Bekendtgørelse af konvention af 14. juli 1967 om oprettelse af Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret (WIPO). (* 3) (* 4)
Table of Provisions (23)
Statutory Text (23 Articles)
Artikel 1
Oprettelse af Organisationen
Der oprettes herved en verdensorganisation for intellektuel ejendomsret.
Artikel 2
Definitioner
I denne konvention skal
(i) »Organisationen« betyde Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret (WIPO);
(ii) »Det internationale Bureau« betyde Det internationale bureau for intellektuel ejendomsret;
(iii) »Pariser-Konventionen« betyde Konventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, undertegnet den 20. marts 1883, med alle senere ændringer;
(iv) »Berner-konventionen« betyde Konventionen til beskyttelse af litterære og kunstneriske værker, undertegnet den 9. september 1886, med alle senere ændringer;
(v) »Pariser-Unionen« betyde den ved Pariser-Konventionen oprettede internationale union;
(vi) »Berner-Unionen« betyde den ved Berner-Konventionen oprettede internationale union;
(vii) »Unionerne« betyde Pariser-Unionen, de særlige unioner og overenskomster, som er oprettet i forbindelse med denne union, Berner-Unionen og enhver anden international overenskomst, som tager sigte på at fremme beskyttelsen af intellektuel ejendomsret, og hvis administration organisationen har påtaget sig i henhold til artikel 4 (iii);
(viii) »intellektuel ejendomsret« omfatte rettighederne vedrørende
- litterære, kunstneriske og videnskabelige værker,
- udøvende kunstneres optræden, fonogrammer og radioudsendelser,
- opfindelser på alle områder af menneskelig indsats,
- videnskabelige opdagelser,
- industriel formgivning,
- varemærker, tjenestemærker og kommercielle navne og betegnelser,
- beskyttelse mod illoyal konkurrence,
og alle andre rettigheder hidrørende fra intellektuel virksomhed på industrielle, videnskabelige, litterære og kunstneriske områder.
Artikel 3
Organisationens formål
Organisationens formål er
(i) at fremme beskyttelsen af intellektuel ejendomsret overalt i verden gennem samarbejde mellem stater og i givet fald i samarbejde med en hvilken som helst anden international organisation,
(ii) at sikre administrativt samarbejde mellem unionerne.
Artikel 4
Opgaver
For at nå de i artikel 3 beskrevne mål bestemmes det, at
Organisationen gennem sine respektive organer og under forbehold af
de enkelte unioners beføjelser
(i) skal fremme udviklingen af foranstaltninger, som tilsigter at lette den effektive beskyttelse af intellektuel ejendomsret overalt i verden og at samordne de enkelte landes lovgivning på dette område;
(ii) skal varetage de administrative opgaver, som påhviler Pariser-Unionen, de særlige unioner, der er oprettet i forbindelse med denne union, og Berner-Unionen;
(iii) kan erklære sig enig i at overtage eller deltage i administrationen af enhver anden international overenskomst, som har til formål at fremme beskyttelsen af intellektuel ejendomsret;
(iv) skal tilskynde til indgåelse af internationale overenskomster til fremme af beskyttelsen af intellektuel ejendomsret;
(v) skal tilbyde at samarbejde med stater, som anmoder om juridisk-teknisk bistand med hensyn til intellektuel ejendomsret;
(vi) skal indsamle og udbrede oplysninger om beskyttelsen af intellektuel ejendomsret, foretage og fremme undersøgelser på dette område og offentliggøre resultaterne af sådanne undersøgelser;
(vii) skal opretholde tjenester, som letter den internationale beskyttelse af intellektuel ejendomsret og i givet fald foranledige registrering på dette område samt offentliggørelse af oplysninger om registreringer;
(viii) skal træffe alle andre hensigtsmæssige foranstaltninger.
Artikel 5
Medlemskab
(1) Medlemskab af Organisationen skal stå åben for enhver stat, som er medlem af en af de unioner, som er defineret i artikel 2 (vii).
(2) Medlemskab af Organisationen skal ligeledes stå åben for enhver stat, som ikke er medlem af nogen af unionerne, forudsat at
(i) den er medlem af De forenede Nationer, en af de særorganisationer, der står i forbindelse med De forenede Nationer, eller Den internationale Atomenergiorganisation, eller er deltager i Den mellemfolkelige Domstols statut, eller
(ii) den af generalforsamlingen opfordres til at blive deltager i denne konvention.
