Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 6. maj 1969 med Malta.
Table of Provisions (19)
Statutory Text (19 Articles)
Artikel 1
I nærværende overenskomst skal, medmindre andet følger af sammenhængen,
(a) udtrykket »konventionen« betyde konventionen om international civil luftfart, der blev åbnet for undertegnelse i Chicago den syvende december 1944, og indbefatte ethvert tillæg vedtaget i henhold til denne konventions artikel 90 og enhver ændring af tillæggene eller konventionen i henhold til dennes artikler 90 og 94, for så vidt som disse tillæg og ændringer har fået virkning for eller er blevet ratificeret af begge de kontraherende parter;
(b) udtrykket »luftfartsmyndigheder« for Danmarks vedkommende betyde ministeriet for offentlige arbejder samt enhver person eller ethvert organ, der er bemyndiget til at udføre nogen af de funktioner, som for nærværende kan varetages af nævnte ministerium, eller lignende funktioner, og for Maltas vedkommende betyde den minister, der er ansvarlig for civil luftfart, samt enhver person eller ethvert organ, der er bemyndiget til at udøve nogen af de funktioner, som for nærværende kan varetages af nævnte minister, eller lignende funktioner;
(c) udtrykket »udpeget luftfartsselskab« betyde et hvilket som helst luftfartsselskab, som er blevet udpeget og godkendt i overensstemmelse med artikel 3 i nærværende overenskomst;
(d) udtrykket »territorium« anvendt i relation til en stat betyde landområder med tilstødende territorialfarvande under den pågældende stats suverænitet, beskyttelse eller formynderskab og
(e) udtrykkene »luftttrafik«, »international lufttrafik«, »luftfartsselskab« samt »teknisk landing« have de betydninger, der er tillagt dem i konventionens artikel 96.
Artikel 2
(1) Hver kontraherende part tilstår den anden kontraherende part de i nærværende overenskomst nærmere angivne rettigheder med det formål at etablere regelmæssig international lufttrafik på de i vedkommende del af rutelisten til nærværende overenskomst angivne ruter. Sådan trafik og sådanne ruter er i det efterfølgende benævnt henholdsvis »den aftalte trafik« og »de angivne ruter«. De af hver kontraherende part udpegede luftfartsselskaber skal ved udførelsen af aftalt trafik på en angiven rute nyde følgende rettigheder
(a) at overflyve den anden kontraherende parts territorium uden landing,
(b) at foretage tekniske landinger på nævnte territorium samt
(c) at foretage landinger på nævnte territorium på de pladser, som er angivet for den pågældende rute i rutelisten til nærværende overenskomst, med det formål at afsætte og optage passagerer, fragt og post i international trafik.
(2) Intet i denne artikels stk. 1 skal anses for at give en kontraherende parts luftfartsselskaber ret til på den anden kontraherende parts territorium at optage passagerer, fragt eller post, som befordres mod vederlag, og som er bestemt for en anden plads på denne anden kontraherende parts territorium.
Artikel 3
(1) Hver kontraherende part skal have ret til skriftligt over for den anden kontraherende part at udpege et eller flere luftfartsselskaber med det formål at drive den aftalte trafik på de angivne ruter.
(2) Ved modtagelsen af meddelelse om en sådan udpegelse skal den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder under forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 og 4 ufortøvet give det eller de udpegede luftfartsselskaber de behørige driftstilladelser.
(3) En kontraherende parts luftfartsmyndigheder kan forlange, at et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab over for dem godtgør, at det er i stand til at opfylde de vilkår, der er foreskrevet i medfør af de love og bestemmelser, som normalt og med rimelighed og i overensstemmelse med konventionens bestemmelser anvendes af nævnte myndigheder på driften af international lufttrafik.
(4) Hver kontraherende parts luftfartsmyndigheder skal være berettiget til at nægte at give de i denne artikels stk. 2 omhandlede driftstilladelser eller til at opstille sådanne betingelser, som de måtte anse for påkrævede for et udpeget luftfartsselskabsudøvelse af de i nærværende overenskomsts artikel 2 omhandlede rettigheder, i ethvert tilfælde, hvor de nævnte luftfartsmyndigheder ikke finder det godtgjort, at en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med dette luftfartsselskab beror hos den kontraherende part, som har udpeget luftfartsselskabet, eller hos dens statsborgere.
