Legislator Case Law & Legislation
L19710008864 DK

Bekendtgørelse nr. 88 af 12. oktober 1971 af overenskomst af 20. juni 1969 med Trinidad og Tobago til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat samt til fremme af international handel og investering.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1971 88 Historic

Bekendtgørelse nr. 88 af 12. oktober 1971 af overenskomst af 20. juni 1969 med Trinidad og Tobago til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat samt til fremme af international handel og investering.

Den 20. juni 1969 er der i Port of Spain undertegnet følgende overenskomst mellem Danmark og Trinidad og Tobago til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så så vidt angår indkomstskat samt til fremme af international handel og investering

OVERENSKOMST

mellem Danmarks regering og Trinidad og Tobagos regering til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat samt til fremme af international handel og investering

Danmarks regering og Trinidad og Tobagos regering, der ønsker at afslutte en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat samt til fremme af international handel og investering, er blevet enige om følgende

Artikel I

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, som er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel II

De af overenskomsten omfattede skatter

1. De skatter, som omfattes af denne overenskomst, er -

a) i Trinidad og Tobago

selskabsskatten og indkomstskatten, som pålægges af regeringen i Trinidad og Tobago;

b) i Danmark

(1) de ordinære indkomstskatter til staten;

(2) de kommunale indkomstskatter;

(3) folkepensionsbidraget;

(4) sømandsskatten;

(5) den særlige indkomstskat;

(6) kirkeskatten.

2. Denne overenskomst skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter undertegnelsen af denne overenskomst måtte blive pålagt af en af de to regeringer som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

Artikel III

Definitioner

1. Hvis ikke andet fremgår af sammenhængen, skal i denne overenskomst

a) udtrykket "Trinidad og Tobago" betyde landet Trinidad og Tobago, herunder ethvert område, som grænser til Trinidad og Tobagos territorialfarvand, og som i overensstemmelse med folkeretten er eller senere måtte blive udpeget som et område, hvorover Trinidad og Tobago kan udøve sine rettigheder med hensyn til havbunden og undergrunden og naturforekomster der;

b) udtrykket "Danmark", når det anvendes i geografisk betydning, betyde Kongeriget Danmark, herunder ethvert område, hvorover Danmark ifølge sin lovgivning og i overensstemmelse med international ret kan udøve sine rettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykkene "en af de kontraherende stater" og "den anden kontraherende stat" betyde Trinidad og Tobago eller Danmark, alt efter sammenhængen;

d) udtrykket "person" indbefatter fysiske personer, selskaber og alle andre sammenslutninger, der behandles som selvstændige skattesubjekter i henhold til den i hver af de kontraherende stater gældende skattelovgivning;

e) udtrykket "selskab" betyde enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene "foretagende i en af de kontraherende stater" og "foretagende i den anden kontraherende stat" betyde henholdsvis et foretagende, der drives af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og et foretagende, der drives af en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket "statsborger" betyde alle fysiske personer, der har statsborgerret i en af de kontraherende stater og alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af de kontraherende stater;

h) udtrykket "international trafik" indbefatte trafik mellem steder i et land i løbet af en rejse, der strækker sig over mere end et land;

i) udtrykket "kompetente myndighed" i begge de kontraherende stater betyde finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

j) udtrykket "skat i Trinidad og Tobago" betyde skat, der er pålagt af Trinidad og Tobago, og hvorpå denne overenskomst ifølge artikel II finder anvendelse;

udtrykket "dansk skat" betyde skat, der er pålagt af Danmark, og hvorpå denne overenskomst ifølge artikel II finder anvendelse.

2. Ved anvendelsen af denne overenskomst i en af de kontraherende stater skal ethvert udtryk, som ikke er defineret i denne overenskomst, medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har i henhold til de i denne kontraherende stat gældende love om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel IV

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en af de kontraherende stater" på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.

2. Hvor en fysisk person efter bestemmelserne i denne artikels stykke 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han har en fast bolig til rådighed for sig. Såfremt han har en fast bolig til rådighed for sig i begge kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (herefter omtalt som "midtpunktet for hans livsinteresser");

b) kan det ikke afgøres, i hvilken af de to kontraherende stater han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller har han ikke en fast bolig til rådighed for sig i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig;

c) opholder han sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har statsborgerret;

d) har han statsborgerret i begge de kontraherende stater, eller har han ikke statsborgerret i nogen af dem, vil de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. Hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i denne artikels stykke 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel V

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket "fast driftssted" et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket "fast driftssted" skal navnlig indbefatte

a) et sted, hvorfra foretagendet ledes;

b) en filial;

c) en forretning eller andet vareudsalg;

d) et kontor;

e) et lager;

f) en fabrik;

g) et værksted;

h) en grube, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes;

i) stedet for et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde af mere end seks måneders varighed.

3. Udtrykket "fast driftssted" skal ikke indbefatte

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse eller forædling hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til at foretage indkøb af varer eller fremskaffe oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende i reklameøjemed, til indsamling af oplysninger, til videnskabelig forskning eller til udøvelse af lignende virksomhed, der for foretagendet er af forberedende eller hjælpende art.

4. En person, som udfører virksomhed i en af de kontraherende stater for et foretagende i den anden kontraherende stat - med undtagelse af en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i denne artikels stykke 5 - skal anses for fast driftssted i den førstnævnte stat -

a) såfremt han i denne førstnævnte stat har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet; eller

b) såfremt han i denne førstnævnte stat opretholder et varelager tilhørende foretagendet, hvorfra han regelmæssigt opfylder ordrer eller foretager leveringer på foretagendets vegne;

c) såfremt han opretholder udstyr eller maskineri til udlejning eller andet formål i den sidstnævnte kontraherende stat i et tidsrum af seks måneder eller derover;

d) såfremt han i denne kontraherende stat sælger varer, som har undergået en væsentlig forædling eller bearbejdelse i denne kontraherende stat (uanset om de blev indkøbt i denne kontraherende stat eller ej).

5. Et foretagende i en af de kontraherende stater anses ikke for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, alene fordi det driver forretning i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, såfremt disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige forretningsvirksomhed.

6. Den omstændighed, at et selskab, hjemmehørende i en af de kontraherende stater, behersker eller beherskes af et selskab, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver forretningsvirksomhed i den anden stat, skal ikke i sig selv bevirke, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel VI

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst af fast ejendom kan beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Udtrykket "fast ejendom" skal forstås i overensstemmelse med lovgivningen i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvel som rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer anses ikke for fast ejendom.

3. Bestemmelsen i denne artikels stykke 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller fra enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel VII

Fortjeneste ved industri eller handel

1. Fortjeneste ved industri eller handel, indvundet af et foretagende i en af de kontraherende stater kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver handels- eller forretningsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan handels- eller forretningsvirksomhed, kan dets fortjeneste ved industri eller handel beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til det faste driftssted.

2. I tilfælde, hvor et foretagende i en af de kontraherende stater driver handels- eller forretningsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der til dette faste driftssted henføres den fortjeneste ved industri eller handel, som det kunne forventes at have opnået i den anden kontraherende stat, hvis det havde været et uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, og som på lige vilkår afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved ansættelsen af fortjeneste ved industri eller handel indvundet af et foretagende i en af de kontraherende stater, som i medfør af denne artikels foregående stykker kan beskattes i den anden kontraherende stat, skal det være tilladt at fradrage alle foretagendets udgifter (herunder udgifter til ledelse og almindelig administration), som kunne have været fradraget, hvis det faste driftssted havde været et selvstændigt foretagende, og som står i rimelig forbindelse med den fortjeneste, som således beskattes, hvad enten disse udgifter er afholdt i den kontraherende stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. I det omfang, det har været sædvane i en af de kontraherende stater at beregne den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på basis af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i denne artikels stykke 2 hindre den pågældende kontraherende stat i at beregne den skattepligtige fortjeneste på basis af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være af en sådan art, at den fører til resultater, der er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi det faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde for en anden fremgangsmåde.

7. Udtrykket "fortjeneste ved industri eller handel" omfatter ikke udbytte, rente, royalties eller leje, bortset fra udbytte, rente, royalties eller leje i direkte forbindelse med en handels- eller forretningsvirksomhed, der drives gennem et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat; udtrykket omfatter heller ikke indkomst, der oppebæres af et foretagende for varetagelse af ledelse og andet personligt, fagligt og teknisk arbejde, og ej heller vederlag for personlige tjenesteydelser (herunder ved frit erhverv).

Artikel VIII

Skibs- og luftfart

1. En person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, skal i den anden kontraherende stat være fritaget for skat af fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik.

2. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 finder tilsvarende anvendelse på foretagender i en af de kontraherende stater, som driver lufttransport for så vidt angår deltagelse i enhver form for "pools".

Artikel IX

Associerede foretagender

I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en af de kontraherende stater direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller financieringen af et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i den ene af de kontraherende stater og et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Artikel X

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, til en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid beskattes i den kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålægges, må ikke overstige

a) 10 pct. af bruttoudbyttet, hvis modtageren er et selskab, som direkte eller indirekte behersker mindst 25 pct. af stemmerne i det selskab, som udbetaler udbyttet;

b) i alle andre tilfælde 20 pct. af bruttoudbyttet.

Bestemmelserne i dette stykke medfører ingen begrænsninger i adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor udbyttet opbebæres af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, såfremt de rettigheder, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.

4. Udtrykket "udbytte" omfatter

a) i Trinidad og Tobago alt, hvad der efter lovgivningen i Trinidad og Tobago anses som udlodning;

b) i Danmark alt, hvad der efter Danmarks lovgivning anses som udlodning.

5. Hvor et selskab, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra det faste driftssted, kan enhver udbetaling, eller hvad der må sidestilles hermed, af en sådan fortjeneste fra det faste driftssted til en person, som er hjemmehørende i den førstnævnte stat, beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i den anden kontraherende stat, men den skat, der pålægges sådanne betalinger, må ikke overstige 10 pct.

Artikel XI

Renter

1. Den skat, som af en af de kontraherende stater pålægges renter, der hidrører fra denne kontraherende stat og betales til eller krediteres en i den anden kontraherende stat hjemmehørende person, må ikke overstige 15 pct. af bruttorentebeløbet.

2. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den person, hvem renten betales til eller krediteres, har et fast driftssted i den kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, såfremt den fordring, der ligger til grund for renten, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.

3. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager renten, eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at den betalte eller krediterede rente overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb.

Artikel XII

Royalties

1. Den skat, som af en af de kontraherende stater pålægges royalties, som hidrører fra denne kontraherende stat og betales til eller krediteres en i den anden kontraherende stat hjemmehørende person, må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af disse royalties.

2. Udtrykket "royalties" betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at benytte ophavsrettigheder, patenter, varemærker, mønstre eller modeller, tegninger, hemmelige formler eller fremstillingsmetoder, eller anden lignende ejendom eller rettighed, eller for anvendelsen af eller retten til at benytte industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer, og omfatter enhver form for royalties eller lignende betaling for spillefilm og films- eller fjernsynsbånd til brug for fjernsyn eller bånd til brug for radio, men omfatter ikke royalties eller andre beløb, der betales for drift af gruber eller stenbrud eller for udvindelse eller fjernelse af naturforekomster.

3. Royalties for ophavsret til og anden lignende betaling for frembringelse eller gengivelse af ethvert litterært, dramatisk, kompositorisk eller kunstnerisk arbejde (heri ikke medregnet royalties og lignende betaling for spillefilm, films- eller fjernsynsbånd til brug for fjernsyn og bånd til brug for radio), som hidrører fra en af de kontraherende stater og betales til eller krediteres en i den anden kontraherende stat hjemmehørende person, skal uanset bestemmelserne i denne artikels stykke 1 være fritaget for skat i den førstnævnte stat.

4. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og 3 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den person, hvem nævnte royalties betales til eller krediteres, har et fast driftssted i den kontraherende stat, hvorfra de nævnte royalties hidrører, såfremt den rettighed eller ejendom, der ligger til grund for de nævnte royalties, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager nævnte royalties, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte eller krediterede royalties overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligger, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb.

Artikel XIII

Ledelsesomkostninger

1. Den skat, som en af de kontraherende stater lægger på betalinger eller krediteringer fra en i denne kontraherende stat hjemmehørende person til en i den anden stat hjemmehørende person for ledelse og andet personligt, fagligt og teknisk arbejde, skal, hvor sådanne betalinger er knyttet til arbejde udført i denne kontraherende stat af en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller på dennes vegne, ikke overstige 5 pct. af sådanne betalingers bruttobeløb.

2. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 finder ikke anvendelse, hvis den person, som modtager betaling eller kreditering, har et fast driftssted i den kontraherende stat, hvorfra betalingen hidrører, såfremt betalingen har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel VII finde anvendelse.

3. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager betaling, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte eller krediterede beløb overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb.

Artikel XIV

Personlige tjenesteydelser.

1. Gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i et ansættelsesforhold (bortset fra vederlag, der omfattes af artikel XVI), oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan vederlaget beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i denne artikels stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer for tjenesteydelser, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for vedkommende skatteår, og

b) vederlag betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den stat, og

d) vederlaget, som indtjenes i den anden stat, i det pågældende skatteår ikke overstiger et beløb, der svarer til fem tusinde U.S. dollars.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde, der udføres ombord på et skib eller et luftfartøj i international trafik, beskattes i den kontraherende stat, hvori den person, der driver skibs- eller luftfartsvirksomheden, er hjemmehørende.

4. Med hensyn til vederlag, som en direktør for et selskab oppebærer fra selskabet, skal de foranstående bestemmelser i denne artikel finde anvendelse, som om vederlaget var en arbejdstagers vederlag i et ansættelsesforhold, og som om selskabet var arbejdsgiver.

Artikel XV

Frit erhverv

1. I tilfælde, hvor en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person oppebærer indkomst fra den anden kontraherende stat for ydelser i frit erhverv eller anden selvstændig virksomhed af lignende karakter, er han skattepligtig i den anden kontraherende stat, men kun for så vidt angår den indkomst, som kan henføres til hans virksomhed i den anden stat.

2. Udtrykket "frit erhverv" indbefatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, opdragende og undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge, revisor, offentlig optrædende kunstnere og sportsfolk.

Artikel XVI

Offentlige hverv

1. Vederlag, bortset fra pensioner, der udbetales af en af de kontraherende stater eller af en politisk underafdeling eller en lokal myndighed, til en fysisk person for varetagelsen af hverv i det offentliges tjeneste, skal være fritaget for beskatning i den anden kontraherende stat, såfremt den pågældende ikke er hjemmehørende i denne anden stat eller alene er hjemmehørende i denne anden stat for at varetage disse hverv.

2. Pensioner, der udbetales af en af de kontraherende stater til en fysisk person for varetagelsen af hverv i denne regerings offentlige tjeneste, skal være fritaget for beskatning i den anden kontraherende stat.

3. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse på betaling for tjenesteydelser i forbindelse med næring eller forretning, der drives med henblik på fortjeneste af en af de kontraherende stater eller af en politisk underafdeling eller en lokal myndighed.

Artikel XVII

Pensioner

1. Enhver pension (bortset fra pension, som omtales i artikel XVI, stykke 2) og enhver livrente, der oppebæres fra kilder i en af de kontraherende stater af en fysisk person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal være fritaget for beskatning i den førstnævnte kontraherende stat.

2. Udtrykket "livrente" betyder en fastsat sum, der udbetales periodisk til fastsatte tidspunkter - enten for livstid, for et nærmere angivet eller forud beregneligt tidsrum - i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger til gengæld for et rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værd.

Artikel XVIII

Studenter og praktikanter

1. a) En fysisk person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater umiddelbart før sit besøg i den anden kontraherende stat, og som midlertidigt opholder sig i den anden kontraherende stat hovedsageligt for -

(i) at studere i den anden kontraherende stat ved et universitet eller anden undervisningsanstalt, som er godkendt af den behørige undervisningsmyndighed i denne kontraherende stat;

(ii) at sikre sig en uddannelse, der kræves for at give adgang til at udøve et erhverv eller et speciale inden for et erhverv, eller

(iii) at studere eller forske som nyder af et stipendium, en bevilling eller anden understøttelse fra en offentlig, religiøs, velgørende, videnskabelig, litterær eller undervisningsmæssig organisation,

skal være fritaget for beskatning i den anden kontraherende stat for så vidt angår -

(A) gaver fra udlandet til hans underhold, undervisning, studier, forskning eller uddannelse;

(B) nævnte stipendium, bevilling eller understøttelse; og

(C) vederlag for arbejde i den anden stat forudsat, at vederlaget udgør en rimelig, nødvendig indtjening for hans ophold og uddannelse.

b) Begunstigelserne efter bestemmelserne i dette stykke skal kun strække sig over et sådant tidsrum, som kan anses for rimeligt eller sædvanligt for at fuldføre formålet med besøget, men i intet tilfælde skal nogen fysisk person nyde godt af bestemmelserne i dette stykke for mere end fem skatteår.

2. En i en af de kontraherende stater hjemmehørende person, der opholder sig i den anden kontraherende stat i et tidsrum, der ikke overstiger et år, som ansat hos eller ifølge kontrakt med en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat, hovedsagelig for at erhverve teknisk, faglig eller forretningsmæssig erfaring fra en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal være fritaget for beskatning i dette tidsrum i den anden kontraherende stat, for så vidt angår hans ansættelsesvederlag.

3. En i en af de kontraherende stater hjemmehørende person, der opholder sig i den anden kontraherende stat i et tidsrum, der ikke overstiger et år, som deltager i et program, der støttes af regeringen i den anden kontraherende stat, hovedsagelig for at uddanne sig, forske eller studere, skal være fritaget for beskatning i dette tidsrum i den anden kontraherende stat, for så vidt angår enhver form for stipendium, bevilling, understøttelse eller vederlag.

Artikel XIX

Professorer og lærere

1. En professor eller lærer, som opholder sig i en af de kontraherende stater i et tidsrum, der ikke overstiger to år, for at undervise ved et universitet, en højskole, en skole eller en anden undervisningsanstalt i denne stat, og som er eller umiddelbart før dette ophold var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal være fritaget for beskatning i den førstnævnte stat af ethvert vederlag for sådan undervisning.

2. Bestemmelserne i denne artikels stykke 1 finder ikke anvendelse, når en professor eller lærers arbejde udføres i henhold til en aftale eller kontrakt, indgået med regeringen i det land, hvori arbejdet udføres, som indeholder særbestemmelser med hensyn til deres ansættelsesvilkår.

Artikel XX

Credit

1. I overensstemmelse med bestemmelserne i Trinidad og Tobagos lovgivning om indrømmelse af fradrag i Trinidad og Tobagos skat for skat, der er pålignet i et statsområde uden for Trinidad og Tobago (hvilket ikke skal indvirke på det heri indeholdte almindelige princip) -

a) skal dansk skat, som efter dansk lovgivning og i overensstemmelse med denne overenskomst - enten ved direkte påligning eller ved indeholdelse - opkræves af fortjeneste eller indkomst fra kilder i Danmark (såfremt indkomsten består af udbytte dog ikke den skat, der opkræves af den fortjeneste, af hvilket udbyttet er udbetalt) tillades fradraget i enhver i Trinidad og Tobago pålignet skat, der er beregnet med hensyn til samme fortjeneste eller indkomst, hvoraf den danske skat er beregnet.

