Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. maj 1969 om beskyttelse af den arkæologiske arv. (* 1)
Table of Provisions (15)
Statutory Text (15 Articles)
Artikel 1
I denne konvention skal alle rester og genstande eller andre spor af menneskelig virksomhed, som vidner om epoker og kulturer, og som ved udgravninger eller opdagelser er den vigtigste kilde eller en af de vigtigste kilder til videnskabelige oplysninger, betragtes som arkæologiske genstande.
Artikel 2
Til beskyttelse af jordfund og steder, hvor arkæologiske genstande ligger skjult, forpligter hver kontraherende part sig til så vidt muligt at tage forholdsregler
(a) for at afgrænse og beskytte steder og områder af arkæologisk interesse;
(b) for at frede områder til bevarelse af kildemateriale, som kan udgraves af kommende generationers arkæologer.
Artikel 3
For at sikre den fulde videnskabelige betydning af arkæologiske udgravninger på de steder og i de områder, der fredes i henhold til denne konventions artikel 2, forpligter hver kontraherende part sig til så vidt muligt
(a) at forbyde og hindre ulovlige udgravninger;
(b) at tage de nødvendige forholdsregler for at sikre, at udgravninger kun betros sagkyndige personer efter særlig bemyndigelse;
(c) at sikre kontrol med og bevarelse af de opnåede resultater.
Artikel 4
1. Med henblik på forskning og oplysningsvirksomhed vedrørende arkæologiske fund forpligter hver kontraherende part sig til at tage alle forholdsregler, som er praktisk gennemførlige og nødvendige for at sikre en så hurtig og fyldestgørende udbredelse som muligt af oplysninger i videnskabelige publikationer om udgravninger og opdagelser.
2. Hver kontraherende part skal endvidere overveje at
(a) etablere en landsomfattende registrering af arkæologiske genstande i offentlig eje, og så vidt det er muligt også i privat eje;
(b) udarbejde et videnskabeligt katalog over arkæologiske genstande i offentlig eje, og så vidt det er muligt også i privat eje.
Artikel 5
Med henblik på denne konventions videnskabelige, kulturelle og uddannelsesmæssige sigte forpligter hver kontraherende part sig til
(a) at fremme udvekslingen af arkæologiske genstande til videnskabelige, kulturelle og uddannelsesmæssige formål;
(b) at fremme udveksling af oplysninger om
(i) arkæologiske genstande,
(ii) godkendte og ulovlige udgravninger mellem videnskabelige institutioner, museer og de kompetente nationale organer;
(c) at gøre alt, hvad der står i dens magt for at sikre, at de kompetente myndigheder i oprindelseslande, der er deltagere i denne konvention underrettes om alle tilbud, som mistænkes for at hidrøre fra en ulovlig udgravning eller på ulovlig vis at hidrøre fra officielle udgravninger, tilligemed de nødvendige detaljer derom;
(d) at iværksætte et oplysningsarbejde for at bibringe offentligheden forståelse af den værdi, som arkæologiske fund har for kendskabet til civilisationens historie, og af den trussel, som denne arv udsættes for ved ukontrollerede udgravninger.
Artikel 6
1. Hver kontraherende part forpligter sig til i fornødent omfang og på en så hensigtsmæssig måde som muligt at deltage i et samarbejde for at sikre, at den internationale udveksling af arkæologiske genstande ikke på nogen måde bliver til skade for beskyttelsen af de kulturelle og videnskabelige interesser, der knytter sig til sådanne genstande.