(5) Når et luftfartsselskab er blevet således udpeget og godkendt, kan det når som helst påbegynde driften af den aftalte trafik, forudsat at en i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende overenskomsts artikel 9 fastsat takst er i kraft for så vidt angår denne trafik.
(6) hver kontraherende part skal være berettiget til ved skriftlig meddelelse til den anden kontraherende part at tilbagekalde udpegelsen af et hvilket som helst luftfartsselskab og til i stedet for at udpege et andet luftfartsselskab.
Artikel 4
(1) Hver kontraherende parts luftfartsmyndigheder skal være berettigede til at tilbagekalde en driftstilladelse eller til at suspendere et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskabs udøvelse af de i nærværende overenskomsts artikel 2 nærmere angivne rettigheder eller til at opstille sådanne betingelser, som de måtte anse for påkrævede for udøvelsen af disse rettigheder
(a) i ethvert tilfælde, hvor de ikke finder det godtgjort, at en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med det pågældende luftfartsselskab beror hos den kontraherende part, der har udpeget luftfartsselskabet, eller hos denne kontraherende parts statsborgere, eller
(b) i tilfælde af, at det pågældende luftfartsselskab undlader at efterkomme de love eller bestemmelser, der er fastsat af den kontraherende part, som tilstår disse rettigheder, eller
(c) i tilfælde af, at luftfartsselskabet på anden måde undlader at drive sin virksomhed i overensstemmelse med de i henhold til nærværende overenskomst foreskrevne betingelser.
(2) Medmindre øjeblikkelig tilbagekaldelse, suspension eller pålæggelse af de i denne artikels stk. 1 omhandlede betingelser er absolut nødvendig for at forebygge yderligere overtrædelser af love eller bestemmelser, skal denne ret kun gøres gældende efter drøftelse med den anden kontraherende part.
Artikel 5
(1) Luftfartøjer, der benyttes i international trafik af de af hver kontraherende part udpegede luftfartsselskaber, såvel som deres sædvanlige udstyr, beholdninger af brændstof og smøreolie samt luftfartøjsforråd (herunder levnedsmidler, drikkevarer og tobak) ombord i disse luftfartøjer skal ved ankomst til den anden kontraherende parts territorium være fritaget for samtlige toldafgifter, undersøgelsesgebyrer og andre lignende afgifter under forudsætning af, at sådant udstyr og sådanne forsyninger forbliver ombord i luftfartøjerne, indtil de genudføres eller forbruges på den del af flyvningen, der udføres over dette territorium.
(2) Ligeledes fritaget for de samme afgifter og gebyrer, med undtagelse af afgifter for ydet tjeneste, er
(a) luftfartøjsforråd, som er taget ombord på en kontraherende parts territorium inden for de af nævnte kontraherende parts myndigheder fastsatte grænser, til brug ombord i udgående luftfartøjer, der benyttes i international trafik af den anden kontraherende part;
(b) reservedele, som indføres på den ene kontraherende parts territorium til vedligeholdelse eller reparation af luftfartøjer, der benyttes i international trafik af de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskaber;
(c) brændstof og smøreolie bestemt til forsyning af udgående luftfartøjer, som af de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskaber benyttes i international trafik, selv om disse forsyninger skal anvendes på den del af flyvningen, der foregår over den kontraherende parts territorium, hvor de er taget ombord.
Det ovenfor under pkt. a, b og c omhandlede materiel kan forlanges opbevaret under toldopsyn eller -kontrol.
Artikel 6
Det sædvanlige luftfartøjsudstyr samt det materiel og de forsyninger, som beholdes ombord i luftfartøjer tilhørende den ene kontraherende part, må kun aflæsses på den anden kontraherende parts territorium med tilladelse fra dette territoriums toldmyndigheder. I så fald kan de undergives nævnte myndigheders opsyn, indtil de genudføres eller på anden måde afhændes i overensstemmelse med toldvedtægterne.
Artikel 7
(1) Begge de kontraherende parters luftfartsselskaber skal have rimelig og lige adgang til at drive den aftalte trafik på de angivne ruter mellem deres respektive territorier.
(2) Hver kontraherende parts luftfartsselskaber skal ved driften af den aftalte trafik tage hensyn til den anden kontraherende parts luftfartsselskabers interesser, således at den trafik, som sidstnævnte selskaber driver på de samme ruter eller dele deraf, ikke påvirkes på utilbørlig måde.
