Legislator Case Law & Legislation
L19700001064 DK

Bekendtgørelse af overenskomst af 30. januar 1968 med Indonesien vedrørende fremme af investeringer og gensidig beskyttelse af disse.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1970 10 Valid

Bekendtgørelse af overenskomst af 30. januar 1968 med Indonesien vedrørende fremme af investeringer og gensidig beskyttelse af disse.

Ved kgl. resolution af 18. maj 1968 har Danmark ratificeret den i Djakarta den 30. januar 1968 undertegnede overenskomst mellem Danmark og Indonesien vedrørende fremme af investeringer og gensidig beskyttelse af disse med tilhørende protokol af samme dato.

Overenskomsten og protokollen har følgende ordlyd

OVERENSKOMST

mellem Kongeriget Danmarks regering og Den indonesiske Republiks regering vedrørende fremme af investeringer og gensidig beskyttelse af disse.

Kongeriget Danmarks regering og Den indonesiske Republiks regering, SOM ØNSKER at skabe gunstige vilkår for kapitalinvesteringer i begge lande og styrke samarbejdet mellem det private erhvervsliv i begge lande med henblik på at fremme ressourcernes produktive anvendelse, og

SOM ERKENDER, at en udtrykkelig overenskomst om investeringsbeskyttelse vil tjene dette formål, er

BLEVET ENIGE om følgende

Artikel I

Enhver af de kontraherende parter skal i overensstemmelse med gældende love og forskrifter velvilligt behandle ansøgninger om kapitalinvesteringer på sit territorium med henblik på etableringen af varige økonomiske forbindelser, når sådanne indgives af

a) den anden kontraherende parts statsborgere, såfremt disse er hjemmehørende i den anden kontraherende parts område eller

b) selskaber, som er hjemmehørende eller registrerede på den anden kontraherende parts område, og i hvilke statsborgere af den pågældende parts nationalitet har en væsentlig interesse.

Artikel II

Den beskyttelse, som gives investorer ved nærværende overenskomsts bestemmelser skal omfatte

a) på Den indonesiske Republiks territorium kun investeringer som er godkendt af den indonesiske regering i overensstemmelse med den gældende lov om beskyttelse af udenlandske investeringer (lov nr. 1 af 1967),

b) på Kongeriget Danmarks territorium kun for investeringer, som er foretaget i overensstemmelse med gældende dansk valutalovgivning (bekendtgørelse nr. 199 af 20. juni 1961), og om hvilke det danske udenrigsministerium erklærer, at de omfattes af nærværende overenskomst.

Artikel III

Ingen af de kontraherende parter må i deres område underkaste virksomhed, der udøves af foretagender, i hvilke der er sket en sådan godkendt investering af statsborgere eller selskaber fra den anden kontraherende part, mindre gunstige vilkår end de, der er gældende på dens område for lignende virksomhed udøvet af foretagender, som ejes enten af den pågældende parts egne statsborgere eller af selskaber eller statsborgere fra tredjelande.

Artikel IV

(1) Ingen af de kontraherende parter må tage skridt til ekspropriation, nationalisering eller andre forholdsregler, som direkte eller indirekte medfører, at statsborgere eller selskaber af den anden kontraherende parts nationalitet mister ejendomsret til deres investeringer, medmindre dette sker i almen interesse og mod erstatning og ikke i øvrigt strider mod påtagne forpligtelser. Lovligheden af sådan ekspropriation, nationalisering eller andre forholdsregler skal være undergivet domstolsprøvelse.

(2) Såfremt en kontraherende part eksproprierer eller nationaliserer investeringer tilhørende statsborgere eller selskaber fra den anden kontraherende part eller iværksætter andre foranstaltninger, som direkte eller indirekte medfører, at sådanne statsborgere eller selskaber mister ejendomsretten til deres investeringer, skal denne kontraherende part drage omsorg for prompte betaling af effektiv og fyldestgørende erstatning.

(3) Denne erstatning skal repræsentere investeringens handelsværdi på det tidspunkt, hvor ekspropriationen, nationaliseringen eller andre lignende forholdsregler iværksættes; erstatningen skal umiddelbart kunne realiseres og overføres frit, og den skal ydes uden unødig opsættelse. Forud for eller samtidig med ekspropriering, nationalisering eller andre lignende forholdsregler skal der drages omsorg for, at der på passende måde træffes foranstaltning til fastsættelse og betaling af sådan erstatning.

Artikel V

Statsborgere eller selskaber fra en kontraherende part, som lider tab på godkendte investeringer som følge af krig eller anden væbnet konflikt, revolution, national undtagelsestilstand eller oprør i den anden kontraherende parts område, skal tilstås en behandling, som ikke er mindre gunstig end den, som den sidstnævnte kontraherende part tilstår sine egne statsborgere eller selskaber, eller tredjelands statsborgere eller selskaber med hensyn til restitution, skadesløsholdelse, kompensation eller anden lignende økonomisk godtgørelse. Sådanne betalinger skal frit kunne overføres.

Artikel VI

Hvis en kontraherende part erlægger betaling til en investor i medfør af en garanti, som parten har givet for en godkendt investering, skal den anden kontraherende part anerkende

a) at ethvert retskrav eller tilgodehavende som investor måtte have, af denne overdrages til førstnævnte kontraherende part i medfør af garantilandets lov eller i henhold til en retshandel i det pågældende land, samt

b) den pågældende kontraherende parts subrogation i ethvert sådant retskrav eller tilgodehavende, som den pågældende kontraherende part skal være berettiget til at gøre gældende i samme omfang som den tidligere berettigede.

Artikel VII

Enhver af de kontraherende parter skal tillade overførslen af

a) det nettoudbytte, som afkastet af en investering, der omfattes af nærværende overenskomst, herunder bl.a. renter, udbytter, royalties, licensbetalinger og andre sådanne tilgodehavender, som tilhører statsborgere eller selskaber hjemmehørende eller registrerede i det andet land,

b) afskrivning på kapitalgoder, amortisering eller provenuet af den fuldstændige eller delvise likvidation af sådanne godkendte investeringer, herunder eventuelle forøgelser i eller tilføjelser i eller tilføjelser til disse investeringer i det land, hvori de er foretaget.

c) en passende andel af lønninger, salærer og andet vederlag, der tilkommer statsborgere, som er i besiddelse af gyldig opholds- og arbejdstilladelse til enhver af de kontraherende parters område.

Artikel VIII

(1) Enhver tvistighed mellem de kontraherende parter, som måtte opstå om fortolkningen eller gennemførelsen af nærværende overenskomst, og som ikke er bilagt inden for seks måneder ad diplomatisk vej, skal på den ene parts begæring forelægges en voldgiftsdomstol bestående af tre medlemmer. Domstolens formand skal være statsborger i et tredjeland og skal udpeges efter aftale mellem de kontraherende parter. Såfremt det ikke lykkes parterne at nå til enighed om udpegelsen af domstolens formand, kan hver part anmode Den mellemfolkelige Domstols præsident om at foretage udpegelsen. Hver part udpeger sin egen voldgiftsdommer; såfremt en part undlader at udpege en voldgiftsdommer, kan denne udpeges af voldgiftsdomstolens formand.

(2) Begge kontraherende parter vil efterkomme og gennemføre domstolens kendelser.

Artikel IX

Denne overenskomst gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Artikel X

(1) Denne overenskomst træder i kraft den dag, de to kontraherende parters regeringer underretter hinanden om, at deres grundlovsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttrædelse er opfyldt, og forbliver bindende i en periode på ti år. Medmindre opsigelse er modtaget seks måneder før udløbsdagen, betragtes den som fornyet for yderligere ti år fra denne dag at regne.

(2) Såfremt der gives officiel meddelelse om overenskomstens opsigelse, skal bestemmelserne i artiklerne I-IX fortsat være gyldige for en yderligere periode af ti år for så vidt angår investeringer, som er foretaget før opsigelse skete.

Artikel XI

Fra denne overenskomsts undertegnelsesdato vil hver af de kontraherende parter bringe overenskomstens bestemmelser til foreløbig anvendelse.

Til bekræftelse heraf har parterne gennem deres dertil behørigt bemyndigede repræsentanter ladet denne overenskomst undertegne i to eksemplarer på engelsk i Djakarta den 30. januar 1968.

For Danmarks regering

Paul Kaaris

For Den indonesiske Republiks regering

Ismael M. Thajeb S. H.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →