Legislator Case Law & Legislation
L19710001864 DK

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. november 1970 med Botswana om teknisk samarbejde.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1971 18 Valid

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. november 1970 med Botswana om teknisk samarbejde.

Den 16.november 1970 er der i København undertegnet følgende overenskomst mellem Danmark og Botswana om teknisk samarbejde

Oversættelse

OVERENSKOMST

om teknisk samarbejde mellem Kongeriget Danmarks regering og Republikken Botswanas regering

Præambel

Kongeriget Danmarks regering og Republikken Botswanas regering, som ønsker at styrke de retslige og institutionelle rammer for deres tekniske samarbejde, har afsluttet følgende overenskomst.

Artikel I

Danmarks regering stiller sådant personel, materielle ressourcer samt uddannelsesmuligheder til rådighed for Botswanas regering, som de to parter i hvert enkelt tilfælde træffer beslutning om. Botswanas regering sikrer den effektive anvendelse af nævnte personel, ressourcer og muligheder.

Artikel II

I spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne overenskomst og særoverenskomster herunder repræsenteres de kontraherende parter, medmindre anden bestemmelse er truffet, af Sekretariatet for internationalt Udviklingssamarbejde (herefter benævnt DANIDA) og Botswanas Finansministerium og Ministerium for Udviklingsplanlægning.

Artikel III

Personel, udsendt af den danske regering i henhold til denne overenskomst, omfatter følgende to kategorier

Løntilskudseksperter er eksperter, rekrutteret gennem DANIDA, som Botswanas regering udpeger og aflønner i en normeret stilling i Botswanas regerings tjeneste eller i sådanne andre stillinger, som de to parter måtte beslutte, og til hvis løn den danske regering yder tilskud. Kontrakter indgås mellem Botswanas regering og hver enkelt løntilskudsekspert. Indholdet af hver kontrakt skal forud tilstilles den danske regering.

Der skal tillige indgås kontrakter mellem den danske regering (repræsenteret ved DANIDA) og hver enkelt løntilskudsekspert.

Kontraktansatte eksperter er eksperter, rekrutteret gennem DANIDA. hvis løn alene bliver betalt af den danske regering.

I de følgende bestemmelser i denne overenskomst vil udtrykket »eksperter« blive anvendt som betegnelse for personale af begge kategorier.

Artikel IV

1. Botswanas regering tilstiller i hvert enkelt tilfælde DANIDA en fuldstændig arbejdsbeskrivelse for den ønskede ekspert, der angiver stillingens opgaver, såvel som ekspertens væsentlige og ønskelige kvalifikationer.

DANIDA giver Botswanas regering alle de til vurdering af ansøgerne nødvendige oplysninger vedrørende deres uddannelse og faglige erfaring.

2. De kompetente myndigheder afgør i hvilke tilfælde »counterparts« skal udpeges af Botswanas regering for det personel, der er udsendt af den danske regering inden for rammerne af denne overenskomst, eller sådanne andre foranstaltninger, som måtte blive truffet for at opnå de tilsigtede mål

3. Bestemmelse om udsendelse af hver enkelt ekspert eller ekspertgruppe samt om hvert enkelt uddannelsesprojekt, der af Danmarks regering stilles til rådighed for Botswanas regering. træffes ved særskilt note eller brevveksling mellem repræsentanter for de to regeringer.

4. Hvor der i denne overenskomst tales om eksperter, undervisningsprojekter eller tjeneste i henhold til denne overenskomst, skal dette forstås som de eksperter og undervisningsprojekter, der omfattes af den i foranstående stykke omhandlede note- eller brevveksling.

Artikel V

Finansieringsomkostningerne vedrørende det tekniske samarbejde, der gennemføres i henhold til denne overenskomst, afholdes af de to regeringer i fællesskab.

Artikel VI

Danmarks regering skal betale

1) omkostningerne ved ekspertens rejse til og fra Botswana. Strækker ekspertens ansættelse sig ud over 6 måneder, betales rejseudgifterne tillige for ekspertens familie;

2) omkostningerne ved forsendelse til og fra Botswana af personlige ejendele, tilhørende eksperter udsendt i mindre end 6 måneder. Såfremt udsendelsen varer ud over 6 måneder, betales omkostningerne ved forsendelse af personlige ejendele samt bohave tilhørende eksperter og deres familier;

3. (a) for kontraktansatte eksperter

den fulde løn samt alle de tillæg, bortset fra de i artikel VII omhandlede, der tilfalder eksperten som følge af hans tjeneste i Botswana i henhold til denne overenskomst;

(b) for løntilskudseksperter

tilskud til løn og andre ydelser betales af Botswanas regering i henhold til artikel VII A.

Artikel VII

Botswanas regering skal betale

A. løn som nærmere angivet nedenfor

løntilskudseksperter

løn og hermed beslægtede ydelser i et omfang, der ikke er mindre end det, Botswanas embedsmand i tilsvarende stillinger modtager.