(3) Den aftalte trafik, der drives af de kontraherende parters udpegede luftfartsselskaber, skal være nøje afpasset efter publikums behov for befordring på de angivne ruter, og dens hovedformål skal være inden for rammerne af en rimelig lastefaktor at yde en kapacitet, der er tilstrækkelig til at dække det løbende og det med rimelighed forventede behov for befordring af passagerer, fragt og post fra eller til det territorium, som tilhører den kontraherende part, der har udpeget luftfartsselskabet. Foranstaltningerne til befordring af passagerer, fragt og post, der både optages og afsættes på pladser på de angivne ruter på territorier tilhørende andre stater end end, der har udpeget luftfartsselskabet, skal træffes i overensstemmelse med de almindelige principper om, at kapaciteten skal afpasses efter
(a) Trafikbehovet til og fra det territorium, der tilhører den kontraherende part, som har udpeget luftfartsselskabet;
(b) trafikbehovet i det område, gennem hvilket ruten passerer, under hensyntagen til andre transportforbindelser oprettet af luftfartsselskaber i de stater, som området omfatter, og
(c) gennemgående luftruters behov.
(4) De af den ene kontraherende part udpegede luftfartsselskaber kan lade foretage landinger på pladser uden for den anden kontraherende parts territorium, der ikke indeholdes i rutelisten i det til nærværende overenskomst knyttede tillæg, idet sådanne landinger ikke betragtes som udgørende en ændring af rutelisten. Det pågældende luftfartsselskab kan dog ikke nyde nogen kommercielle rettigheder mellem sådanne landingspladser og den anden kontraherende parts territorium.
Artikel 8
Et af den ene kontraherende part udpeget luftfartsselskab må kun foretage ombytning af luftfartøj på en plads på den anden kontraherende parts territorium på følgende betingelser
(a) at det er berettiget af driftsøkonomiske hensyn,
(b) at de luftfartøjer, der anvendes på den strækning, som er fjernest fra rutens endepunkt på førstnævnte kontraherende parts territorium, har mindre kapacitet end de luftfartøjer, der benyttes på den nærmereliggende strækning,
(c) at luftfartøjerne med den mindre kapacitet kun må operere i forbindelse med luftfartøjerne med den større kapacitet og således, at dette fremgår af fartplanen; førstnævnte luftfartøjer skal ankomme til ombytningsstedet med det formål at befordre trafik, der er overført fra eller skal overføres til luftfartøjerne med den større kapacitet, og deres kapacitet skal fastsættes ud fra dette hovedsynspunkt,
(d) at der er en tilstrækkelig gennemgående trafikmængde,
(e) at bestemmelserne i nærværende overenskomsts artikel 7 skal være afgørende for alle dispositioner, der træffes i forbindelse med ombytning af luftfartøjer.
Artikel 9
(1) De takster, som skal anvendes af en kontraherende parts luftfartsselskaber for befordring til eller fra den anden kontraherende parts territorium, skal fastsættes på et rimeligt niveau under behørig hensyntagen til alle i betragtning kommende faktorer, herunder driftsomkostninger, rimelig fortjeneste og andre luftfartsselskabers takster.
(2) De i denne artikels stk. 1 omhandlede takster tillige med de gældende satser for agentprovision skal så vidt muligt aftales mellem vedkommende af begge kontraherende parter udpegede luftfartsselskaber i samråd med andre luftfartsselskaber, der beflyver hele ruten eller en del deraf, og en sådan aftale skal, hvor det er muligt, indgås gennem Den internationale Lufttransportsammenslutnings organ for takstfastsættelse.
(3) De således aftalte takster skal forelægges de kontraherende parters luftfartsmyndigheder til godkendelse mindst tredive (30) dage før deres påtænkte ikrafttrædelsesdato. I særlige tilfælde kan denne tidsfrist forkortes, under forudsætning af nævnte myndigheders samtykke.
(4) Såfremt de udpegede luftfartsselskaber ikke kan blive enige om nogen bestemte takster, eller såfremt en bestemt takst af nogen anden grund ikke kan fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels stk. 2, eller såfremt en kontraherende part i løbet af de første femten (15) dage af den i denne artikels stk. 3 omhandlede tredive (30) dages-periode giver den anden kontraherende part meddelelse om sin utilfredshed med en bestemt takst, hvorom der er opnået enighed i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels stk. 2, skal de kontraherende parters luftfartsmyndigheder forsøge at fastsætte taksten ved aftale sig imellem.
(5) Såfremt luftfartsmyndighederne ikke kan blive enige om godkendelsen af en bestemt takst, der er forelagt dem i henhold til denne artikels stk. 3, eller om fastsættelsen af en bestemt takst i henhold til stk. 4, skal tvisten afgøres i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende overenskomsts artikel 13.
(6) Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 og 5 kan ingen takst træde i kraft, hvis ikke begge kontraherende parters luftfartsmyndigheder har godkendt den.
(7) De i henhold til bestemmelserne i denne artikel fastsatte takster skal forblive i kraft, indtil nye takster er blevet fastsat i overensstemmelse med denne artikels bestemmelser.
Artikel 10
En kontraherende parts luftfartsmyndigheder skal efter anmodning tilsende den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder sådanne periodiske eller andre statistiske oplysninger, som med rimelighed kan forlanges med henblik på en bedømmelse af den kapacitet, der af de af den i nærværende artikel først omtalte kontraherende part udpegede luftfartsselskaber er indsat i den aftalte trafik. Sådanne oplysninger skal omfatte samtlige data, der er nødvendige for at bestemme omfanget af den trafik, som disse luftfartsselskaber befordrer på de aftalte ruter.
Artikel 11
Hver kontraherende part giver de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskaber ret til fri overførsel til den officielle kurs af den del af de på dens territorium af disse luftfartsselskaber oppebårne indtægter, som overstiger udgifterne, i forbindelse med befordringen af passagerer, post og fragt.
Artikel 12
I det nære samarbejdes ånd skal de kontraherende parters luftfartsmyndigheder fra tid til anden rådføre sig med hinanden med henblik på at sikre gennemførelsen og den tilfredsstillende overholdelse af bestemmelserne i nærværende overenskomst og dens ruteliste.
Artikel 13
(1) Såfremt nogen tvist opstår mellem de kontraherende parter angående fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst, skal de kontraherende parter i første række søge at bilægge den ved forhandling.
(2) Dersom det ikke lykkes de kontraherende parter at opnå en ordning ved forhandling, kan de aftale at henvise tvisten til afgørelse af en person eller institution; såfremt de ikke kan blive enige herom, skal tvisten efter anmodning af en af de kontraherende parter indbringes for en voldgiftsdomstol bestående af tre voldgiftsmænd, hvoraf en skal udpeges af hver kontraherende part, og den tredje skal vælges af de to således udpegede. Hver af de kontraherende parter skal udpege en voldgiftsmand inden for et tidsrum af tres (60) dage fra datoen for den ene kontraherende parts modtagelse af en af den anden part ad diplomatisk vej fremsendt anmodning om tvistens afgørelse ved en sådan voldgiftsdomstol, og den tredje voldgiftsmand skal udpeges inden for et yderligere tidsrum af tres (60) dage. Såfremt en af de kontraherende parter undlader at udpege en voldgiftsmand inden for det angivne tidsrum, eller såfremt den tredje voldgiftsmand ikke er udpeget inden for det angivne tidsrum, kan præsidenten for Organisationen for international civil Luftfarts's råd efter anmodning af hver af de kontraherende parter udpege en eller flere voldgiftsmænd efter behov. I så fald skal den tredje voldgiftsmand være statsborger i et tredjeland og fungere som formand for voldgiftsdomstolen.
(3) De kontraherende parter skal rette sig efter enhver i henhold til nærværende artikels stk. 2 afsagt kendelse.
Artikel 14
(1) Såfremt en af de kontraherende parter finder det ønskeligt at ændre nogen bestemmelse i nærværende overenskomst, kan den anmode om konsultation med den anden kontraherende part. En sådan konsultation, som kan finde sted mellem luftfartsmyndighederne, og som kan foregå mundtligt eller skriftligt, skal påbegyndes inden for et tidsrum af tres (60) dage fra anmodningens dato. Enhver ændring, hvorom der således er opnået enighed, træder i kraft, når den er blevet bekræftet ved udveksling af diplomatiske noter.
(2) Ændringer i rutelisten i det til nærværende overenskomst knyttede tillæg kan foretages ved direkte aftale mellem de kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder.
Artikel 15
Nærværende overenskomst og dens ruteliste skal anses for ændret uden yderligere aftale, således som det måtte være påkrævet for at tilpasses enhver multilateral konvention eller overenskomst, som måtte blive bindende for begge kontraherende parter.