2. Hver kontraherende part forpligter sig i særdeleshed til
(a) for så vidt angår museer og lignende institutioner, hvis nyerhvervelsespolitik er under statslig kontrol, at tage de nødvendige forholdsregler for at undgå erhvervelse af arkæologiske genstande, der af en særlig grund mistænkes for at hidrøre fra hemmelige udgravninger eller for på ulovlig vis at hidrøre fra officielle udgravninger;
(b) for så vidt angår museer og lignende institutioner, som ligger inden for en kontraherende parts territorium, men som ikke i sin nyerhvervelsespolitik er undergivet statslig kontrol
(i) at tilsende dem denne konventions ordlyd, samt
(ii) at gøre sit yderste for at opnå disse museers og institutioners støtte til de grundsætninger, der er opstillet i det foregående stykke;
(c) gennem undervisning, oplysning, agtpågivenhed og samarbejde så vidt muligt at begrænse flytning af arkæologiske genstande, som af en særlig grund mistænkes for at hidrøre fra ulovlige udgravninger eller på lovlig vis at hidrøre fra officielle udgravninger.
Artikel 7
For at sikre samarbejdet om beskyttelsen af den arkæologiske arv, som er grundlaget for denne konvention, forpligter hver kontraherende part sig til, inden for rammerne af de forpligtelser, den har påtaget sig i henhold til denne konventions bestemmelser, at tage alle spørgsmål om identifikation og ægthed, der rejses af enhver af de øvrige kontraherende parter, op til behandling og til at samarbejde aktivt inden for de begrænsninger, som den nationale lovgivning sætter.
Artikel 8
De forholdsregler, der hjemles ved denne konvention, må ikke hæmme den lovlige handel med eller ejendomsretten til arkæologiske genstande og berører heller ikke de lovfæstede regler for overdragelse af sådanne genstande.
Artikel 9
Hver kontraherende part skal holde Europarådets generalsekretær løbende underrettet om eventuelle forholdsregler, der er taget for at gennemføre denne konventions bestemmelser.
Artikel 10
1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres eller tiltrædes. Ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.
2. Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det tredje ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
3. For så vidt angår stater, der har undertegnet og senere ratificerer eller tiltræder konventionen, træder denne i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 11
1. Efter denne konventions ikrafttræden
(a) kan enhver stat, som ikke er medlem af Europarådet, men er deltager i Den europæiske Kulturkonvention, der blev undertegnet i Paris den 19. december 1954, tiltræde denne konvention;
(b) kan Europarådets Ministerudvalg opfordre enhver stat, som ikke er medlem af Rådet, til at tiltræde denne konvention.
2. En sådan tiltrædelse sker ved hos Europarådets generalsekretær at deponere et tiltrædelsesinstrument, der træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen.
Artikel 12
1. En stat, der undertegner denne konvention, kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, og en tiltrædende stat kan ved deponeringen af sit tiltrædelsesinstrument nærmere angive det territorium eller de territorier, for hvilke denne konvention skal gælde.
2. En stat, der undertegner denne konvention, kan ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument eller senere og en stat, der tiltræder konventionen kan ved deponeringen at sit tiltrædelsesinstrument eller senere ved en erklæring stilet til Europarådets generalsekretær udvide denne konvention til at omfatte ethvert andet territorium eller andre territorier, der er angivet i erklæringen, og for hvis internationale forbindelser den pågældende stat er ansvarlig, eller på hvis vegne den er bemyndiget til at indgå forpligtelser.
3. En erklæring afgivet i henhold til det foregående stykke kan for så vidt angår et deri angivet territorium trækkes tilbage efter den procedure, der er fastlagt i denne konventions artikel 13.
Artikel 13
1. Denne konvention skal forblive i kraft på ubestemt tid.
2. En kontraherende part kan for sit eget vedkommende opsige denne konvention ved meddelelse herom til Europarådets generalsekretær.
3. En sådan opsigelse træder i kraft seks måneder efter, at en sådan meddelelse er modtaget af generalsekretæren.
Artikel 14
Europarådets generalsekretær skal underrette Rådets medlemsstater og enhver stat, der har tiltrådt denne konvention, om
(a) alle undertegnelser;
(b) alle deponeringer af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter;
(c) enhver ikrafttrædelsesdato i overensstemmelse med denne konventions artikel 10;
(d) enhver erklæring, der modtages i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 2 og 3;
(e) enhver meddelelse om opsigelse i henhold til artikel 13 og datoen for opsigelsens ikrafttræden.
Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne konvention.
Udfærdiget i London den 6. maj 1969 på engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal deponeres i Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter til hver af de stater, der undertegner og tiltræder konventionen.
For Kongeriget Belgiens regering
Pierre Harmel
For Republikken Cyperns regering
Nicos Dimitriou
For Kongeriget Danmarks regering
Poul Hartling
For Den franske Republiks regering
J. de Lipkowski
For Kongeriget Grækenlands regering
----
For Irlands regering
----
For Den islandske Republiks regering
Henrik Sv. Bjørnsson
For Den italienske Republiks regering
Mario Zagari
For Storhertugdømmet Luxembourgs regering
Gaston Thorn
For Maltas regering
George Borg Olivier
For Kongeriget Nederlandenes regering
----
For Kongeriget Norges regering
----
For Den schweiziske Forbundsstats regering
W. Spuhler.
For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands regering
Frederic Mulley
For Kongeriget Sveriges regering
Torsten Nilsson
For Den tyrkiske Republiks regering
----
For Forbundsrepublikken Tysklands regering
Willy Brandt
For Den østriske Republiks regering
----
Konventionen trådte i medfør af artikel 10, stk. 2 i kraft mellem Belgien, Danmark og Schweiz den 20. november 1970. Ved deponeringen af Danmarks ratifikationsinstrument den 6. maj 1969 erklæredes det, at konventionen ikke finder anvendelse på Færøerne.
Endvidere er konventionen i medfør af artikel 10, stk. 2 trådt i kraft for Cypern den 24. februar 1971.
Udenrigsministeriet, den 31. marts 1971.
Poul Hartling.
Bekendtgørelse af europæisk konvention af 6. maj 1969 om beskyttelse af den arkæologiske arv. (* 1)
Ved kgl. resolution af 23. april 1969 har Danmark ratificeret den under 6. maj 1969 i London undertegnede europæiske konvention om beskyttelse af den arkæologiske arv.
EUROPÆISK KONVENTION
om beskyttelse af den arkæologiske arv
Undertegnede medlemsstater af Europarådet, som
i betragtning af, at Rådets mål er at knytte sine medlemmer nærmere sammen, især til befæstelse og virkeliggørelse af de idealer og grundsætninger, som er deres fælles arv;
under hensyntagen til Den europæiske Kulturkonvention, der blev undertegnet i Paris den 19. december 1954, herunder denne konventions artikel 5;
bekræfter, at den arkæologiske arv er af væsentlig betydning for kendskabet til civilisationernes historie;
erkender, at medens det moralske ansvar for beskyttelsen af Europas arkæologiske arv, som er den ældste kilde til Europas historie, og som er alvorlig truet af ødelæggelse, i første instans påhviler den direkte berørte stat, vedkommer det også alle europæiske stater i fællesskab;
i betragtning af, at det første skridt til beskyttelse af denne arv må være, at de strengeste videnskabelige metoder tages i anvendelse ved arkæologiske undersøgelser eller opdagelser for at bevare disses historiske betydning fuldt ud og udelukke, at ulovlige udgravninger medfører uerstattelige tab af videnskabelige oplysninger;
i betragtning af, at den videnskabelige beskyttelse, der herved sikres arkæologiske genstande
(a) især vil være i de offentlige samlingers interesse, og
(b) vil fremme en hårdt tiltrængt reform af handelen med
arkæologiske fund;
i betragtning af, at det er nødvendigt at forbyde hemmelige udgravninger og at etablere en videnskabelig kontrol med arkæologiske genstande, samt gennem oplysning at søge at give arkæologiske udgravninger deres fulde videnskabelige betydning;
er blevet enige om følgende