B. boligforhold som nærmere angivet nedenfor

(a) for kontraktansatte eksperter

bolig med »hard furnishings« for eksperten og hans familie. Boligen og bohavet vil være af samme standard som for embedsmænd i tilsvarende stilling i Botswanas regerings tjeneste, hvis ansættelsesvilkår indebærer lejetilskud. Vand-, telefon- og elektricitetsafgifter vedrørende boligen afholdes af eksperten.

(b) for løntilskudseksperter

bolig af samme type, som anvises til andre udenlandske eksperter; husleje pålignes løntilskudseksperterne efter regler gældende for sådanne eksperter i lignende stilling.

(c) for alle eksperter

Såfremt eksperten i begyndelsen bor på hotel, skal Botswanas regering opfylde sin forpligtelse ved at refundere eksperten et beløb svarende til 50% af den fulde hotelregning (ophold og pension eksklusive enhver ekstraudgift såsom udgifter til vask etc.), forudsat at hotelprisen er rimelig i forhold til de lokale priser, og at hotellet, eksperten bor på, og navnlig dets indretning, ikke er over den standard, som en embedsmand i tilsvarende stilling i Botswanas regerings tjeneste med rimelighed kan forvente.

C. Andre faciliteter

(a) lokal hjælp til ekspertens arbejde, herunder kontor og/eller laboratorium med udstyr i normalt omfang, sekretærbistand og/eller laboratorieassistance samt fritagelse for betaling af tjenstlige porto- og telekommunikationsudgifter;

(b) lokal transport ved ekspertens tjenesterejser i samme omfang som gældende for embedsmænd i lignende stillinger i Botswanas regerings tjeneste. Kræver omstændighederne, at eksperten benytter sit eget motorkøretøj til tjenesterejser, ydes kilometergodtgørelse efter samme satser, som gælder for embedsmænd i Botswanas regerings tjeneste;

(c) transport fra indrejsestedet til tjenestestedet ved ankomsten til Botswana og fra tjenestestedet til udrejsestedet ved tjenestens ophør for eksperten, hans personlige ejendele, og hvis tjenesten varer ud over 6 måneder, betales også transportomkostninger for hans familie, deres personlige ejendele samt bohave;

(d) lægehjælp m. v. til eksperten og, i tilfælde af tjeneste ud over 6 måneder, for hans familie i samme omfang, som gælder for statsborgere i Botswanas regerings tjeneste og deres familier;

(e) bistand ved toldklarering af ekspertens personlige ejendele og, i tilfælde af tjeneste ud over 6 måneder, også hans bohave i samme omfang som gældende for teknisk bistandspersonale fra andre lande, som gør tjeneste i Botswana

Artikel VIII

1. De arbejdsopgaver, der påhviler hver enkelt ekspert, som udsendes i henhold til denne overenskomsts bestemmelser, fastsættes nærmere i den i artikel IV, stk. 3 omhandlede note- eller brevveksling.

En ekspert kan i tjenesteperioden forflyttes fra en stilling til en anden, såfremt DANIDA og Botswanas regering er enige herom.

2. Botswanas regering har ret til at anmode om hjemkaldelse af enhver ekspert, hvis arbejde eller adfærd er utilfredsstillende; før udøvelsen af denne ret vil Botswanas regering rådføre sig med Danmarks regering herom.

Danmarks regering har ret til når som helst at hjemkalde en ekspert; før udøvelsen af denne ret vil Danmarks regering rådføre sig med Botswanas regering. I tilfælde af hjemkaldelse vil Danmarks regering gøre alt for at finde en afløser for den hjemkaldte ekspert, hvis Botswanas regering anmoder derom.

3. Under udøvelsen af sin tjeneste vil eksperten være undergivet sådanne af Botswanas regerings love og bestemmelser, som ikke er uforenelige med denne overenskomsts bestemmelser.

4. Botswanas regering tillader de danske eksperter at holde ferie under deres tjeneste i et omfang, der er aftalt og nærmere fastsat i de noter eller breve, der vedrører udsendelse af eksperter.

Artikel IX

1. Republikken Botswanas regering forpligter sig til, at eksperterne

(a) fritages for retsforfølgelse med hensyn til mundtlige eller skriftlige udtalelser og alle handlinger, som de måtte fremsætte eller foretage i deres officielle egenskab;

(b) fritages for værne- eller arbejdspligt;

(c) tilstås de samme privilegier med hensyn til lempelser ved valutakontrol, som er tillagt andre landes tekniske bistandspersonale i Botswana af tilsvarende rang.

