Bekendtgørelse af overenskomst af 2. december 1969 om fælles nordisk arbejdsmarked for farmaceuter.

Artikel 1.

Statsborgere i de kontraherende stater, som har aflagt dansk farmaceutisk kandidateksamen,

finsk provisoreksamen,

norsk apotekereksamen

eller

svensk apotekareexamen,

skal under de i denne overenskomst angivne forudsætninger kunne opnå myndighedernes tilladelse til at have ansættelse som provisor på et apotek i de øvrige kontraherende stater.

Hvad der i denne overenskomst er fastsat om tilladelse eller ret til at have ansættelse som provisor modsvares for Sverige vedkommende af legitimation som apoteker.

Artikel 2.

Som vilkår for meddelelse af tilladelse i medfør af artikel 1 kan en kontraherende stat kræve, at vedkommende farmaceut godtgør at have indhentet de fornødne kundskaber om det pågældende lands officielle formelsamlinger og medicinal-, eventuelt sociallovgivning. Endvidere kan der stilles krav om tilfredsstillende sprogkundskab, herunder kendskab til den i landet almindeligt anvendte farmaceutiske nomenklatur, samt om kortere tids praktisk tjeneste på et apotek i landet.

Artikel 3.

En statsborger i en kontraherende stat, som i henhold til artikel 1 og 2 ønsker tilladelse til at have ansættelse som provisor på et apotek i en anden kontrahedende stat, skal til den centrale sundhedsmyndighed i den sidstnævnte stat indgive bevis for, at han opfylder vilkårene i artikel 1 og 2. Han skal herunder fremlægge en af den centrale sundhedsmyndighed i hans hjemland umiddelbart forinden udfærdiget erklæring om, at han er berettiget til at have ansættelse som provisor på apotek i dette land.

Ansøgere, som opfylder disse vilkår, har ret til at få meddelt den ansøgte tilladelse, hvis der ikke forligger sådanne forhold, at en meddelt tilladelse kunne tilbagekaldes.

Underretning om en således meddelt tilladelse skal tilstilles den centrale sundhedsmyndighed i den stat, hvor den pågældende har aflagt eksamen, samt eventuelt sundhedsmyndigheden i den eller de stater, hvor den pågældene tidligere har opnået tilsvarende tilladelse.

Artikel 4.

Såfremt en farmaceut efter aflagt eksamen i en af de kontraherende stater senere efter de i samme stat gældende regler er blevet fradømt eller i øvrigt har fortabt retten til at have ansættelse som provisor på apotek, bør en i medfør af artikel 1 og 2 meddelt tilladelse i anden kontraherende stat tilbagekaldes. I øvrigt kan en meddelt tilladelse kun tilbagekaldes efter gældende regler for fortabelse af ret til at have ansættelse som provisor på apotek i den stat, hvor den er meddelt, dog at der herved også kan tages hensyn til i anden kontraherende stat begået forbrydelse eller udvist uegnethed til gerningen.

I tilfælde, hvor en farmaceut fradømmes eller på anden måde fortaber retten til at have ansættelse som provisor på apotek i en af de kontraherende stater, er de centrale sundhedsmyndigheder i vedkommende stat forpligtet til at underrette myndighederne i anden kontraherende stat, såfremt den pågældende har aflagt eksamen eller opnået tilladelse i medfør af artikel 1 og 2 i den anden stat.

Artikel 5.

Farmaceuter, der i medfør af artikel 1 og 2 har opnået tilladelse til at have ansættelse som provisor på apotek i en af de kontraherende stater, bør i princippet være ligestillet med farmaceuter uddannet i denne stat for så vidt angår løn og pension samt øvrige med tjenesten forbundne pligter og rettigheder. Tidligere tjeneste som farmaceut i en af de kontraherende stater bør ligestilles med tilsvarende tjeneste i den stat, hvor den pågældende nu virker.

Artikel 6.

Enhver af de kontraherende stater skal efter undertegnelsen af denne overenskomst i den udstrækning, det er muligt, gennemføre eller virke for gennemførelsen af ændringer i gældende bestemmelser i overensstemmelse med de i artikel 5 angivne principper.

Artikel 7.

De centrale sundhedsmyndigheder i de kontraherende stater skal nøje følge udviklingen på arbejdsmarkedet for farmaceuter i de respektive stater, og når særlige foranstaltninger synes påkræver, gøre anmeldelse derom til den i medfør af artikel 5 i overenskomsten af 22. maj 1954 om fælles arbejdsmarked nedsatte kommission.

De centrale sundhedsmyndigheder skal til stadighed give hinanden de meddelelser og oplysninger, som er af betydning for bedømmelsen af udviklingen på arbejdsmarkedet for farmaceuter i de respektive stater.

Artikel 8.

Denne overenskomst skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne deponeres i det danske udenrigsministeriums arkiv.

Overenskomsten træder i kraft, så snart samtlige ratifikationsinstrumenter er deponeret.

Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten med et varsel på seks måneder til ophør den 1. juli eller den 1. januar.

Enhver af de kontraherende stater kan med umiddelbar virkning sætte overenskomsten ud af kraft i forhold til en eller flere af de øvrige stater i tilfælde af krig eller krigsfare, eller hvis andre nationale eller internationale forhold måtte gøre det nødvendigt. Vedkommende staters regeringer skal straks underrettes om beslutningen.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede repræsentanter for de respektive stater, undertegnet denne overenskomst og forsynet den med deres segl.

Udfærdiget i København den 2. december 1969 i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, hvoraf det danske udenrigsministerium vil tilstille de øvrige kontraherende staters regeringer bekræftede genparter.

Poul Hartling

Overenskomsten er ratificeret af samtlige signatarmagter. Det sidste ratificationsinstrument (Finland) blev deponeret den 9. februar 1971, hvorefter overenskomsten i medfør af artikel 8 trådte i kraft samme dato.

Udenrigsministeriet, den 17. marts 1971.

Poul Hartling.

Bekendtgørelse af overenskomst af 2. december 1969 om fælles nordisk arbejdsmarked for farmaceuter.

Ved kgl. resolution af 8. juni 1970 har Danmark ratificeret den i København den 2. december 1969 undertegnede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for farmaceuter.

Overenskomsten har følgende ordlyd

OVERENSKOMST

mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for farmaceuter.

De kontraherende stater,

som, bortset fra Island, tidligere har truffet overenskomst om et fælles nordisk arbejdsmarked,

som i princippet finder, at muligheden for fri bevægelighed for den farmaceutiske arbejdskraft mellem de nordiske stater ville være til gavn for udviklingen i disse stater,

som finder, at den grundliggende uddannelse for farmaceuter er stort set ligeværdig i de respektive stater,

som finder, at der bør tilvejebringes den størst mulige ensartethed i den farmaceutiske uddannelse i de nordiske stater, og

som vil tilstræbe den størst mulige ensartethed i lovgivningen om farmaceutisk personel,

er enedes om følgende

Ingen