Artikel 6(* 3)
Generalforsamlingen
(1) (a) Generalforsamlingen består af de i denne konvention deltagende stater, som er medlemmer af en af unionerne.
(b) Hver stats regering repræsenteres af en delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.
(c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget den.
(2) Generalforsamlingen skal
(i) udnævnte generaldirektøren efter indstilling fra koordinationskomiteen;
(ii) gennemgå og godkende generaldirektørens beretninger om Organisationen og give ham alle nødvendige instrukser;
(iii) gennemgå og godkende koordinationskomiteens beretninger og virksomhed og give komiteen instrukser;
(iv) vedtage det treårige udgiftsbudget, der er fælles for unionerne;
(v) godkende de af generaldirektøren foreslåede foranstaltninger vedrørende administrationen af de i artikel
4 (iii) nævnte internationale overenskomster;
(vi) vedtage Organisationens finansielle regulativer;
(vii) bestemme sekretariatets arbejdssprog under hensyntagen til De forenede Nationers praksis;
(viii) opfordre de i artikel 5 (2) (ii) nævnte stater til at blive deltagere i denne konvention;
(ix) bestemme, hvilke stater blandt dem, der ikke er medlemmer af Organisationen, og hvilke mellemstatlige eller internationale ikke-statslige organisationer, der kan få adgang til dens møder som observatører;
(x) varetage sådanne andre opgaver, som naturligt henhører under denne konvention.
(3) (a) Hver stat har, uanset om den er medlem af en eller flere unioner, een stemme i generalforsamlingen.
(b) Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemslande er repræsenteret.
(c) Uanset bestemmelsen under litra (b) kan generalforsamlingen træffe beslutninger, hvis antallet af repræsenterede stater i et møde er mindre end halvdelen, men udgør mindst en tredjedel af de stater, der er medlemmer af generalforsamlingen; med undtagelse af beslutninger vedrørende dens egen procedure træder sådanne beslutninger dog kun i kraft, hvis følgende betingelser er opfyldt. Det internationale Bureau skal sende meddelelse om sådanne beslutninger til de stater, som er medlemmer af generalforsamlingen, men ikke var repræsenteret, og skal opfordre disse til inden for et tidsrum af tre måneder fra datoen for meddelelsen skriftligt at tilkendegive deres stemme, eller at de afstår fra at stemme. Hvis det antal stater, der herefter har tilkendegivet deres stemme, eller at de afstår fra at stemme, ved udløbet af dette tidsrum når op på det antal stater, som manglede for, at selve mødet kunne være beslutningsdygtigt, skal sådanne beslutninger træde i kraft under forudsætning af, at der stadig er det fornødne flertal for beslutningen.
(d) Med forbehold af bestemmelserne under litra (e) og (f) træffer generalforsamlingen sine beslutninger med et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer.
(e) Godkendelse af foranstaltninger vedrørende administrationen af de i artikel 4 (iii) nævnte internationale overenskomster kræver et flertal på tre fjerdedele af de afgivne stemmer
(f) Godkendelse af en overenskomst med De forenede Nationer i henhold til artiklerne 57 og 63 i De forenede Nationers pagt kræver et flertal på ni tiendedele af de afgivne stemmer.
(g) Til udnævnelse af generaldirektøren (stk.(2)(i)), til godkendelse af de af generaldirektøren foreslåede foranstaltninger vedrørende administrationen af internationale overenskomster (stk. (2)(v)) og til flytning af hovedsædet (artikel 10), skal det fornødne flertal opnås ikke alene i generalforsamlingen, men også i Pariser-unionens forsamling og Berner-Unionens forsamling.
(h) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.
(i) En delegeret kan kun repræsentere een stat og kan kun stemme i dennes navn.
(4)(a) Ordinær generalforsamling afholdes een gang hvert tredje kalenderår efter generaldirektørens indkaldelse.
(b) Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter generaldirektørens indkaldelse på begæring af koordinationskomiteen eller af en fjerdedel af de stater, som er medlemmer af generalforsamlingen.
(c) Møder afholdes ved Organisationens hovedsæde.
(5) De i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlemmer af nogen af unionerne, har adgang til generalforsamlingerne som observatører.
(6) Generalforsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.
Artikel 7 (* 3)
Konferencen
(1)(a) Konferencen består af de i denne konvention deltagende stater, uanset om de er medlemmer af en af unionerne eller ej.
