade af følgende ordlyd
(her følger teksten til foranstående note)
Det kongelige danske udenrigsministerium har den ære at meddele Forbundsrepublikken Tysklands ambassade, at Kongeriget Danmarks regering er enig i Forbundsrepublikken Tysklands ovenstående forslag. Som følge heraf udgør verbalnote af 11. januar 1971 fra Forbundsrepublikken Tysklands ambassade og denne svarnote en supplerende aftale mellem Kongeriget Danmarks regering og forbundsrepublikken Tysklands regering om udleverings- og retshjælpssamarbejde i straffesager.
København, den 22. juli 1971.
Til Forbundsrepublikken Tysklands
ambassade
København.
Aftalen, der trådte i kraft den 22. juli 1971, vil være gældende, indtil de mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland forudsete tillægstraktater til de europæiske retshjælps- og udleveringskonventioner er trådt i kraft, jfr. om disse udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 18 af 17. juli og nr. 36 af 28. september 1963, Lovtidende C.
Udenrigsministeriet, den 30. april 1973.
K.B. Andersen
Ingen