Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.

Artikel 15 skal læses, som om ordene 60 dage erstattede ordene 45 dage i artikel 14. stk. 1 (b).

Erklæringer: ad artikel 21.

Israel vil kun tillade gennemtransport af en person, såfremt udlevering ville kunne have fundet sted, dersom den modtagende stat havde begæret udlevering af den pågældende person fra Israel.

ad artikel 22.

Skriftligt bevismateriale eller erklæringer, uanset om disse er afgivet under ed eller ej, eller bekræftede genparter af sådant bevismateriale eller sådanne erklæringer samt arrestordren og de øvrige dokumenter, som fastslår domfældelsen, tillades som gyldigt bevismateriale ved behandlingen af udleveringsbegæringen, såfremt de er underskrevet eller ledsages af en bekræftelse udstedt af en dommer eller embedsmand i den begærende stat, eller hvis de er blevet legaliseret med justitsministeriets segl.

Nederlandene.

Forbehold: ad artikel 1.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til ikke at tillade udlevering, der er begæret med henblik på fuldbyrdelse af en inappelabel udeblivelsesdom, hvis sådan udlevering vil kunne bevirke, at den pågældende person straffes uden at have fået lejlighed til at forsvare sig i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3 c), i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder, der er undertegnet i Rom den 4. november 1950.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til at afslå udlevering af humanitære grunde, hvis udlevering ville forårsage særlige lidelser for den pågældende person, f.eks. på grund af vedkommendes ungdom, høje alder eller helbredstilstand.

ad artikel 7.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til ikke at tillade udlevering, hvis den begærende stat i medfør af artikel 7 (2) ville være beføjet til at afslå udlevering i lignende sager.

ad artikel 9.

Den nederlandske regering vil ikke tillade udlevering, hvis den finder, at de kompetente myndigheder i et tredjeland har afsagt endelig dom over den pågældende person for den forbrydelse, for hvilken udlevering begæres, og den pågældende enten frifandtes eller afsoner sin dom, allerede har afsonet den eller er blevet fritaget for at afsone den.

ad artikel 28.

Som følge af særlige ordninger mellem Benelux-landene anerkender den nederlandske regering ikke artikel 28 (1) og (2) for så vidt angår forholdet til Kongeriget Belgien og Storhertugdømmet Luxembourg.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til at fravige disse bestemmelser for så vidt angår forholdet til de øvrige medlemsstater i det europæiske økonomiske fællesskab.

Erklæringer: ad artikel 6 og 21.

Den nederlandske regering vil ikke tillade udlevering eller gennemtransport af egne statsborgere. Hvad angår Nederlandene skal udtrykket statsborgere i denne konvention forstås som personer med nederlandsk indfødsret samt udlændinge, der er integreret i det nederlandske samfund i det omfang, disse kan retsforfølges i Nederlandene for den handling, for hvilken udlevering begæres.

ad artikel 19.

Den nederlandske regering vil ikke tillade midlertidig udlevering i medfør af artikel 19, stk. 2, undtagen af en person, der afsoner en dom på nederlandsk territorium og under særlige omstændigheder.

ad artikel 21, stk. 5.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til kun at tillade gennemtransport på de betingelser, der gælder for udlevering.

Østrig.

Forbehold: ad artikel 1.

Østrig vil ikke tillade udlevering, hvis den begærede person tiltales for en særdomstol, eller hvis udleveringen skulle føre til fuldbyrdelsen af en dom eller en fængslingskendelse afsagt af en sådan domstol.

ad artikel 5.

Østrig vil kun tillade udlevering for forbrydelser, som udelukkende består i overtrædelser af bestemmelser vedrørende monopoler eller vedrørende udførsel, indførsel, transit og rationering af varer på de i artikel 5 omhandlede vilkår.

ad artikel 11.

Østrig vil afslå udlevering, der er begæret for at kunne fuldbyrde en dødsdom. Udlevering for en forbrydelse, der kan straffes med døden efter den begærende stats lov, vil kun blive tilladt hvis den begærende stat godtager det vilkår, at der ikke afsiges dødsdom over den pågældende person. Østrig vil anvende samme principper i tilfælde af straffedomme, som er uforenelige med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed.

Erklæringer: ad artikel 2, stk. 2.

Østrig vil tillade udlevering også under de i artikel 2, stk. 2 nævnte omstændigheder.

ad artikel 6, stk. 1 (c).

Østrig vil betragte tidspunktet for udleveringen af den begærede person som afgørende for bestemmelsen af statsborgerskab.

ad artikel 7 og 8.

Østrig vil kun tillade udlevering af en person for en forbrydelse, som efter østrigsk lov er undergivet østrigsk jurisdiktion, såfremt den pågældende udleveres for en anden forbrydelse, og såfremt det af hensyn til sagens opklaring, straffens fastsættelse eller dommens iværksættelse er hensigtsmæssigt, at den pågældende af de judicielle myndigheder i den begærende stat domfældes for samtlige forbrydelser.

ad artikel 9.

Østrig vil tillade udlevering, såfremt den begærede person alene er blevet frifundet på grund af de østrigske myndigheders manglende jurisdiktion, eller såfremt retsforfølgning af den pågældende ikke er blevet iværksat eller blevet bragt til ophør alene af denne grund.

ad artikel 16, stk. 2.

Ved begæring om foreløbig fængsling vil Østrig forlange en kort redegørelse vedrørende de forhold, den pågældende er tiltalt for.

ad artikel 21, stk. 2.

Østrig vil ikke tillade gennemtransport af østrigske statsborgere.

ad artikel 21, stk. 5.

Østrig vil også afslå gennemtransport for fiskale lovovertrædelser af den i artikel 5 omhandlede art og for lovovertrædelser, der er omhandlet i det til artikel 5 tagne forbehold. Gennemtransport for forbrydelser, der efter den begærende stats lovgivning kan straffes med døden eller med en dom, der er uforenelig med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed, vil blive tilladt på de betingelser, der gælder for udlevering for sådanne forbrydelser.

Liechtenstein.

Erklæringer og forbehold

ad artikel 1.

Fyrstendømmet Liechtenstein tillader i princippet kun udlevering, såfremt den begærede person vil blive tiltalt og dømt ved den begærende stats ordinære domstole. Fyrstendømmet forbeholder sig derfor ret til kun at tillade udlevering, såfremt den begærende stat giver fyldestgørende tilsagn herom.

ad artikel 6, stk. 1 (a).

Fyrstendømmet Liechtensteins regering erklærer, at Liechtensteins lov ikke tillader udlevering af Liechtensteins statsborgere. Så snart disse er kommet ind på Fyrstendømmets territorium, vil der, uanset loven i det land, hvori forbrydelsen er begået, blive rejst tiltale af Liechtensteins myndigheder i overensstemmelse med Liechtensteins straffelov (§ 36) for forbrydelser begået i udlandet. Statsborgere i konventionens forstand er personer, der har indfødsret i Liechtenstein.

ad artikel 11.

Fyrstendømmet Liechtenstein forbeholder sig ret til at anvende artikel 11 analogt i tilfælde, hvor den begærende stat ikke giver fyldestgørende tilsagn om, at den ikke vil anvende nogen straf eller foranstaltning, der er i strid med loven i Liechtenstein, eller som er i strid med princippet om den personlige ukrænkelighed på en måde, som er uforenelig med loven i Liechtenstein.

ad artikel 21.

Fyrstendømmet Liechtenstein forbeholder sig ret til at afslå transport gennem sit territorium også i de tilfælde, hvor den forbrydelse, som den pågældende er tiltalt for, omfattes af denne konventions artikel 5.

ad artikel 23.

Fyrstendømmet Liechtenstein kræver, at de begæringer og dokumenter, som skal fremlægges, og som er udfærdiget på et andet sprog end tysk, skal ledsages af en oversættelse til dette sprog.

Cypern.

Erklæringer og forbehold

ad artikel 1.

Ifølge den cypriotiske forfatnings artikel 11, stk. 2 (f) kan cypriotiske statsborgere ikke udleveres. Bestemmelserne i denne artikel angår derfor for Cyperns vedkommende kun udlændinge.

ad artikel 6.

Så længe udlevering af egne statsborgere er i strid med den cypriotiske forfatning, forstår den cypriotiske regering ved udtrykket statsborger i denne konvention statsborgere i Republikken Cypern samt personer, som i henhold til den til enhver tid gældende cypriotiske statsborgerlovgivning vil være berettiget til at opnå cypriotisk statsborgerskab.

Cypriotiske statsborgere kan i henhold til Cyperns straffelov retsforfølges i Cypern for forbrydelser begået i udlandet, når sådanne forbrydelser kan straffes med døden eller med mere end to års fængsel, hvis den handling eller undladelse, som udgør forbrydelsen, også er strafbar efter gerningslandets love.

ad artikel 11.

Ifølge Cyperns straffelov kan dødsstraf ikke idømmes i tilfælde, hvor en cypriotisk statsborger tiltales i Cypern for en forbrydelse begået i udlandet, for hvilken vedkommende lands lov ikke hjemler dødsstraf. I så tilfælde kan enhver anden straf til og med livsvarigt fængsel idømmes.

ad artikel 21, stk. 2.

For cypriotiske statsborgere gælder den samme erklæring som for artikel 1 og 6.

Finland.

Forbehold: ad artikel 1.

Finland forbeholder sig ret til i forbindelse med samtykke til udlevering at forlange, at den udleverede person ikke underkastes strafforfølgning for forbrydelser ved en domstol, der kun midlertidigt eller under særlige omstændigheder har beføjelse til at behandle sådanne lovovertrædelser. Udlevering, der begæres med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt af en sådan særlig domstol, kan afslås. Finland forbeholder sig ligeledes ret til at afslå en udleveringsbegæring, hvis udlevering ville være urimelig ud fra menneskelige hensyn på grund af alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold hos den pågældende eller på grund af særlige forhold iøvrigt.

ad artikel 2, stk. 1.

Den i stk. 1 nævnte pligt til udlevering skal være begrænset til lovovertrædelser, der efter finsk ret kan straffes med strengere straf end fængsel i 1 år. En person, der er dømt i en fremmed stat for en sådan lovovertrædelse, kan kun udleveres, hvis den dom, som skal afsones, indebærer frihedsberøvelse i mindst 4 måneder.

ad artikel 3, stk. 3.

Finland forbeholder sig ret til at betragte den i stk. 3 nævnte lovovertrædelse som en politisk forbrydelse, såfremt den er begået i åben kamp.

ad artikel 4.

Finland forbeholder sig ret til at betinge sig, at den udleverede person ikke må straffes i henhold til en bestemmelse, der vedrører militære overtrædelser, når en militær overtrædelse også omfatter en forbrydelse, for hvilken udlevering iøvrigt vil kunne ske.

ad artikel 18.

Hvis en stat, der begærer en fængslet person udleveret, ikke afhenter vedkommende på den aftalte dag, forbeholder Finland sig ret til straks at løslade vedkommende.

Erklæringer: ad artikel 6.

Udtrykket statsborgere i konventionens forstand betegner statsborgere i Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige samt udlændinge med fast bopæl i disse stater.

ad artikel 28, stk. 3.

Konventionen finder ikke anvendelse på udlevering for lovovertrædelser mellem Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige, da udlevering mellem disse stater sker ifølge ensartet lovgivning.

Sverige har ved skrivelse af 14. april 1967 til Europarådets generalsekretær meddelt, at det i forbindelse med ratifikationen tagne forbehold vedrørende artikel 2 som følge af en svensk lovændring ændres, så det får følgende ordlyd

Begæring om udlevering af en person, over hvem endelig dom endnu ikke er afsagt for den lovovertrædelse, for hvilken udlevering begæres, vil kunne blive efterkommet, hvis den pågældende lovovertrædelse svarer til en lovovertrædelse, der efter svensk ret kan medføre en dom til fængsel i mere end 1 år.

Udenrigsministeriet, den 15. februar 1972.

F. M.

Torben Rønne.

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.

I tilslutning til udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963, Lovtidende C, af den af Det europæiske Råds ministerudvalg i Paris den 13. december 1957 vedtagne konvention om udlevering af lovovertrædere, bringes det herved til almindelig kundskab, at yderligere følgende stater har ratificeret eller tiltrådt konventionen med virkning fra den vedføjede dato

Irland............... 31. juli 1966 Schweiz.............. 20. marts 1967 Israel............... 26. december 1967 Nederlandene......... 15. maj 1969 Østrig............... 19. august 1969 Liechtenstein........ 26. januar 1970 Cypern............... 22. april 1971 Finland.............. 10. august 1971.

De pågældende stater har ved tiltrædelsen eller ratifikationen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger

Irland.

Forbehold: ad artikel 9.

De irske myndigheder vil ikke tillade udlevering, hvis der i et tredjeland er afsagt endelig dom over den begærede person for den forbrydelse, for hvilken udlevering begæres.

Erklæring: ad artikel 6.

Begrebet statsborger i konventionens forstand defineres herved som betydende irske borgere.

Schweiz.

Erklæringer og forbehold

ad artikel 1.

Udlevering fra Schweiz er i alle tilfælde betinget af, at den pågældende person ikke underkastes strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol. Schweiz forbeholder sig derfor ret til at afslå udlevering

a) hvis der er mulighed for, at den begærede person, hvis han udleveres, vil blive underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol, og den begærende stat ikke giver tilsagn, der anses for fyldestgørende, om at dom vil blive afsagt af en domstol, som i medfør af landets retsplejeregler har almindelig hjemmel til at afsige domme i straffesager,

b) såfremt udlevering begæres med det formål at eksekvere en dom afsagt af en ekstraordinær domstol.

ad artikel 2, stk. 1.

Under hensyn til schweizisk lovs bestemmelser om udlevering forbeholder Schweiz sig ret til at afslå udlevering, hvis den forbrydelse, som den pågældende person er tiltalt for, ikke indgår i gerningsindholdet af en eller flere af de forbrydelser, der er anført på den liste, der som tillæg til denne erklæring er deponeret hos Europarådets sekretariat. (Oplysning om de på listen anførte forbrydelser kan fås ved henvendelse til udenrigsministeriets retsafdeling).

ad artikel 2, stk. 2.

Uanset det forbehold, der er taget med hensyn til artikel 2, stk. 1, kan Schweiz, hvis udlevering tillades eller er blevet tilladt for en forbrydelse, udvide virkningerne deraf til enhver anden forbrydelse, der er strafbar efter schweizisk lov.

ad artikel 3, stk. 3.

Uanset konventionens artikel 3, stk. 3, forbeholder Schweiz sig ret til at nægte udlevering ifølge artikel 3, stk. 1, hvis dette begæres for drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved eller et medlem af hans familie.

ad artikel 6.

Schweizisk lov tillader ikke udlevering af schweiziske statsborgere. Under forudsætning af at lovgivningens forskrifter er opfyldt, kan schweiziske myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for lovovertrædelser begået uden for Schweiz, som er strafbare efter schweizisk ret

- hvis de er begået mod en schweizisk statsborger (artikel 5 i den schweiziske straffelov),

- hvis udlevering vil kunne ske for forbrydelsen efter schweizisk lov, og forbrydelsen er begået af en schweizisk statsborger (artikel 6 i den schweiziske straffelov; kapitel 16 i forbundslov af 14. marts 1958 om forbundsstatens og dens myndigheders og embedsmænds ansvar),

- hvis de er begået om bord på et schweizisk skib eller schweizisk luftfartøj (kapitel 4 i forbundslov af 23. september 1953 om sejlads under schweizisk flag; kapitel 97 i forbundslov af 21. december 1948 om luftfart).

ad artikel 7 og 8.

Ifølge gældende schweizisk lov kan udlevering for en forbrydelse, der er begået på schweizisk territorium eller på et sted, der behandles som schweizisk territorium, kun tillades i de i artikel 2, stk. 2, nævnte tilfælde, såfremt den begærede person alligevel udleveres til den begærende stat for andre forbrydelser, der ikke er undergivet schweizisk jurisdiktion, og det anses for ønskeligt, særlig med henblik på vedkommendes sociale revalidering, at alle de lovovertrædelser, han er tiltalt for, behandles under eet.

ad artikel 9.

a) Schweiz forbeholder sig ret til under fravigelse af artikel 9 at afslå udlevering, såfremt domme som iflg. artikel 9 begrunder, at udlevering afslås, er afsagt i et tredjeland, og forbrydelsen er begået i denne stat.

b) Schweiz forbeholder sig ret til at tillade udlevering uanset første sætning i artikel 9, såfremt udlevering er blevet tilladt for andre lovovertrædelser, og den begærende stat har dokumenteret, at nye kendsgerninger eller bevismateriale, som er kommet til dens kendskab, tilsiger en fornyet prøvelse af den dom, der i henhold til denne artikel begrundede nægtelse af udlevering, eller såfremt den begærede person ikke har afsonet hele den straf eller en del af den straf, han ved en sådan dom er idømt.

ad artikel 11.

Schweiz forbeholder sig ret til at anvende artikel 11 mutatis mutandis også i tilfælde, hvor den begærende stats lov foreskriver, at den begærede person kan idømmes korporlig straf eller mod sin vilje kan underkastes en hertil svarende behandling for den forbrydelse, for hvilken udlevering begæres.

ad artikel 14, stk. 1 (b).

De schweiziske myndigheder betragter løsladelse i henhold til artikel 14 som endelig, såfremt den udleverede person tillades at bevæge sig frit uden derved at overtræde regler eller betingelser fastsat af vedkommende myndighed. De schweiziske myndigheder betragter i alle tilfælde en udleveret person som værende i stand til at forlade en stats territorium i denne artikels forstand, hvis han ikke faktisk hindres deri på grund af sygdom eller anden faktisk begrænsning i hans bevægelsesfrihed.

ad artikel 16, stk. 2.

Enhver anmodning i henhold til artikel 16, stk. 2, bør indeholde en kort beskrivelse af den påståede forbrydelse, herunder de væsentligste enkeltheder, der muliggør en bedømmelse af forbrydelsens art i forhold til udleveringslovgivningen.

ad artikel 21.

Schweiz forbeholder sig ret til at nægte gennemtransport, når den påståede forbrydelse falder ind under artikel 5 i konventionen eller udgør en overtrædelse af bestemmelser om råvarehandelsrestriktioner eller markedsordninger.

ad artikel 23.

Begæringer til schweiziske myndigheder om udlevering og bilag hertil skal vedlægges en oversættelse til fransk, tysk eller italiensk, hvis de ikke er udfærdiget på et af disse sprog.

Israel.

Forbehold: ad artikel 2 og 4.

Israel vil ikke tillade udlevering af nogen person, medmindre han i den begærende stat er tiltalt eller dømt for en forbrydelse, der, såfremt den var blevet begået i Israel, ville være en af de nedennævnte forbrydelser

(a) Forbrydelser, for hvilke der kan idømmes dødsstraf eller fængsel i over 3 år (selvom straffen måtte være mildere, såfremt dommen afsiges af en underret). Herfra undtages

(1) forbrydelser, som en person kun kan anklages for, hvis han på det tidspunkt, da han begik forbrydelsen, er soldat i den militære straffelovs forstand, lov 5715-1955;

(2) forbrydelser iflg. § 85 i straffelovsforordningen af 1936, (voldelig forhindring af underretning til eller tilstedeværelsen af en kompetent politiembedsmand i tilfælde af en oprørsk forsamling eller uroligheder), eller i henhold til straffelovstillæg 5719-1969 om bigami;

(3) forbrydelser i henhold til straffelovstillæg 5712-1952 - overfald på politiembedsmænd - eller i henhold til love, der er anført i fortegnelsen til lov 5711-1951 om forebyggelse af vare-åger og spekulation (forskellige love, bekendtgørelser og vedtægter, der regulerer fremleje og gæstgiveri, og fordeling, udsalgspriser og kontrol med salg af fødevarer).

(b) Forbrydelser, hvis strafferamme er mindre end de ovenfor nævnte, og som anses for forbrydelser i medfør af straffelovstillæg 5712-1952 (bestikkelse), eller følgende paragraffer i straffelovsforordningen af 1936: § 88 (voldelig hindring af et skibs afsejling), § 109 B, §§ 110-115 (forskellige forbrydelser i forbindelse med tjenestemænds embedsmisbrug), §§ 120-122, § 124 (falsk edsaflæggelse, vildledelse af vidner, ødelæggelse af bevisligheder, sammensværgelse med det formål at hindre retfærdigheden i at ske fyldest og påvirkning af vidner), § 140 (tjenestemænds bedrageri), § 146 (religionsfornærmelse), §§ 156, 158, 159 (ægtemænds kønslige omgang med en pige under 15 år, ikke-voldelig krænkelse af blufærdigheden og krænkelse af blufærdigheden over for personer under 16 år), § 161 (d) (sodomi), §§ 185, 186 (forsømmelighed ved levering af levnedsmidler etc. til børn samt efterladelse af børn), § 195 (udbredelse af farlig smitte eller sygdom), § 218 (uagtsomt manddrab) §§ 242, 250 (overfald med legemlig skade til følge), §§ 261, 262 (tvangsarbejde og ulovlig frihedsberøvelse), § 270 (tyveri), § 304 (b) og (c) (skyldnersvig), § 305 (sammensværgelse med henblik på bedragerisk at vildføre offentligheden), § 310 (hæleri, § 350 (forfalskning af pengesedler), §§ 359, 360, 363-366 (forfalskning) eller i henhold til straffelovstillæg 5723-1963 (bedrageri og dokumentfalsk).

ad artikel 2.

Israel vil ikke tillade udlevering af en person, som er tiltalt for en forbrydelse, medmindre det for en domstol i Israel bevises, at der foreligger bevismateriale, som i Israel ville være tilstrækkeligt til at rejse tiltale mod den pågældende for en sådan forbrydelse.

ad artikel 9.

Israel vil ikke efterkomme en udleveringsbegæring, såfremt den begærede person er blevet benådet eller har fået sin straf for den pågældende forbrydelse eftergivet i den begærende stat.

ad artikel 14.

Israel vil ikke tillade udlevering i strid med specialitetsreglen undtagen

(a) hvis der for den begærede person under dennes fravær er afsagt udleveringskendelse også for den anden forbrydelse, efter at den pågældende har haft lejlighed til at lade sig repræsentere ved de retsforhandlinger, der tog sigte på en sådan kendelse,

(b) på betingelse af, at der ikke vil blive indledt retsforfølgning imod den begærede person, eller at han ikke vil blive dømt eller frihedsberøvet med henblik på eksekvering af dommen, medmindre han efter at have forladt den begærende stat efter sin udlevering frivilligt er vendt tilbage til denne eller har undladt at forlade den begærende stat inden for 60 dage efter at have fået lejlighed dertil.

ad artikel 15.

Ingen