(b) Hver stats regering repræsenteres af een delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.
(c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget den.
(2) Konferencen skal
(i) drøfte spørgsmål af almindelig interesse på den intellektuelle ejendomsrets område og kan vedtage rekommandationer om sådanne spørgsmål under iagttagelse af unionernes beføjelser og selvstyre;
(ii) vedtage konferencens treårige budget;
(iii) fastlægge det treårige program for juridiskteknisk bistand inden for rammerne af konferencens budget;
(iv) vedtage ændringer i denne konvention som foreskrevet i artikel 17;
(v) bestemme, hvilke stater blandt dem, som ikke er medlemmer af Organisationen, og hvilke mellemstatlige og internationale ikkestatslige organisationer, der skal have adgang til dens møder som observatører;
(vi) varetage sådanne andre opgaver, som naturligt henhører under denne konvention.
(3)(a) Hver medlemsstat har een stemme på konferencen.
(b) Beslutninger kan træffes af en tredjedel af medlemsstaterne.
(c) Med forbehold af bestemmelserne i artikel 17 træffer konferencen sine beslutninger med to tredjedeles flertal af de afgivne stemmer.
(d) Størrelsen af bidragene for de i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlemmer af en af unionerne, fastsættes ved en afstemning, i hvilken kun disse staters delegerede har ret til at stemme.
(e) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.
(f) En delegeret kan kun repræsentere een stat og kan kun stemme i dennes navn.
(4)(a) Konferencen afholder ordinære samlinger efter generaldirektørens indkaldelse i samme periode og på samme sted som generalforsamlingen.
(b) Konferencen afholder ekstraordinære samlinger efter generaldirektørens indkaldelse på begæring af et flertal af medlemsstaterne.
(5) Konferencen vedtager sin egen forretningsorden.
Artikel 8 (* 3)
Koordinationskomiteen
(1)(a) Koordinationskomiteen består af de i denne konvention deltagende stater, som er medlemmer af Pariser-Unionens eller Berner-Unionens eksekutivkomite eller af begge. Hvis en af disse eksekutivkomiteer er sammensat af mere end en fjerdedel af det antal lande, der er medlemmer af den forsamling, som har valgt den, skal denne eksekutivkomite blandt sine medlemmer udpege de stater, som skal være medlemmer af koordinationskomiteen, dog således, at deres antal ikke overstiger den ovenfor nævnte fjerdedel; det land, på hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, medregnes ikke ved beregningen af den nævnte fjerdedel.
(b) Regeringen i hver af koordinationskomiteens medlemsstater skal repræsenteres af een delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.
(c) Når koordinationskomiteen behandler spørgsmål af direkte interesse for konferencens program eller budget og dens dagsorden, eller forslag om ændringer i denne konvention, som ville berøre rettigheder eller forpligtelser for de i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlemmer af en af unionerne, skal en fjerdedel af disse stater deltage i koordinationskomiteens møder med samme rettigheder som denne komites medlemmer. Konferencen skal på hver af dens ordinære samlinger udpege disse stater.
(d) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget den.
(2) Hvis de andre af Organisationen administrerede unioner ønsker at blive repræsenteret som sådanne i koordinationskomiteen, skal deres repræsentanter udpeges blandt stater, som er medlemmer af koordinationskomiteen.
(3) Koordinationskomiteen skal
(i) rådgive unionernes organer, generalforsamlingen, konferencen og generaldirektøren om alle administrative, finansielle og andre spørgsmål af fælles interesse for to eller flere af unionerne eller for en eller flere af unionerne og Organisationen og særlig om det for unionerne fælles udgiftsbudget;
(ii) udarbejde udkast til dagsorden for generalforsamlingen;
(iii) udarbejde udkast til dagsorden samt udkast til program og budget for konferencen;
(iv) opstille årlige budgetter og programmer på grundlag af det treårige budget for unionernes fælles udgifter og konferencens treårige budget samt på grundlag af det treårige budget for den juridisk-tekniske bistand;
(v) indstille en kandidat til posten som generaldirektør til udnævnelse af generalforsamlingen, når hans embedsperiode er ved at udløbe, eller når posten er ledig; hvis generalforsamlingen ikke udnævner koordinationskomiteens kandidat, skal koordinationskomiteen indstille en anden kandidat; denne procedure skal gentages, indtil den senest indstillede kandidat udnævnes af generalforsamlingen;
(vi) udnævne en fungerende generaldirektør for tiden indtil den nye generaldirektør overtager sit embede, hvis posten som generaldirektør bliver ledig mellem to generalforsamlinger;
(vii) varetage sådanne andre opgaver, som er pålagt den i henhold til denne konvention.
(4)(a) Koordinationskomiteen skal afholde ordinær samling en gang om året efter generaldirektørens indkaldelse. Mødestedet skal normalt være Organisationens hovedsæde.
(b) Koordinationskomiteen skal afholde ekstraordinær samling efter generaldirektørens indkaldelse på hans eget initiativ eller på begæring af dens formand eller af en fjerdedel af dens medlemmer.
(5)(a) Hver stat har een stemme i koordinationskomiteen, uanset om den er medlem af den ene eller begge de i stk. (1)(a) nævnte eksekutivkomiteer.
(b) Beslutninger kan træffes af halvdelen af koordinationskomiteens medlemmer.
(c) En delegeret kan kun repræsentere een stat og kan kun stemme i dennes navn.
(6)(a) Koordinationskomiteen fremsætter meningstilkendegivelser og træffer beslutninger ved simpelt flertal af de afgivne stemmer. Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.
(b) Selv om simpelt flertal opnås, kan hvert medlem af koordinationskomiteen umiddelbart efter afstemningen forlange, at stemmerne optælles på ny på følgende måde: Der udarbejdes to særskilte lister, hvoraf den ene indeholder navnene på de stater, som er medlemmer af Pariser-Unionens eksekutivkomite, og den anden indeholder navnene på de stater, som er medlemmer af Berner-unionens eksekutivkomite; hver stats stemme skal indføres ved siden af dens navn på hver liste, hvor det forekommer. Hvis denne fornyede optælling viser, at der ikke er opnået simpelt flertal på hver af disse lister, skal forslaget ikke betragtes som vedtaget.
(7) Enhver stat, der er medlem af Organisationen, men ikke af koordinationskomiteen, kan repræsenteres på komiteens møder af observatører, som har ret til at deltage i forhandlingerne uden stemmeret.
(8) Koordinationskomiteen fastsætter selv sin forretningsorden.
Artikel 9
Det internationale Bureau
(1) Det internationale Bureau skal være Organisationens sekretariat.
(2) Det internationale Bureau ledes af generaldirektøren, bistået af to eller flere vicegeneraldirektører.
(3) Generaldirektøren udnævnes for en bestemt periode på mindst seks år. Han kan genvælges for bestemte perioder. Den første ansættelsesperiode og eventuelle påfølgende perioder samt alle andre ansættelsesvilkår fastsættes af generalforsamlingen.
(4)(a) generaldirektøren er Organisationens øverste embedsmand.
(b) han repræsenterer Organisationen.
(c) han er undergivet generalforsamlingens myndighed og skal overholde dennes instrukser med hensyn til Organisationens indre og ydre anliggender.
(5) Generaldirektøren udarbejder udkast til programmer og budgetter samt periodiske beretninger om virksomheden og fremsender disse til de interesserede staters regeringer samt til unionernes og organisationens kompetente organer.
(6) Generaldirektøren og ethvert af ham udpeget medlem af hans stab deltager uden stemmeret i alle generalforsamlingens, konferencens, koordinationskomiteens og alle andre komiteers eller arbejdsgruppers møder. Generaldirektøren eller et af ham udpeget medlem af hans stab er i medfør af sin stilling disse organers sekretær.
(7) Generaldirektøren ansætter det personale, der er nødvendigt for at varetage Det internationale Bureaus arbejdsopgaver effektivt. Han udnævner vicegeneraldirektøren med koordinationskomiteens godkendelse. Ansættelsesvilkårene fastsættes i personaleregulativer, som godkendes af koordinationskomiteen efter generaldirektørens forslag. Ved ansættelse af personale og ved fastlæggelse af tjenestevilkårene skal det væsentligste hensyn være nødvendigheden af at sikre den størst mulige effektivitet, dygtighed og hæderlighed. Personalet ansættes under behørig hensyntagen til en så bred geografisk spredning som muligt.
(8) Det ansvar, der påhviler generaldirektøren og hans stab, er udelukkende af international karakter. Ved varetagelsen af deres tjenestepligter må de ikke indhente eller modtage instrukser fra nogen regering eller fra nogen myndighed uden for Organisationen. De skal afholde sig fra enhver handling, som kan være til skade for deres stilling som internationale embedsmænd. Hver medlemsstat forpligter sig til at respektere, at generaldirektørens og hans medarbejderes ansvar udelukkende er af international karakter og til ikke at søge at påvirke dem under varetagelsen af deres pligter.
Artikel 10
Hovedsædet
(1) Organisationens hovedsæde skal være Geneve.
(2) Dets flytning kan besluttes i henhold til artikel 6 (3)(d) og (g).
Artikel 11
Finanser
(1) Organisationen skal have to adskilte budgetter: Det for unionerne fælles udgiftsbudget og konferencens budget.
(2)(a) Unionernes fælles udgiftsbudget skal omfatte udgifter af
interesse for flere unioner.
(b) Dette budget skal finansieres af følgende midler
(i) bidrag fra unionerne, idet hver unions bidrag fastsættes af den pågældende unions forsamling under hensyntagen til unionens interesse i de fælles udgifter;
(ii) betaling for tjenester, som er udført af Det internationale Bureau, som ikke har direkte forbindelse med nogen af unionerne og ikke er modtaget for Det internationale Bureaus tjenester på det juridisk-tekniske bistandsområde;
(iii) salg af eller afgifter fra Det internationale Bureaus publikationer, som ikke direkte vedrører nogen af unionerne;
(iv) gaver, testamentariske ydelser og anden økonomisk støtte til Organisationen med undtagelse af de i stk. (3)(b)(iv) anførte;
(v) Organisationens leje-, rente- og andre forskellige indtægter.
(3)(a) Konferencens budget skal omfatte udgifter til afholdelse af konferencens samlinger og omkostninger ved det juridisk-tekniske bistandsprogram.
(b) Dette budget skal finansieres af følgende midler
(i) bidrag fra de i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlemmer af nogen af unionerne;
(ii) alle beløb, som af unionerne stilles til rådighed for dette budget, idet det beløb, som hver union stiller til rådighed, fastsættes af den pågældende unions forsamling; hver union kan frit undlade at bidrage til det nævnte budget;
(iii) beløb, der modtages for Det internationale Bureaus tjenester på det juridisk-tekniske bistandsområde;
(iv) gaver, testamentariske ydelser og anden økonomisk støtte til Organisationen til de under litra (a) nævnte formål.
(4)(a) Hver af de i konventionen deltagende stater, som ikke er medlem af nogen af unionerne, skal med henblik på fastsættelsen af dens bidrag til konferencens budget henregnes til en klasse og betale sine årlige bidrag på grundlag af et antal enheder, der fastsættes som følger
Klasse A........................................... 10 Klasse B........................................... 3 Klasse C........................................... 1
(b) Enhver stat skal samtidig med de i artikel 14 (1) foreskrevne skridt angive, til hvilken klasse den ønsker at høre. Enhver stat kan skifte klasse. Hvis en stat vælger en lavere klasse, skal den meddele dette til konferencen på en af dennes ordinære samlinger. En sådan ændring træder i kraft fra begyndelsen af det kalenderår, der følger efter samlingen.
(c) Det årlige bidrag fra enhver sådan stat skal udgøre et beløb, der står i samme forhold til det samlede beløb, hvormed alle sådanne stater bidrager til konferencens budget, som forholdet mellem dens enheder og det samlede antal af alle de nævnte staters enheder.
(d) Bidrag forfalder den 1. januar hvert år.
(e) Hvis budgettet ikke er vedtaget, før en ny regnskabsperiode begynder, skal det i overensstemmelse med finansregulativerne ligge på samme niveau som det foregående års budget.
(5) Enhver af de i konventionen deltagende stater, som ikke er medlem af nogen af unionerne, og som er i restance med betalingen af dens finansielle bidrag i henhold til denne artikel, og enhver af de i konventionen deltagende stater, som er medlem af en af unionerne, og som er i restance med betalingen af dens bidrag til nogen af unionerne, har ingen stemmeret i nogen af de af Organisationens organer, hvoraf den er medlem, hvis restancebeløbet er lig med eller overstiger de bidragsbeløb, som den skylder for de forudgående to hele år. Imidlertid kan ethvert af disse organer tillade den pågældende stat fortsat at udøve sin stemmeret i dette organ, hvis og så længe det godtgøres, at den forsinkede betaling skyldes særlige og uundgåelige omstændigheder.
(6) Størrelsen af de gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det internationale Bureaus tjenester på det juridisk-tekniske bistandsområde, skal fastsættes af generaldirektøren og af denne meddeles til koordinationskomiteen.
(7) Organisationen kan, med koordinationskomiteens godkendelse, modtage gaver, testamentariske ydelser og økonomisk støtte direkte fra regeringer, offentlige eller private institutioner, foreninger eller privatpersoner.
(8)(a) Organisationen skal have en driftskapital, som tilvejebringes ved en engangsindbetaling fra unionerne og fra hver af de i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlem af nogen union. Hvis driftskapitalen bliver utilstrækkelig, skal den forøges.
(b) Størrelsen af engangsindbetalingen fra hver union og dennes eventuelle andel i forøgelser afgøres af dens forsamling.
(c) Størrelsen af engangsindbetalingen fra hver af de i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlem af nogen union, og dens andel i forøgelser skal udgøre en forholdsmæssig andel af den pågældende stats bidrag for det år, da driftskapitalen blev tilvejebragt eller forøgelsen besluttet. Andelen og betalingsvilkårene fastsættes af konferencen efter generaldirektørens forslag, og efter at konferencen har indhentet en udtalelse fra koordinationskomiteen.
(9)(a) I den overenskomst om hovedsædet, som afsluttes med den stat, på hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, skal det bestemmes, at den pågældende stat skal yde forskud, når driftskapitalen er utilstrækkelig. Størrelsen af sådanne forskud og de betingelser, hvorunder de ydes, skal i hvert enkelt tilfælde fastsættes i særskilte aftaler mellem den pågældende stat og Organisationen. Så længe den pågældende stat er forpligtet til at yde forskud, skal den i medfør heraf have sæde i koordinationskomiteen.
(b) Den under litra (a) nævnte stat og Organisationen skal hver for sig ved skriftlig meddelelse have ret til at opsige forpligtelsen til at yde forskud. Opsigelsen får virkning tre år efter udløbet af det år, i hvilket den er blevet meddelt.
(10) Regnskaberne skal revideres af en eller flere medlemsstater eller af udenforstående revisorer i henhold til finansregulativerne. De udpeges med deres samtykke af generalforsamlingen.
Artikel 12
Juridiskstatus;
privilegier og immuniteter
(1) På hver medlemsstats territorium skal Organisationen i overensstemmelse med den pågældende stats love have en sådan juridisk status, som er nødvendig for Organisationens målsætning og varetagelsen af dens funktioner.
(2) Organisationen skal afslutte en overenskomst om hovedsædet med den schweiziske forbundsstat og med en hvilken som helst anden stat, hvortil hovedsædet senere flyttes.
(3) For at Organisationen, dens embedsmænd og alle medlemsstaters repræsentanter kan nyde sådanne privilegier og immuniteter, som måtte være nødvendige for dens målsætning og for varetagelsen af dens opgaver, kan Organisationen afslutte bilaterale eller multilaterale overenskomster med de øvrige medlemsstater.
(4) Generaldirektøren kan forhandle om og skal med koordinationskomiteens godkendelse afslutte og underskrive de i stk. (2) og (3) nævnte overenskomster på Organisationens vegne.
Artikel 13
Forbindelser med andre organisationer
(1) Organisationen skal oprette tjenstlige forbindelser og samarbejde med andre mellemstatlige organisationer, når det findes hensigtsmæssigt. Enhver herom indgået almindelig overenskomst med sådanne organisationer afsluttes af generaldirektøren med koordinationskomiteens godkendelse.
(2) Organisationen kan i spørgsmål, der ligger inden for dens beføjelser, træffe hensigtsmæssige aftaler om samråd og samarbejde med internationale ikke-statslige organisationer og tillige med de pågældende regeringers samtykke med nationale, statslige eller ikke-statslige organisationer. Sådanne aftaler indgås af generaldirektøren med koordinationskomiteens godkendelse.
Artikel 14
Optagelse som deltager i konventionen
(1) De i artikel 5 omhandlede stater kan blive deltagere i denne konvention og medlemmer af Organisationen ved
(i) underskrift uden forbehold med hensyn til ratifikation, eller
(ii) underskrift med forbehold af ratifikation efterfulgt af deponering af et ratifikationsinstrument, eller
(iii) deponering af et tiltrædelsesinstrument.
(2) Uden hensyn til andre bestemmelser i denne konvention kan en i Pariserkonventionen, Berner-konventionen eller begge konventioner deltagende stat kun blive deltager i denne konvention, hvis den samtidig ratificerer eller tiltræder eller har ratificeret eller tiltrådt
enten Pariser-Konventionens Stockholm-akt i sin helhed eller med kun den i dens artikel 20 (1)(b) anførte begrænsning,
eller Berner-Konventionens Stockholm-akt i sin helhed eller med kun den i dens artikel 28 (1)(b) anførte begrænsning.
(3) Ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos generaldirektøren.
Artikel 15
Konventionens ikrafttræden
(1) Denne konvention træder i kraft tre måneder efter, at ti af Pariser-unionens medlemsstater og syv af Berner-Unionens medlemsstater har taget de i artikel 14 (1) nævnte skridt, idet dog en stat, som er medlem af begge unioner, medregnes i begge grupper. På denne dato træder konventionen også i kraft for stater, som uden at være medlem af nogen af de to unioner har taget de i artikel 14 (1) nævnte skridt tre måneder eller mere forud for denne dato.
(2) For enhver anden stat træder konventionen i kraft tre måneder efter den dato, da den har taget de i artikel 14 (1) nævnte skridt.
Artikel 16
Forbehold
Forbehold med hensyn til denne konvention tillades ikke.
Artikel 17
Ændringer
(1) Forslag til ændring af denne konvention kan fremsættes af enhver medlemsstat, af koordinationskomiteen eller af generaldirektøren. Generaldirektøren skal give medlemsstaterne meddelelse om sådanne forslag mindst seks måneder forud for deres behandling på konferencen.
(2) Ændringer skal vedtages af konferencen. Når ændringer berører rettigheder og forpligtelser for de i denne konvention deltagende stater, som ikke er medlemmer af nogen af unionerne, skal sådanne stater også stemme. Om alle andre ændringsforslag kan kun de i denne konvention deltagende stater, som er medlemmer af en af unionerne, stemme. Ændringer vedtages med simpelt flertal af de afgivne stemmer, men konferencen kan kun stemme om ændringsforslag, som forud er vedtaget af Pariser-Unionens forsamling og Berner-Unionens forsamling i henhold til de inden for hver af disse gældende regler om vedtagelsen af ændringer af de administrative bestemmelser i deres respektive konventioner.
(3) Enhver ændring træder i kraft en måned efter, at generaldirektøren fra tre fjerdedele af Organisationens medlemsstater, som var berettiget til at stemme om ændringsforslaget i henhold til stk. (2) på det tidspunkt, da konferencen vedtog ændringen, har modtaget skriftlig meddelelse om godkendelse i henhold til de respektive landes forfatningsmæssige fremgangsmåder. Enhver således godkendt ændring er bindende for alle stater, som er medlemmer af Organisationen på det tidspunkt, da ændringen træder i kraft, eller som bliver medlemmer på et senere tidspunkt, dog således at en ændring, som forøger medlemsstaternes finansielle forpligtelser, kun skal være bindende for de stater, som har givet meddelelse om deres godkendelse af en sådan ændring.
Artikel 18
Opsigelse
(1) Enhver medlemsstat kan opsige denne konvention ved meddelelse til generaldirektøren.
(2) Opsigelsen træder i kraft seks måneder efter den dato, på hvilken generaldirektøren har modtaget meddelelsen.
Artikel 19
Meddelelser
Generaldirektøren skal give alle medlemsstaters regeringer meddelelse om
(i) konventionens ikrafttrædelsesdato,
(ii) undertegnelser og deponeringer af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter,
(iii) godkendelser af en ændring i konventionen og datoen for ændringens ikrafttræden,
(iv) opsigelser af denne konvention.
Artikel 20
Afsluttende bestemmelser
(1)(a) Denne konvention skal undertegnes i eet eksemplar på engelsk, fransk, russisk og spansk, idet alle tekster har samme gyldighed, og skal deponeres hos Sveriges regering.
(b) Denne konvention skal stå åben for undertegnelse i Stockholm indtil den 13. januar 1968.
(2) Officielle tekster skal efter samråd med de interesserede regeringer udarbejdes af generaldirektøren på tysk, italiensk og portugisisk samt sådanne andre sprog, som konferencen måtte bestemme.
(3) Generaldirektøren skal fremsende to behørigt bekræftede kopier af denne konvention og af enhver af konferencen vedtaget ændring til de staters regeringer, som er medlemmer af Pariser-Unionen eller Berner-Unionen, til enhver anden stats regering, når den tiltræder denne konvention, og, på begæring, til regeringen i enhver anden stat. Kopierne af den undertegnede konventionstekst, som fremsendes til regeringerne, skal attesteres af Sveriges regering.
(4) Generaldirektøren skal lade denne konvention registrere i De forenede Nationers sekretariat.
Artikel 21
Overgangsbestemmelser
(1) Indtil den første generaldirektør overtager sit embede, skal henvisninger i denne konvention til Det internationale Bureau eller generaldirektøren anses som henvisninger til henholdsvis Det forenede internationale Bureau for beskyttelsen af industriel, litterær og kunstnerisk ejendom (også betegnet Det forenede internationale Bureau for beskyttelse af intellektuel ejendomsret (BIRPI)) eller dets direktør.
(2)(a) Stater, som er medlemmer af en af unionerne, men som ikke er blevet deltager i denne konvention, kan, hvis de ønsker det, i fem år efter denne konventions ikrafttrædelsesdato, udøve de samme rettigheder, som hvis de var blevet deltager i denne konvention. Enhver stat, som ønsker at udøve sådanne rettigheder, skal give skriftlig meddelelse herom til generaldirektøren; denne meddelelse får virkning på datoen for dens modtagelse. Sådanne stater skal anses som medlemmer af generalforsamlingen og konferencen indtil udkøbet af den nævnte periode.
(b) Efter udløbet af denne femårsperiode har sådanne stater ingen stemmeret i generalforsamlingen, konferencen og koordinationskomiteen.
(c) Disse stater genvinder deres stemmeret, når de bliver deltagere i denne konvention.
(3)(a) Så længe der er medlemmer af Pariser-Unionen eller Berner-Unionen, som ikke er blevet deltagere i denne konvention, skal Det internationale Bureau og generaldirektøren også fungere som henholdsvis Det forenede internationale Bureau for beskyttelse af industriel, litterær og kunstnerisk ejendom og dets direktør.
(b) Personalet, som er ansat i det nævnte bureau på denne konventions ikrafttrædelsesdato, skal i den under litra (a) nævnte overgangsperiode også betragtes som ansat af Det internationale Bureau.
(4)(a) Når alle Pariser-Unionens medlemsstater er blevet medlemmer af Organisationen, skal denne unions bureaus rettigheder, forpligtelser og ejendom overgå til Organisationens internationale Bureau.
(b) Når alle Berner-Unionens medlemsstater er blevet medlemmer af Organisationen, skal denne unions bureaus rettigheder, forpligtelser og ejendom overgå til Organisationens internationale Bureau.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede underskrevet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Stockholm den 14. juli 1967.
(Underskrifter)
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 26. januar 1970 hos generaldirektøren for Det internationale Bureau til beskyttelse af intellektuel ejendomsret (BIRPI) i Geneve.
Konventionen trådte i medfør af artikel 15 (1) jfr. artikel 14 i kraft den 26. april 1970 for følgende lande
Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik (* 1)
Danmark
Irland
Israel
Rumænien
Schweiz
De socialistiske Sovjetrepublikkers Union
Spanien
Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
Sverige
Den tyske demokratiske Republik(* 2)
Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik(* 1)
Ungarn
Udenrigsministeriet, den 21. august 1970.
Poul Hartling.
Bekendtgørelse af konvention af 14. juli 1967 om oprettelse af Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret (WIPO). (* 3) (* 4)
Ved kgl. resolution af 31. december 1969 har Danmark ratificeret den i Stockholm den 14. juli 1967 undertegnede konvention om oprettelse af Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret.
Konventionen har følgende ordlyd (den russiske og spanske tekst er udeladt her)
KONVENTION om oprettelse af Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret
undertegnet i Stockholm den 14. juli 1967
De kontraherende parter, som
ønsker at bidrage til bedre forståelse og samarbejde mellem staterne til gensidig fordel på grundlag af respekt for deres suverænitet og ligestilling,
ønsker at fremme beskyttelsen af intellektuel ejendomsret overalt i verden for at tilskynde til skabende virksomhed,
ønsker at modernisere og effektivisere administrationen af de unioner, som er oprettet til beskyttelse af industriel ejendomsret samt litterære og kunstneriske værker, med fuld respekt for hver enkelt unions selvstændighed,
er blevet enige om følgende
(* 1) Ikke Unionsmedlemsland.
(* 2) Ikke anerkendt af Danmark.