Konvention af 8. juli 1965 om indlandsstaters transithandelsrettigheder.

Artikel 1

Definitioner

I denne konvention skal

(a) udtrykket »indlandsstat« betyde enhver kontraherende stat, som ikke har nogen kystlinie;

(b) udtrykket »transittrafik« betyde passage af varer, herunder uledsaget rejsegods, over en kontraherende stats territorium mellem en indlandsstat og havet, når passagen er en del af en fuldstædig rejse, som begynder eller slutter inden for indlandsstatens territorium og indbefatter søtransport umiddelbart før eller efter sådan passage. Omladning, oplagring, opdeling af ladning og ændring i transportmåden for sådanne varer så vel som af maskiner og voluminøst gods skal ikke medføre, at varers passage falder uden for definitionen »transittrafik«, forudsat at enhver sådan handling udelukkende finder sted af hensyn til bekvem transport. Intet i dette stykke skal fortolkes som en forpligtelse for nogen kontraherende stat til at etablere eller tillade etablering af faste installationer på sit territorium for sådan samling, adskillelse eller fornyet samling;

(c) udtrykket »transitstat« betyde enhver kontraherende stat med eller uden kystlinie, som er beliggende mellem en indlandsstat og havet, og gennem hvis territorium »transittrafik« passerer;

(d) udtrykket »transportmiddel« omfatte

(i) alt jernbanemateriel, alle søgående skibe og flodfartøjer samt køretøjer til vejtransport;

(ii) bærere og pakdyr, hvor de lokale forhold kræver det;

(iii) andre transportmidler samt rør- og gasledninger, når de bruges til transittrafik i denne artikels betydning, dersom de berørte kontraherende stater er enige herom.

Artikel 2

Transitfrihed

1. Transitfrihed skal indrømmes i henhold til bestemmelserne i denne konvention for transittrafik og transportmidler. Med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne konvention skal de forholdsregler, som kontraherende stater tager til regulering og befordring af trafik over deres territorium, lette transittrafik på ruter, som er i brug, og som gensidigt kan godtages for transittransport til vedkommende kontraherende stater. I overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention skal inden diskriminering finde sted, som er grundet på oprindelsessted, afrejse, indrejse, udrejse eller bestemmelsessted eller på noget forhold, der vedrører ejendomsretten til varerne eller ejendomsretten til registreringsstedet for eller nationaliteten af skibe, køretøjer eller andre anvendte transportmidler.

2. De regler, der skal gælde for brugen af transportmidler, når de passerer over dele af en anden kontraherende stats territorium eller hele territoriet, skal fastsættes ved fælles overenskomst mellem de berørt kontraherende stater og under tilbørlig hensyntagen til de multilaterale internationale konventioner, som disse stater er parter i.

3. Hver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine love, regler og bestemmelser tillade passage over eller adgang til sit territorium for personer, hvis rejse er nødvendig for transittrafik.

4. De kontraherende stater skal i overensstemmelse med principperne i folkeretlig sædvane eller relevante internationale konventioner og med deres interne bestemmelser tillade passage af transittrafik gennem deres territorialfarvand.

Artikel 3

Toldafgifter og særlige transitafgifter

Transittrafik skal ikke af nogen myndighed i transtitstaten kunne pålægges toldafgifter eller skatter som følge af import eller eksport og ejheller nogen særlig afgift i forbindelse med transit. Sådan transittrafik kan dog pålægges afgifter udelukkende til bestridelse af kontrol- og administrationsudgifter, forbundet med sådan transit. Størrelsen af sådanne afgifter skal så nøje som muligt modsvare de udgifter, de er beregnet til at dække, og under iagttagelse af denne betingelse skal afgifterne pålægges i overensstemmelse med det i artikel 2, stk. 1, fastlagte krav om ikke-diskrimination.

Artikel 4

Transportmidler og tariffer

1. De kontraherende stater påtager sig at stille passende transportmidler og -udstyr til rådighed, når disse forefindes ved ind- og udførselsteder og efter behov ved omladningssteder med henblik på transport af transtitrafikken uden unødig forsinkelse.

2. De kontraherende stater forpligter sig til over for transittrafik, som benytter faciliteter, der drives eller administreres af staten, at anvende tariffer eller afgifter, som under hensyn til trafikforholdene og til den handelsmæssige konkurrence er rimelige såvel med hensyn til størrelse som anvendelsesmåde. Disse tariffer eller afgifter skal fastsættes således, at de letter transittrafikken mest muligt, og må ikke være højere end de tariffer eller afgifter, der pålægges af kontraherende stater for transport gennem deres territorium af varer fra lande med adgang til havet. Bestemmelserne i dette stykke skal også omfatte tariffer og afgifter, som kan pålægges transittrafik, der benytter faciliteter, som drives eller administreres af firmaer eller personer, i de tilfælde hvor tarifferne eller afgifterne er fastsat eller underkastet kontrol af den kontraherende stat. I dette stykke skal udtrykket »faciliteter« omfatte transportmidler, havneinstallationer og veje, for hvis brug der beregnes tariffer eller afgifter.

3. Enhver bugseringstjeneste, der er oprettet som et monopol på vandveje, som bruges til transit, skal være organiseret således, at den ikke hindrer skibes transit.

4. Bestemmelserne i denne artikel skal anvendes i henhold til de i artikel 2, stk. 1, fastlagte betingelser for ikke-diskrimination.

Artikel 5

Fremgangsmåder og dokumentation med henblik på told, transport etc.

1. De kontraherende stater skal træffe administrative og toldmæssige foranstaltninger, som tillader gennemførelsen af fri, uafbrudt og vedvarende transittrafik. De skal om fornødent indlede forhandlinger for at blive enige om foranstaltninger til sikring og lettelse af nævnte trafik.

2. De kontraherende stater påtager sig at anvende forenklet dokumentation og metoder, der fremmer ekspeditionen ved toldbehandling, transport og andre administrative fremgangsmåder i forbindelse med transittrafik under hele transitrejsen på deres territorium, herunder enhver omladning, oplagring, opdeling af ladninger og ændringer i transportmåden, som måtte finde sted i løbet af en sådan rejse.

Artikel 6

Oplagring af varer i transit

1. Betingelserne for oplagring af varer i transit ved ind- og udrejsestederne og på mellemliggende steder i transitstaten kan fastsættes ved overenskomst mellem de pågældende stater. Transtistaterne skal indrømme mindst lige så gunstige oplagringsbetingelser, som de har indrømmet for varer, der transporteres fra eller til deres egne lande.

2. Tarifferne og afgifterne skal fastsættes i overensstemmelse med artikel 4.

Artikel 7

Forsinkelser eller vanskeligheder for transittrafikken

1. Bortset fra tilfælde af force majeure skal de kontraherende stater tage alle skridt til at undgå forsinkelser af eller restriktioner for transittrafik.

2. Skulle der opstå forsinkelser eller andre vanskeligheder for transittrafik, skal de kompetente myndigheder i transitstaten eller -staterne og i indlandsstaten samarbejde for at fjerne disse snarest muligt.

Artikel 8

Frizoner eller andre toldfaciliteter

1. For at lette transittrafik kan der tilvejebringes frizoner eller andre toldfaciliteter ved ind- og udførselshavne i transitstaterne ved overenskomster mellem disse stater og indlandsstaterne.

2. Lettelser af denne art kan også tilvejebringes til fordel for indlandsstater i andre transitstater, som ikke har nogen kystlinie eller kysthavne.

Artikel 9

Tilvejebringelse af videregående lettelser

Denne konvention medfører ikke på nogen måde ophævelse af transitlettelser, som er mere vidtgående end dem, der er hjemlet i konventionen, og som på betingelser, der er forenelige med dens principper, er aftalt mellem kontraherende stater eller indrømmet af en kontraherende stat. Konventionen udelukker heller ikke sådanne indrømmelser af videregående lettelser i fremtiden.

Artikel 10

Forhold til mestbegunstigelsesklausulen

1. De kontraherende stater er enige om, at de lettelser og særrettigheder, som i henhold til denne konvention tilstås indlandstater under hensyn til disses særlige geografiske beliggenhed, er undtaget fra anvendelsen af mestbegunstigelsesklausulen. En indlandsstat, som ikke er part i denne konvention, kan kun gøre krav på de lettelser og særrettigheder, som tilstås indlandsstater alene i henhold til denne konvention, på grundlag af en mestbegyndstigelsesklausul, der i en traktat mellem den pågældende indlandsstat og den kontraherende stat måtte indrømme sådanne lettelser eller særrettigheder.

2. Hvis en kontraherende stat indrømmer en indlandsstat lettelser eller særrettigheder, som er mere vidtgående end dem, der er hjemlet ved denne konvention, kan sådanne lettelser eller særrettigheder begrænses til den pågældende indlandsstat, medmindre unddragelsen af sådanne mere vidtgående lettelser eller særrettigheder over for en anden indlandsstat er i modstrid med en mestbegunstigelsesklausul i en traktat mellem en sådan anden indlandsstat og den kontraherende stat, der er tilstået lettelserne eller særrettighederne.

Artikel 11

Undtagelser fra konventionen af sundheds- og sikkerhedsmæssige årsager og til beskyttelse af intellektuel ejendomsret

1. Ingen kontraherende stat skal af denne konvention være bundet til at indrømme transit til personer, hvor hvem adgang til dens territorium er forbudt, eller for varearter, for hvilke import er forbudt enten af hensyn til den offentlige moral, sundhed eller sikkerhed eller som en forholdsregel mod sygdomme hos dyr eller planter eller mod skadedyr.

2. Alle kontraherende stater skal have ret til at tage rimelige forholdsregler og skridt til at sikre sig, at personer og varer, især varer, som er underkastet et monopol, virkelig er i transit, og at transportmidlerne virkelig bruges til forsendelse af sådanne varer, og til at beskytte samfærdselsvejenes og kommunikationsmidlernes sikkerhed.

3. Intet i denne konvention skal berøre de skridt, som en kontraherende stat kan blive foranlediget til at tage i medfør af bestemmelser i en almindelig international konvention, som denne stat er part i, uanset om en sådan konvention er af verdensomfattende eller regional karakter, og om en sådan konvention allerede var indgået på datoen for nærværende konvention eller først er indgået senere, dersom bestemmelserne vedrører

(a) eksport, import eller transit af specielle varegrupper som nakotika eller andre farlige medikamenter eller våben; eller

(b) beskyttelse af industriel, litterær eller kunstnerisk ejendomsret eller beskyttelse af varemærker, samt kildeangivelser eller oprindelsesbenævnelser og bekæmpelse af illoyal konkurrence.

4. Intet i denne konvention skal hindre nogen kontraherende stat i at foretage enhver handling, som måtte være nødvendig til beskyttelse af dens væsentlige sikkerhedsmæssige interesser.

Artikel 12

Undtagelser i nødsituationer

Ved forholdsregler af generel eller særlig karakter, som en kontraherende stat er tvunget til at tage under en nødsituation, som truer dens politiske eksistens elle sikkerhed, kan der, i undtagelsestilfælde og for så kort et tidsrum som muligt, afviges fra bestemmelserne i denne konvention, forudsat at princippet om transitfrihed iagttages i størst mulig udstrækning i det pågældende tidsrum.

Artikel 13

Konventionens anvendelse i krigstid

Denne konvention foreskriver ikke rettigheder og pligter for krigsførende og neutrale i krigstid. Konventionen skal imidlertid fortsat være gyldig i krigstid i den udstrækning, sådanne rettigheder og pligter tillader det.

Artikel 14

Forpligtelser i medfør af konventionen og rettigheder og pligter for medlemmer af De forenede Nationer

Denne konvention pålægger ikke nogen kontraherende stat nogen forpligtelse, der er i modstrid med dens rettigheder og pligter som medlem af De forenede Nationer.

Artikel 15

Gensidighed

Bestemmelserne i denne konvention skal anvendes på gensidighedsbasis.

Artikel 16

Bilæggelse af tvister

1. Enhver tvist, som måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af denne konventions bestemmelser, og som ikke bilægges ved forhandling eller andre fredelige midler inden for et tidsrum af ni måneder, skal, efter anmodning af en af parterne, afgøres ved voldgift. Voldgiftskommissionen skal bestå af tre medlemmer. Hver part i tvisten skal udpege et medlem af kommissionen, medens det tredje medlem, som skal være formand, skal vælges ved fælles overenskomst mellem parterne. Dersom parterne ikke kan nå til enighed om udpegelsen af det tredje medlem inden for et tidsrum af tre måneder, skal det tredje medlem udnævnes af præsidenten for Den mellemfolkelige Domstol. Dersom nogen af parterne undlader at foretage en udnævnelse inden for et tidsrum af tre måneder, skal præsidenten for Den mellemfolkelige Domstol besætte den eller de ledige pladser.

2. Voldgiftskommissionen skal afgøre de sager, den får forelagt, ved simpelt flertal, og dens afgørelsen skal være bindende for parterne.

3. Voldgiftskommissioner eller andre internationale organer, som har fået det hverv at bilægge tvister under denne konvention, skal gennem De forenede Nationers generalsekretær underrette de øvrige kontraherende stater om eksistensen og arten af tvisterne samt om betingelserne for deres bilæggelse.

Artikel 17

Undertegnelse

Den konvention skal indtil 31. december 1965 være åben for undertegnelse af alle stater, som er medlemmer af De forenede Nationer eller af nogen af særorganisationerne, eller som er parter i Den mellemfolkelige Domstols statut, samt af enhver anden stat, der af De forenede Nationers generalforsamling opfordres til at blive part i konventionen.

Artikel 18

Raifikation

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 19

Tiltrædelse

Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse af enhver stat, som tilhører nogen af de fire i artikel 17 omhandlede kategorier. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 20

Ikrafttræden

1. Denne konvention skal træde i kraft på den 30. dag efter datoen for deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenterne for mindst to indlandstater og to transitstater med kystlinie.

2. For hver stat, som ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponering af de ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter, der er nødvendige for denne konventions i krafttræden i henhold til denne artikels stk. 1, skal konventionen træde i kraft på den 30. dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 21

Revision

Efter anmodning af en tredjedel af de kontraherende stater og med flertallet af de kontraherende staters samtykke skal De forenede Nationers generalsekretær sammenkalde en konference med henblik på revision af denne konvention.

Artikel 22

Meddelelser fra generalsekretæren

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle stater, som tilhører nogen af de fire i artikel 17 omhandlede kategorier

(a) om undertegnelse af denne konvention og om deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i henhold til artiklerne 17, 18 og 19;

(b) om datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 20;

(c) om anmodninger om revision i henhold til artikel 21.

Artikel 23

Autentiske tekster

Originalteksten til denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, som skal sende bekræftede kopier deraf til alle stater, der tilhører nogen af de fire i artikel 17 omhandlede kategorier.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, som er bemyndiget dertil af deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i De forenede Nationers hovedsæde, New York, den ottende juli nittten hundrede og femogtres.

(Underskrifter)

Følgende lande havde undertegnet konventionen inden udløbet af tidsfristen den 31. december 1965

Afghanistan

Amerikas forenede Stater

Argentina

Belgien

Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik

Bolivia

Brasilien

Cameroun

Den centralafrikanske Republik

Chile

Italien

Jugoslavien

Laos

Luxembourg

Nederlandene

Nepal

Paraguay

Rwanda

San Marino

Schweiz

De socialistiske Sovjetrepublikkers Union

Sudan

Tjekkoslovakiet

Forbundsrepublikken Tyskland

Uganda

Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik

Ungarn

Vatikanstaten

Zambia.

Efter at det i artikel 20, stk. 1, foreskrevne vilkår var blevet opfyldt, trådte konventionen i kraft den 9. juni 1967 for følgende otte lande

Jugoslavien

Malawi

Den mongolske Folkerepublik

Nepal

Niger

Nigeria

Tchad

Zambia.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos De forenede Nationers generalsekretær den 26. marts 1969, hvorefter konventionen trådte i kraft for Danmarks vedkommende den 25. april 1969.

For nedennævnte lande trådte konventionen i kraft på de vedføjede datoer

Tjekkoslovakiet 7. september 1967 Ungarn 20. oktober 1967 Mali 10. november 1967 Laos 28. januar 1968 Burundi 31. maj 1968 San Marino 12. juli 1968 Rwanda 12. september 1968 Norge 17. oktober 1968 Amerikas forenede Stater 28. november 1968 Tyrkiet 24. april 1969 Swaziland 25. juni 1969 Lesotho 27. juni 1969.

Den mongolske Folkerepublik, Tjekkoslovakiet og Ungarn har ved deponeringen af deres ratifikationsinstrumenter erklæret, at deres regeringer ikke føler sig bundet af konventionens artikel 16, ifølge hvilken medlemmerne af en voldgiftskommission kan udnævnes af præsidenten for Den mellemfolkelige domstol, men mener, at udvælgelsen af medlemmer til en voldgiftskommission kun bør ske med samtykke fra alle parter i tvisten.

Udenrigsministeriet, den 11. juli 1969.

Poul Hartling.

Konvention af 8. juli 1965 om indlandsstaters transithandelsrettigheder.

Ved kgl. resolution af 16. januar 1969 har Danmark ratificeret den i New York den 8. juli 1965 vedtagne konvention om indlandsstaters transithandelsrettigheder.

Konventionen har følgende ordlyd (den franske, kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt)

Oversættelse.

