Bekendtgørelse nr. 111 af 17. december 1970 af overenskomst af 21. maj 1970 med Island til undgåelse af dobbeltbeskatning.

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, som er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på hver af de kontraherende staters, deres politiske underafdelingers eller lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter anses alle skatter, der pålignes på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, er især

a) For Islands vedkommende

1) den nationale indkomstskat;

2) den nationale formueskat;

3) den kommunale indkomstskat; og

4) den kommunale formueskat

(herefter omtalt som "islandsk skat").

b) For Danmarks vedkommende

1) indkomstskatten til staten;

2) formueskatten til staten;

3) indkomstskatten til kommunen;

4) folkepensionsbidraget;

5) sømandsskatten;

6) den særlige indkomstskat; og

7) kirkeskatten

(herefter omtalt som "dansk skat").

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidigt måtte blive pålagt som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Ved slutningen af hvert år skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater give hinanden underretning om alle vigtige ændringer, som er blevet foretaget i deres respektive skattelove.

KAPITEL III

BESKATNING AF INDKOMST

KAPITEL II

DEFINITIONER

KAPITEL IV

BESKATNING AF FORMUE

KAPITEL I

OVERENSKOMSTENS

ANVENDELSESOMRÅDE

KAPITEL VII

SLUTBESTEMMELSER

KAPITEL VI

SÆRLIGE BESTEMMELSER

KAPITEL V

METODE TIL OPHÆVELSE AF

DOBBELTBESKATNING

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Hvis ikke andet fremgår af sammenhængen, skal i denne overenskomst

a) udtrykket "Island" betyde Republikken Island herunder ethvert område, hvorover Island ifølge sine lovgivning og i overensstemmelse med international ret kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster;

b) udtrykket "Danmark" betyde Kongeriget Danmark herunder ethvert område, hvorover Danmark ifølge sin lovgivning og i overensstemmelse med international ret kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykket "person" indbefatte en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning, der behandles som selvstændig skattesubjekt i henhold til den i hver af de kontraherende stater gældende skattelovgivning;

d) udtrykket "selskab" betyde enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person i den kontraherende stat, hvor den er hjemmehørende;

e) udtrykkene "foretagende i en af de kontraherende stater" og "foretagende i den anden kontraherende stat" betyde henholdsvis et foretagende, der drives af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og et foretagende, der drives af en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

f) udtrykket "kompetente myndigheder" betyde i Island finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder, og i Danmark finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelse af denne overenskomst i en af de kontraherende stater skal ethvert udtryk, som ikke på anden måde er defineret, og medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har i henhold til de i denne kontraherende stat gældende love om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en af de kontraherende stater" på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.

2. Hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han har en fast bolig til rådighed for sig. Såfremt han har en fast bolig til rådighed for sig i begge kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) kan det ikke afgøres, i hvilken af de to kontraherende stater han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller har han ikke en fast bolig til rådighed for sig i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig;

c) opholder han sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har statsborgerret;

d) har han statsborgerret i begge de kontraherende stater, eller har han ikke statsborgerret i nogen af dem, vil de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. Hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket "fast driftssted" et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket "fast driftssted" skal navnlig indbefatte

a) et sted, hvorfra foretagendet ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted;

f) en grube, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udnyttes;

g) stedet for et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde af mere end 12 måneders varighed.

3. Udtrykket "fast driftssted" skal ikke indbefatte

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller fremskaffe oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende i reklameøjemed, til indsamling af oplysninger, til videnskabelig forskning eller til udøvelse af lignende virksomhed, der for foretagendet er af forberedende eller hjælpende art.

4. En person, som udfører virksomhed i en af de kontraherende stater for et foretagende i den anden kontraherende stat - med undtagelse af en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 5 - skal anses for fast driftssted i den førstnævnte stat, såfremt han i denne stat har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.

5. Et foretagende i en af de kontraherende stater anses ikke for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, alene fordi det driver forretning i denne anden stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, såfremt disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige forretningsvirksomhed.

6. Den omstændighed, at et selskab, hjemmehørende i en af de kontraherende stater, behersker eller beherskes af et selskab, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver forretningsvirksomhed i den anden stat, skal ikke i sig selv bevirke, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst af fast ejendom kan beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Udtrykket "fast ejendom" skal forstås i overensstemmelse med lovgivningen i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvel som rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder, og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer anses ikke for fast ejendom.