2. Botswanas regering

(a) yder fritagelse for indkomstskat og enhver anden personlig skat, progressiv skat og udviklingsskat for eksperter af alle emolumenter, der er ydet dem fra danske kilder;

(b) yder fritagelse for alle indførsels- og udførselsafgifter samt andre officielle afgifter med hensyn til udstyr, materiale eller forsyninger, som leveres af den danske regering i forbindelse med projekter, der er godkendt i overensstemmelse med artikel IV;

(c) sikrer, at der ikke foretages valutakontrol med midler, der af DANIDA er overført til Botswana, til formål i overensstemmelse med denne overenskomst; midler, der indestår på bankkonti, må udelukkende anvendes til sådanne formål, og alle indestående beløb på sådanne konti skal kunne overføres til dansk eller anden konvertibel valuta;

(d) yder fritagelse for told og andre indførselsafgifter for klæder, personlige ejendele samt bohave, som blev benyttet af eksperterne på deres tidligere opholdssted, forudsat at indførslen til landet finder sted inden tre måneder efter ekspertens ankomst til Botswana. For personlige ejendele kan regnes: radio, fjernsyn, fotografi- og smalfilmudstyr, grammofon, båndoptager, køleskab samt luftkonditioneringsanlæg;

(e) yder fritagelse for udførselsafgifter for ovennævnte ejendele ved tjenestens ophør;

(f) yder kontraktansatte eksperter fritagelse for told og andre afgifter ved ind- og udførsel af et motorkøretøj til deres personlige brug, forudsat at motorkøretøjet, der er indført med disse privilegier, i tilfælde af salg til en person i Botswana bliver fortoldet og beskattet, medmindre det sælges til en person, der er berettiget til de samme privilegier;

(g) sikrer, at den danske regering og eksperter med tjeneste i Botswana i medfør af denne overenskomst holdes skadesløse for ethvert erstatningsansvar, søgsmål, krav, skade, omkostning eller salær i forbindelse med dødsfald, skade på person eller ejendom såvel som for ethvert tab hidrørende fra, eller i forbindelse med en hvilken som helst handling eller undladelse, der er udført eller har fundet sted i løbet af deres tjeneste. I tilfælde, hvor sådanne krav skyldes udvist grov uagtsomhed eller udvist forsætlighed, er personalet pligtig til at holde Botswanas regering skadesløs;

(h) sikrer, at alle eksperter, der er blevet anvist Botswana i medfør af denne overenskomsts bestemmelser, og deres familier nyder lovens fulde beskyttelse;

(i) giver den danske ambassade øjeblikkelig underretning i tilfælde af arrestation eller tilbageholdelse af en ekspert, udsendt af den danske regering, hans ægtefælle eller pårørende, eller hvis retsforfølgelse indledes mod dem.

Artikel X

Bestemmelserne i denne overenskomst gælder såvel for de danske eksperter, som allerede er i arbejde i Botswana under det tekniske samarbejde mellem de to regeringer som for disses familier.

Artikel XI

Ved fuldendelsen af en teknisk samarbejdsplan skal de kontraherende parter rådføre sig med hinanden med henblik på at analysere resultaterne af arbejdet.

Artikel XII

Elevuddannelse

1. Stipendier til videregående studier i Danmark stilles til rådighed for ansøgere, indstillet og udvalgt af Botswanas regering.

2. For hver elev, der er statsborger i Botswana, og for hvis uddannelse i Danmark den danske regering i henhold til denne overenskomst påtager sig ansvaret, betaler den danske regering

(a) omkostningerne ved rejsen til og fra Danmark;

(b) alle med kurset i uddannelseslandet normalt forbundne omkostninger såsom indenlandske rejser, undervisnings- og andre gebyrer, boggodtgørelse samt leveomkostninger.

3. For hver elev, hvis uddannelse i Danmark den danske regering påtager sig ansvaret for i henhold til denne overenskomst, betaler Botswanas regering

(a) indenlandske rejseomkostninger mellem elevens tjenestested og stedet for udrejsen og ligeledes ved hjemkomsten til Botswana;

(b) den del af elevens løn, der er tillagt ham i henhold til gældende bestemmelser, for at sætte ham i stand til fortsat at opfylde sine økonomiske forpligtelser i Botswana;

(c) beklædningsgodtgørelse.

Artikel XIII

1. Denne overenskomst gælder fra datoen for dens undertegnelse og forbliver i kraft, indtil den opsiges af en af parterne ved seks måneders skriftligt varsel.

2. Enhver ekspert, som har påbegyndt sin tjeneste i henhold til denne overenskomst, skal fuldføre denne tjeneste, så længe denne overenskomsts bestemmelser forbliver i kraft. Til bekræftelse heraf har undertegnede, behørigt befuldmægtigede dertil af deres respektive regeringer, underskrevet denne overenskomst i to eksemplarer på engelsk i København den 16. november 1970.

For Danmarks regering

H. Baunsgaard

For Botswanas regering

Seretse Khama

Udenrigsministeriet, den 23. februar 1971.

K. Helveg Petersen .

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →