Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958 om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder. (* 2) (* 3)

Artikel 1

1. Enhver stat er berettiget til at lade sine statsborgere drive fiskeri på det åbne hav med forbehold (a) af dens traktatmæssige forpligtelser, (b) af kyststaters interesser og rettigheder i henhold til denne konvention og (c) af bestemmelserne i nedenstående artikler vedrørende bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder.

2. Enhver stat er forpligtet til selv eller i samarbejde med andre stater over for deres respektive statsborgere at iværksætte sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige til bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder.

Artikel 2

I denne konvention betyder udtrykket »bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder« samtlige de foranstaltninger, som giver disse kilder varige muligheder for at yde set størst mulige udbytte til sikring af den størst mulige forsyning med levnedsmidler og andre produkter fra havet. Beskyttelsesordninger skal først og fremmest udarbejdes med sigte på at sikre forsyningen af levnedsmidler til menneskeføde.

Artikel 3

En stat, hvis statsborgere driver fiskeri på en eller flere fiskebestande eller på andre levende rigdomskilder i havet på et område af det åbne hav, hvor andre landes statsborgere ikke driver sådant fiskeri, skal over for sine egne statsborgere iværksætte foranstaltninger i området, når dette er nødvendigt, til bevarelse af de pågældende levende rigdomskilder.

Artikel 4

1. Når statsborgere fra to eller flere stater driver fiskeri på samme fiskebestand eller -bestande eller på andre levende rigdomskilder i havet i et eller flere områder af det åbne hav, skal disse stater på begæring af en af dem optagne forhandlinger om en aftale med henblik på over for deres respektive statsborgere at foreskrive foranstaltninger til bevarelse af de pågældende levende rigdomskilder.

2. Såfremt vedkommende stater ikke inden tolv måneder når til enighed, er enhver af parterne berettiget til at indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde.

Artikel 5

1. Såfremt statsborgere fra andre stater efter iværksættelsen af de i artiklerne 3 og 4 omhandlede foranstaltninger påbegynder fiskeri på samme fiskebestand eller -bestande eller på andre levende rigdomskilder i havet i et eller fler områder af det åbne hav, skal disse andre stater bringe disse foranstaltninger, som hverken formelt eller reelt må være diskriminerende, i anvendelse over for deres egne statsborgere senest syv måneder efter den dato, på hvilken generaldirektøren for De forenede Nationers Organisation for Ernæring og Landbrug har modtaget underretning om de pågældende foranstaltninger. Generaldirektøren skal give meddelelse om sådanne foranstaltninger til enhver stat, som anmoder derom, samt under alle omstændigheder til enhver stat, som udpeges ad den stat, der iværksætter foranstaltningerne.

2. Såfremt disse andre stater ikke kan godkende de således iværksatte foranstaltninger, og såfremt der ikke inden tolv måneder kan opnås enighed, er enhver af de interesserede parter berettiget til at indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde. Med forbehold af artikel 10, stk. 2 skal de iværksatte foranstaltninger være bindende, indtil den særlige kommission har truffet en afgørelse.

Artikel 6

1. En kyststat har en særlig interesse i opretholdelsen af de levende rigdomskilders ydeevne i ethvert område af det åbne hav, som grænser op til dens ydre territorialfarvand.

2. En kyststat er berettiget til på lige fod at deltage i enhver form for undersøgelse og regulering med henblik på bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder i det pågældende område, selv om dens statsborgere ikke driver fiskeri der.

3. En stat, hvis statsborgere driver fiskeri i noget område af det åbne hav, som grænser op til en kyststats ydre territorialfarvand, skal på kyststatens begæring optage forhandlinger om en aftale, der foreskriver iværksættelse af de nødvendige foranstaltninger til bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder i det pågældende område.

4. En stat, hvis statsborgere driver fiskeri i noget område af det åbne hav, som grænser op til en kyststats ydre territorialfarvand, er ikke berettiget til i dette område at håndhæve beskyttelsesforanstaltninger, som er i modstrid med de foranstaltninger, som kyststaten har iværksat, men kan optage forhandlinger med kyststaten om efter aftale at iværksætte de nødvendige foranstaltninger til bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder i det pågældende område.

5. Hvis vedkommende stater ikke inden tolv måneder når til enighed om beskyttelsesforanstaltninger, er enhver af parterne berettiget til at indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde.

Artikel 7

1. Under hensyn til bestemmelserne i artikel 6, stk. 1 kan enhver kyststat med henblik på opretholdelse af havets levende rigdomskilders ydeevne ensidigt iværksætte passende foranstaltninger til bevarelse af enhver fiskebestand eller andre af havets rigdomskilder i ethvert område af det åbne hav, som grænser op til dens ydre territorialfarvand, hvis forhandlinger herom med andre interesserede stater ikke inden seks måneder har ført til en aftale.

2. Foranstaltninger gennemført af kyststaten i henhold til foranstående stykke skal kun have gyldighed over for andre stater, såfremt følgende betingelser er opfyldt

(a) at der i betragtning af det foreliggende kendskab til fiskeriet er et behov for uopsættelig iværksættelse af beskyttelsesforanstaltninger;

(b) at de gennemførte foranstaltninger grunder sig på relevante videnskabelige forskningsresultater;

(c) at foranstaltningerne hverken formelt eller reelt indebærer nogen forskelsbehandling af udenlandske fiskere.

3. Foranstaltningerne skal forblive i kraft, indtil der i overensstemmelse med denne konventions herom gældende bestemmelser foreligger en afgørelse af enhver uoverensstemmelse om foranstaltningernes gyldighed.

4. Såfremt foranstaltningerne ikke kan godtages af de øvrige interesserede stater, kan enhver af parterne indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde. Med forbehold af artikel 10, stk. 2 skal de iværksatte foranstaltninger være bindende, indtil den særlige kommission har truffet afgørelse.

5. De principper om geografisk afgrænsning, som er fastlagt i artikel 12 i konventionen om det ydre territorialfarvand og den tilstødende zone, skal finde anvendelse, hvor det drejer sig om flere staters kyster.

Artikel 8

1. Enhver stat, der har en særlig interesse i bevarelsen af det åbne havs levende rigdomskilder i et område af det åbne hav, der ikke grænser op til dens kyst, kan - uanset at dens statsborgere ikke driver fiskeri i det pågældende område - anmode den eller de stater, hvis statsborgere driver fiskeri der, om at iværksætte de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i medfør af henholdsvis artikel 3 og 4. Den pågældende stat skal samtidig udtale sig om de videnskabelige årsager, som efter dens opfattelse gør sådanne foranstaltninger nødvendige, og gøre rede for sin interesse heri.

2. Hvis der ikke inden tolv måneder opnås enighed, kan den pågældende stat indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde.

Artikel 9

1. Enhver tvist, som måtte opstå mellem stater vedrørende artiklerne 4, 5, 6, 7 og 8, skal på begæring af en af parterne indbringes til bilæggelse for en særlig kommission på fem medlemmer, medmindre parterne når til enighed om søge en løsning ved anden fredelig bilæggelsesmåde i henhold til De forenede Nationers pagts artikel 33.

2. Kommissionens medlemmer, hvoraf eet skal udpeges til formand, skal udnævnes ved aftale mellem de stridende stater inden tre måneder fra fremsættelsen af anmodning om bilæggelse i henhold til bestemmelserne i denne artikel. Såfremt enighed ikke opnås, skal medlemmerne på begæring af en af de i tvisten implicerede parter udnævnes af de forenede Nationers generalsekretær inden for en yderligere tremåneders periode i samråd med de tvistende stater og med præsidenten for Den mellemfolkelige Domstol og generaldirektøren for De forenede Nationers Organisation for Ernæring og Landbrug, blandt velkvalificerede personer, som er statsborgere i stater, der ikke er indblandet i tvisten, og som er sagkyndige i juridiske, administrative eller videnskabelige spørgsmål vedrørende fiskeri, alt efter beskaffenheden af den tvist, som skal bilægges. Enhver ledig plads, som opstår efter den oprindelige udnævnelse, skal besættes på samme måde som foreskrevet for den oprindelige udvælgelse.

3. Enhver stat, som er part i en sag, der behandles i henhold til disse artikler, er berettiget til at udnævne en af sine statsborgere til den særlige kommission med ret til fuldt ud at deltage i forhandlingerne på lige fod med et kommissionsmedlem, men uden stemmeret eller ret til at deltage i den skriftlige udarbejdelse af kommissionens afgørelse.

4. Kommissionen vedtager selv sin forretningsorden, der skal sikre hver af sagens parter fuld adgang til at blive hørt og til at forelægge sin sag. Den fastsætter endvidere, hvorledes omkostningerne og udgifterne skal fordeles mellem parterne i tvisten, medmindre aftale herom foreligger mellem parterne.

5. Den særlige kommission skal fremlægge sin afgørelse inden fem måneder fra tidspunktet for dens udnævnelse, medmindre den i nødsfald beslutter at forlænge fristen med et tidsrum, der ikke må overstige tre måneder.

6. Den særlige kommission skal ved sin afgørelse henholde sig til disse artikler og til eventuelle særaftaler mellem de stridende parter vedrørende tvistens bilæggelse.

7. Kommissionens beslutninger træffes ved simpelt flertal.

Artikel 10

1. For så vidt angår tvister hidrørende fra anvendelsen af artikel 7 skal den særlige kommission anvende de i den nævnte artikels stk. 2 anførte kriterier. For så vidt angår tvister hidrørende fra anvendelsen af artiklerne 4, 5, 6 og 8 skal kommissionen anvende følgende kriterier, alt efter hvilke spørgsmål tvisten vedrører

(a) Fælles for afgørelsen af tvister hidrørende fra anvendelsen af artiklerne 4, 5 og 6, er følgende betingelser

(i) at videnskabelige forskningsresultater påviser nødvendigheden af beskyttelsesforanstaltninger;

(ii) at de konkrete foranstaltninger grunder sig på videnskabelige forskningsresultater og er praktisk gennemførlige; samt

(iii) at foranstaltningerne hverken formelt eller reelt indebærer nogen forskelsbehandling af fiskere fra andre stater.

(b) Ved afgørelsen af tvister hidrørende fra anvendelsen af artikel 8 kræves, at der foreligger videnskabelige forskningsresultater til påvisning af, at beskyttelsesforanstaltningerne er nødvendige, eller at beskyttelsesordningen alt efter de foreliggende omstændigheder er adækvat.

2. Den særlige kommission kan bestemme, at de omtvistede foranstaltninger ikke må bringes i anvendelse i tidsrummet indtil dens kendelse er afsagt; i tvister hidrørende fra anvendelsen af artikel 7 kan foranstaltningerne kun midlertidigt ophæves, når det på grundlag af umiddelbare bevisligheder er åbenbart for kommissionen, at der ikke foreligger nogen nødvendighed for uopsættelig anvendelse af sådanne foranstaltninger.

Artikel 11

Den særlige kommissions afgørelse er bindende for de pågældende stater, og bestemmelserne i De forenede Nationers pagts artikel 94, stk. 2 skal finde anvendelse på disse afgørelser. Hvis afgørelserne ledsages af henstillinger, skal der i videst muligt omfang tages hensyn til disse.

Artikel 12

1. Hvis det faktiske grundlag for den særlige kommissions kendelse ændres ved væsentlige forandringer i de forhold, der gør sig gældende for den eller de pågældende fiskebestande eller andre levende rigdomskilder i havet eller i fiskerimetoder, kan enhver af de interesserede stater anmode de øvrige stater om at indlede forhandlinger om en aftale om gennemførelse af de nødvendige ændringer i beskyttelsesforanstaltningerne.

2. Såfremt enighed ikke opnås inden en rimelig frist, kan enhver af de interesserede stater påny benytte sig af den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde, forudsat mindst to år er forløbet siden den oprindelige kendelse.

Artikel 13

1. Regler for fiskeri, der drives ved hjælp af redskaber, som er fastgjort i havbunden i områder af det åbne hav, som grænser op til en stats ydre territorialfarvand, kan fastsættes af denne stat, hvis dens statsborgere gennem lang tid har drevet sådant fiskeri, forudsat at ikke-statsborgere har adgang til at deltage i sådant fiskeri på lige fod med statsborgere, undtagen i områder, hvor sådant fiskeri ifølge lang tids sædvane er blevet udøvet udelukkende af nævnte statsborgere. Sådanne regler skal dog ikke berøre de pågældende områders almindelige stilling som områder af det åbne hav.

2. I denne artikel betyder udtrykket »fiskeri, der drives ved hjælp af redskaber, som er fastgjort i havbunden« fiskeri, hvortil benyttes grejer, hvoraf dele er fastgjort i havbunden, bygget på en bestemt grund og efterladt der med varig benyttelse for øje eller, hvis de fjernes, genanbringes på samme grund hver sæson.

Artikel 14

I artiklerne 1, 3, 4, 5, 6 og 8 betyder udtrykket »statsborgere« fiskebåde eller -fartøjer af enhver størrelse, som i overensstemmelse med den pågældende stats lovgivning har denne nationalitet uanset besætningsmedlemmernes statsborgerforhold.

Artikel 15

Denne konvention står indtil den 31. oktober 1958 åben for undertegnelse af alle stater, der er medlemmer af De forenede Nationer eller af en af særorganisationerne, og af enhver anden stat, som af De forenede Nationers generalforsamling indbydes til at deltage i konventionen.

Artikel 16

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 17

Denne konvention står åben for tiltrædelse for enhver stat, som falder ind under en af de i artikel 15 nævnte kategorier. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 18

1. Denne konvention træder i kraft på den tredivte dag efter datoen for deponeringen af det toogtyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, som ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det toogtyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 19

1. Ved undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse kan enhver stat tage forbehold vedrørende konventionens artikler, bortset fra artiklerne 6, 7, 9, 10, 11 og 12.

2. Enhver kontraherende stat, som tager forbehold i henhold til foranstående stykke, kan til enhver tid trække forbeholdet tilbage ved meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 20

1. Efter udløbet af en periode på fem år fra konventionens ikrafttrædelsesdato kan anmodning om revision af denne konvention til enhver deltager ved skriftlig henvendelse til De forenede Nationers generalsekretær.

2. De forenede Nationers generalforsamling træffer beslutning om, hvorvidt, og i bekræftende fald hvilke skridt der skal tages i anledning af en sådan anmodning.

Artikel 21

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De forenede Nationers medlemsstater samt de øvrige i artikel 15 omhandlede stater

(a) om undertegnelser af denne konvention og om deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i overensstemmelse med artiklerne 15, 16 og 17;

(b) om konventionens ikrafttrædelsesdato i overensstemmelse med artikel 18;

(c) om anmodninger om revision i overensstemmelse med artikel 20;

(d) om forbehold til denne konvention i overensstemmelse med artikel 19.

Artikel 22

Denne konventions originaleksemplar, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst er af lige gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, som skal fremsende bekræftede genparter til samtlige de i artikel 15 omhandlede stater.

Til bekræftelse heraf har de nedenfor befuldmægtigede, som behørigt er bemyndiget dertil af deres respektive regeringer, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Geneve den niogtyvende dag i april nittenhundredeotteoghalvtreds.

For Afghanistan: A.R. Pazhwak

(den 30. oktober 1958)

For Amerikas forenede Stater: Arthur H. Dean

(den 15. september 1958)

For Argentina: A. Lescure

For Australien: E. Ronald Walker

(den 30. oktober 1958)

For Bolivia: M. Tamayo

(den 17. oktober 1958)

For Canada: George A. Drew

For Ceylon: C. Corea

(den 30. oktober 1958)

For Colombia: Juan Uribe Holguin

Jose Joaquin Caicedo Castilla

For Costa Rica: Raul Trejos Flores

For Cuba: F.V. Carcia Amador

For Danmark: Max Sørensen, T. Oldenburg

For Den dominikanske Republik: A. Alvarez Aybar

For Finland: G.A. Gripenberg

(den 27. oktober 1958)