Artikel 16
Hver kontraherende part kan når som helst give den anden kontraherende part meddelelse om sin beslutning om at bringe nærværende overenskomst til ophør; en sådan opsigelse skal samtidig tilstilles Organisationen for international civil Luftfart. I så fald skal overenskomsten ophøre tolv (12) måneder efter datoen for den anden kontraherende parts modtagelse af opsigelsen, medmindre opsigelsen ifølge aftale trækkes tilbage for denne periodes udløb. Såfremt den anden kontraherende part undlader at anerkende modtagelsen, skal meddelelsen anses som modtaget fjorten (14) dage efter, at Organisationen for international civil Luftfart har modtaget den.
Artikel 17
Nærværende overenskomst træder i kraft på datoen for undertegnelsen.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet nærværende overenskomst.
Udfærdiget i to eksemplarer den 6. maj 1969.
For Danmarks regering
Poul Hartling
For Maltas regering
George Borg Olivier
RUTELISTE
I. del
1. Danmarks udpegede luftfartsselskab skal være berettiget til at optage og afsætte passagerer, fragt og post i international trafik på følgende ruter: Pladser i Danmark - Malta og vice versa.
2. Eventuelle mellemliggende pladser vil blive angivet senere i overensstemmelse med nærværende overenskomsts artikel 14, stk. 2.
II. del
1. Maltas udpegede luftfartsselskab skal være berettiget til at optage og afsætte passagerer, fragt og post i international trafik på følgende ruter
Malta - pladser i Danmark og vice versa.
2. Eventuelle mellemliggende pladser vil blive angivet senere i overensstemmelse med nærværende overenskomsts artikel 14, stk. 2.
KONGELIG DANSK AMBASSADE
London, den 6. maj 1969.
Deres Excellence,
Under henvisning til den i dag undertegnede overenskomst mellem Danmarks regering og Maltas regering har jeg den ære at meddele Dem, at den danske regering i overensstemmelse med overenskomstens artikel 3 udpeger Det Danske Luftfartselskab (DDL) til at beflyve de ruter, der er angivet i den til overenskomsten knyttede ruteliste.
I denne forbindelse har jeg den ære på min regerings vegne at bekræfte følgende aftale
(1) Det Danske Luftfartselskab (DDL), der samarbejder med AB Aerotransport (ABA) og Det Norske Luftfartselskap (DNL) under betegnelsen Scandinavian Airlines System (SAS), kan beflyve de ruter, der er tildelt det i medfør af overenskomsten, med luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende det ene eller begge de to andre luftfartsselskaber.
(2) I det omfang Det Danske Luftfartselskab (DDL) benytter luftfartøjer, besætninger og udstyr tilhørende de andre i Scandinavian Airlines System (SAS) deltagende luftfartsselskaber, skal overenskomstens bestemmelser finde anvendelse på sådanne luftfartøjer, besætninger og udstyr på samme måde, som om de tilhørte Det Danske Luftfartselskab (DDL), og de kompetente danske myndigheder og Det Danske Luftfartselskab (DDL) skal påtage sig det fulde ansvar herfor i henhold til overenskomsten.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
Poul Hartling
hans Excellence
Dr. George Borg Olivier,
Maltas statssamfunds- og
udenrigsminister,
Valetta.
Deres Excellence,
Jeg henviser til Deres brev af dags dato, hvis tekst lyder som følger
(her følger teksten til foranstående brev)
På Maltas regerings vegne bekræfter jeg foranstående aftale.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
George Borg Olivier
Hans Excellence
hr. Poul Hartling,
Danmarks udenrigsminister,
København.
Udenrigsministeriet, den 22. august 1969.
Poul Hartling.
Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 6. maj 1969 med Malta.
Den 6. maj 1969 er der i London mellem Danmark og Malta undertegnet følgende luftfartsoverenskomst med dertil knyttet brevveksling
OVERENSKOMST
mellem Danmarks regering og Maltas regering om lufttrafik mellem og ud over deres respektive territorier
Danmarks regering og Maltas regering.
som er parter i konventionen om international civil luftfart, der blev åbnet for undertegnelse i Chicago den syvende december 1944, og
som ønsker at indgå en overenskomst som supplement til den nævnte konvention med det formål at oprette lufttrafik mellem og ud over deres respektive territorier,
er kommet overens om følgende
Ingen