b) Såfremt indkomsten består af udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, til et selskab, der er hjemmehørende i Trinidad og Tobago, og som direkte eller indirekte behersker mindst 10 pct. af stemmerne i det danske selskab, skal der ved beregningen af fradraget (foruden til enhver dansk skat, der er fradragsberettiget efter a)) også tages hensyn til den danske skat, som skal svares af selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

2. a) Hvor en i Danmark hjemmehørende person oppebærer fortjeneste eller indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Trinidad og Tobago, skal Danmark i denne persons skat af fortjenesten eller indkomsten tillade fradraget et beløb, der svarer til den i Trinidad og Tobago betalte skat.

b) Såfremt indkomsten består af udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Trinidad og Tobago, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte behersker mindst 10 pct. af stemmerne i selskabet i Trinidad og Tobago, skal der ved beregningen af fradraget (foruden til enhver skat i Trinidad og Tobago, der er fradragsberettiget efter a)) også tages hensyn til den skat, som skal svares af selskabet i Trinidad og Tobago af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Fradraget skal dog i intet tilfælde overstige den del af skatten - beregnet før indrømmelsen af fradraget - som forholdsmæssigt falder på den indkomst, der kan beskattes i den anden kontraherende stat.

4. Ved anvendelsen af denne artikels stykke 2, skal udtrykket "den i Trinidad og Tobago betalte skat" indbefatte ethvert beløb, som skulle have været betalt som skat i Trinidad og Tobago for et hvilket som helst år, hvis der ikke havde været indrømmet skattefritagelse eller - nedsættelse for dette år eller en del deraf ifølge

a) en af følgende bestemmelser

(i) Income Tax Ordinance, Chapter 33 No. 1, Section 9, and Chapter 33 No. 2;

(ii) Aid to Pioneer Industries Ordinance, Chapter 33 No. 3;

(iii) Cement Industry (Development) Ordinance, Chapter 33 No. 17;

(iv) Nitrogenous Fertilizer Industry (Development) Ordinance, 1958;

(v) Lubricating Oils and Greases Industry (Development) Ordinance, 1961;

(vi) Housting Act, 1962;

(vii) Petrochemicals Industry Development Act, 1962;

(viii) Hotel Development Act, 1962, (No. 3 of 1963);

(ix) Finance Act 1966 Part II - Section 46 (1);

(x) Tyre Manufacturing Industry Development Act. No. 39 of 1967;

(xi) Ordinances, Acts and Government Orders, der indrømmer fritagelse med hensyn til statsobligationer og anden lånekapital,

for så vidt som de var i kraft på datoen for undertegnelsen af denne overenskomst og ikke siden er blevet ændret, eller kun er blevet ændret på mindre områder, der ikke berører deres almindelige karakter, eller

b) enhver anden bestemmelse, der efterfølgende indføres og indrømmer en fritagelse, som de kompetente myndigheder i de kontraherende stater er enige om er af væsentlig samme art, hvis den ikke siden er blevet ændret, eller kun er blevet ændret på mindre områder, således at dens almindelige forståelse ikke berøres.

5. Ved anvendelsen af denne artikel skal fortjeneste eller vederlag for personlige tjenesteydelser (herunder ved frit erhverv) udført i en af de kontraherende stater anses for indkomst fra kilder i denne stat, og en fysisk persons tjenesteydelser, som helt eller delvis udføres i skibe eller luftfartøjer, der drives i international trafik af en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person, anses for at være udført i denne stat.

Artikel XXI

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en af de kontraherende stater skal ikke i den anden kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i den sidstnævnte stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.

2. Beskatning af et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, må ikke være ugunstigere i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed.

3. Intet i denne artikel skal kunne fortolkes -

a) som forpligtende en af de kontraherende stater til at tilstå personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser og lempelser, som ifølge lovgivningen kun gælder personer, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat;

b) som hindrende en af de kontraherende stater i, efter bestemmelserne i artikel X, stykke 5, at pålægge skat af den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, udover den skat, der ville kunne opkræves af denne fortjeneste, hvis den hidrørte fra et i denne stat hjemmehørende selskab.

4. Udtrykket "beskatning" betyder i denne artikel skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel XXII

Samråd

1. Såfremt en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person mener, at foranstaltninger, som er truffet af en eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre beskatning, som ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst, kan han - uanset hvilke fremgangsmåder, der måtte være fastsat i disse staters lovgivning - indbringe sin sag for de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende.

2. De kompetente myndigheder skal, hvis indsigelsen findes at være begrundet, og hvis de ikke selv kan nå til en rimelig løsning, bestræbe sig på at løse sagen ved gensidig aftale med de kompetente myndigheder i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal bestræbe sig på ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til forståelsen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også rådføre sig med hinanden i bestræbelse på at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan for opfyldelse af formålet med denne artikel træde i direkte kontakt med hinanden.

Artikel XXIII

Udveksling af oplysninger

De kontraherende staters kompetente myndigheder skal efter anmodning udveksle sådanne oplysninger (d.v.s. oplysninger, der efter sædvanlig praksis er til deres rådighed i henhold til deres respektive skattelove), som er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i denne overenskomst eller for at hindre skattesvig eller for administration af bestemmelser, der tager sigte på at hindre omgåelser, alt for så vidt angår de skatter, som omhandles i denne overenskomst.

Enhver oplysning, der således udveksles, skal behandles som hemmelig og må ikke meddeles til andre personer (indbefattet en domstol eller administrativ ret) end dem, der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse eller retsforfølgning med hensyn til de skatter, der omfattes af denne overenskomst. De foran omhandlede oplysninger skal ikke udveksles, dersom de ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode.

Artikel XXIV

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til enhver del af Danmark, som særligt er holdt uden for overenskomsten, og som pålægger skatter af væsentlig samme karakter som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. Enhver udvidelse af overenskomsten skal have virkning fra det tidspunkt og med de ændringer og under de betingelser - herunder sådanne, som vedrører ophør - som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej.

2. Medmindre andet aftales mellem de to kontraherende stater, skal opsigelse af overenskomsten fra en af de kontraherende stater i henhold til artikel XXVI også medføre ophør på den i nævnte artikel fastsatte måde af overenskomstens anvendelse i ethvert område, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel XXV

Ikrafttrædelsestidspunkt

1. Denne overenskomst skal træde i kraft, når de kontraherende stater har meddelt hinanden ad diplomatisk vej, at alle de forfatningsmæssige foranstaltninger, som udkræves for ikrafttræden af denne overenskomst, er blevet gennemført.

2. Bestemmelserne skal have virkning

a) i Trinidad og Tobago -

(i) med hensyn til skat opkrævet ved kilden af beløb, der betales, krediteres eller eftergives ikke der hjemmehørende personer den 1. januar 1966 eller senere;

(ii) med hensyn til anden skat i Trinidad og Tobago for det indkomstår, der begynder den 1. januar 1966 og for følgende indkomstår;

b) i Danmark -

med hensyn til dansk skat for det skatteår, der begynder den 1. april 1966 og for følgende skatteår.

Artikel XXVI

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men enhver af de kontraherende stater kan senest den tredivte juni i ethvert kalenderår efter 1974 give meddelelse om opsigelse til den anden kontraherende stat og i så fald skal denne overenskomst ikke have virkning -

a) i Trinidad og Tobago

(i) med hensyn til skat opkrævet ved kilden af beløb, der betales, krediteres eller eftergives ikke der hjemmehørende personer den 1. januar i det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket opsigelsen er meddelt; og

(ii) med hensyn til anden skat i Trinidad og Tobago for ethvert indkomstår, der begynder i eller efter det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket opsigelsen er meddelt;

b) i Danmark -

med hensyn til dansk skat for ethvert skatteår, der begynder i eller efter det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket opsigelsen er meddelt.

Til bekræftelse heraf ..........

Overenskomsten, der ikke omfatter Færøerne og Grønland, er i medfør af artikel XXV trådt i kraft den 17. maj 1971.

Jørgen Adamsen / K.B. Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →