Bekendtgørelse af konvention af 9. april 1965 om lettelse af international samfærdsel ad søvejen (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af konvention af 9. april 1965 om lettelse af international samfærdsel ad søvejen (* 2)
Danmark har ved en note af 2. januar 1968 til generalsekretæren for Den mellemstatlige rådgivende Søfartsorganisation godkendt den i London den 9. april 1965 undertegnede konvention om lettelse af international samfærdsel ad søvejen. Konventionen har følgende ordlyd
KONVENTION
om lettelse af international samfærdsel ad søvejen
De kontraherende regeringer er,
i ønsket om at lette samfærdsel ad søvejen ved at forenkle og nedsætte til et minimum formaliteterne, dokumentkravene og forretningsgangen ved ankomst, ophold og afgang af skibe beskæftiget i international fart,
blevet enige om følgende;
Artikel I
De kontraherende regeringer forpligter sig til i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende konvention og dens tillæg at indføre alle hensigtsmæssige forholdsregler til at lette og fremme international samfærdsel ad søvejen og til at undgå unødig forsinkelse af skibe og af personer og ejendele om bord.
Artikel II
1. De kontraherende regeringer forpligter sig til at samarbejde i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende konvention ved udformningen og anvendelsen af forholdsregler til lettelse af skibes ankomst, ophold og afgang. Sådanne forholdsregler skal i videst mulig udstrækning være mindst lige så gunstige som de forholdsregler, der anvendes over for andre internationale transportmidler; dog kan sådanne forholdsregler afvige under hensyn til særlige krav.
2. De forholdsregler til lettelse af international samfærdsel ad søvejen, der er indført på grundlag af nærværende konvention og dens tillæg, skal gælde i lige grad for skibe fra lande med kyststrækninger og fra lande uden kyststrækninger, såfremt disse landes regeringer er deltagere i nærværende konvention.
3. Bestemmelserne i nærværende konvention gælder ikke for krigsskibe eller lystfartøjer.
Artikel III
De kontraherende regeringer forpligter sig til at samarbejde for at sikre den højest mulige grad af ensartethed i formaliteter, dokumentkrav og forretningsgang i alle forhold, hvor sådan ensartethed vil lette og forbedre international samfærdsel ad søvejen, og holde afvigelser i formaliteter, dokumentkrav og forretningsgang, der er nødvendige af hensyn til særlige krav af intern art, nede på et minimum.
Artikel IV
For at nå de mål, der er opstillet i de foregående artikler i nærværende konvention, forpligter de kontraherende regeringer sig til at samarbejde indbyrdes eller gennem Den mellemstatlige rådgivende Søfartsorganisation (i det følgende benævnt »organisationen«) i forhold, der vedrører formaliteter, dokumentkrav og forretningsgang såvel som disses anvendelse i international samfærdsel ad søvejen.
Artikel V
1. Intet i nærværende konvention eller dens tillæg skal fortolkes som værende til hinder for anvendelsen af de videregående lettelser, som en kontraherende regering tilstår eller i fremtiden måtte tilstå international samfærdsel ad søvejen i henhold til dens egen nationale lovgivning eller bestemmelserne i nogen anden international aftale.
2. Intet i nærværende konvention eller dens tillæg skal fortolkes således, at det udelukker en kontraherende regering fra at anvende sådanne midlertidige forholdsregler, som denne regering finder nødvendige for at opretholde den offentlige moral, orden og sikkerhed eller for at forhindre indførelsen eller udbredelsen af sygdomme eller skadedyr, der påvirker den offentlige sundhed, dyr eller planter.
3. Alle forhold, for hvilke der ikke udtrykkeligt er givet bestemmelser i nærværende konvention, forbliver genstand for de kontraherende regeringers lovgivning.
Artikel VI
I nærværende konvention og dens tillæg betyder
-a. »standardregler« sådanne forholdsregler, hvis ensartede anvendelse af de kontraherende regeringer i overensstemmelse med konventionen er nødvendig og mulig for at lette international samfærdsel ad søvejen;
-b. »anbefalede fremgangsmåder« sådanne forholdsregler, hvis
anvendelse af de kontraherende regeringer er ønskelig for at lette
international samfærdsel ad søvejen.
Artikel VII
1. Tillægget til nærværende konvention kan ændres af de kontraherende regeringer enten på forslag af en af disse eller af en konference sammenkaldt med dette formål.
2. Enhver kontraherende regering kan foreslå en ændring i tillægget ved at fremsende et udkast til ændring til organisationens generalsekretær (i det følgende benævnt »generalsekretæren«).
a. Efter udtrykkelig anmodning fra en kontraherende regering skal generalsekretæren sende et sådant forslag direkte til alle kontraherende regeringer til deres overvejelse og tiltrædelse. Såfremt han ikke modtager en sådan udtrykkelig anmodning, kan generalsekretæren foretage sådanne undersøgelser, som han skønner tilrådelige, inden forslaget udsendes til de kontraherende regeringer.
b. Enhver kontraherende regering skal inden et år fra modtagelsen af en sådan meddelelse underrette generalsekretæren om, hvorvidt den tiltræder forslaget eller ej.
c. Enhver sådan underretning skal ske skriftligt til generalsekretæren, som skal underrette alle kontraherende regeringer om dens modtagelse.
d. Enhver ændring i tillægget foretaget i henhold til dette stykke træder i kraft seks måneder efter den dato, på hvilken ændringen er tiltrådt af et flertal af de kontraherende regeringer.
e. Generalsekretæren skal underrette alle kontraherende regeringer om enhver ændring, som træder i kraft i henhold til dette stykke, samt om datoen, på hvilken en sådan ændring træder i kraft.
3. En konference af de kontraherende regeringer skal efter anmodning fra mindst en tredjedel af disse regeringer sammenkaldes af generalsekretæren for at drøfte ændringer i tillægget. Enhver ændring vedtaget på en sådan konference med to tredjedeles flertal blandt de regeringer, der er til stede og deltager i afstemningen, træder i kraft seks måneder efter den dato, på hvilken generalsekretæren har underrettet de kontraherende regeringer om den vedtagne ændring.
4. Generalsekretæren skal omgående underrette alle regeringer, der har underskrevet konventionen, om vedtagelsen og ikrafttrædelsen af enhver ændring foretaget i henhold til denne artikel.
Artikel VIII
1. En kontraherende regering, som finder der umuligt at efterkomme en standardregel ved at bringe sine egne formaliteter eller dokumentkrav eller sin egen forretningsgang i fuld overensstemmelse med den, eller som finder det nødvendigt af særlige årsager at indføre formaliteter, dokumentkrav eller forretningsgang, der afviger fra denne standardregel, skal underrette generalsekretæren herom og meddele ham forskellighederne mellem dens egen fremgangsmåde og standardregelen. Sådan underretning skal gives så snart som muligt, efter at nærværende konvention er trådt i kraft for den pågældende regering, eller efter at nævnte afvigende formaliteter, dokumentkrav eller forretningsgang er indført.
2. Underretning fra en kontraherende regering om enhver afvigelse fra en ændring i en standardregel eller fra en nylig vedtaget standardregel skal gives til generalsekretæren så snart som muligt, efter at en sådan ændret eller nylig vedtaget standardregel er trådt i kraft, eller efter indførelsen af nævnte afvigende formaliteter, dokumentkrav eller forretningsgang, og kan indeholde en angivelse af de skridt, der påtænkes foretaget for at bringe formaliteterne, dokumentkravene eller forretningsgangen i fuld overensstemmelse med den ændrede eller nylig vedtagne standardregel.
3. De kontraherende regeringer opfordres indtrængende til at bringe deres formaliteter, dokumentkrav og forretningsgang i overensstemmelse med de anbefalede fremgangsmåder i det omfang det er muligt. Så snart en kontraherende regering har bragt sine egne formaliteter og dokumentkrav og sin egen forretningsgang i overensstemmelse med en anbefalet fremgangsmåde, skal den underrette generalsekretæren herom.
4. Generalsekretæren skal underrette de kontraherende regeringer om enhver meddelelse til ham i overensstemmelse med de foregående stykker i denne artikel.
Artikel IX
Generalsekretæren skal sammenkalde en konference af de kontraherende regeringer til revision af eller ændring i nærværende konvention efter anmodning fra mindst en tredjedel af de kontraherende regeringer. Enhver revision eller ændring skal vedtages med to tredjedeles stemmeflerhed på konferencen, og derefter skal bekræftede kopier heraf udsendes af generalsekretæren til alle kontraherende regeringer til deres godkendelse. Et år efter at to tredjedele af de kontraherende regeringer har godkendt revisionen eller ændringerne, træder enhver revision eller ændring i kraft for alle de kontraherende regeringer med undtagelse af sådanne, som, inden den træder i kraft, afgiver en erklæring om, at de ikke godkender revisionen eller ændringen. Konferencen kan med to tredjedeles stemmeflerhed på tidspunktet for vedtagelsen af en revision eller ændring beslutte, at denne er af en sådan karakter, at en kontraherende regering, som har afgivet en sådan erklæring, og som ikke godkender revisionen eller ændringen inden for et tidsrum af et år, efter at revisionen eller ændringen er trådt i kraft, ved udløbet af dette tidsrum skal ophøre med at være deltager i konventionen.
Artikel X
1. Nærværende konvention skal være åben for undertegnelse i seks måneder fra dags dato og skal derefter forblive åben for tiltrædelse.
2. Regeringer for stater, der er medlemmer af De forenede Nationer eller af et af de særlige organer eller Den internationale Atomenergikommission eller deltagere i statutterne for Den internationale Domstol, kan blive deltagere i nærværende konvention ved
a. undertegnelse uden forbehold om godkendelse,
b. undertegnelse med forbehold om godkendelse efterfulgt af godkendelse, eller
c. tiltrædelse.
Godkendelse eller tiltrædelse sker ved deponering af et instrument hos generalsekretæren.
3. Regeringen for en stat, der ikke er berettiget til at blive deltager i henhold til stk. 2 i denne artikel, kan gennem generalsekretæren anmode om at blive deltager og skal optages som deltager i overensstemmelse med stk. 2, forudsat at dens anmodning er blevet godkendt af to tredjedele af medlemmerne af organisationen bortset fra associerede medlemmer.
Artikel XI
Nærværende konvention træder i kraft tres dage efter den dato, på hvilken regeringerne for mindst ti stater enten har underskrevet den uden forbehold om godkendelse eller har deponeret godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter. Den træder i kraft for en regering, der senere godkender eller tiltræder den, tres dage efter deponeringen af godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet.
Artikel XII
Tre år efter, at nærværende konvention er trådt i kraft for en kontraherende regering, kan en sådan regering opsige den ved skriftlig meddelelse stilet til generalsekretæren, som skal underrette alle kontraherende regeringer om indholdet af og datoen for modtagelsen af en sådan meddelelse. Sådan opsigelse bliver virksom et år efter, at den er modtaget af generalsekretæren, eller efter et sådant længere tidsrum, som måtte være angivet i meddelelsen.
Artikel XIII
1. a. I tilfælde, hvor De forenede Nationer har den administrerende myndighed over et område, eller hvor en kontraherende regering er ansvarlig for et områdes internationale forbindelser, skal De forenede Nationer eller den kontraherende regering så snart som muligt rådføre sig med området med henblik på at udvide nærværende konventions anvendelse til dette område og kan til enhver tid i en skriftlig erklæring stilet til generalsekretæren give meddelelse om, at konventionens anvendelse udvides til et sådant område.
b. Konventionens anvendelse udvides fra datoen for modtagelsen af erklæringen eller fra en sådan anden dato, som måtte være anført heri, til det område, der er nævnt deri.
c Bestemmelserne i artikel VIII i nærværende konvention omfatter ethvert område, hvortil konventionen er udvidet i overensstemmelse med nærværende artikel; udtrykket »dens egne formaliteter, dokumentkrav og forretningsgang« omfatter derfor sådanne, som er i kraft i vedkommende område.
d. Nærværende konvention ophører med at gælde for et område et år efter, at generalsekretæren har modtaget en meddelelse herom, eller på en sådan senere dato, som måtte være angivet deri.
2. Generalsekretæren skal underrette alle de kontraherende regeringer om, at nærværende konvention er udvidet til at gælde for et område i henhold til stk. 1 i denne artikel med angivelse i hvert enkelt tilfælde af datoen, på hvilken konventionen er blevet således udvidet. Artikel XIV
Generalsekretæren skal underrette alle regeringer, der har underskrevet konventionen, alle kontraherende regeringer og alle medlemmer af organisationen om
a. underskrifter på nærværende konvention og datoerne herfor;
b. deponeringen af godkendelses- og tiltrædelsesinstrumenter tillige med datoerne for deres deponering;
c. datoen, på hvilken konventionen træder i kraft i overensstemmelse med Artikel XI;
d. enhver meddelelse modtaget i henhold til artiklerne XII og XIII og datoen herfor;
e. sammenkaldelsen af enhver konference i henhold til artiklerne VII eller IX.
Artikel XV
Nærværende konvention og dens tillæg skal deponeres hos generalsekretæren, som skal oversende bekræftede genparter heraf til de regeringer, der har underskrevet, og de regeringer, der har tiltrådt. Så snart nærværende konvention træder i kraft, skal den registreres af generalsekretæren i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede Nationers pagt.
Artikel XVI
Nærværende konvention og dens tillæg skal affattes i det engelske og det franske sprog, begge tekster lige autentiske. Officielle oversættelser skal foretages til det russiske og det spanske sprog og skal deponeres sammen med de underskrevne originaleksemplarer.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt befuldmægtiget hertil af deres respektive regeringer, underskrevet nærværende konvention.
UDFÆRDIGET i London den niende april 1965.
(Underskrifter)
TILLÆG
Afsnit 1
Definitioner og almindelige bestemmelser
A. Definitioner
For så vidt angår bestemmelserne i dette tillæg skal de anvendte udtryk have følgende betydning
Ankomsttidspunkt. Det tidspunkt, da et skib først ligger stille i en havn, enten til ankers eller ved kaj.
Besætningens ejendele. Tøj, ting bestemt til dagligbrug og alle andre genstande, som kan indbefatte pengemidler, tilhørende besætningen og transporteret med skibet.
Besætningsmedlem. Enhver person, der faktisk beskæftiges om bord under en rejse med arbejde i forbindelse med skibets drift, og som er opført på besætningslisten.
Ladning. Alt gods, alle varer og genstande af enhver slags, som transporteres med et skib, med undtagelse af post, skibsreservedele, skibsudstyr, besætningens ejendele og passagerers rejsegods.
Offentlige myndigheder. De kontorer eller embedsmænd i en stat, der er ansvarlige for anvendelsen og gennemførelsen af de love og bestemmelser i denne stat, som angår nogen del af de standardregler og anbefalede fremgangsmåder, der er indeholdt i dette tillæg.
Passagerers rejsegods. Ejendele, som kan indbefatte pengemidler, transporteret for en passager med det samme skib som passageren, hvad enten de er i hans personlige besiddelse eller ej, så længe de ikke transporteres i henhold til en forsendelseskontrakt eller anden lignende aftale.
-Post. Forsendelser af breve og andre genstande afgivet af og bestemt til aflevering til postvæsenet.
Skibsproviant og -stores. Varer til brug i skibet omfattende varer til fortæring, varer, der medføres til salg til passagerer og besætning, brændsel og smøremidler, men ikke omfattende skibsudstyr og skibsreservedele.
Skibsreder. Den, som ejer eller er korresponderende reder for et skib, hvad enten det er en person, en sammenslutning eller anden juridisk person, og enhver, der handler på ejerens eller den korresponderende reders vegne.
Skibsreservedele. Genstande, der er bestemt til udbedring eller udskiftning om bord i det skib, med hvilket de transporteres.
Skibsudstyr. Genstande med undtagelse af skibsreservedele om bord i et skib til brug deri, som er flyttelige, men ikke af fortærbar art, herunder tilbehør såsom redningsbåde, redningsmidler, møbler, skibsudrustning og lignende ting.
B. Almindelige bestemmelser
I overensstemmelse med stk. 2 i artikel V i konventionen afskærer bestemmelserne i dette tillæg ikke offentlige myndigheder fra at tage sådanne hensigtsmæssige skridt, herunder anmodning om yderligere oplysninger, som måtte være nødvendige, hvor der foreligger mistanke om svigagtigt forhold, eller for at behandle særlige problemer, som indebærer en alvorlig trussel mod den offentlige orden (ordre public), den offentlige sikkerhed eller sundhedstilstand, eller for at forhindre indførelsen eller udbredelsen af sygdomme eller skadedyr, der angriber dyr eller planter.
1.1 Standardregel. Offentlige myndigheder må i alle tilfælde kun forlange væsentlige oplysninger tilvejebragt og skal holde antallet af spørgsmål nede på et minimum.
Hvor en detaljeret liste over oplysninger er fastsat i tillægget, må de offentlige myndigheder ikke forlange sådanne oplysninger, som de ikke anser for væsentlige.
1.2 Anbefalet fremngangsmåde.
Uanset det forhold, at dokumenter til visse formål måtte være særskilt foreskrevet og påbudt i dette tillæg, bør de offentlige myndigheder under hensyntagen såvel til dem, som skal udfærdige dokumenterne, som til de formål, til hvilke disse skal benyttes, drage omsorg for, at to eller flere af disse dokumenter sammenfattes i eet dokument i alle tilfælde , hvor det er muligt, og hvor det vil indebære en mærkbar lettelse.
Afsnit 2
Skibets ankomst, ophold og afgang
Dette afsnit indeholder bestemmelserne vedrørende de formaliteter, som de offentlige myndigheder kræver af skibsredere ved skibets ankomst, ophold og afgang, og skal ikke forstås således,at de udelukker vedkommende myndigheders krav om forevisning til kontrol af certifikater og andre dokumenter om bord, der vedrører skibets registrering, måling, sikkerhed, bemanding og andre beslægtede forhold.
A.Almindelige bestemmelser
2.1 Standardregel Offentlige myndigheder må ikke ved ankomst eller afgang af skibe, der er omfattet af konventionen, kræve andre dokumenter afleveret end dem, der er omhandlet i nærværende afsnit.
De pågældende dokumenter er følgende
- Generalangivelse
- Ladningsangivelse
- Angivelse vedrørende skibsproviant og -stores
- Angivelse vedrørende besætningens ejendele
- Besætningsliste
- Passagerliste
- Sådant dokument, som i henhold til Verdenspostkonventionen kræves for at føre post
- Sundhedserklæring for skibsfarten.
B. Indhold af og formål med dokumenter
2.2 -Standardregel.- Generalangivelsen er det grundlæggende dokument ved ankomst og afgang, som giver de oplysninger, der kræves af offentlige myndigheder vedrørende skibet.
2.2.1 Anbefalet fremgangsmåde.- Den samme form for generalangivelse bør godtages både ved skibets ankomst og afgang.
2.2.2 Anbefalet fremgangsmåde. I generalangivelsen bør de offentlige myndigheder ikke kræve andre oplysninger end de følgende
- Navn på og beskrivelse af skibet
- Skibets nationalitet
- Oplysninger vedrørende registreringen
- Oplysninger vedrørende tonnagen
- Skibsførerens navn
- Navn og adresse på skibets mægler
- Kortfattet beskrivelse af ladningen
- Besætningens størrelse
- Passagerernes antal
- Kortfattede oplysninger vedrørende rejsen
- Dato og tidspunkt for ankomst eller dato for afgang
- Ankomst- eller afgangshavn
- Skibets plads i havnen.
2.2.3 Standardregel. Offentlige myndigheder skal godtage en generalangivelse dateret og underskrevet af skibsføreren, skibets mægler eller af en anden person behørigt befuldmægtiget af skibsføreren.
2.3. Standardregel. Ladningsangivelsen er det grundlæggende
dokument ved ankomst og afgang, som giver de oplysninger, der kræves
af offentlige myndigheder med hensyn til ladningen. Oplysninger
vedrørende farlig ladning kan dog også forlanges afgivet særskilt.
2.3.1 Anbefalet fremgangsmåde. I ladningsangivelsen bør offentlige
myndigheder ikke kræve andre oplysninger end følgende
a. Ved ankomst
- Skibets navn og nationalitet
- Skibsførerens navn
- Den havn, hvorfra skibet er kommet
- Den havn, hvori anmeldelse foretages
- Mærker og numre; antal og art af kolli; mængde og beskrivelse af godset
- Konnossementnumre for ladning, der skal losses i den pågældende havn
- Havne, i hvilke den øvrige ombordværende ladning skal losses
- De oprindelige indskibningshavne med hensyn til gods, der transporteres på gennemgangskonnossementer.
b. Ved afgang
- Skibets navn og nationalitet
- Skibsførerens navn
- Bestemmelseshavn
- For så vidt angår gods lastet i den pågældende havn: mærker og numre; antal og art af kolli; mængde og beskrivelse af godset
- Konnossementnumre for ladning lastet i den pågældende havn.
2.3.2 Anbefalet fremgangsmåde. Med hensyn til ladning, der forbliver om bord, bør offentlige myndigheder kun forlange tilvejebragt kortfattede oplysninger om de punkter, der som et minimum er nødvendige.
2.3.3 Standardregel. Offentlige myndigheder skal godtage en ladningsangivelse, dateret og underskrevet af skibsføreren, skibets mægler eller af en anden person behørigt befuldmægtiget af skibsføreren.
2.3.4 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør i stedet for ladningsangivelsen godtage en genpart af skibets manifest, forudsat at dette indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til de anbefalede fremgangsmåder 2.3.1 og 2.3.2, og er dateret og underskrevet i overensstemmelse med standardregel 2.3.3.
Offentlige myndigheder kan i stedet godtage en genpart af konnossementet, der er underskrevet i overensstemmelse med standardregel 2.3.3, eller hvis rigtighed er attesteret, såfremt ladningens art og mængde gør dette muligt, og forudsat at enhver oplysning i henhold til de anbefalede fremgangsmåder 2.3.1 og 2.3.2, som ikke indeholdes i sådanne dokumenter, er givet andetsteds og behørigt attesteret.
2.3.5 -Anbefalet fremgangsmåde.- Offentlige myndigheder bør tillade, at umanifesterede pakker i skibsførerens besiddelse udelades i ladningsangivelsen, forudsat at oplysninger om disse pakker afgives særskilt.
2.4 Standardregel. Angivelsen vedrørende skibsproviant og -stores er det grundlæggende dokument ved ankomst og afgang, som giver de oplysninger, der kræves af offentlige myndigheder vedrørende skibets proviant og stores.
2.4.1 Standardregel. Offentlige myndigheder skal godtage en angivelse vedrørende skibsproviant og -stores dateret og underskrevet af skibsføreren eller af en anden af skibets officerer, som er behørigt befuldmægtiget af skibsføreren og har personligt kendskab til forholdene vedrørende skibets beholdninger.
2.5 Standardregel. Angivelsen vedrørende besætningens ejendele er det grundlæggende dokument, som giver de oplysninger, der kræves af offentlige myndigheder med hensyn til besætningens ejendele. Den kræves ikke ved afgang.
2.5.1 Standardregel. Offentlige myndigheder skal godtage en angivelse vedrørende besætningens ejendele dateret og underskrevet af skibsføreren eller af en anden af skibets officerer behørigt befuldmægtiget af skibsføreren. Offentlige myndigheder kan tillige forlange, at hvert medlem af besætningen forsyner det sted i angivelsen, der vedrører hans ejendele, med sin underskrift eller, hvis han ikke er i stand hertil, med sit mærke.
2.5.2 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør normalt kun forlange oplysninger vedrørende de af besætningens ejendele, som er toldpligtige eller genstand for forbud eller restriktioner.
2.6 Standardregel. Besætningslisten er det grundlæggende dokument, der giver offentlige myndigheder oplysninger med hensyn til besætningens størrelse og sammensætning ved et skibs ankomst og afgang.
2.6.1 Anbefalet fremgangsmåde. I besætningslisten bør offentlige myndigheder ikke kræve andre oplysninger end følgende
- Skibets navn og nationalitet
- Efternavn
- Fornavne
- Statsborgerforhold
- Stilling
- Fødselsdato og -sted
- Legitimationsdokumentets art og nummer.
- Havn og dato for ankomst
- Det sted, hvorfra den pågældende er ankommet.
2.6.2 Standardregel. Offentlige myndigheder skal godtage en besætningsliste dateret og underskrevet af skibsføreren eller af en anden skibsofficer behørigt befuldmægtiget af skibsføreren.
2.7 Standardregel. Passagerlisten er det grundlæggende dokument, der giver offentlige myndigheder oplysninger med hensyn til passagerer ved et skibs ankomst og afgang.
2.7.1 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør ikke forlange passagerlister på korte sørejser eller ved kombineret skib/jernbanebefordring mellem nabolande.
2.7.2 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør ikke foruden passagerlister forlange ombordstignings- eller landgangskort for passagerer, hvis navne findes på disse lister. I tilfælde, hvor der for offentlige myndigheder foreligger særlige problemer, der indebærer en alvorlig fare for den offentlige sundhed, kan en person på en international rejse dog ved ankomst afkræves skriftlig oplysning om sin adresse på bestemmelsesstedet.
2.7.3 Anbefalet fremgangsmåde. I passagerlisten bør offentlige myndigheder ikke kræve andre oplysninger end følgende
- Skibets navn og nationalitet
- Efternavn
- Fornavne
- Statsborgerforhold
- Fødselsdato
- Fødselssted
- Ombordstigningshavn
- Destinationshavn
- Havn og dato for skibets ankomst.
2.7.4 Anbefalet fremgangsmåde. En fortegnelse affattet af rederier til eget brug bør godtages i stedet for passagerlisten, forudsat at den i det mindste indeholder de oplysninger, der kræves i henhold til anbefalet fremgangsmåde 2.7.3, og er dateret og underskrevet i overensstemmelse med standardregel 2.7.5.
2.7.5 Standardregel. Offentlige myndigheder skal godtage en passagerliste dateret og underskrevet af skibsføreren, skibets mægler eller af en anden person behørigt befuldmægtiget af skibsføreren.
2.7.6 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør sikre sig, at skibsredere ved ankomst underretter dem om tilstedeværelsen af alle blindpassagerer opdaget om bord.
2.8 Standardregel. Offentlige myndigheder må ikke ved skibets ankomst eller afgang kræve nogen anden skriftlig erklæring vedrørende post end den i Verdenspostkonventionen foreskrevne.
2.9 Standardregel. Sundhedserklæringen for skibsfarten er det grundlæggende dokument, der giver de oplysninger, som kræves af havnesundhedsmyndighederne med hensyn til sundhedstilstanden om bord på et skib under rejsen og ved ankomst til en havn.
C. Dokumenter ved ankomst
2.10 Standardregel. Ved et skibs ankomst i havn må de offentlige myndigheder ikke forlange mere end
- 5 eksemplarer af generalangivelsen
- 4 eksemplarer af ladningsangivelsen
- 4 eksemplarer af angivelsen vedrørende skibsproviant og -stores
- 2 eksemplarer af erklæringen vedrørende besætningens ejendele
- 4 eksemplarer af besætningslisten
- 4 eksemplarer af passagerlisten
- 1 eksemplar af sundhedserklæringen for skibsfarten
D. Dokumenter ved afgang
2.11 Standardregel. Ved et skibs afgang fra havn må de offentlige myndigheder ikke forlange mere end
- 5 eksemplarer af generalangivelsen
- 4 eksemplarer af ladningsangivelsen
- 3 eksemplarer af angivelsen vedrørende skibsproviant og -stores
- 2 eksemplarer af besætningslisten
- 2 eksemplarer af passagerlisten.
2.11.1 Anbefalet fremgangsmåde. En ny ladningsangivelse bør ikke kræves ved afgang fra havn for ladning der er deklareret ved ankomst til den pågældende havn, og som er forblevet om bord.
2.11.2 Anbefalet fremgangsmåde. En særskilt angivelse vedrørende skibsproviant og -stores ved afgang bør ikke kræves med hensyn til proviant og stores, som er deklareret ved ankomst, og ej heller for proviant og stores, der er indtaget i havnen, og som er omfattet af et andet tolddokument forevist i den pågældende havn.
2.11.3 Standardregel. Hvor offentlige myndigheder forlanger oplysninger om besætningen på et skib ved dets afgang, skal en genpart af den ved ankomsten afgivne besætningsliste godtages ved afgang, for så vidt den undertegnes igen og påtegnes om enhver ændring i besætningens størrelse eller sammensætning eller om, at ingen sådan ændring er sket.
E. Forholdsregler til lettelse af ekspedition af ladning, passagerer, besætning og bagage-
2.12 Anbefalet fremgangsmåde
Offentlige myndigheder bør i samarbejde med skibsredere og havnemyndigheder tage passende forholdsregler, således at tiden i havn kan holdes nede på et minimum, og bør tilvejebringe tilfredsstillende trafikforhold i havnen og jævnligt gennemgå alle dispositioner i forbindelse med skibes ankomst og afgang, herunder arrangementer vedrørende ombordstigning og landgang, lastning og losning, service o.lign. De bør også træffe foranstaltninger, hvorved fragtskibe og disses ladninger kan losses og klareres i det område, hvor skibene betjenes, i det omfang det måtte være gennemførligt.
2.12.1 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør i samarbejde med skibsredere og havnemyndigheder tage passende forholdsregler for at sikre tilfredsstillende ekspeditionsforhold, således at behandling og klarering af ladning kan blive smidig og ukompliceret. Disse forholdsregler bør dække alle faser fra det tidspunkt skibet ankommer ved kaj for losning og toldbehandling og
for oplagring og videresendelse af ladningen, om fornødent. Der bør være bekvem og direkte adgang mellem pakhuset og toldområdet, hvilke begge bør være beliggende tæt ved kajområdet, og mekaniske transportsystemer bør være til rådighed, hvor det er muligt.
F. Efterfølgende anløb af to eller flere havne i den samme stat
2.13 Anbefalet fremgangsmåde. I betragtning af de forholdsregler, der tages ved et skibs ankomst til den første anløbshavn i en stats område, bør de formaliteter og dokumenter, som kræves af de offentlige myndigheder ved ethvert efterfølgende havneanløb i det pågældende land, der sker uden mellemliggende anløb af en havn i et andet land, holdes nede på et minimum.
G. Udfærdigelse af dokumenter
2.14 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør, så vidt det er muligt, godtage de i dette tillæg omhandlede dokumenter med undtagelse af standardregel 3.7 uden hensyn til det sprog, hvori de krævede oplysninger er meddelt deri, idet de dog kan kræve en skriftlig eller mundtlig oversættelse til et af de officielle sprog i deres eget land eller til et af organisationens sprog, når de skønner dette nødvendigt.
2.15 Standardregel. Der må ved udfærdigelsen af dokumenter omhandlet i dette afsnit ikke stilles krav om, at disse skal være maskinskrevne. Indførelser skrevet i hånden med blæk eller blækstift skal godtages, for så vidt de er læselige.
2.16 Standardregel. Offentlige myndigheder i et land med en påtænkt anløbshavn, losningshavn eller transithavn må ikke kræve, at noget af de i dette afsnit omhandlede dokumenter vedrørende skibet, dets ladning, proviant og stores, passagerer eller besætning skal legaliseres, verificeres, bekræftes eller i forvejen behandles af nogen af deres udenlandske repræsentanter. Dette skal dog ikke være til hinder for krav om forevisning af pas eller andet identitetsdokument for en passager eller et besætningsmedlem til visering eller lignende formål.
Afsnit 3
Personers ankomst og afrejse
Dette afsnit indeholder bestemmelserne vedrørende de formaliteter, der af offentlige myndigheder kræves af besætning og passagerer ved et skibs ankomst eller afgang.
A. Krav og forholdsregler ved ankomst og afrejse
3.1 Standardregel. Et gyldigt pas er det grundlæggende dokument, der giver offentlige myndigheder oplysninger vedrørende den enkelte passager ved et skibs ankomst eller afgang.
3.1.1 Anbefalet fremgangsmåde. Kontraherende regeringer bør, så vidt det er muligt, ved tosidede eller flersidede aftaler enes om at godtageofficielle legitimationsdokumenter i stedet for pas.
3.2 Anbefalet fremgangsmåde.
Offentlige myndigheder bør træffe foranstaltninger, således at pas eller officielle legitimationsdokumenter, der godtages i disses sted, for skibspassagerer kun behøver at blive undersøgt af indvandringsmyndighederne een gang ved ankomsttidspunktet og een gang ved afrejsetidspunktet. Sådanne pas eller officielle legitimationsdokumenter vil dog tillige kunne kræves forevist til dokumentation eller identifikation i forbindelse med told- og andre formaliteter ved ankomst og afrejse.
3.3 Anbefalet fremgangsmåde. Efter personlig forevisning af pas eller officielle legitimationsdokumenter godtaget i disses sted bør offentlige myndigheder tilbagegive disse dokumenter straks efter undersøgelsen fremfor at tilbageholde dem med yderligere kontrol for øje, medmindre der måtte være en eller anden hindring for at give en passager adgang til landet.
3.4 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør ikke af passagerer, der går om bord eller fra borde, eller af skibsredere på disses vegne forlange nogen skriftlig oplysning til supplering eller gentagelse af det, som allerede er indeholdt i deres pas eller officielle legitimationsdokumenter, medmindre det er nødvendigt for at udfærdige et dokument foreskrevet i dette tillæg.
3.5 -Anbefalet fremgangsmåde.-
Offentlige myndigheder, som forlanger skriftlige supplerende oplysninger, udover hvad der er nødvendigt for at udfærdige et dokument foreskrevet i dette tillæg, af passagerer, der går om bord eller fra borde, bør begrænse kravene om yderligere identifikation af passagerer til de punkter, som er fastsat i anbefalet fremgangsmåde 3.6 (ombordstignings/landgangskort). Offentlige myndigheder bør godtage ombordstignings/landgangskortet, når dette er udfyldt af passageren, og bør ikke forlange, at det udfyldes eller kontrolleres af skibsrederen. Læselig håndskrift bør godtages på kortet, medmindre formularen kræver blokbogstaver. Kun eet eksemplar af ombordstignings/landgangskortet, som kan bestå af et eller flere gennemslag, bør kræves af hver passager.
3.6 Anbefalet fremgangsmåde.
I ombordstignings/landgangskortet bør offentlige myndigheder ikke kræve andre oplysninger end følgende
- Efternavn
- Fornavne
- Statsborgerforhold
- Nummer på pas eller andet officielt legitimationsdokument
- Fødselsdato
- Fødselsted
- Stilling
- Ombordstignings/landgangshavn
- Køn
- Adresse på bestemmelsesstedet
- Underskrift.
3.7 Standardregel. I tilfælde, hvor bevis for beskyttelse imod kolera, gul feber eller kopper kræves af personer om bord i et skib, skal offentlige myndigheder godtage den internationale attest for vaccination eller revaccination udfærdiget på de formularer, der er foreskrevet i Det internationale Sundhedsreglement.
3.8 Anbefalet fremgangsmåde. Lægeundersøgelse af personer om bord eller af personer, der går fra borde, bør normalt begrænses til de personer, der inden for inkubationstiden for den pågældende sygdom kommer fra et område befængt med en af de sygdomme, der er undergivet karantænemæssige forskrifter (således som fastsat i Det internationale Sundhedsreglement). Yderligere lægeundersøgelse kan dog kræves i overensstemmelse med Det internationale Sundhedsreglement.
3.9 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør normalt foretage toldeftersyn af indkomne passagerers rejsegods stikprøvevis. Så vidt muligt bør man afstå fra skriftlige erklæringer med hensyn til passagerers rejsegods.
3.9.1 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør overalt, hvor det er muligt, frafalde eftersyn af rejsegods for afrejsende passagerer.
3.9.2 Anbefalet fremgangsmåde. Hvor eftersyn af afrejsende passagerers rejsegods ikke helt kan frafaldes, bør sådan kontrol normalt gennemføres stikprøvevis.
3.10 Standardregel. Et gyldigt legitimationsdokument for søfarende eller et pas er det grundlæggende dokument, der giver offentlige myndigheder oplysninger vedrørende det enkelte besætningsmedlem ved et skibs ankomst eller afgang.
3.10.1 Standardregel. I legitimationsdokumentet for søfarende må offentlige myndigheder ikke kræve andre oplysninger end følgende
- Efternavn
- Fornavne
- Fødselsdato og -sted
- Statsborgerforhold
- Særlige kendetegn
- Fotografi (hvis ægthed er attesteret)
- Underskrift
- Udløbsdato (hvis nogen)
- Udstedende offentlig myndighed.
3.10.2 -Standardregel.- Når det er nødvendigt for en søfarende at indrejse i eller forlade et land som passager med et hvilket som helst transportmiddel
a. for at slutte sig til sit skib eller skifte til et andet skib,
b. på gennemrejse for at slutte sig til sit skib i et andet land eller for hjemsendelse eller med noget andet formål godkendt af myndighederne i vedkommende land,
skal offentlige myndigheder for denne søfarende i stedet for et pas godtage det gyldige legitimationsdokument for søfarende, såfremt dette dokument garanterer for, at indehaveren kan genindrejse i det land, hvor dokumentet er udstedt.
3.10.3 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør normalt ikke forlange forevisning af særlige identitetsdokumenter eller af oplysninger supplerende legitimationsdokumentet for søfarende, for så vidt angår medlemmer af besætningen, udover hvad der fremgår af besætningslisten.
B. Forholdsregler til lettelse af ekspeditionen af ladning, passagerer, besætning og bagage
3.11 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør i samarbejde med skibsredere og havnemyndigheder tage passende forholdsregler for at tilvejebringe tilfredsstillende ekspeditionsforhold i havnen, således at passagerer, besætning og bagage kan blive ekspederet hurtigt, bør sørge for tilstrækkeligt personale og bør sikre, at tilstrækkelige installationer er til stede, idet opmærksomheden særligt bør være rettet mod arrangementer (herunder brugen af mekaniske systemer) for lastning, losning og transport af bagage og mod steder, hvor forsinkelse af passagerer ofte er konstateret. Der bør, hvor det er nødvendigt, tilvejebringes overdækket passage mellem skibet og det sted, hvor kontrollen af passagerer og besætning skal foretages.
3.11.1 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør
a. i samarbejde med skibsredere og havnemyndigheder indføre passende arrangementer såsom
1. en individuel og fortløbende metode til at føre passagerer og bagage frem;
2. et system, der vil give passagererne lejlighed til hurtigt at identificere og få udleveret deres kontrollerede bagage, så snart denne er anbragt på et sted, hvorfra den kan forlanges udleveret;
b. sikre, at havnemyndighederne tager alle nødvendige forholdsregler, således at
1. der tilvejebringes let og hurtig adgang for passagerer og deres bagage til og fra lokale transportmidler;
2. offentlige kontorer, til hvilke besætninger skal melde sig, er så let tilgængelige og så tæt beliggende ved hinanden som muligt.
3.12 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør forlange, at skibsredere sikrer sig, at skibspersonellet tager alle passende forholdsregler, som kan tjene til at fremskynde ankomstformaliteterne for passagerer og besætning. Disse forholdsregler kan bestå i
a. at der gives vedkommende offentlige myndigheder forhåndsmeddelelse om det forventede ankomsttidspunkt, efterfulgt af underretning om enhver ændring i tidspunktet, samt om rejseruten, hvor dette måtte have indflydelse på inspektionskravene;
b. at skibsdokumenterne holdes rede til omgående gennemsyn;
c. at lejdere og andre midler til at komme om bord bliver gjort klar, medens skibet er på vej til kaj eller ankerplads;
d. at der sørges for hurtig, velorganiseret samling af ombordværende personer og disses forevisning af de fornødne dokumenter til kontrol, idet der drages omsorg for frigørelse til dette formål af besætningsmedlemmer på vigtige poster i maskinrum og andetsteds.
3.13 Anbefalet fremgangsmåde. Fremgangsmåden ved indførelse af navne i passager- og besætningsdokumenter bør være at skrive efternavn eller -navne først. Hvor både efternavnene på den fædrene og mødrene side benyttes, bør det fædrene efternavn skrives først. Hvor der for gifte kvinder bruges såvel mandens som hustruens fædrene efternavn, bør mandens fædrene efternavn skrives først.
3.14. Standardregel. Offentlige myndigheder skal uden urimeligt ophold foretage kontrol af passagerer og besætning med henblik på deres indrejse i staten, når sådan kontrol er påkrævet.
3.15 Standardregel. Offentlige myndigheder må ikke pålægge skibsredere nogen straf i tilfælde af, at et kontroldokument i en passagers besiddelse af de offentlige myndigheder findes at være utilstrækkeligt, eller såfremt passageren af denne grund ikke kan få adgang til landet.
3.15.1 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør opfordre skibsredere til at træffe alle rimelige foranstaltninger til, at passagerer er i besiddelse af de kontroldokumenter, der kræves af de kontraherende regeringer.
Afsnit 4
Offentlig sundhed og karantæne indbefattet sundhedsregler for dyr og
planter
4.1 Anbefalet fremgangsmåde.
Offentlige myndigheder i en stat, der ikke har tilsluttet sig Det internationale Sundhedsreglement, bør bestræbe sig på at anvende de relevante bestemmelser i dette reglement på international skibsfart.
4.2 Anbefalet fremgangsmåde. Kontraherende regeringer, der har visse fælles interesser på grund af deres sundhedsmæssige, geografiske, sociale eller økonomiske forhold, bør afslutte særlige aftaler i overensstemmelse med artikel 104 i Det internationale Sundhedsreglement, når sådanne aftaler vil lette anvendelsen af dette reglement.
4.3 Anbefalet fremgangsmåde.
Hvor sundhedsattester eller lignende dokumenter kræves med hensyn til forsendelse af visse dyr, planter eller produkter heraf, bør sådanne attester og dokumenter være så enkle som muligt og offentliggøres i videst muligt omfang, og de kontraherende regeringer bør samarbejde for at standardisere sådanne krav.
4.4 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør, hvor det er gennemførligt, godkende, at der gennem radio meddeles landgangstilladelse til et skib, når sundhedsmyndigheden i den havn, der påtænkes anløbet, på grundlag af oplysninger modtaget fra skibet inden dets anløb er af den opfattelse, at dets anløb ikke vil resultere i indførelse eller udbredelse af en sygdom, der er undergivet karantænebestemmelser. Sundhedsmyndighederne bør, så vidt det er muligt, have lejlighed til at gå om bord i et skib inden dettes indløb i havnen.
4.4.1 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør søge samarbejde med skibsredere for at sikre opfyldelse af ethvert krav om, at sygdom om bord i et skib skal meldes omgående gennem radio til sundhedsmyndighederne i den havn, for hvilken skibet er bestemt, for at lette tilvejebringelsen af det særlige medicinske personel og udstyr, som er nødvendigt for de sundhedsforanstaltninger, der skal iagttages ved ankomsten.
4.5 Standardregel. Offentlige myndigheder skal træffe foranstaltninger, der sætter alle rejsebureauer og andre interesserede i stand til i god tid inden afrejsen at have fortegnelser over de vaccinationer, der kræves af de offentlige myndigheder i vedkommende lande, såvel som formularer til vaccinationsattester, affattede i overensstemmelse med Det internationale Sundhedsreglement, disponible for passagerer. Offentlige myndigheder skal tage alle mulige forholdsregler med henblik på, at personer, der foretager vaccinationer, benytter de internationale attester for vaccination eller revaccination for at sikre almindelig godkendelse.
4.6 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør sørge for, at der i så mange havne som muligt forefindes de for vaccination eller revaccination samt for udstedelse at de pågældende internationale attester fornødne faciliteter.
4.7 Standardregel. Offentlige myndigheder bør sikre, at sanitære forholdsregler og sundhedsformaliteter iværksættes ufortøvet, gennemføres uden forsinkelse og anvendes uden forskelsbehandling.
4.8 Anbefalet fremgangsmåde. Offentlige myndigheder bør i så mange havne som muligt opretholde tilstrækkelige anlæg og udstyr for den offentlige sundhedstjeneste samt dyre- og plantekarantæne.
4.9 Anbefalet fremgangsmåde.
I en stat bør der i så mange havne som gørligt findes sådanne let tilgængelige muligheder for lægehjælp, som måtte være rimelige og gennemførlige, til behandling af besætning og passagerer i nødstilfælde.
4.10 Standardregel. Bortset fra nødstilfælde, der indebærer en alvorlig fare for den offentlige sundhed, må et skib, som ikke er smittet eller mistænkt for at være smittet med en sygdom, der er undergivet karantænebestemmelser, ikke af sundhedsmyndighederne i en havn på grund af nogen anden smitsom sygdom hindres i at laste eller losse ladning eller forsyninger eller i at indtage brændsel eller vand.
4.11 Anbefalet fremgangsmåde. Forsendelser af dyr, dyrisk råmateriale, ubehandlede dyriske produkter, dyriske fødevarer og planteprodukter, der er undergivet karantænebestemmelser, bør i særlige tilfælde tillades, når de ledsages af en karantæneattest i den af de pågældende stater godkendte form.
Afsnit 5
Forskellige bestemmelser
A. Forskrivninger og andre former for sikkerhedsstillelse
5.1 Anbefalet fremgangsmåde. Hvor offentlige myndigheder kræver forskrivninger eller andre former for sikkerhedsstillelse fra skibsredere for at dække ansvar i henhold til en stats love og bestemmelser vedrørende told, indrejse, offentlig sundhed, dyre- og plantekarantæne el.lign. bør de, hvor det er muligt, tillade brugen af en enkelt, alt ansvar omfattende, forskrivning eller anden form for sikkerhedsstillelse.
B. Fejl i dokumenter og straf derfor
5.2 Standardregel. Offentlige myndigheder skal uden forsinkelse af skibet tillade rettelser af fejl i et dokument omhandlet i dette tillæg, som de finder skyldes uagtsomhed, ikke er af alvorlig natur, ikke skyldes gentagen skødesløshed, og som ikke er foretaget i den hensigt at krænke love eller bestemmelser, under forudsætning af, at disse fejl opdages, inden dokumentet er færdigkontrolleret, og at rettelserne kan foretages ufortøvet.
5.3 Standardregel. Såfremt fejl findes i dokumenter omhandlet i dette tillæg, underskrevet af en skibsreder eller skibsfører eller på disses vegne, må ingen straf ikendes, før der er blevet givet lejlighed til at overbevise de offentlige myndigheder om, at fejlene er begået uagtsomt, ikke er af alvorlig natur, ikke skyldes gentagen skødesløshed og ikke er foretaget i den hensigt at krænke love eller bestemmelser.
C. Betjening i havne
5.4 Anbefalet fremgangsmåde. Den almindelige betjening fra offentlige myndigheders side i en havn bør finde sted vederlagsfrit i den faste ekspeditionstid. Offentlige myndigheder bør bestræbe sig på at opretholde fast ekspeditionstid i havne i de tidsrum, hvori arbejdet normalt har et betydeligt omfang.
5.4.1 Anbefalet fremgangsmåde De kontraherende regeringer bør tage alle gennemførlige forholdsregler med henblik på at tilrettelægge den normale betjening fra offentlige myndigheders side i havne for at undgå unødvendig forsinkelse af skibe efter deres ankomst eller når de er rede til at afsejle og nedsætte den tid, der medgår til formaliteterne, til et minimum, forudsat at tilstrækkelig meddelelse om det påregnede tidspunkt for ankomst eller afgang gives de offentlige myndigheder.
5.4.2 Standardregel. Sundhedsmyndighederne må ikke krave betaling for nogen lægeundersøgelse eller for nogen supplerende undersøgelse, hvad enten denne er bakteriologisk eller af anden art, uanset på hvilket tidspunkt, dag eller nat, den er udført, hvis sådan undersøgelse kræves for at konstatere den undersøgte persons helbredstilstand, ej heller for besøg på og inspektion af et skib af karantænemæssige grunde bortset fra inspektion af et skib med henblik på udstedelse af en rotteudryddelsesattest eller -fritagelsesattest, ej heller må der kræves betaling for vaccination af en person, der ankommer med skib, eller for udstedelse aaf en attest herfor. Hvor andre forholdsregler end disse imidlertid er nødvendige med hensyn til et skib eller dets passagerer eller besætning, og betaling forlanges herfor af en sundhedsmyndighed, skal sådan betaling opkræves efter en tarif, som skal være ens for hele den pågældende område, og den skal afkræves uden hensyn til den pågældende persons nationalitet, hjemsted eller bopæl eller til skibets nationalitet, flag, registrering eller ejerforhold.
5.4.3 Anbefalet fremgangsmåde. Når betjening fra offentlige myndigheders side sker uden for den faste ekspeditionstid som omhandlet i anbefalet fremgangsmåde 5.4, bør den ydes på vilkår, som er moderate, og som ikke overskrider den faktiske udgift ved ydelse af den pågældende betjening.
5.5 Standardregel. Hvor omfanget af trafikken i en havn gør dette rimeligt, skal de offentlige myndigheder sørge for, at der er truffet foranstaltninger til, at formaliteterne med hensyn til ladning og bagage kan foregå uden hensyn til værdi eller art.
5.6 Anbefalet fremgangsmåde. Kontraherende regeringer bør søge at tilvejebringe ordninger, hvorved en regering indrømmer en anden regering en vis adgang til inden eller under rejsen at behandle skibe, passagerer, besætning, bagage, ladning og dokumenter med hensyn til told, indrejse, offentlig sundhed samt plante- og dyrekarantæne, når dette vil lette ekspeditionen ved ankomst til den anden stat.
D. Ladning, der ikke losses i bestemmelseshavnen
5.7 Standardregel. I tilfælde hvor ladning, som er opført i ladningsangivelsen, ikke losses i bestemmelseshavnen, skal de offentlige myndigheder tillade berigtigelse af ladningsangivelsen og må ikke ikende bøder, såfremt de er overbevist om, at ladningen faktisk ikke var indladet i skibet, eller - hvis den var indladet - var blevet bragt i land i en anden havn.
5.8 Standardregel. I tilfælde, hvor ladning ved en fejltagelse eller af en anden gyldig grund bliver losset i en anden havn end bestemmelseshavnen, skal de offentlige myndigheder lette fremsendelsen til bestemmelsesstedet. Denne bestemmelse gælder ikke farlig ladning eller ladning, hvis indførsel er forbudt eller undergivet restriktioner.
E. Begrænsning af skibsrederens ansvar
5.9 Standardregel. Offentlige myndigheder må ikke kræve, at en skibsreder skal give særlige oplysninger i et konnossement eller en genpart heraf til brug for sådanne myndigheder, medmindre skibsrederen selv er den, der importerer eller eksporterer eller optræder på importørens eller eksportørens vegne.
5.10 Standardregel. Offentlige myndigheder må ikke gøre skibsrederen ansvarlig for forevisningen eller nøjagtigheden af dokumenter, som kræves af importøren eller eksportøren i forbindelse med toldbehandling af ladning, medmindre skibsrederen selv er den, der importerer eller eksporterer eller optræder på importørens eller eksportørens vegne.
I medfør af artikel XI trådte konventionen i kraft den 5. marts 1967 for følgende lande
Belgien Den dominikanske Republik Elfenbenskysten Ghana Island Jugoslavien Monaco Nigeria Norge De socialistiske Sovjetrepublikkers Union Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland Tjekkoslovakiet Zambia. Konventionen trådte i kraft for Danmark den 9. marts 1968 og for følgende lande på de vedføjede datoer: Amerikas forenede Stater .................. 16. maj 1967 Canada .................................... 16. september 1967 Finland ................................... 19. maj 1967 Frankrig .................................. 28. januar 1968 Israel .................................... 12. december 1967 Kina (Formosa) (* 1)....................... 17. september 1968 Nederlandene (inkl.Surinam og De nederlandske Antiller) ................. 20. november 1967 Polen ..................................... 23. september 1969 Schweiz ................................... 23. juni 1968 Singapore ................................. 2. juni 1967 Sverige ................................... 26. september 1967 Trinidad og Tobago ........................ 15. maj 1967 Tunesien .................................. 28. marts 1969 Forbundsrepublikken Tyskland (inkl. Land Berlin) ................................... 24. september 1967.
I forbindelse med godkendelsen af konventionen har Danmark afgivet følgende erklæring i medfør af artikel VIII, stk. 1
I overensstemmelse med artikel VIII, stk. 1, i konventionen om lettelse af international samfærdsel ad søvejen har den kgl. danske ambassade den ære at meddele generalsekretæren for Den mellemstatlige rådgivende Søfartsorganisation, at Kongeriget Danmarks regering ikke kan efterkomme nedennævnte standardregler. Forskellene mellem disse standardregler og de af regeringen fulgte fremgangsmåder er angivet for hver standardregel
Standardregel 2.1
Det danske tolddepartement forbeholder sig ret til i overensstemmelse med den danske toldlovs § 21, stk. 2, at kræve, at skibsføreren foruden de i tillægget til konventionen omtalte dokumenter fremlægger det toldpas, som er udstedt til ham af toldmyndighederne i de lande, med hvilke Danmark har indgået aftale om udstedelse af et sådant dokument.
Dette dokument angiver skibets beholdning ved afsejlingen af tobaksvarer, vine og spirituosa.
Det danske tolddepartement forbeholder sig desuden ret til i overensstemmelse med artikel 5 i Helsingfors-konventionen af 19. august 1925 af føreren af et fartøj på under 500 tons, som transporterer alkoholholdige drikkevarer mellem stater, som er tilsluttet nævnte konvention, at forlange et dokument, som er bekræftet af afsejlingslandets toldmyndigheder, og som indeholder oplysninger om indladning og udlosning af alkoholholdige varer.
For Grønlands vedkommende forbeholder de danske myndigheder sig ret til udover sundhedserklæring for skibsfarten at kræve dokumentation for, at ingen ombordværende lider af syfilis.
Standardregel 2.4.1
Det danske tolddepartement forbeholder sig ret til i overensstemmelse med den danske toldlov at kræve skibsførerens personlige underskrift på proviant- og storeserklæringen.
Standardregel 2.9
For Grønlands vedkommende forbeholder de danske myndigheder sig ret til at kræve, at et fartøj ved anløb af den første grønlandske havn af den lokale læge får udstedt et sundhedsbevis, som ved alle senere anløb af grønlandske havne under rejsen skal være det grundlæggende dokument indeholdende de af havnemyndighederne krævede oplysninger om sundhedstilstanden om bord. De grønlandske havnemyndigheder er ikke beføjede til at godkende »sundhedserklæringen for skibsfarten«.
Standardregel 3.10.2
Et identitetsdokument for søfarende, som ikke er affattet på dansk, engelsk, fransk, italiensk, norsk, spansk, svensk eller tysk, skal angive indehaverens identitet og nationalitet på mindst et af disse sprog.
Udenrigsministeriet, den 27. november 1970.
Poul Hartling.
(* 1) Ikke anerkendt af Danmark.