3. Bestemmelsen i stykke 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller fra enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved forretningsvirksomhed

1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en af de kontraherende stater kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver virksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til det faste driftssted.

2. I tilfælde, hvor et foretagende i en af de kontraherende stater driver virksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der i hver af de kontraherende stater til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelse, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt til gavn for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og almindelig administration iøvrigt, hvad enten de afholdes i den stat, hvor det pågældende faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. I det omfang, det har været sædvane i en af de kontraherende stater at beregne den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på basis af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre den pågældende kontraherende stat i at beregne den skattepligtige fortjeneste på basis af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være af en sådan art, at den fører til resultater, som er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi det faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde for en anden fremgangsmåde.

7. Hvor en fortjeneste indeholder indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

2. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde ombord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken den eneste eller vigtigste udøver af virksomheden er hjemmehørende.

3. Bestemmelserne i stykke 1 finder ligeledes anvendelse i tilfælde, hvor islandske eller danske foretagender, som beskæftiger sig med international skibs- eller luftfart, deltager i poolaftaler af en hvilken som helst art.

Artikel 9

Indbyrdes afhængige foretagender

I tilfælde, hvor

a) et fortagende i en af de kontraherende stater direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i den ene af de kontraherende stater og et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Artikel 10

Udbytter

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, til en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket "udbytte" betyder i denne artikel indkomst af aktier, mineaktier, stifterandele eller - bortset fra gældsfordringer - andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der sidestilles med indkomst fra aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

3. Bestemmelsen i stykke 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor udbyttet oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, såfremt de rettigheder, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel 7 finde anvendelse.

4. Hvor et selskab, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, kan denne anden stat ikke lægge nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet til personer, der ikke er hjemmehørende i denne anden stat, eller underkaste selskabets ikke-udloddede indkomst nogen skat på ikke-udloddet indkomst, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke udloddede indkomst helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst fra kilder i denne anden stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en af de kontraherende stater og betales til en i den anden kontraherende stat hjemmehørende person, kan kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket "rente" betyder i denne artikel indkomst af statsgældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i fortjeneste eller ikke, samt fordringer af enhver art, såvel som enhver anden indkomst, der i henhold til skattelovgivningen i den stat, hvorfra indkomsten hidrører, beragtes som indkomst af pengelån.

3. Bestemmelsen i stykke 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor renten oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, og som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, såfremt den fordring, der ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel 7 finde anvendelse.

4. Renter skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, såfremt de udbetales af den pågældende stat selv, en politisk underafdeling deraf, en lokal myndighed eller en i den pågældende stat hjemmehørende person. Såfremt den person, der betaler renten - hvad enten den pågældende er hjemmehørende i en af de kontraherende stater eller ej - imidlertid i en af de kontraherende stater har et fast driftssted, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, blev stiftet, og renteudgiften afholdes af det pågældende faste driftssted, skal en sådan rente anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager renten, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at den erlagte rente set i forhold til den gældsfordring, hvorfor den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en af de kontraherende stater og betales til en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket "royalties" betyder i denne artikel betaling af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at benytte enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af eller retten til at benytte industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

3. Bestemmelsen i stykke 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den i en af de kontraherende stater hjemmehørende modtager af nævnte royalties har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, fra hvilken de nævnte royalties hidrører, såfremt den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de nævnte royalties, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel 7 finde anvendelse.

4. Royalties skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, når de erlægges af den pågældende stat selv, en politisk underafdeling, en lokal myndighed eller en i den pågældende stat hjemmehørende person. Såfremt den person, som erlægger de nævnte royalties - hvad enten den pågældende er hjemmehørende i en af de kontraherende stater eller ej - imidlertid i en af de kontraherende stater har et fast driftssted, i forbindelse med hvilket forpligtelsen til erlæggelsen af de nævnte royalties blev påtaget, og disse royalties belastes dette faste driftssted, skal disse royalties anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, hvori det faste driftssted er beliggende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager nævnte royalties, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de erlagte royalties i betragtning af den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de erlægges, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af det erlagte beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 13

Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande

1. Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom - som defineret i artikel 6, stk. 2 - kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Fortjeneste ved afståelse af aktiver, der ikke består i fast ejendom, og som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, eller ved afståelse af aktiver, der ikke består i fast ejendom, og som hører til et fast sted, som en person hjemmehørende i en af de kontraherende stater anvender til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afståelse af selve det faste driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i den anden stat. Fortjeneste ved afståelse af aktiver af den i art. 23, stk. 3, omhandlede art, kan dog kun beskattes i den kontraherende stat, der i henhold til den nævnte artikel har beskatningsretten til de omhandlede aktiver.

3. Fortjeneste ved afståelse af alle andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne stat, medmindre den pågældende til udøvelse af sin virksomhed har et fast sted, der til stadighed står til hans rådighed i den anden kontraherende stat. Såfremt den pågældende har et sådant fast sted, kan den del af indkomsten, der kan henføres til dette faste sted, beskattes i den anden kontraherende stat.

2. Udtrykket "frit erhverv" indbefatter blandt andet selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, opdragende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personlige tjenesteydelser

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18, 19, 20 og 21 ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan vederlaget beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer for tjenesteydelser, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage indbefattet normale arbejdsafbrydelser inden for vedkommende kalenderår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde, der udføres ombord på et skib i international trafik, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Bestemmelserne i dette stykke skal finde tilsvarende anvendelse på vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer for personligt arbejde udført om bord på et fiske-, sæl- eller hvalfangstfartøj; dette gælder også, hvis vederlaget betales den pågældende i form af en vis lod eller part af udbyttet fra nævnte fiskeri, sæl- eller hvalfangst.

4. I tilfælde hvor det personlige arbejde helt eller hovedsageligt udføres om bord på et dansk eller islandsk luftfartøj (herunder luftfartøjer som tilhører eller er chartret af Scandinavian Airlines System) beskattes vederlag af den i stk. 1 i nærværende artikel omhandlede art kun i den kontraherende stat, i hvilken modtageren anses for hjemmehørende i henhold til bestemmelserne i artikel 4 i denne overenskomst.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende verderlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

Uanset bestemmelserne i artikel 14 og 15 kan indkomst, som erhverves af professionelle kunstnere, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt af sportsfolk, for deres i denne egenskab udøvede virksomhed, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken denne virksomhed er udøvet.

Artikel 18

Pensioner

Medmindre bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, finder anvendelse, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales for tidligere tjenesteydelser til en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person, kun beskattes i denne stat.

Artikel 19

Offentlige hverv

1. Vederlag, herunder pensioner, der udbetales direkte af, eller af fonds oprettet af, en af de kontraherende stater eller af en politisk underafdeling eller en lokal myndighed, til en fysisk person for varetagelsen af hverv i den førstnævnte stats eller underafdelings eller lokale myndigheds tjeneste, kan beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i artikel 15, 16 og 18, finder anvendelse på vederlag eller pensioner, der udbetales for tjenesteydelser i forbindelse med næring eller forretning, der drives af en af de kontraherende stater eller af en politisk underafdeling eller en lokal myndighed.

Artikel 20

Studerende

En person hjemmehørende i en af de kontraherende stater, som midlertidigt opholder sig i den anden kontraherende stat udelukkende

a) som studerende ved et universitet, et kollegium eller en skole, eller

b) som lærling under handelsmæssig eller teknisk uddannelse, eller

c) som nyder af et stipendium, en bevilling eller anden understøttelse, som en institution med religiøst, velgørende, videnskabeligt eller pædagogisk formål har tildelt den pågældende hovedsagelig som hjælp til studier eller forskning,

skal ikke beskattes i denne anden stat af beløb, som udbetales ham til hans ophold, undervisning eller uddannelse, eller af legater. Det samme skal gælde beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser, udført i denne anden stat, forudsat af disse tjenesteydelser har forbindelse med hans studier eller uddannelse eller er nødvendige for hans ophold. Denne sidste bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor studierne eller uddannelsen er af underordnet betydning i forhold til de tjenesteydelser, for hvilke de omhandlede vederlag er betalt.

Artikel 21

Professorer, lærere og videnskabsmænd

En person hjemmehørende i en af de kontraherende stater, som efter indbydelse fra et universitet, kollegium, skole eller anden undervisningsanstalt i den anden kontraherende stat besøger denne anden stat udelukkende for at undervise eller drive videnskabelig forskning ved en af de nævnte institutioner i et tidsrum af ikke over 2 år, skal ikke beskattes i denne anden stat af sit vederlag for sådan undervisning eller forskning.

Artikel 22

Indkomst, der ikke udtrykkeligt er omtalt

Indkomster, der oppebæres af en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person, og som ikke udtrykkeligt er omtalt i de forudgående artikler i denne overenskomst, kan kun beskattes i denne stat.

Artikel 23

Formue

1. Formue, bestående i fast ejendom - som defineret i artikel 6, stk. 2 - kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Formue, bestående i aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et foretagendes faste driftssted eller i aktiver, der hører til et fast sted anvendt til udøvelse af frit erhverv, kan beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

3. Skibe og luftfartøjer, der benyttes i international trafik, og aktiver - bortset fra fast ejendom - som anvendes i sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, kan kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Alle andre arter af formue tilhørende en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne stat.

Artikel 24

Exemption-metode

I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i den anden kontraherende stat, skal den førstnævnte stat i indkomst- eller formueskatten tillade fradraget den del af henholdsvis indkomst- eller formueskatten, der forholdsmæssigt falder på den indkomst, som er oppebåret fra, eller den formue, der ejes i den anden kontraherende stat.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en af de kontraherende stater skal ikke i den anden kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i den anden stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.

2. Udtrykket "statsborgere" betyder

a) alle fysiske personer, der har statsborgerret i en af de kontraherende stater;

b) alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af de kontraherende stater.

3. Statsløse personer skal ikke i en af de kontraherende stater kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.

4. Beskatning af et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, må ikke være ugunstigere i denne stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en af de kontraherende stater til at tilstå personer, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den indrømmer de personer, der er bosat inden for dens eget område som følge af personlig stilling eller forsøgerpligt over for familie.

5. Foretagender i en af de kontraherende stater, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere i den anden kontraherende stat hjemmehørende personer, skal ikke i den førstnævnte kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive underkastet.

6. Udtrykket "beskatning" betyder i denne artikel skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. Såfremt en i en af de kontraherende stater hjemmehørende person mener, at foranstaltninger som er truffet af en eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre beskatning, som ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst, kan han - uanset hvilke fremgangsmåder der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning - indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelse findes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, bestræbe sig på at løse sagen ved en gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal bestræbe sig på ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til forståelsen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også rådføre sig med hinanden for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte kontakt med hinanden med henblik på at indgå aftaler i overensstemmelse med de foregående stykker. Såfremt det for at nå til enighed findes ønskeligt at have mundtlige forhandlinger, kan sådanne forhandlinger finde sted i en komite bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af denne overenskomst og den interne lovgivning i de kontraherende stater vedrørende skatter, der omfattes af denne overenskomst, i det omfang den stedfindende beskatning er i overensstemmelse med denne overenskomst. Enhver oplysning, der således udveksles, skal behandles som hemmelig, og må ikke meddeles til andre personer, eller myndigheder end dem, der er beskæftiget med påligningen eller opkrævningen af de skatter, som omfattes af denne overenskomst.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de kontraherende stater pligt til

a) at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens egen eller den anden kontraherende stats lovgivning eller forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan fremskaffes ifølge dens egen eller den anden kontraherene stats lovgivning eller inden for den normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 28

Bistand med hensyn til opkrævning af skatter

Hvorvidt de kontraherende stater skal yde hinanden gensidig bistand og hjælp ved opkrævningen af de skatter, som er omhandlet i denne aftale, og i bekræftende fald, i hvilket omfang, kan fastsættes ved aftale mellem de kontraherende stater i form af noteveksling, når dette på et senere tidspunkt lader sig gøre.

Artikel 29

Territorial udvidelse

Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til en hvilken somhelst del af Danmark, som udtrykkeligt er undtaget fra overenskomsten, og som pålægger skatter af væsentlig samme karakter som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan udvidelse af overenskomsten skal have virkning fra den dag og med de ændringer og under de betingelser - herunder sådanne, som vedrører ophør - som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej.

Artikel 30

Diplomatiske og konsulære embedsmænd

1. Denne overenskomst berører ikke de skattemæssige begunstigelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler eller i medfør af bestemmelser i særlige overenskomster tilkommer diplomatiske eller konsulære embedsmænd.

2. I det omfang beskatning af indkomst og formue på grund af de skattemæssige begunstigelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler eller i medfør af bestemmelser i særlige internationale overenskomster tilkommer diplomatiske eller konsulære embedsmænd, ikke finder sted i modtagerstaten, forbeholdes beskatningsretten udsendelsesstaten uden hensyn til bestemmelserne i denne overenskomst.

3. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal personer, som er medlemmer af en af de kontraherende staters diplomatiske eller konsulære missioner i den anden kontraherende stat eller i en tredje stat, og som er statsborgere i udsendelsesstaten, anses for hjemmehørende i udsendelsesstaten, hvis de der er undergivet samme forpligtelser med hensyn til beskatning af indkomst og formue som personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Artikel 31

Ikrafttræden

1. Denne overenskomst skal træde i kraft den dag, hvor det ved noteudveksling bekræftes, at hver af de kontraherende stater har gennemført de forfatningsmæssige foranstaltninger, som udkræves for ikrafttræden i den pågældende stat.

2. Overenskomsten skal herefter have virkning

a) i Danmark

for så vidt angår skatter, som opkræves for indkomståret 1970 og senere indkomstår;

b) i Island

for så vidt angår skatter, som opkræves for skatteåret 1970 og senere skatteår.

3. Overenskomsten af 24. januar 1939 mellem Danmark og Island til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende indkomst og formue og overenskomsten af 10. oktober 1955 mellem Danmark og Island om gensidig fritagelse for beskatning af skibs- og luftfart skal ophøre fra og med den 1. januar 1970, fra hvilken dato bestemmelserne i denne overenskomst har virkning.

Artikel 32

Ophør

Overenskomsten skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en af de kontraherende stater. Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten ad diplomatisk vej ved at give meddelelse om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af et kalenderår efter året 1975. I så fald skal overenskomsten ophøre at have gyldighed

a) I Danmark

med hensyn til skatter, der opkræves for indkomstår, som følger efter det indkomstår, i hvilket opsigelsen har fundet sted;

b) I Island

med hensyn til skatter, der opkræves for skatteår, som følger efter det skatteår, i hvilket opsigelsen har fundet sted.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF .....

PROTOKOL

Ved undertegnelsen af den i dag mellem Kongeriget Danmark og Republikken Island afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse vedrørende skatter af indkomst og formue har de undertegnede befuldmægtigede undertegnet følgende protokol, som skal udgøre en integrerende del af overenskomsten

Man har overvejet bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, artikel 13, stk. 2, sidste sætning,og artikel 23, stk. 3, i henhold til hvilke kriteriet for beskatningsretten er det sted, hvor sædet for foretagendets virkelige ledelse er. I tilfælde, hvor et sådant foretagende drives af ansvarlige interessenter, vil foretagendet normalt blive anset for en skattepligtig enhed efter islandsk lovgivning. Derimod er hver enkelt interessent for sig skattepligtig efter dansk lovgivning. Af denne grund har det vist sig vanskeligt at opnå enighed om bestemmelser, der regulerer dette, og man er derfor indstillet på, at enkelttilfælde af denne art, som måtte opstå i fremtiden, skal behandles af de kompetente myndigheder i de kontraherende stater i henhold til bestemmelserne i artikel 26.

Overenskomsten er i medfør af artikel 31 trådt i kraft den 1. juni 1970 med virkning fra 1. januar 1970. Fra og med samme dato ophæves de i artikel 31, stk. 3 nævnte overenskomster, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 2 af 24. januar 1939 og nr. 59 af 30. november 1955, Lovtidende C.

Birger Kronmann/Poul Hartling

(Emil Jønsson) Island

KAPITEL I OVERENSKOMSTENS

KAPITEL II DEFINITIONER

KAPITEL III BESKATNING AF INDKOMST

KAPITEL IV BESKATNING AF FORMUE

KAPITEL V METODE TIL OPHÆVELSE AF

KAPITEL VI SÆRLIGE BESTEMMELSER

KAPITEL VII SLUTBESTEMMELSER

Bekendtgørelse nr. 111 af 17. december 1970 af overenskomst af 21. maj 1970 med Island til undgåelse af dobbeltbeskatning.

Den 21.maj 1970 er der i Reykjavik undertegnet følgende overenskomst med tilhørende protokol mellem Danmark og Island til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat

OVERENSKOMST

MELLEM KONGERIGET DANMARK OG REPUBLIKKEN ISLAND TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING OG FORHINDRING AF BESKATNINGSUNDDRAGELSE FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKAT OG FORMUESKAT

HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK OG PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKKEN ISLAND,

der ønsker at afslutte en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, har til det formål som deres befuldmægtigede udnævnt

HANS MAJESTÆT KONGEN AF

DANMARK

hr. Birger Ove Kronmann,

overordentlig og befuldmægtiget ambassadør

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKKEN

ISLAND

hr. Emil Jønsson,

udenrigsminister,

som, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet disse i god og behørig form, er blevet enige om følgende bestemmelser

Ingen