For Frankrig: G. Georges-Picot

(den 30. oktober 1958)

For Ghana: Richard Quarshie K.B. Asante

For Haiti: Rigal

For Indonesien: Ahmed Soebardjo

(den 8. maj 1958)

For Iran: Dr. A. Martine-Daftary

(den 28. maj 1958)

For Irland: Frank Aiken

(den 2. oktober 1958)

For Island: H.G. Andersen

For Israel: Shabtai Rosenne

For Jugoslavien; under forbehold af ratifikation

-Milan Bartos, V. Popovic

For Republikken Kina (Formosa) (* 1)

Liu Chieh, Yu-chi Hsueh

For Libanon: N. Sadaka

(den 29. maj 1958)

For Liberia: Rocheforte L. Weeks

(den 27. maj 1958)

For Nepal: Rishikesh Shaha

For Kongeriget Nederlandene: C. Schurmann

(den 31. oktober 1958)

For New Zealand: Foss Shanahan

(den 29. oktober 1958)

For Pakistan: Aly Khan

(den 31. oktober 1958)

For Panama: Carlos Sucre C.

(den 2. maj 1958)

For Portugal; under forbehold af ratifikation

Vasco Vieira Garin

(den 22. oktober 1958)

For Schweiz: F. Schnyder

(den 22. oktober 1958)

For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Person Dixon

(den 9. september 1958)

For Thailand: Luang Chakrapani

Srisilvisuddhi, Boon Indrambarya

For Tunesien: Mongi slim

(den 30. oktober1958)

For Uruguay: Alvaro Alvarez.

For Venezuela: (ad referendum)

Carlos Sosa Rodriquez

(den 30. oktober 1958)

Konventionen trådte i kraft den 20. marts 1966.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 26. september 1968 deponeret hos De forenede Nationers generalsekretær. For Danmarks vedkommende trådte konventionen herefter i henhold til artikel 18, stk. 2 i kraft den 26. oktober 1968.

Danmarks ratifikation er sket med det forbehold, at Danmark ikke anser sig for bundet af konventionens artikel 2, sidste punktum.

Foruden Danmark har følgende stater deponeret deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter

Amerikas forenede Stater, Australien, Cambodja, Columbia, Den dominikanske Republik. Finland, Haiti, Jamaica, Jugoslavien, Madagascar, Malawi, Malaysia, Mexico, Nederlandene, Nigeria, Portugal, Schweiz, Senegal, Sierra Leone, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den sydafrikanske Republik, Thailand, Trinidad og Tobago, Uganda, Venezuela og Øvre Volta.

Amerikas forenede Stater har ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument afgivet en erklæring om, at ratifikationen ikke kan fortolkes som indebærende nogen indskrænkning i anvendelsen af princippet om afståelse fra fiskeri, som blev foreslået af Amerikas forenede Stater på Søretskonferencen i Geneve 1958, men ikke blev gennemført.

Storbritannien har ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument erklæret, at ratifikationen af denne konvention ikke vedrører de britiske protektorater i Den persiske Golf.

Udenrigsministeriet, den 14. maj 1969.

Poul Hartling.

Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958 om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder. (* 2) (* 3)

I henhold til kgl. resolution af 9. juli 1968 har Danmark, efter at folketinget den 19. april 1968 havde Meddelt sit samtykke dertil, ratificeret den i Geneve den 29. april 1958 undertegnede konvention om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder.

Konventionens ordlyd er som følger (den kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her)

KONVENTION

om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder

De i denne konvention deltagende stater er

under hensyn til, at udviklingen af moderne teknik til udnyttelse af havets levende rigdomskilder, hvorved menneskehedens muligheder for at dække levnedsmiddelbehovet hos verdens voksende befolkning forøges, har medført fare for rovdrift på nogle af disse kilder, og

under hensyn til at problemerne vedrørende bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder er af en sådan karakter, at det er klart nødvendigt, at de i videst muligt omfang søges løst på grundlag af internationalt samarbejde gennem fælles indsats fra alle interesserede staters side,

blevet enige om følgende

(* 1) Ikke anerkendt af Danmark