Bekendtgørelse af overenskomst af 6. maj 1970 med Storbritannien om forlængelse af overenskomsten af 20. maj 1960 om kontrol med reaktorer og reaktorbrændsel m.v. i forbindelse med det dansk-britiske samarbejde om atomenergiens udnyttelse til fredelige formål.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 6. maj 1970 med Storbritannien om forlængelse af overenskomsten af 20. maj 1960 om kontrol med reaktorer og reaktorbrændsel m.v. i forbindelse med det dansk-britiske samarbejde om atomenergiens udnyttelse til fredelige formål.
Bekendtgørelse af overenskomst af 6. maj 1970 med Storbritannien om forlængelse af overenskomsten af 20. maj 1960 om kontrol med reaktorer og reaktorbrændsel m. v. i forbindelse med det dansk-britiske samarbejde om atomenergiens udnyttelse til fredelige formål.
Ved en i København den 6. maj 1970 stedfunden noteveksling mellem udenrigsministeriet og den herværende britiske ambassade er der afsluttet en overenskomst mellem Danmarks regering og Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands regering om forlængelse af overenskomsten af 20. maj 1960 om kontrol med reaktorer og reaktorbrændsel m. v. i forbindelse med det dansk-britiske samarbejde om atomenergiens udnyttelse til fredelige formål, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 67 af 15. oktober 1960, Lovtidende C.
De udvekslede noter har følgende ordlyd
DEN BRITISKE AMBASSADE
KØBENHAVN
Den 6. maj 1970.
Deres Excellence,
Jeg har den ære at henvise til den ved noteveksling af 20. maj 1960 afsluttede overenskomst mellem regeringen i Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og regeringen i Kongeriget Danmark om samarbejde til fremme og udvikling af atomenergiens udnyttelse til fredelige formål (herefter benævnt »samarbejdsaftalen«), som i henhold til overenskomstens stk. 5 udløber den 19. maj 1970.
2. Ifølge instruks fra Hendes Majestæts udenrigsminister har jeg den ære at foreslå, at samarbejdsaftalens gyldighed forlænges med yderligere fem år efter denne dato med henblik på at muliggøre en fortsættelse af samarbejdet mellem de to lande på dette område.
3. Som det vil være Deres Excellence bekendt, har både Det forenede Kongerige og Danmark efter at have indgået samarbejdsaftalen undertegnet og ratificeret traktaten om ikke-spredning af kernevåben, der blev undertegnet i London, Moskva og Washington den 1. juli 1968. Efter at denne traktat nu er trådt i kraft, er det den britiske regerings hensigt straks at rådføre sig med den danske regering, hvis der som følge af de i medfør af denne traktat og deraf følgende aftaler indgåede forpligtelser skulle vise sig behov for ændringer i samarbejdsaftalen eller i den i Wien den 23. juni 1965 undertegnede overenskomst mellem de to regeringer og Den internationale Atomenergiorganisation om udøvelse af kontrol i forbindelse med samarbejdsaftalen. Det forenede Kongeriges regering er ligeledes rede til når som helst at indlede tilsvarende rådslagninger på begæring af Danmarks regering.
4. Som det endvidere vil være Deres Excellence bekendt, har både Det forenede Kongerige og Danmark ansøgt om medlemskab af Det europæiske Atomenergifællesskab i henhold til artikel 205 i traktaten om fællesskabets oprettelse, undertegnet i Rom den 25. marts 1957. Jeg skal derfor tillige foreslå, at hver af de to regeringer, dersom det måtte anses for nødvendigt som følge af resultatet af disse ansøgninger, kan anmode om rådslagninger med den anden regering med henblik på at sikre passende ordninger vedrørende samarbejdsaftalens fortsættelse. Dersom sådanne rådslagninger ikke resulterer i en for begge regeringer tilfredsstillende ordning, kan hver af de to regeringer opsige samarbejdsaftalen med seks måneders skriftligt varsel til den anden regering.
5. Hvis ovenstående forslag kan godtages af Danmarks regering, har jeg den ære at foreslå at denne note sammen med Deres
Excellences bekræftende svar betragtes som udgørende en overenskomst mellem de to regeringer til ikrafttræden på datoen for Deres Excellences svar.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
C. M. MacLehose
Hans Excellence
hr. udenrigsminister Poul Hartling,
København.
UDENRIGSMINISTERIET
København, den 6. maj 1970.
Deres Excellence,
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres Excellences sålydende note af 6. maj 1970
(her følger teksten til foranstående note)
I besvarelse heraf har jeg den ære at meddele, at ovenstående forslag kan godtages af Kongeriget Danmarks regering, som samtykker i, at Deres Excellences note og dette svar skal betragtes som udgørende en overenskomst mellem de to regeringer, med ikrafttræden fra dags dato.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
Poul Hartling
Hans Excellence
hr. C. M. MacLehose
Hendes Britiske Majestæts Ambassadør.
København.
Udenrigsministeriet, den 11. september 1970.
Poul Hartling.
Ingen