KONVENTION

om indlandsstaters transithandelsrettigheder

PRÆAMBEL

De stater, som er parter i denne konvention, som erindrer sig, at artikel 55 i De forenede Nationers pagt pålægger medlemslandene at skabe bedre vilkår for økonomisk fremgang og for løsningen af internationale økonomiske problemer.

som bemærker sig generalforsamlingens resolution 1028 (XI) om indlandsstater og udvidelse af den internationale handel, der, »idet den erkender indlandsstaternes behov for tilstrækkelige transitmuligheder med henblik på fremme af den internationale handel«, har opfordret »medlemsstaternes regeringer til fuldt ud at anerkende indlandsstaternes behov i forbindelse med transithandel og derfor tilstå dem passende lettelser inden for rammerne af folkeretten og den folkeretlige praksis i så henseende, ihukommende de fremtidige behov, som vil følge af indlandsstaternes økonomiske udvikling«,

som erindrer sig artikel 2 i konventionen om det åbne hav, som fastslår, at da det åbne hav er frit tilgængeligt for alle nationer, kan ingen stat retsgyldigt kræve nogen del af dette underlagt sin suverænitet, og artikel 3 i nævnte konvention, som fastslår

1. For at nyde godt af havenes frihed på lige fod med kyststaterne skal stater, som ikke har nogen kystlinie, have fri adgang til havet. Til dette formål skal stater beliggende mellem havet og en stat, som ikke har nogen kystlinie, ved fælles overenskomst med sidstnævnte stat og i overensstemmelse med gældende internationale konventioner indrømme

(a) fri transit gennem deres territorium, på gensidighedsbasis, til den stat, som ikke har nogen kystlinie, og

(b) samme behandling som den, der tilstås deres egne skibe eller nogen anden stats skibe med hensyn til adgang til havne og brugen af sådanne havne, til skibe, der sejler under den stats flag.

2. Stater, der er beliggende mellem havet og en stat, som ikke har nogen kystlinie, skal ved fælles overenskomst med sidstnævnte stat, og idet kyststatens eller transitstatens rettigheder og de særlige forhold, der gør sig gældende for staten uden kystlinie, tages i betragtning, afgøre alle spørgsmål vedrørende transitfrihed og ligelig behandling i havne, dersom sådanne stater ikke allerede er parter i gældende internationale konventioner',

som påny bekræfter følgende principper, vedtaget af De forenede Nationers Handels- og Udviklingskonference, således forstået, at disse principper er indbyrdes forbundne, og at hvert princip skal fortolkes i sammenhæng med de øvrige principper

Princip I

Anerkendelsen af enhver indlandsstats ret til fri adgang til havet er et væsentligt princip for udvidelse af international handel og økonomisk udvikling.

Princip II

I territorialfarvande og indenlandske farvande skal skibe, der sejler under indlandsstaters flag, have samme rettigheder og nyde samme behandling som skibe, der sejler under andre kyststaters flag end territorialstatens.

Princip III

For at nyde godt af havenes frihed på lige fod med kyststater skal stater uden kystlinie have fri adgang til havet. Til dette formål skal stater, som er beliggende mellem havet og en stat uden kystlinie, ved fælles overenskomst med sidstnævnte stat og i overensstemmelse med gældende internationale konventioner yde skibe, der sejler under den stats flag, samme behandling som deres egne skibe eller enhver anden stats skibe med hensyn til adgang til havne og brug af disse.

Princip IV

For fuldt ud at fremme indlandsstaternes økonomiske udvikling skal alle stater på gensidighedsbasis give nævnte stater fri og ubegrænset transit på en sådan måde, at de har fri adgang til regional og international handel under alle forhold og for alle varesorter.

Varer i transit skal ikke pålægges nogen toldafgift.

Transportmidler i transit skal ikke pålægges særskatter eller afgifter, som er højere end dem, der pålægges for brug af transitlandets egne transportmidler.

Princip V

Transitstaten skal med bevarelse af fuld suverænitet over sit territorium have ret til at tage alle nødvendige forholdsregler for at sikre sig, at udøvelsen af retten til fri og ubegrænset transit ikke på nogen måde krænker den legitime interesser af nogen art.

Princip VI

For at fremskynde udviklingen af en universel tilnærmelse til løsningen af de specielle og særegne problemer for handel og udvikling i indlandsstater i de forskellige geografiske områder bør indgåelse af regionale og andre internationale overenskomster i så henseende understøttes af alle stater.

Princip VII

Mestbegunstigelsesklausulen finder ikke anvendelse på de lettelser og særrettigheder, som tilstås indlandsstater på grund af deres særlige geografiske beliggenhed.

Princip VIII

De principper, der regulerer indlandsstaternes frie adgang til havet, skal på ingen måde ophæve bestående aftaler mellem to eller flere kontraherende parter vedrørende disse problemer og heller ikke udgøre nogen hindring for indgåelse af sådanne aftaler i fremtiden, forudsat at de sidstnævnte ikke etablerer en ordning, som er mindre fordelagtig end eller i strid med ovennævnte bestemmelser.

er blevet enige om følgende

Ingen