Legislator Case Law & Legislation
L19690000864 DK

Bekendtgørelse af overenskomst af 24. juli 1968 mellem Det internationale Havundersøgelsesråd og den danske regering.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1969 8 Valid

Bekendtgørelse af overenskomst af 24. juli 1968 mellem Det internationale Havundersøgelsesråd og den danske regering.

Den 24. juli 1968 er der i København undertegnet følgende overenskomst mellem Det internationale Havundersøgelsesråd og den danske regering samt foretaget noteveksling i tilknytning hertil

Overenskomst mellem Det internationale Havundersøgelsesråd og den danske regering.

Danmarks regering på den ene side og Det internationale Havundersøgelsesråd på den anden side,

som ønsker at afslutte en overenskomst med det formål at fastsætte de rettigheder, immuniteter og lettelser, der af den danske regering indrømmes Det internationale Havundersøgelsesråd, dets medlemmers repræsentanter, dets eksperter og funktionærer samt at fastsætte regler for andre herhenhørende anliggender, er blevet enige om følgende

Artikel I

Definitioner

I denne overenskomst

(i) benævnes Det internationale Havundersøgelsesråd »organisationen«;

(ii) omfatter udtrykkene i artikel IV »ejendom og aktiver«, »fonds, pengesedler, mønter, værdipapirer, guld eller fremmed valuta« eller »aktiver, indtægter eller anden ejendom« ejendom, aktiver og midler, som forvaltes af organisationen i henhold til statutterne og/eller til fremme af dens statutmæssige opgaver;

(iii) omfatter udtrykket »medlemmernes repræsentanter« alle delegerede i organisationens råd og disses stedfortrædere, delegerede, som er medlemmer af organisationens bureau, alle rådgivere, tekniske eksperter, som er medlemmer af delegationer samt delegationssekretærer; endvidere alle sagkyndige og rådgivere, der af organisationens medlemmer er udpeget til at medvirke i organisationens arbejde.

(iv) omfatter udtrykket »hoved- eller hjælpeorganer« organisationens råd, dens bureau, komiteer, generalsekretær og sekretariat;

(v) omfatter udtrykkene »mødefrihed« eller »møde i organisationen« i artikel III, afsnit 2, artikel IV, afsnit 2 og artikel VI, afsnit 2 og 3 alle møder i organisationens hoved- eller hjælpeorganer såvel som alle konferencer eller møder, som er sammenkaldt af organisationen i Danmark med dens bemyndigelse eller under dens auspicier.

Artikel II

Juridisk personlighed

Organisationen er i Danmark en juridisk person og skal være berettiget til (a) at indgå kontrakter, (b) at erhverve og afhænde løsøre og fast ejendom og (c) at anlægge retssager.

Artikel III

Handlefrihed

Afsnit 1. Organisationen og dens hoved eller hjælpeorganer skal i Danmark nyde den uafhængighed og handlefrihed, som tilkommer en international organisation.

Afsnit 2. Organisationen, dens hoved- og hjælpeorganer såvel som dens medlemmer og disses repræsentanter skal i deres forbindelser med organisationen nyde fuldstændig mødefrihed i Danmark, herunder diskussionsfrihed og frihed til at træffe afgørelser.

Artikel IV

Ejendom, midler og aktiver

Afsnit 1. Organisationen og dens ejendom og aktiver, der forefindes i Danmark, skal være fritaget for enhver form for retsforfølgning, med mindre (a) organisationens bureau eller generalsekretæren som dettes behørigt befuldmægtigede stedfortræder i særlige tilfælde udtrykkelig har givet afkald på denne immunitet, idet et sådant ikke skal omfatte tvangsfuldbyrdelsesskridt; (b) der er tale om et af tredjemand anlagt privat søgsmål for skade, der er opstået ved et ulykkestilfælde forårsaget af et motorkøretøj, som tilhører organisationen eller føres på dens vegne, eller et sådant køretøjs overtrædelse af færdselsreglerne.

Afsnit 2. (1) Organisationens lokaler i Danmark eller lokaler i Danmark, som benyttes af organisationen i forbindelse med et organisationsmøde, er ukrænkelige.

(2) Sådanne lokaler og organisationens ejendom og aktiver i Danmark skal være fritaget for ransagning, udskrivning og beslaglæggelse, ekspropriation eller enhver anden form for indgreb fra den offentlige forvaltning, domstolenes eller lovgivningsmagtens side.

Afsnit 3. Organisationens arkiver og i det hele taget i almindelighed alle aktstykker, som tilhører den, eller som er i dens besiddelse i Danmark, skal være ukrænkelige.

Afsnit 4. (1) Organisationen kan uden begrænsninger som følge af finansielle kontrolforanstaltninger, bekendtgørelser eller moratorier af nogen art: (a) modtage og besidde midler, pengesedler, mønter, guld, fremmed valuta og værdipapirer af enhver art og disponere over konti i enhver fremmed valuta; (b) frit overføre midler, pengesedler, mønter, guld, fremmed valuta og værdipapirer til eller fra Danmark eller i Danmark og omsætte enhver fremmed valuta i organisationens besiddelse til enhver anden fremmed valuta.

(2) Dette afsnit skal også gælde for organisationens medlemmer i deres forbindelser med organisationen.

Afsnit 5. Danmarks regering skal til den fordelagtigst mulige officielt anerkendte kurs stille dansk valuta til rådighed for organisationen i det omfang, som er nødvendigt til dækning af organisationens udgifter i Danmark eller i andre medlemslande.

Afsnit 6. Organisationen skal under udøvelsen af sine rettigheder i henhold til afsnit 4 og 5 tage behørigt hensyn til eventuelle forestillinger fra Danmarks regering, i det omfang organisationen skønner, at sådanne forestillinger vil kunne efterkommes uden skade for dens interesser.

Afsnit 7. Organisationen, dens aktiver, indtægter og øvrige ejendom skal være: (a) fritaget for alle direkte og indirekte skatter, idet den dog ikke vil kræve fritagelse for skatter, som faktisk kun udgør gebyrer for offentlige, tekniske ydelser; (b) fritaget for toldafgifter, forbud og restriktioner vedrørende indførsel og udførsel af varer eller artikler, der indføres eller udføres til organisationens officielle brug, idet varer eller artikler, som er indført i henhold til denne fritagelse, dog ikke vil blive solgt i Danmark, undtagen på vilkår aftalt med Danmarks regering; (c) fritaget for toldafgifter, forbud og restriktioner vedrørende indførsel og udførsel af dens publikationer.

Afsnit 8. Medens organisationen ikke i almindelighed, når det drejer sig om mindre indkøb, vil kræve fritagelse for forbrugsafgifter, skat på salg af løsøre og fast ejendom, som indgår i den pris, der skal betales, vil Danmarks regering dog så vidt muligt i tilfælde, hvor organisationen til officiel anvendelse foretager betydende indkøb af ejendom, som er eller vil blive belagt med sådanne afgifter, træffe passende administrative foranstaltninger til eftergivelse eller tilbagebetaling af afgiftens beløb.

Artikel V

Lettelser for officielle meddelelser, forsendelser m.v.

Afsnit 1. Med hensyn til forrettigheder, takster og afgifter for postforsendelser, telegrammer, radiotelegrammer, telefoto, telefonsamtaler og andre meddelelser og forsendelser m.v. samt pressetakster for oplysninger til pressen og radioen skal organisationen i Danmark nyde mindst samme behandling, som den danske regering indrømmer en hvilken som helst anden regering, heri indbefattet dennes diplomatiske repræsentationer, dog på det vilkår at en sådan behandling ikke er uforenelig med den internationale telekommunikationskonventions bestemmelser.

Afsnit 2. (1) Organisationens officielle post og andre officielle meddelelser skal ikke være genstand for censur.

(2) Organisationen skal være berettiget til at benytte kode og til at afsende og modtage post ved kurer eller i forseglede postsække, som skal nyde samme immuniteter og forrettigheder som diplomatiske kurerer og postsække.

Artikel VI

Medlemmernes repræsentanter

Afsnit 1. Medlemmernes repræsentanter til hoved- eller hjælpeorganer og ved konferencer eller møder, der er sammenkaldt af organisationen eller som finder sted efter dennes bemyndigelse eller under dennes auspicier, skal, under udøvelsen af deres hverv og under rejse til eller fra mødestedet, nyde følgende forrettigheder og immuniteter: (a) fritagelse for anholdelse eller tilbageholdelse, for beslaglæggelse af personlig bagage og for retsforfølgning af enhver art med hensyn til mundtlige eller skriftlige udtalelser og alle handlinger, som de måtte fremsætte eller foretage i deres egenskab af repræsentanter; (b) ukrænkelighed for alle papirer og aktstykker; (c) ret til at benytte kode og til at afsende eller modtage papirer eller post pr. kureer eller i forseglede postsække; (d) fritagelse for dem selv og deres ægtefæller for indrejserestriktioner, for formaliteter ved registrering af udlændinge eller værnepligt og arbejdspligt i Danmark; (e) samme lettelser med hensyn til penge- og valutarestriktioner, som gives fremmede regeringers repræsentanter i midlertidige, officielle hverv; (f) samme immuniteter og lettelser med hensyn til deres personlige bagage, som tilstås medlemmer inden for diplomatiet af tilsvarende rang.

Afsnit 2. For at sikre, at repræsentanter for organisationens medlemmer får fuld ytringsfrihed ved organisationens møder og uafhængighed under varetagelsen af deres hverv, skal den fritagelse for retsforfølgning, der tillægges dem med hensyn til mundtlige og skriftlige udtalelser og alle handlinger, som de måtte fremsætte eller foretage under varetagelsen af deres hverv, fortsat tilstås de pågældende, selv om de ikke længere varetager et sådant hverv.

Afsnit 3. Såfremt bopæl i Danmark indebærer nogen form for skattepligt, skal de tidsrum ikke medregnes, i hvilke repræsentanter for organisationens medlemmer har været til stede ved et organisationsmøde i Danmark for at varetage deres hverv.

Afsnit 4. Forrettigheder og immuniteter tilstås ikke repræsentanterne for organisationens medlemmer til de pågældendes egen personlige fordel, men for at sikre den uafhængige varetagelse af deres hverv i tilknytning til organisationen. Et medlem har således ikke blot ret, men også pligt til at give afkald på sine repræsentanters immunitet i ethvert tilfælde, hvor det pågældende medlem skønner, at immuniteten vil hindre, at retfærdigheden sker fyldest, og at immuniteten vil hindre, at retfærdigheden sker fyldest, og at immuniteten kan frafaldes uden skade for det formål, for hvilket den er tilstået. I alle tilfælde, som vedrører en af de personer, som er udpeget til organisationens bureau, skal dette være undergivet den samme forpligtelse.

Artikel VII

Sagkyndige i særligt hverv for organisationen

Afsnit 1. Sagkyndige og rådgivere, bortset fra sådanne som i henhold til artikel 1 (iii) omfattes af artikel VI eller som embedsmænd omfattes af artikel VIII, som udsendtes i særligt hverv for organisationen, skal tilstås sådanne rettigheder og immuniteter, som er nødvendige for den uafhængige varetagelse af deres opgaver, så længe hvervet varer, heri indbefattet det tidsrum de anvender til rejser i forbindelse med deres hverv. Der skal navnlig tilstås dem: (a) fritagelse for anholdelse, tilbageholdelse og beslaglæggelse af deres personlige bagage for retsforfølgning af enhver art med hensyn til mundtlige eller skriftlige udtalelser og handlinger, som de måtte fremsætte eller foretage under varetagelsen af deres hverv, undtagen i tilfælde af overtrædelse af motorfærdselsreglerne begået af en sagkyndig eller en rådgiver, eller i tilfælde af skade, forårsaget af et motorkøretøj, der tilhører eller føres af dem. Denne fritagelse for retsforfølgning skal fortsat tilstås de pågældende, selv om disse ikke længere er udsendt i særligt hverv af organisationen; (b) ukrænkelighed for alle papirer og aktstykker; (c) retten til i deres forbindelser med organisationen at benytte kode og til at afsende og modtage papirer eller post med kureer eller i forseglede postsække; (d) fritagelse for dem selv og deres ægtefæller for indvandringsrestriktioner, for formaliteter ved registrering af udlændinge, eller for værne- eller arbejdspligt i Danmark; (e) samme lettelser med hensyn til penge- og valutarestriktioner, som tilstås fremmede regeringers repræsentanter i midlertidige, officielle hverv; (f) samme immuniteter og lettelser med hensyn til deres personlige bagage, som tilstås medlemmer af diplomatiet.

Afsnit 2. Forrettigheder og immuniteter tilstås sagkyndige i organisationens interesse og ikke til de pågældendes personlige fordel. Generalsekretæren har ret og pligt til at give afkald på immunitet for enhver sagkyndig, i alle sager hvor han skønner, at immuniteten vil hindre, at retfærdigheden sker fyldest, og at den kan frafaldes uden skade for organisationens interesser.

Artikel VIII

Embedsmænd

Afsnit 1. Bureauet eller generalsekretæren som dets behørigt befuldmægtigede stedfortræder skal fra tid til anden underrette Danmarks regering om navnene på de embedsmænd, på hvilke bestemmelserne i denne artikel og artikel IX finder anvendelse.

Afsnit 2. (1) Organisationens embedsmænd skal uden hensyn til nationalitet: (a) fritages for retsforfølgning med hensyn til mundtlige eller skriftlige udtalelser, der fremsættes, og alle handlinger, der foretages af dem på embeds vegne; denne immunitet kan dog ikke påberåbes i de tilfælde, hvor et af organisationens medlemmer har overtrådt færdselslovgivningen for motorkøretøjer, eller hvor der indtræffer skade forårsaget af et motorkøretøj, der tilhører eller føres af en af organisationens funktionærer; (b) være fritaget for beskatning af de lønninger og ydelser, der betales dem af organisationen.

(2) Herudover skal de embedsmænd, som ikke er danske statsborgere: (a) tilligemed deres ægtefæller og de af dem forsørgede pårørende fritages for indvandringsrestriktioner og formaliteter ved registrering af udlændinge; (b) tilstås samme forrettigheder med hensyn til valutalempelser, som er tillagt embedsmænd af tilsvarende rang inden for de diplomatiske repræsentationer i Danmark; (c) tilligemed deres ægtefæller og de af dem forsørgede pårørende tilstås samme lettelser med hensyn til hjemrejse under internationale kriser som embedsmænd af tilsvarende rang inden for de diplomatiske repræsentationer; (d) være berettiget til toldfri indførsel af deres møbler og effekter, senest inden for en periode af tre år efter deres endelige udnævnelse til en stilling i Danmark at regne, såvel som visse produkter beregnet til personligt forbrug (levnedsmidler, drikkevarer m.v.) i overensstemmelse med en af Danmarks regering godkendt liste; (e) være berettiget til hvert tredje år at indføre et motorkøretøj uden betaling af told og omsætningsafgift, idet der dog normalt først vil blive givet tilladelse til at sælge eller afhænde motorkøretøjet i fri handel to år efter dettes indførsel, ligesom toldafgifter vil være at erlægge, såfremt motorkøretøjet inden for tre år efter dets indførsel sælges eller afhændes til en person, der ikke er berettiget til denne fritagelse.

Afsnit 3. (1) Organisationens embedsmænd skal være fritaget for enhver værne- og arbejdspligt i Danmark på betingelse af, at en sådan fritagelse med hensyn til embedsmænd, der er danske statsborgere, skal begrænses til sådanne, hvis navne i medfør af deres embedspligter er opført på en liste, som er udarbejdet af bureauet eller generalsekretæren som dets behørigt befuldmægtigede stedfortræder, og godkendt af Danmarks regering.

(2) Såfremt andre af organisationens embedsmænd indkaldes til værne- eller arbejdspligt, skal Danmarks regering efter anmodning fra bureauet eller generalsekretæren som dets behørigt befuldmægtigede stedfortræder bistå sådanne udsættelser med indkaldelsen af de pågældende, som måtte være påkrævet for at undgå alvorlig forstyrrelse i betydningsfuldt arbejde.

Afsnit 4. Foruden de immuniteter og forrettigheder, som er angivet i denne artikels afsnit 2 og 3, tilstås der generalsekretæren for hans egen person, hans ægtefælle og mindreårige børn de samme forrettigheder, immuniteter, fritagelser og lettelser, som efter folkeretten tilstås diplomatiske udsendinge.

Afsnit 5. Forrettigheder og immuniteter tilstås embedsmænd i organisationens interesse og ikke til deres egen personlige fordel. Bureauet eller generalsekretæren som dets behørigt befuldmægtigede stedfortræder har ret og pligt til at give afkald på enhver embedsmands immunitet i ethvert tilfælde, hvor han skønner, at immuniteten vil hindre, at retfærdigheden sker fyldest, og at immuniteten kan frafaldes uden skade for organisationens interesser.

Afsnit 6. Organisationen skal til enhver tid samarbejde med vedkommende danske myndigheder for at lette den behørige retspleje, sikre overholdelse af politiske forskrifter og forhindre misbrug af de i denne artikel nævnte forrettigheder, immuniteter og lettelser.

Artikel IX

Visa, opholdstilladelser

Afsnit 1. (1) Danmarks regering skal tage alle nødvendige forholdsregler til at lette indrejse til, ophold i og afrejse fra Danmark for alle personer, som rejser i officielle anliggender, der angår organisationen, d.v.s. (a) medlemmernes repræsentanter, uden hensyn til forholdet mellem Danmark og det pågældende medlem; (b) sagkyndige og rådgivere, der er udsendt af organisationen, uanset deres nationalitet; (c) organisationens embedsmænd; (d) sådanne andre personer, som indkaldes af organisationen, uanset deres nationalitet.

(2) Politimæssige forskrifter, som tager sigte på at begrænse fremmedes indrejse i Danmark eller fastsætte nærmere vilkår for deres ophold, skal ikke finde anvendelse på de personer, som omfattes af dette stykke.

(3) Danmarks regering skal på forhånd udsende generelle instrukser til sine repræsentationer i udlandet om, uden forsinkelse eller ventetid og uden at kræve personligt fremmøde eller betaling af afgifter, at udstede visum til enhver ansøger, som fremlægger gyldigt identitets- og rejselegitimation samt et dokument, som godtgør hans officielle forhold til organisationen.

(4) Bestemmelserne i dette afsnit skal finde anvendelse på den pågældendes ægtefælle og pårørende, såfremt de lever sammen med ham og ikke driver selvstændig næring.

Afsnit 2. Under rejser i tjenstligt anliggende for organisationen skal generalsekretæren indrømmes samme lettelser som tilstås diplomatiske udsendinge.

Artikel X

Den danske regerings sikkerhedsforanstaltninger

Intet i denne overenskomst skal være til hinder for, at den danske regering indfører de til sikring af dens interesser fornødne sikkerhedsforanstaltninger, der skal fastsættes ved overenskomst mellem den danske regering og bureauet.

Artikel XI

Afgørelse af tvister

Afsnit 1. Organisationen skal tilvejebringe hensigtsmæssige fremgangsmåder til bilæggelse af (a) tvistigheder, der opstår i forbindelse med kontraktforhold eller andre tvister af privatretlig karakter, i hvilke organisationen er part; (b) tvister, der berører en embedsmand, som på grund af sin officielle stilling i organisationen nyder immunitet, såfremt denne ikke er frafaldet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel VIII, afsnit 5.

Afsnit 2. Alle mellem organisationen og Danmarks regering opstående uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst eller en supplerende aftale eller overenskomst, som ikke bilægges ved forhandling, henvises til afgørelse af et nævn bestående af tre voldgiftsmænd, hvoraf den første udpeges af Danmarks regering, den anden af organisationens bureau og den tredje, der fører forsædet, af formanden for Den mellemfolkelige Domstol, med mindre parterne i en konkret sag enes om en anden bilæggelsesmåde.

Artikel XII

Slutbestemmelser

Afsnit 1. Denne overenskomst træder i kraft efter en noteveksling mellem de befuldmægtigede repræsentanter for Danmarks regering og organisationen, i hvilken det fastslås, at den er godkendt af Danmarks regering, respektive vedtaget af organisationens råd.

Afsnit 2. Ved overenskomstens ikrafttræden vil den af Danmarks regering blive oversendt til De forenede Nationers generalsekretær til registrering i medfør af artikel 102 i De forenede Nationers pagt, som blev vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 14. december 1946.

Afsnit 3. Hver af parterne kan kræve denne overenskomst revideret. I så fald skal de to parter rådføre sig med hinanden om de ændringer, som skal foretages i dens bestemmelser. Såfremt forhandlingerne ikke fører til en forståelse i løbet af et år, kan denne overenskomst opsiges af hver af parterne med to års varsel. En opsigelse til Danmarks regering kan afgives til dennes repræsentant i organisationen, og en opsigelse til organisationen kan afgives til bureauet.

Til bekræftelse heraf er denne overenskomst udfærdiget og undertegnet i København den 24. juli 1968 i to eksemplarer på engelsk, hvoraf det ene eksemplar blev overgivet til den danske regerings repræsentanter og det andet til præsidenten for Det internationale Havundersøgelsesråd.

For Danmarks regering

Poul Hartling.

For Det internationale Havundersøgelsesråd

A.E.J. Went.

Præsident

Hans Tambs-Lyehe.

Generalsekretær

DET INTERNATIONALE HAVUNDERSØGELSESRÅD

CHARLOTTENLUND SLOT.

Den 24. juli 1968.

Sir,

Jeg har den ære at henvise til den dags dato i København undertegnede overenskomst mellem Det internationale Havundersøgelsesråd og Danmarks regering samt at meddele Dem, at nævnte overenskomst er blevet vedtaget af Det internationale Havundersøgelsesråd.

I overensstemmelse med artikel XII, afsnit 1, foreslår jeg derfor, at dette brev tilligemed Deres svar, hvori anføres, at overenskomsten er blevet godkendt af Danmarks regering, udgør den i nævnte afsnit omhandlede noteveksling, samt at overenskomsten træder i kraft på datoen for Deres svar.

Jeg har den ære at forblive, Sir,

Deres ærbødige tjener

A.E.J. Went

Til

Udenrigsminister

hr. Poul Hartling,

København.

UDENRIGSMINISTERIET

København, den 24.juli 1968.

Sir,

Jeg har modtaget Deres brev af 24. juli 1968 vedrørende overenskomsten mellem Danmarks regering og Det internationale Havundersøgelsesråd, der blev undertegnet samme dato i København. Jeg har bemærket, at Det internationale Havundersøgelsesråd har vedtaget overenskomsten.

I besvarelse deraf har jeg den ære at meddele Dem, i overensstemmelse med artikel XII, afsnit 1, at overenskomsten er blevet godkendt af Danmarks regering og følgelig er trådt i kraft dags dato.

Jeg har den ære at forblive, Sir,

Deres ærbødige tjener

Poul Hartling.

Dr. A.E.J. Went,

Præsident for Det internationale

Havundersøgelsesråd,

Charlottenlund Slot,

Charlottenlund.

Overenskomsten er i medfør af artikel XII, afsnit 1 trådt i kraft den 24. juli 1968.

Udenrigsministeriet, den 16. januar 1969.

Poul Hartling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →